|
|
Post by Wyat Whowood on Mar 20, 2015 0:13:44 GMT 1
Wyat stod lænet op af det træ Shirley havde beskrevet for ham sidst de havde set hinanden, hvilket havde været hjemme hos hende til en kop te. Han havde desværre ikke formået at se hende så meget som han ønskede. De havde begge haft travlt, han var begyndt at påtage sig noget af ansvaret for at drive klubben - han var træt af bare at drive den af hele dagen. Det havde dog vist sig ikke at være særlig nemt, han vidste tydeligvist intet om det. Han vidste heller ikke noget om hvad de skulle lave idag, tilsyneladende skulle de være udenfor i solen, som skinnede fra en skyfri himmel. Alligevel havde han valgt at stille sig i skyggen af træet, iført en løs hvid skjorte og et par bukser - jakken havde han foldet sammen og slænget over den ene skulder. |
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 20, 2015 1:11:24 GMT 1
Solskinnet fik naturligt Shirley til at smile. Hun var på vej mod det stykke af engen, der stadig ikke var ramt af bebyggelse og bar en kurv på den ene arm. Den var tung, men der var ikke så langt fra hendes hus og der gik ikke længe, før hun fik øje på Wyat. En varm følelse spredte sig i hendes mellemgulv og smilet voksede lige en ekstra størrelse, som hun kom op til ham.
"Du er tidligt på den," bemærkede hun, næsten en anelse overrasket. De havde ikke ligefrem set hinanden længe, men hun syntes alligevel at have erfaret, at Wyat ikke altid gik op i punktlighed. Måske tog hun fejl. Hun bukkede sig for at sætte kurven fra sig, glattede den lysegrønne kjole lidt med fingrene og rettede sig så op, for at plante et flygtigt og lettere utilfredsstillende kys mod hans ene kind.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Mar 20, 2015 11:42:49 GMT 1
Wyat fik øje på Shirley da hun trådte ud på engen og lagde hovedet let på skrå mens han betragtede hende som hun gik hen til ham. Den lysegrønne kjole klædte hende, bemærkede han i sine tanker og smilede skævt over hendes ord. "Ja.. Det er ubegribeligt er det ikke?" Bemærkede han og vendte hovedet en anelse, så hun endte med at kysse ham ved siden af hans læber. Derefter lagde han en hånd om hendes talje og trak hende lidt ind mod sig. Han kunne ikke lade hende gå nu han endelig havde hende i nærheden. "Har du det godt?" Spurgte han og strøg en tommelfinger hen over hendes kind, mens han så smilende i hendes øjne.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 20, 2015 12:54:24 GMT 1
Shirleys mellemgulv trak sig behageligt sammen, da Wyats arm gled omkring hende og hun tog en uhørlig indånding, som han trak hende tættere på. Hun blinkede et par gange, svagt bevidst om at hendes puls rasede. "Jeg har det godt," fik hun svaret lettere tamt. Alligevel spredte et smil sig dog over hendes læber og hun slog kortvarigt blikket ned.
"Jeg har glædet mig til at se dig," tilføjede hun, uden at trække sig tilbage. Til gengæld så hun på ham op gennem sine øjenvipper. Hun havde ikke set Wyat meget siden maskeballet og kun alt for kort, men det byggede kun forventningen op.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Mar 20, 2015 14:34:32 GMT 1
Wyats fjernede ikke sit blik fra hende selv da hun så ned, han var bange for at han måske ville misse noget hvis han gjorde. Hendes svar var en smule afmålt, han ville jo egentlig gerne vide meget mere, men han fik ikke mulighed for at stille flere spørgsmål før hun selv talte videre.
Hendes ord gjorde hans smil en del større, mens hans blik flakkede hen over hendes ansigt og endte i hendes øjne. "I lige måde.. jeg har glædet mig utrolig meget.." Sagde han mens hans hjerte bankede sløvt. Han havde det som om tiden bevægede sig langsommere. "Jeg har savnet dig" Hviskede han og lukkede sine øjne, mens han lagde panden mod hendes. Hun duftede skønt af papir og blæk og hendes hjem.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 22, 2015 12:40:10 GMT 1
Shirley kunne høre sin egen puls. Enten det eller også var det vingeslagene fra sommerfuglene, der tumlede rundt i hendes mave. Et varmt smil gled over hendes læber og hun lukkede øjnene i et øjeblik, da Wyat hvilede panden mod hendes. Længere rakte hendes selvkontrol ikke og hun tiltede hovedet en anelse, for at kunne plante et blidt, men dvælende kys mod hans læber.
Hun trak sig tilbage og slog øjnene langsomt op, før hun blottede tænderne igen og gled ned på sine fodsåler at stå. "Jeg har taget mad med," konstaterede hun og trådte lettere modvilligt et halvt skridt tilbage. De var dog nødt til at tænke over, at det ikke var udsandsynligt at der lurede et par fotografer rundt omkring. Så i stedet for at udforske Wyats læber yderligere, bøjede hun sig over kurven og fandt et ternet tæppe frem. Hun holdt det op. "Kom, hjælp mig med at folde det ud."
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Mar 22, 2015 22:35:31 GMT 1
Det var ligeså svært for Wyat at holde sig tilbage, men da hun trak sig væk lod han hende gøre det. Det var trods alt ikke så fantastisk hvis de blev opdaget af nogle nysgerrige fotografer. I stedet smilede han over hendes ord og nikkede, mens hans blik gled ned på kurven. Han var egentlig også sulten, hvilket han først bemærkede nu.
