|
|
Post by Iris Quigley on Mar 23, 2015 16:22:29 GMT 1
Det var sent lørdag aften, men Iris var ikke træt. Faktisk kedede hun sig gevaldigt og havde derfor fundet det mest spændende hun kunne finde på uden at skulle lave ballade: eksplosionstagfat. En stabel tilsyneladende almindelige spillekort lå i en bunke ved siden af Iris' lår, men sagen var den, at når man byggede sit korthus kunne hele sættet eksplodere på et uvilkårligt tidspunkt. Indtil videre havde Iris kun sat en bund på fire hold, så hun følte sig ganske sikker indtil videre. Månen skinnede ind fra Gryffindors vindue og badede hende i bløde stråler. Få elever sad stadig spredt rundt i kollegietårnet og småsludrede. Et enkelt par lå og kyssede heftigt i sofaen, og Iris kunne ikke lade være med at skæve lejlighedsvis (lettere misundeligt) til dem, hvilket utvivlsomt ville føre til en skandale i korthuset før eller siden. |
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Mar 23, 2015 16:41:56 GMT 1
Raphael sad sammen med nogle af sine venner i opholdsstuen, med nogle af de andre fra kollegiet. Han kiggede over på Iris nogle gange, mens de sad og snakkede om de piger, der gik på skolen. Som drenge nu gjorde, når de var samlet. Udover at finde på en ny idé til ballade.
Til sidst rejste han sig op fra lænestolen og gik hen til Iris. Han så ned på det korthus, som hun var ved at bygge. Og som hun ikke var nået særlig langt med. "Lad mig gætte, det er ikke et almindeligt sæt kort, du sidder og spiller med?"
|
|
|
|
Post by Iris Quigley on Mar 23, 2015 16:54:01 GMT 1
Som den femtenårige unge pige Iris nu engang var, havde hun bestemt lagt mærke til de ældre drenge, der sad ved et bord og sludrede henne i hjørnet. Iris gjorde sig umage for hverken at kigge på dem eller lytte, men hendes ører blev lyserøde af anstrengelsen.
Det var derfor med en lettere påtaget overraskelse at Iris så op, da Raphael pludselig tårnede sig op foran hende (han var jo egentlig ganske høj - og flot, men det havde Iris lagt mærke til på forhånd).
'Du er simpelthen skarp, Raphael! Hvorfor er du ikke på Ravenclaw?', spurgte hun drillende og kiggede op på ham. 'Vil du være med?'
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Mar 23, 2015 17:04:08 GMT 1
Raphael kunne godt fornemme ironi og sarkasme, og han kunne især høre lidt af det i Iris' drillende spørgsmål til ham. Han kunne dog godt lide sådan noget, og han smilede blot bredt til hende i stedet for at hidse sig op over sådan noget.
"Fordi du ikke går der, så har jeg da heller ikke lyst til det," sagde han og satte sig ned ved siden af hende. Han lagde hovedet let på skrå og kiggede på hendes korthus. "Jeg ved ikke helt. Hvad er hagen ved spillet?"
|
|
|
|
Post by Iris Quigley on Mar 23, 2015 17:32:56 GMT 1
Ved Raphaels svar rødmede Iris mod sin vilje, og hun skyndte sig at vende blikket mod kortene og tage et par.
'Har du virkelig aldrig spillet eksplosionstagfat?', spurgte Iris, oprigtigt chokeret. En ting var at være mugglerfødt og ikke kende til det, en anden ting var at have gået på Hogwarts i syv år og ikke stødt på det.
'Well, det ligger lidt i navnet', forklarede hun, 'du forsøger at bygge et normalt korthus, men lige pludselig, BOOOOOOM', råbte Iris for dramatisk effekt, '... og dine øjenbryn er svitset'. Iris smilede stort, upåvirkede af at de omkringsiddende elever sendte dem undrende blikke. 'Såååh, hvis du er glad for dine flotte øjenbryn er det nok ikke et spil for dig'. Et drillende glimt hvilede ved øjet da Iris rakte bunken af kort til Raphael.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Mar 23, 2015 17:43:24 GMT 1
Da Iris nævnte navnet på den leg hun havde gang i, gik der et lys op for Raphael. Han nåede dog ikke at sige, at han godt kendte legen, før hun begyndte at forklare den. Han sad bare og lyttede, uden at sige noget, indtil hun stoppede. "Jeg kender den godt," sagde han så med et smil og et overvejende blik i øjnene.
