Søndag eftermiddag

[Iris Quigley]

Rowan Quigley

Forårssolen kastede blidt sine stråler gennem vinduerne i Gryffindors opholdsstue og oplyste eleverne, der sad spredt rundt i bløde sofaer og stole. Enkelte sad i rundkredse på gulvet og spillede med spytkugler eller eksplosionstagfat, men de fleste sad begravet i store, tunge bøger. Især de ældre koncentrerede sig dybt, eftersom UGL'er og FUT'er nærmede sig med skræmmende hastige skridt.
Iris Quigley lå strakt ud på gulvet, ligeså lang som hun var, med et stykke pergament foran sig og en fjerpen i hånden. På ryggen af Iris lå hendes kat, Betty, som hun havde fået med hjemme fra gården af. Det var en stor trøst at have et velkendt kæledyr omkring sig når man led af hjemve, og det gjorde Iris nu, trods fem år på Hogwarts. Af samme grund var hun nu i færd med at skrive et brev hjem.
'Kære mor og far', kradsede hun hastigt, med sin umage skrift, der kendetegnede afslappethed. 'Så er vi snart i april, og jeg synes tiden går alt for stærkt. Lærerne tuder vores ører fulde med formaninger om vigtigheden af vores U.G.L'er, og det er svært ikke at føle eksamensstressen presse sig på. Jeg glæder mig til det hele er overstået'. Iris støttede hovedet i hænderne og kiggede rundt i lokalet. Bekymrede rynker og dybe furer tegnede sig i de flestes ansigter. Molly havde fået nervøse trækninger ved øjet og Eric rystede permanent på hænderne i denne tid. 
'Mor, vil du ikke sende noget turkis garn? Jeg er ved at løbe ud og skal nå og strikke et fødselsdagshalstørklæde færdigt inden sommer. Betty siger hej. Hun ligger på min ryg og spinder så dejligt. Er alle blomster ved at springe ud?' Iris følte et stik af savn ved tanken og lavede en sørgmodig grimasse. 

[Rowan Quigley]

Rowan dukkede ind gennem portræthullet, fløjtende muntert for sig selv og som ofte set, bærende en plante under den ene arm. Han havde enkelte striber jord på kinderne og græspletter på knæene, men han så selv ganske upåvirket ud, som han lod blikket glide rundt og egentlig satte kursen mod sin sovesal.

Han ændrede dog mening halvvejs og dumpede inden længe ned i skrædderstilling ved siden af sin lillesøster. Han løftede hånden for at klø Betty bag øret, men måtte tage til takke med et hvæs og et sæt kløer, der informerede ham om at det ikke var velkomment. Rowan var så vant til det, at han dårligt tænkte over det. I stedet rettede han opmærksomheden mod Iris. "Kan du ikke skrive til far, at jeg mangler mere af den gode gødning?"

[Iris Quigley]

Iris kunne næsten dufte sin bror før hun så ham: Rowan duftede af muldjord fra marken, grønne slyngplanter og græs. Han duftede af eftermiddage med arbejde i markerne, solbrun under en varm sol, og han duftede af hygge-aftener med te af hjemmedyrket urter. Det bragte alle Iris' sanser tilbage på gården, så Rowan på én gang lindrede hjemveen og forstærkede den tusindfold. 
Iris vendte blikket mod sin bror, da han sank ned ved siden af hende. 'Kan du ikke se, at jeg er midt i en emotionel krise?', spurgte hun dramatisk og sendte ham en vrængende grimasse. 'Hvor er din broderlige affektion? Gødning! Tsk' Hun lukkede fornærmet øjnene mod ham, men smilede skævt da hun hørte Betty hvæse velkendt af ham.    

[Rowan Quigley]

Rowan blottede tænderne i et varmt smil og lo fjoget over sin lillesøster. I stedet for at se skyldbevidst ud, rakte han frem og purrede en anelse op i hendes hår. "Du ved at jeg altid tager hensyn til dine kriser, men jeg mangler det altså stadig," kommenterede han drillende og lukkede armene om knæerne.

Iris og Rowan var tættest i alder af alle Quigley-børnene og hun var nok den, som Rowan kendte bedst. "Jeg har en ny blomst til dig," tilføjede han hurtigt, måske lidt som en fredsoffer. Alligevel så han stolt ud. "Den sprang rigtigt ud i går."

[Iris Quigley]

Iris dukkede sig under hans purren i håret med en fornærmet brummen, halvt irriteret halvt glad for kærtegnet. Med en lettere trodsig mine dyppede Iris hurtigt fjerpennen i blækket og skriblede, 'Rowan spørger om mere af den gode gødning. Han sover med det i sin seng om natten i et desperat håb om at han kan vokse mere. Han tror, at han er en plante. Send venligst hælp. Jeg er bekymret'.
Iris løftede blikket mod sin bror og påtog sig en interesseret mine. 'Hvad er det for en?', spurgte hun, velvidende at det var ment som et fredsoffer. Rowan gik op i sine planter og blomster med liv og sjæl, så det var en stor gave fra ham. 

[Rowan Quigley]

Rowan kneb øjnene lidt sammen over Iris' ansigtsudtryk, før han lænede sig den mindste smule frem og diskret læste med. "Hey! Mor tror bare at det er sandt," grinede han og puffede til sin lillesøsters skulder, uden dog at virke reelt fornærmet.

Tværtimod smilede han tilfreds og rankede sig en anelse, foldende benene under sig i skrædderstilling. "En amaryllis," konstaterede han, før han så gavtyveagtigt på hende. "Den hedder også en belladonnalilje. Dejligt dramatisk, ikke?"