En kommentar

[Owain Ellis]

Sybil Attwater

Owain var ikke decideret fulgt efter Sybil, da hun gik ind i boghandleren. Havde da også flere ærinder, som han kunne få ordnet derinde. Nu var det bare tilfældigvis sådan, at han også så en fordel i at få hende for sig selv et øjeblik. Det var så kikset, når Profettidendes skribenter løb Ministeriets ansatte på dørene på deres kontorer. Deres banehalvdel. Flourish & Blotts var væsentligt mere neutralt landområde. Og så havde han vel også en personlig tilknytning til Sybil Attwater, der kunne retfærdiggøre interessen. Sådan da.

Han stoppede ved den hylde, hvor hun stod og kiggede efter noget og rømmede sig let med et skævt, indbydende smil. "Sybil," hilste han høfligt. "Har du tid til at tale et øjeblik?"

[Sybil Attwater]

Lyden af snakkende hekse og troldmænd blev reduceret til en lav summen i det hun trådte ind i boghandlen. I stedet for et utal af farverige kapper og fremmede ansigter var hun nu omgivet af høje reoler med støvede bøger i lange rækker. Det krævede kun et hurtigt blik rundt i rummet for at orientere sig. Med langsomme og elegante skridt bevægede hun sig hen mod en udvalgt reol, og lod sin pegefinger strejfe flere bøger, inden hun rev en lille, sort bog ud.

Sybil havde allerede noteret sig fodtrin bag hende. Det var bare først da personen rømmede sig, at det gik op for hende at det var bevidst at personen var endt ved hende. Hun drejede halvt rundt, hvorefter de brune øjne faldt på den mørkhårede skikkelse. ”Owain”, hilste hun, og brugte stadig sin formelle tone, på trods af hun var på fornavn med ham. Sybil overvejede hans spørgsmål i en svag, mistænkelig mine. ”Hvis det er i forbindelse med dit arbejde ville jeg have foretrukket at du havde aftalt et møde med mig på forhånd”, forsatte hun og var ikke helt fornøjet over måden han henvendte sig til hende på. I det hele taget var skribenter ikke hendes bedste venner lige for tiden. Hun nikkede en enkelt gang. ”Men lad gå. Lad mig høre hvad du vil mig”

[Owain Ellis]

Owain smilede afslappet, på trods af den modstand han blev mødt med. Hans ene hånd rettede lidt på stroppen af den trofaste lædertaske, der hang fra hans ene skulder. "Møder i ministeriet er så overformelle," svarede han roligt, før han tog en lille, hurtig indånding og nikkede let.

"Desuden behøver det ikke handle om det. Jeg er nysgerrig på flere ting. F.eks. hvornår du sidst snakkede med Hector?" Han lagde hovedet en anelse på skrå.

[Sybil Attwater]

Et vagt smil trak i hendes mundvige uden at det nåede hendes blik. Hans spørgsmål var starten på en samtale hun bestemt ikke var interesseret i, og hun sukkede derfor lydløst, da hun samtidig vidste at det var de færreste afvisninger skribenter ikke var blinde overfor.

”Jeg har ikke haft noget at gøre med Hector Attwater siden han kom i Azkabans varetægt”, svarede hun Owain roligt og forgav ikke at have meget sympati med sin bror. ”Andet du vil vide?”

[Owain Ellis]

Owain tog en dyb indånding og sukkede lydløst. Han smilede dog til Sybil og blev stående hvor han var, på trods af afvisningen. "Har du travlt?"

Smilet blev en anelse mere udtalt. Han lod sig ikke sådan vifte af. "Vi kunne få en kop te på De Tre Koste. Jeg giver?" Profettidende giver.

[Sybil Attwater]

Et enkelt øjenbryn røg op, mens hun betragtede ham i stilhed, i et kortere øjeblik. Hans forslag kom bag på hende, og da hun tænkte der lå mere bag end bare te, tøvede hun også med sit svar. På den anden side var det ikke fordi hendes sociale liv svømmede i tilbud efter alt det med Hector.

”Det er svært at sige nej til sådan et tilbud”, svarede hun ham endelig, og sendte ham et lille smil, inden hun dog tilføjede: ”..men du ved hvor grænsen går, Owain”, og hentydede tydeligvis til hans journalistiske metoder. Sybil lagde den lille sorte bog tilbage, inden hun satte kurs mod døren.

[Owain Ellis]

Owain grinede dæmpet, som han fulgte Sybil Attwater ud af boghandlen. Han kendte knapt ordet 'grænse' og han var ikke bange for at træde hende en smule over tæerne, hvis det betød, at han fik sin historie. De havde delt kollegium i seks år og hun skræmte ham ikke ligefrem.

"Fortæl mig lige. Hvem fangede Hector? Jeg hørte, at det var en auror. Det er da normalt ikke jeres område, er det?" Han var reelt nysgerrig. Til gengæld havde det intet med hans afdeling at gøre.

