|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Mar 18, 2015 10:47:01 GMT 1
Rowan Quigley18. marts 2110
Ganske vidst var tagterassen kendt for sin romantiske brugen, men det var ikke på det grundlag, at den unge ravn Líle brugte den. Om foråret kunne hun godt lide at være heroppe, så hun kunne se naturen blomstre. Det gav nogle flotte billeder, som hun kunne tegne. Hun havde taget sin tegneblok med op, og sad nu på en bænk, og kiggede udover den sorte sø og den forbudte skov. Græsset havde antaget en flot grøn farve, og der var ingen tvivl om, at det havde inspireret Líle, for hun var allerede i fuld gang med at tegne udsigten. Hun ville dog ønske, at der var en model, hun kunne tegne ind.
|
|
|
|
Post by Rowan Quigley on Mar 18, 2015 21:37:25 GMT 1
Rowan havde bogstaveligt talt favnen fuld. Han bare på intet mindre end fire urtekrukker, der alle var fyldt ud med grønne planter og han kunne nærmest ikke se over toppen på dem. Han var dog en verdensmester i balance, hvis han selv skulle sige det og med lidt asen og masen, fik han bakset døren til tagterassen op.
Han stavrede ud, vaklende et øjeblik og bemærkede ikke i første omgang, at han ikke var alene. Til gengæld undslap et sejrende udbrud ham, da han fik sat de første to af krukkerne fra sig og vendte sig for at gøre det samme med de næste. Dér gik han dog i stå og så lettere forbløffet på Lilé. "Hov. Hvor længe har du siddet der?"
|
|
|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Mar 18, 2015 21:49:17 GMT 1
Líle kiggede op, da døren ud til tagterrassen kig op, og hun så Rowan komme stavrende ud med hænderne fulde af krukker. Hun fik et bredt smil på læberne ved synet, og gjorde intet for at tilkendegive, at hun rent faktisk var til stede. I stedet var hun stoppet med at tegne, og nu betragtede hun ham bare, mens han stillede krukkerne fra sig.
Det gippede dog lidt i hende, da han snakkede til hende. Hun smilede til ham. "Længere tid, end du har brugt på at komme ud af døren og sætte krukkerne på plads," svarede hun og lukkede sin tegneblok sammen.
|
|
|
|
Post by Rowan Quigley on Mar 18, 2015 22:45:16 GMT 1
Rowan så lidt forbløffet ud i et øjeblik, før han lo. "Nåh," konstaterede han lidt halvdumt. "Nåjamen, så var det jo mig, der afbrød dig. Ikke i noget vigtigt, håber jeg?"
Han så nysgerrigt mod hendes tegneblok, men bukkede sig dog snart for at sætte de to sidste krukker fra sig. Selv gled han ned på hug og drejede dem lidt, indtil han tilsyneladende var tilfreds med placeringen.
|
|
|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Mar 18, 2015 22:49:33 GMT 1
Líle fandt ham en anelse distræt, men nuttet som han så forbløffet ud i ansigtet. Hun lo sammen med ham og rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål. "Slet ikke," svarede hun og kiggede nysgerrigt på ham.
Hun betragtede ham et kort øjeblik, mens han begyndte at arrangere krukkerne. Hun tog selv sin egen tegneblok frem. "Rowan?" Spurgte hun, og bed sig let i underlæben. "Må jeg godt tegne dig, mens du sidder på fliserne ved krukkerne?" En svag rødmen steg op i hendes kinder.
|
|
|
|
Post by Rowan Quigley on Mar 20, 2015 12:59:36 GMT 1
Rowan smilede tilfreds og nikkede en enkelt gang, før han vendte sin opmærksomhed mod krukkerne igen. Det var imponerende så længe han kunne bruge på at finde den helt rigtige vinkling i forhold til solen og han var netop ved at være der, da Lilé talte igen. Et lavmælt "hm?" var hans første reaktion, før han løsrev blikket og så spørgende op på hende.
De buskede øjenbryn gled lidt op og hans blik faldt til blokken. Så smilede han en anelse genert og trak let på skuldrene. "Må jeg godt flytte lidt på mig imens?" spurgte han tøvende. "Bare ordne bladene og sådan, du ved... For så gør det mig ikke noget."
|
|
|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Mar 20, 2015 13:07:13 GMT 1
Líle kunne ikke lade være med at blive lidt genert over sit eget spørgsmål. Det var sjældent hun bad folk om at være modeller for hende. Og det var endnu mere sjældent at hun blev genert. Hun rømmede sig lidt, for hun havde af en eller anden grund fået en såkaldt tudse i halsen.
"Det må du gerne. Det giver også billedet lidt mere liv. Og jeg får mulighed for at gøre det til et levende billede," sagde hun og lyste lettet op i ansigtet. Det havde virkelig været forfærdeligt, hvis han havde sagt nej. Og utrolig pinligt.
|
|
|
|
Post by Rowan Quigley on Mar 22, 2015 12:47:42 GMT 1
Rowans smil voksede lidt og selvom hans ører føltes lidt varme, så nikkede han og kløede sig lidt i nakken, lettende lidt på den blommefarvede sixpence. "Nåja, men så har jeg ikke noget imod det," konstaterede han og gled ned i skrædderstilling at sidde. Han så lidt nysgerrigt på Lilé et øjeblik mere, før han smilede forsigtigt og vendte sin opmærksomhed mod planten.