Han kørte en finger over sine øjenbryn. "Jeg er meget glad for mine øjenbryn. De giver mig en vis attitude," sagde han med et bredt smil og lænede sig tilbage i stolen. "Så jeg vælger blot at observere og se dine øjenbryn blive svitset."
|
|
|
|
Post by Iris Quigley on Mar 23, 2015 17:53:32 GMT 1
Iris nåede ikke at bremse sig selv før hun havde forklaret ham reglerne, og opdagede først bagefter, at han faktisk godt vidste, hvad det var.
Med et skævt smil himlede Iris som svar til hans forfængelige afslag. 'De er også virkelig flotte... Jeg tror faktisk aldrig jeg har set sådan nogle velformede øjenbryn. Plukker du dem selv?', spurgte hun drillende.
Iris greb ud efter bunkens to øverste kort og satte dem forsigtigt, med en overraskende præstation taget i betragtning af at en hot syvendeårselev sad og betragtede hende, ned på toppen de nederste kort. Det gik godt, og hun så triumferende på Raphael.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Mar 24, 2015 21:01:51 GMT 1
Raphael grinede ad Iris, og rystede opgivende på hovedet imens. Som hun dog kunne sige ting nogle gange. "Plukker dem selv? Selvfølgelig ikke. Det har jeg unge og smukke hekse til at gøre for mig," svarede han med et skævt smil på læben, og betragtede, hvordan Iris stablede kortene oven på hinanden. Han løftede imponeret det ene øjenbryn, og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg synes du skal fortsætte, jeg ville elske at se dig uden øjenbryn."
|
|
|
|
Post by Iris Quigley on Mar 24, 2015 21:15:25 GMT 1
Iris lod en lille latter slippe mellem læberne. 'Det er jeg slet ikke i tvivl om at du har', mumlede hun, dels for sjov, dels fordi hun bestemt regnede med at pigerne tilbød den slags på stribe. Men nu sad Raphael hos hende, og Iris kunne ikke lade være med at føle sig smigret og i live over, at han sad og brugte tid sammen med hende!
'Ak ja, skønheden må lide for lidt spænding her i livet', sagde Iris med et dramatisk suk og stablede endnu et par vellykkede par. Hun skubbede opfordrende bunken af kort hen til Raphael. 'Er du sikker? Ikke bare et enkelt par for at mærke du er i live?'
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Mar 26, 2015 19:09:49 GMT 1
Raphael kørte en hånd igennem sin mørke manke og trak let på skuldrene, som om det var en normalt ting for ham at have de yngre hekse rendende efter sig på skolen. Det var ikke noget han normalt lagde mærke til. Han havde jo indtil for et par måneder siden været sammen med Nora. Af flere omgange. Som i bare kærester.
"Jeg har ikke brug for et kortspil til at mærke jeg er i live. Det er nok for mig at sidde og kigge på dig," sagde han og havde et drillende blik i øjnene, og et skævt smil på læberne.
|
|
|
|
Post by Iris Quigley on Mar 26, 2015 20:32:44 GMT 1
Iris skævede til Raphael og tilbageholdt et længselsfuldt suk. Bare det var hendes hånd, der strøg gennem hans brune hår. Der skulle i sandhed ikke meget til når man var to år ældre.
Hun kiggede frem på Raphael under vipperne og rødmede yderligere da han komplimenterede hende, og i samme øjeblik satte Iris kortene lidt for hårdt ned på bunken så der lød et ordentligt 'Boooom'. En eksplosion fik bordet til at vibrere, og små dele af iturevede kort fløj til alle sider. Iris hoppede i sædet og gav et forskrækket hvin fra sig, men det gled hurtigt over i en hysterisk latter. Øjenbrynene var intakte, men sortsværte beklædte nu Iris' grinende ansigt. 'Hov', hiksede hun og så over på Raphael.
|
|
|
|
Post by Raphael Gairden on Apr 7, 2015 21:03:22 GMT 1
Raphael lo ganske let, da kortene eksploderede i ansigtet. Det gik da heldigvis ikke udover nogen af dem, og Iris havde hele ansigtet intakt, bortset fra det var en anelse sort nu. "Sikke en flot kulør du fik dig der," sagde han med et bredt grin og rystede let på hovedet af hende. "Du har en tendens til at få en til at grine," han blinkede drillende til hende, og lænede sig tilbage i stolen. "Hvad skal du så lave nu?"
|
|
