Udsigtens forår

[Rowan Quigley]

Rowan trak sine knæ op til sig og lukkede armene om dem. Han følte stadig, at han havde fået sagt noget forkert, men følte sig forsikret over Lilés ord. Han blev da også relativt nemt distraheret, da hun spurgte ind til planterne og hans ansigt lyste lidt op.

"De har brug for mere sollys," forklarede han. "De er blevet for store til at stå på sovesalen og de andre brokker sig over at de fylder." Han sendte hende et blik der tydeligt sagde, at han mente de måtte være gale. "Så jeg håber at folk lader dem være heroppe."

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle lyttede til Rowan og smilede imens, især da hans ansigt lyste op. Hun havde fornemmet i årenes løb, at han havde en forkærlighed for planter. Lige som hun havde for eliksirer.

"Drenge er ikke altid så god til at se det smukke i naturen," sagde hun og lod fingrene glide hen over en af planternes blade. "Men heroppe er folk som regel optaget af mange andre ting. Jeg har hørt, det er her elskovsduerne søger hen, når de vil være alene." Líle havde ikke meget erfaring med det, så hun fortalte bare, hvad hun havde hørt.

[Rowan Quigley]

Rowans ører blev lidt varme over Lilés konstatering og han smilede lidt forlegent. "Jah, det er nok rigtigt nok," svarede han og rømmede sig lavmælt, kortvarigt fingrerende ved et sundt blad på den ene plante. "Så længe de lader mine planter være, så gør det mig ikke noget..."

"Der er lige så stor sandsynlighed for at nogen kommer til at vælte dem ned på sovesalen, såh." Han rømmede sig lidt. Man kunne godt mærke, at de var på de sidste årgange nu. Der havde før været en af drengene, der havde lokket en pige med op på sovesalen.