De havde rytme før de kunne gå

[Erica Owens]

Owain Ellis
d. 21. marts, 2110

Det var weekend og der var liv og glade dage på Den Tørstige Hat. Kroen var velpakket og endnu vigtigere, velunderholdt. Oppe på den simple, men velfungerende scene sad krofatters to ældste unger og spillede musik. Det fyldte rummet med en munter stemning og det var tydeligt, at det mere var en leg end en pligt for de to søskende. De udfordrede hinanden til melodiske dueller og opfordrede de lyttende gæster til at heppe med.

Lyden af applaus overtog inden længe, som de to takkede af og i stedet gjorde plads til deres far og besøgende farbror. Erica grinede på vej væk og puffede til Daniels arm med en drillende kommentar, før hun med en moders ømhed satte sit instrument fra sig på enden bardisken og selv fulgte lige efter. Hun tog imod tinkruset med øl og tog en dyb slurk, før hun rakte op og i en let bevægelse havde samlet det lysebrune hår i den ene hånd. Hun havde det varmt og lidt luft til nakken var nødvendigt, på trods af at hun ellers havde klædt sig relativt let på.

[Owain Ellis]

Owain sad på en af barstolene og klappede med de resterende gæster, da de to søskende trådte ned fra den lille scene. Han blev dog ikke ved i en evighed, men drejede sig i stedet tilbage imod baren og sit krus med skummende black wytch, allerede inden en af de to Owens-søskende stillede sig ved siden af ham og slukkede sin tørst.

Han drejede hovedet imod hende med et lille smil og så hende i øjnene, imens der blev varmet op på scenen bagved. "Det virker som en produktiv måde at få sine søskendestridigheder overstået," bemærkede han, en anelse tørt. "Lidt smartere end at banke hinanden, i hvert fald..."

[Erica Owens]

Erica sad på baren og vippede lidt med benene, da en mand talte ved siden af hende. Hun drejede hovedet og blottede tænderne i et muntert smil. Hun var stadig i glimrende humør og hendes blik spillede lidt, som hun trak nonchalant på skuldrene. "Dan har lært for længe siden, at han alligevel ikke kan vinde over mig i en nævekamp," konstaterede hun og blinkede en enkelt gang, uden at tage sig af at det næppe var sandt.

Hun tog en slurk af tinkruset og satte det fra sig, før hun i en let bevægelse skubbede sig ned på gulvet at stå. Hun gik dog ingen steder, men vendte sig blot mod den anden og hævede øjenbrynene let. "Heppede du på nogen af os?"

[Owain Ellis]

Owains tænder var kort synlige og han skottede imod kvindens bror med et nysgerrigt blik, før han trak på skuldrene. "Det virkede som en lige kamp," svarede han tænksomt, men med et smil lurende i mundvigene.

"Men jeg er ingen ekspert. Var der en vinder?" Han løftede sit krus og tog en tår, imens han betragtede hende.

[Erica Owens]

Erica fnøs muntert og tog en tår af sin egen øl, lænende sig tilbage mod baren. Hendes blik var rettet mod familiemedlemmerne på scenen, men det betød ikke, at hun havde forladt samtalen med manden helt. Tværtimod drejede hun kortvarigt ansigtet mod ham og smilede skævt.

"Du ville sikkert få forskellige svar, alt efter hvem du spurgte," bemærkede hun kækt og så lidt vurderende på ham. Måske var der noget svagt bekendt ved ham, men hvis det var tilfældet, så kunne hun i hvert fald ikke placere ham. Erica lænede sig lidt til siden og kneb øjnene konspiratorisk sammen. "Men hvis du lover ikke at sladre, så indrømmer jeg måske, at der nok ikke var nogen."

[Owain Ellis]

Owain tog en tår mere af sit krus og satte det fra sig, for at klø sig lidt i det nyanlagte skæg. Han smilede lidt over svaret og nikkede tænksomt. "Et held, at jeg godt kan holde på nogen hemmeligheder," bemærkede han med et muntert glimt i øjnene.

Han tog en dyb indånding. "Det er et fint sted I har jer her. Godricdalen er heldig, at I kom hertil."

[Erica Owens]

Erica smilede og så tilbage mod scenen i et kort øjeblik. Hun fnøs muntert over en kommentar fra sin morbror, før hun så tilbage på manden. Hendes øjenbryn gled lidt op og hun så vurderende på ham i et øjeblik, før hun blødte op i et overraskende imødekommende smil. Erica var ikke altid den mest menneskevenlige person, men hun havde sine øjeblikke.

"Vi er også faldet godt på plads. Personligt synes jeg nu også, at det er meget rart, at vi ikke længere er så langt væk fra alting." Hun drejede sig en anelse mod den anden, stillede kruset fra sig på bordet og tilbød ham sin hånd. "Erica Owens."