[Sybil Attwater]

Det var blevet helt naturligt at Sybil satte en forsvarsfacade op, når folk begyndte at snakke om hendes familie. Han fik derfor heller ikke anden reaktion, end at de brune øjne hurtigt blev vendt mod ham, inden de blev rettet udad igen. ”Hector Attwater blev vurderet som kriminel og farlig. Vi kan ikke tillade at en sådan type får lov til at bevæge sig frit rundt – for alles sikkerhed”, formulerede hun sit svar og nu var det hendes tur til at blive lidt nysgerrig.

”Hvorfor den pludselige interesse i varulven? Jeg ved Profettidende må have mere vigtige og aktuelle emner at dække?”, spurgte hun og nu var hendes blik rettet direkte mod ham.

[Owain Ellis]

Owain viste ingen tegn på skam eller genovervejelse. Han smilede antydningsvist, nærmest smånaivt og trak på skuldrene. "Hector er min ven, Sybil," pointerede han. "Jeg er ikke interesseret som skribent, så meget som jeg er det som en, der holder af ham."

Han så lettere indtrængende på hende et kort øjeblik, før han opgav det og tog en dyb indånding. "Men kriminel? Hvordan? Hvad havde han gjort?"

[Sybil Attwater]

Der var en masse fortrængte følelser forbundet med dette emne, og at samtalen forsatte gjorde hende svagt ukomfortabel, hvilket kunne ses på måden hun pressede sine læber hårdt sammen.

”Jeg respekterer dig for din loyalitet som ven på trods af jeg ikke synes han fortjener den. Hector har foretaget en masse dumme valg og er selv skyld i den situation han sidder i, Owain”, hun tog en dyb indånding, og forsatte i samme hastighed, mens hun krydsede sine arme.

[Owain Ellis]

Owain rynkede panden og betragtede Hectors lillesøster en anelse skeptisk. "Hvilke valg? Jeg mener... Han valgte ikke selv at en varulv overfaldt ham. Du kan vel ikke mene, at det er hans fejl?"

Da de nåede De Tre Koste, holdt han døren åben for hende, uden et sekunds tøven. Han trådte ind efter hende og lukkede igen, før han slog lidt ud med den ene hånd i en tydelig gestus.

[Sybil Attwater]

Sybil sendte ham et venligt smil i det hun passerede ham, og trådte ind i varmen, hvorefter hun udvalgte et bord til dem henne i hjørnet. I en fin bevægelse fik hun trukket overtøjet af, lagt det over stoleryggen, inden hun satte sig ned.

”Nej, det gjorde han ikke”, hendes blik flakkede meget hurtigt inden hun forsatte. ”Men efterfølgende tog Hector selv det valg at sætte sig op mod ministeriet. Han vidste hvad det ville medføre at gå imod ministeriets ord og han gjorde det alligevel”, Sybil krydsede benene under bordet, og lænede sig tilbage i stolen, mens blikket roligt hvilede på Owain.

[Owain Ellis]

Owain rynkede panden en anelse. "Fortæl mig om det," bad han. "Hvad gjorde han, som du mener er forkert? Jeg vil gerne vide det."

Blokken var langt væk i tasken. Hans blik skinnede ærligt, som han så på sin vens lillesøster, tydeligt uforstående, men ikke fordømmende. "Åh ja, og bestil hvad du end vil," tilføjede han henkastet, lettere ligegyldigt med en flagrende gestus med den ene hånd.

[Sybil Attwater]

Sybil så på ham med et ene øjenbryn hævet, inden hun med en trækning i den ene mundvig rejste sig, og bevægede sig hen til baren for at bestille. Lidt efter kom hun tilbage med to kopper te. ”Jeg vidste ikke din fortrukne smag, så jeg tog tre valgmuligheder med til dig”, hun skubbede de tre trebreve hen på hans side af bordet, inden hun åbnede en rød pakke til sig selv, og begyndte at røre rundt i den varme te.

”Det kan umuligt være gået dig forbi hvad der skete til juleballet…”, startede hun ud. Sybil løftede kruset, og pustede forsigtigt ned i det, stadig med sit blik i hans, inden hun løsrev sig fra ham for at tage en første tår. ”Og du har vel også set de plakater der har hængt af ham rundt omkring?”

[Owain Ellis]

Owain hævede begge øjenbryn, da Sybil rejste sig, i stedet for at vente på, at en fra kropersonalet kom ned til dem. Han så lidt undrende efter hende og måtte anstrenge sig for at finde en grimasse, der kunne passe, da hun vendte tilbage med tebreve. Nu var han i mellemtiden i gang med at forsøge at få svar og hans spørgsmål var mere interessante end det var at pointere, at han foretrak løs te eller at han havde budt hende på en kop og ikke omvendt.

Han nøjedes derfor med at nikke let og samlede det ene brev op, for at putte det i koppen, imens han kneb øjnene en anelse sammen. "Jeg så dem," bekræftede han. "Men jeg er stadig skeptisk. Det eneste jeg har hørt fra juleballet er, at en pige faldt. Har du en anden historie?"