Han hjalp hende derefter med at folde tæppet ud og satte sig så på hug henne ved kurven, i tilfælde af der var andet han skulle hjælpe med. "Har du lavet det her helt selv?" Spurgte han og løftede sine øjenbryn, mens han så undrende på hende.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 24, 2015 13:08:36 GMT 1
Shirley smilede, mens de glattede tæppet ud og foldede sit skørt pertentligt omkring sig, før hun selv gled ned at sidde på den ene hofte. Hun trak kurven lidt tættere på og fjernede klædet. "Det er nu ikke noget særligt," forsikrede hun ham, skønt der alligevel måtte være lagt lidt arbejde i de hjemmebagte boller og den hjemmelavede syltetøj, som hun trak op som det første.
"I virkeligheden bruger jeg enhver undskyldning for at få lov til at pusle lidt i køkkenet." Hun så konspiratorisk på ham og trak også en flaske med lys saft frem. Hun så nysgerrigt på Wyat. "Laver du nogensinde mad?"
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Mar 25, 2015 19:15:17 GMT 1
Wyat viste kun en snert af den overraskelse der overvældede ham ved synet af bollerne og marmeladen og da hun forklarede hun ofte lavede mad, ønskede han næsten at han selv havde gidet at tage sig tid til at lære det. I stedet var han bare målløs over folk der kunne koge et æg. Hans husholderske var ikke specielt glad for at han opholdt sig i køkkenet.
"Nej.. Det kan jeg ikke prale af" Bemærkede han og smilede skævt til hende. "De gange jeg har prøvet har det gået helt galt.. Min husholderske har forbudt mig adgang efterhånden.." Sagde han og grinede lydløst, mens han strøg fingrene gennem håret.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 26, 2015 11:46:17 GMT 1
Shirley smilede lidt af Wyat og kunne ikke ærligt sige, at hun var overrasket. "Det er et spørgsmål om nok øvelse," konstaterede hun snusfornuftigt og så svagt drillende, men mildt på ham.
"Jeg tør godt gøre et forsøg med dig, hvis du en dag føler trangen," sagde hun smilende og rakte ham en bolle på en serviet. Hendes hud sitrede en anelse, da deres fingre kortvarigt rørte hinanden og hendes mellemgulv summede behageligt.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Mar 26, 2015 14:00:58 GMT 1
Wyat tog imod bollen og rakte derefter ud efter den brødkniv han kunne se i kurven og begyndte at skære brødet over i to. Derefter løftede han sine øjenbryn og smilede drillende. "Tak, men du skal ikke sætte forventningerne for højt." Bemærkede han og gav sig til at putte marmelade på bollen.
"Jeg er begyndt at påtage mig lidt mere ansvar på Kimæren.. Jeg vidste ikke det var så hårdt at arbejde" Han grinede afdæmpet, mens hans øjne skinnede, hvorefter han tog en bid af brødet.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 27, 2015 1:50:04 GMT 1
Shirley lo lavmælt over Wyats ord og blottede i et øjeblik tænderne helt. "Jeg kan være meget vedholdende. Du skulle nok nå at blive træt af mig, før jeg blev træt af dig," forsikrede hun ham muntert, omend der måske et eller andet dybt sted, var noget oprigtigt i det. Det var dog ikke noget hun dvælede ved nu.
I stedet flyttede hun lidt på sine ben og skar sin egen bolle over, før hun smurte den. Blikket gled nysgerrigt mod Wyat og hun kunne ikke lade være med at ryste godmodigt på hovedet af ham. "Det er en barsk verden, er det ikke?"
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Mar 30, 2015 13:28:51 GMT 1
Wyat klappede sin bolle sammen og lagde sig ned på tæppet, mens han støttede sig på sine albuer. Han havde et talent for at vælge de mest henslængte positioner som muligt. Han grinede lidt af hendes ord og tog en bid af sin klapsammenmad inden han nikkede og smilede skævt. "Jo.. utrolig hård.. specielt for sådan en stakkels rigmandssøn som mig." Bemærkede han med en påstået sørgmodig mine og strøg derefter fingrene gennem håret.
"Er det derfor du ser mig? Fordi du har ondt af mig?" Spurgte han og rullede om på siden, mens han betragtede hende indgående.
|
|
|
|
Post by Shirley Felbrigg on Mar 31, 2015 18:14:51 GMT 1
Wyats spørgsmål overraskede Shirley lidt og hun var ærligt i tvivl om, hvorvidt han var alvorlig eller ej. Hun kneb øjnene en anelse sammen og hvis hun gravede dybt nok, var svaret nok ikke et rungende nej. Shirley havde altid haft en svaghed for mænd, som hun på en eller anden måde kunne hjælpe. Men det var ikke alt.
"Skal jeg komme med en grund?" spurgte hun lavmælt, med et lille, drillende smil, før hun brækkede et lille stykke af sin bolle og stak den i munden.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Apr 3, 2015 11:26:52 GMT 1
Wyat rystede smilende på hovedet og tog en bid af sin bolle. Han havde egentlig ikke forventet et oprigtig svar, som altid talte han uden rigtig at tale om noget.
"De smager virkelig godt" Bemærkede han efter han havde tygget sig af munden.
"Jeg tror jeg bliver nødt til at se dig lidt oftere hvis du laver så god mad" Han smilede drillende mens hans blik gled ned over hendes ansigt.
|
|