[Owain Ellis]

Owain gav Erica sin hånd med et skævt smil og nikkede. "Owain Ellis," præsenterede han sig, som han trykkede hendes hånd og gav slip igen. "Og jeg ved hvad du mener. Min familie boede I Wales før. Der var godt nok naboer, men det var ikke rigtig det samme."

Han rømmede sig. "En uforudset fordel af segregeringen. Tæthed mellem magikere, hm?" Et venligt smil spillede på hans læber.

[Erica Owens]

Erica smilede lidt over Owains konstatering og tøvede kun et øjeblik, før hun nikkede sin enighed. "Jeg synes det er rart, at være tættere samlet. Det gør det også væsentlig nemmere at skaffe kontakter," bemærkede hun og tog en lidt mindre tår af kruset end de første. Hun havde det ikke længere så varmt.

"Men jeg ved, at både min bror og far savner Oxfordshire. Der kommer jo stadig enkelte mugglere her, men ikke som før..." Hun stoppede og og rystede tanken af sig, før hun smilede skævt. "Jeg har sagt til dem, at de må forsøge at finde ud af, at det er et helt andet sted nu."

[Owain Ellis]

Owain nikkede. Han tog ølkruset igen og drak en tår, inden han så eftertænksomt op på de to mænd på scenen. Han vidste ikke hvem af dem, der var hendes far, men det ødelagde ikke hans tankestrøm. "Der er nok flere, der har svært ved at vænne sig til det," svarede han overvejende.

"Havde I også en kro i Oxfordshire?"

[Erica Owens]

Erica nikkede og konstaterede for sig selv, at det ikke var den værste samtale at blive hængende i. Samtaler, særligt med mænd havde hun erfaret, blev nemt overfladiske og selvom Erica ikke var nogen helgen, så var det altid behageligt, når det ikke virkede til at være tilfældet. Hun gav ikke meget for sleske scorereplikker og var tilfreds med fraværet.

Hun nikkede og lænede sig tilbage mod baren igen. "The Griffin. Vi havde både magiker- og mugglerkunder, men dengang vidste mugglerne selvfølgelig ikke noget om det. Jeg var tretten, da vi flyttede derfra," forklarede hun og smilede svagt. Nogle gange savnede hun også sit barndomshjem, men hun løj ikke, når hun sagde at hun foretrak magikersamfundet samlet.

[Owain Ellis]

Owain trak lidt på smilebåndet og nikkede. Hans forældres arbejde havde ikke ændret sig det fjerneste, ud over at være flyttet, men han kunne uden problemer sætte sig ind i følelsen af at rykke teltpælene op. "Selvfølgelig, ja. Men I har vel også mugglerkunder nu? De par, der er tilbage her?"

Han smilede spørgende og vippede lidt med fødderne, før han løftede sin frie hånd igen og kløede lidt i skægstubbene på kæben. Det krævede lidt tilvænning. "Det er noget andet i Hogsmeade."

[Erica Owens]

Erica nikkede. "Selvfølgelig. Det er lige før at min far går dør til dør, for at sikre sig at de kommer," svarede hun og blottede tænderne i et sigende, men alligevel varmt smil. Oppe fra scenen lød lyden af en tinfløjte, der blev prøvet af sammen med en bodhrán og Erica smilede lidt for sig selv.

Selvom hun var god til at virke som om, at hun synes alting var lidt tåbeligt, så var det alligevel tydeligt på hendes ansigt i et øjeblik, at hun bestemt var en Owens. Hun blinkede en enkelt gang og så væk fra scenen, for i stedet at se tilbage mod Owain. "Bor du selv i Hogsmeade?" spurgte hun nysgerrigt og så lidt undersøgende på ham. Han var nu ganske attraktiv.

[Owain Ellis]

Owain slap et muntert fnys og så op imod de to mænd på tinfløjte og bodhrán. Han tog en tår øl og vendte blikket tilbage til den rent objektivt kønne pige ved siden af sig, før han smilede og rystede på hovedet. "Jeg bor et par gader væk herfra. Men jeg arbejder i Hogsmeade, Profettidende."

Han kneb øjnene den mindste smule sammen. Han havde set hende på kroen før, men var ellers ikke sikker på hvor han måske eller måske ikke kendte hende fra. "Hvad med dig?"

[Erica Owens]

Erica konstaterede, at det måtte være der, hun havde set mandens navn før. I Profettidende. I hvert fald tænkte hun ikke meget mere over det, men nikkede i stedet ganske let mod loftet. "Jeg bor ovenpå," konstaterede hun og trommede neglene lidt mod siden af tinkruset.

"Det er nemmere med en fast base her. Jeg arbejder for Madam Isla Kinnaird og det bringer mig lidt rundt over det hele," forklarede hun og retfærdiggjorde måske også lidt, hvorfor hun stadig boede hjemme. Ikke fordi at hun ikke efterhånden tilbragte en del nætter på sin storebrors sofa.