Da først han havde gjort det, glemte han nærmest, at han ikke var alene. Han blev hurtigt opslugt af at fjerne tørre blade og prikke enkelte andre med spidsen af sin tryllestav, så de blev grønne og friske igen.
|
|
|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Mar 23, 2015 14:48:11 GMT 1
Lìle smilede og mærkede et mærkeligt sug i mellemgulvet, da han gav hende lov til at male ham. Hun tog febrilsk sine tegneredskaber, som naturligvis var fortryllede. Hun kiggede hen på ham ofte, og lagde hovedet let på skrå mens hun tegnede.
Stemningen mellem dem var stille, og det var tydeligt, at de befandt sig i hver deres verden. Efter noget tid, kiggede hun op fra sig tegning og indå, at hun havde overtegnet den udsigt, hun havde arbejdet på inden Rowan kom. Et smil spillede på hendes læber, da hun så hen på Rowan. "Vil du se?" Spurgte hun, og fik en svag rødmen i kinderne. Hun vidste ikke, hvordan han ville reagere på billedet.
|
|
|
|
Post by Rowan Quigley on Mar 24, 2015 12:57:52 GMT 1
Rowans fingre var stort set altid beskidte. Det var ikke så mærkeligt, sådan som han sad med fingrene begravet i muldjorden. Han var ikke helt klar over, at han mumlede for sig selv til planterne og han var så optaget af det, at det føltes som om at en lydtæt boble sprang, da Lilé talte. Hans øjenbryn gled let op og han så over mod hende, trækkende fingrene fra jorden.
"Ehm. Ja, selvfølgelig," svarede han en anelse genert og selvbevidst, men dog med et smil, der bestemt var oprigtigt. Han skottede nysgerrigt mod tegneblokken, men flyttede sig ikke fra sin position i skrædderstilling foran urtekrukken.
|
|
|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Mar 24, 2015 15:10:34 GMT 1
Líle bemærkede ikke, hvor langt væk Rowan var i sin egne tanker, da hun afbrød hans foretagende med planterne. Og hans mumlen var nærmest bare en behagelig summen i hendes øre, til hun var færdig med at tegne. "Altså... Ja, den er sådan her ud," sagde hun så og vendte tegneblokken om, så han kunne se tegningen hun havde lavet af ham. Hun mærkede, hvordan hun igen rødmede i kinderne. For hun mente selv, at det var et ret intenst billede af ham, mens han havde siddet og koncentreret sig. |
|
|
|
Post by Rowan Quigley on Mar 26, 2015 12:06:03 GMT 1
Rowans blik gled nysgerrigt ned mod tegningen. Øjeblikket efter gled de buskede øjenbryn op og han så svagt forundret ud, som et genert smil trak op i hans læber.
"Det ligner ikke mig," var det første han konstaterede, før han indså at det ikke lød så godt. Han skar en grimasse og smilede lidt forlegent og undskyldende. "Eller, jeg mener... Selvfølgelig ligner den. Jeg vidste bare ikke at jeg så så alvorlig ud..."
Hans forsøg på at trække i land var akavet og han kløede sig i den varme nakke. "Du er god til at tegne, er det jeg prøver at sige."
|
|
|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Mar 26, 2015 19:04:29 GMT 1
Líle kunne mærke skuffelsen skylle ind over sig, da Rowan mente, at det slet ikke lignede ham. Hun mente ellers, at det lignede ham rigtig meget, hun slog blikket ned, og lagde hurtigt tegneblokken i skødet på sig selv igen.
"Det er sådan jeg ser dig, når du koncentrerer dig," sagde hun lavmælt og overvejede, om hun skulle rive siden ud og smide den væk. Dog afholdt hans sidste kompliment hende fra at gøre det. "Tak, jeg gør i hvert fald mit bedste," sagde hun og kiggede ned på tegningen, mens hun strøg sine fingre hen over den.
|
|
|
|
Post by Rowan Quigley on Mar 27, 2015 2:06:38 GMT 1
Rowans nakke brændte lidt og han kløede sig lidt akavet ovenpå hatten, ubevidst skubbende skyggen lidt ned mod øjnene. "Det kom ud forkert," undskyldte han igen og skævede forsigtigt op mod Lilé, smilende prøvende.
"Den er virkelig flot. Rigtig flot og sådan. Det var bare... Åh, glem det." Han pillede lidt i stoffet over det ene knæ og så lidt akavet op på sin rødhårede klassekammerat. Han smilede prøvende. "Jeg har bare aldrig selv set mig i spejlet, mens jeg koncentrerer mig, du ved..."
|
|
|
|
Post by Líle Ó Fionnagáin on Apr 1, 2015 10:13:47 GMT 1
Líle begyndte at få en fornemmelse af, at hun nok havde taget afvisningen af tegningen lidt for personligt. Hun gengældte svagt hans smil og lagde tegneblokken ved siden af sig.
"Det gør ikke noget," svarede hun, og smilede ved hans sidste kommentar. "Jeg tror det er de færreste, der har gjort det. Men det var nu heller ikke meningen, at det var det resultat der skulle komme ud af det," sagde hun og kiggede ned på blokken.
Hun gled ned fra den bænk hun havde siddet på, og satte sig på knæ ved siden af ham, mens hun kiggede på de blomster han pillede ved. "Hvad laver du egentlig med de blomster heroppe?" Hendes interesse i botanik eksisterede, men kun i forbindelse med hendes store kærlighed til eliksirer.
|
|
