Solskin

[Catherina Philips]

Åben tråd

Vejret var utrolig godt og Catherina havde derfor valgt at rykke lektielæsningen udenfor, hvor hun kunne nyde den varmende sol. Hun smilede lidt ved synet af de andre elever der også havde lagt sig på græsplænen og foldede derefter sit tæppe ud, inden hun satte sig på det og gav sig til at finde sin bog frem. Hun skulle læse en del til i morgen, men da hun lagde sig på tæppet, var solen for distraherende til at hun kunne koncentrere sig. I stedet for at læse, rullede hun om på ryggen mens hun lagde det ene ben på det andets knæ og pillede dovent ved sit slips. Det var længe siden hun havde mærket solens varme på sin kind.

[Raphael Gairden]

Når solen skinnede, og varmede godt udover udendørsområderne, så kunne Raphael ikke modstå fristelsen. Han måtte bare ud og tage sig en tur hen over det grønne græs tæppe. De små brune poter berørte kun ganske let jorden, mens han bevægede sig imod det område, hvor resten af hans skolekammerater befandt sig. Hvilket ikke havde været en del af planen. Han gik ud om et par måneder, så hvad pokker. Afsløringen kunne lige så godt falde nu. Den nu mørkebrune hermelin styrede imellem eleverne og tog sig ikke af deres kommentarer. Han opdagede dog, at Cathy befandt sig helt alene på et tæppe, og begav sig på vej hen til hende.

[Catherina Philips]

Catherina strakte sig smilende på tæppet og nød solen i fulde drag, mens hun betragtede skyerne på himlen. Hun havde egentlig troet at hun kunne ligge og slappe af i fred og ro, men da hun så noget bevæge sig i sin øjenkrog vendte hun ansigtet mod det der viste sig at være en hermelin. Hun betragtede nysgerrigt dyret, det var sjældent at sådan et slags dyr havde det så trygt omkring mennesker, så hun rakte forsøgsvis en hånd hen mod den for at se om den ville stikke af.

[Raphael Gairden]

Raphael stoppede op, da Cathy stak sin hånd ud mod ham. Og hvis han havde været i sin oprindelige form, så havde han helt sikkert smilet drillende til hende. Men det kunne han jo ikke nu. Han overvejede, om han skulle smutte igen, men tog en beslutning. Dette her kunne ende med at være ganske morsomt. I bund og grund opførte han sig jo som en ret tam hermelin. Han fnøs højt, og stak snuden hen mod den fremstrakte hånd. Efterfølgende strakte han kroppen op ad hendes arm, og gik nærmere tæppet.

[Catherina Philips]

Catherina slap en let latter ud over sine læber da dyret stak snuden hen mod hendes hånd og hun så betaget til, mens det nærmede sig tæppet. Det fik hende til at lægge sig ned på siden, mens hun hvilede hovedet i sin hånd og betragtede det lille dyr. Hun var ivrig efter at klappe det men også en smule nervøs for at skræmme det væk, så hun forsøgte sig med samme taktik, en fremstrakt hånd mens hun smilede og sagde. "Du er sørme en sød lille en.. kom bare.. jeg gør dig ikke noget.. " Hun blottede tænderne i et stort smil og vendte håndfladen opad.

[Raphael Gairden]

Raphael ville have leet med, hvis han havde kunnet. I stedet valgte han bare at blotte sine tænder og håbede, at det lignede et smil. Han kunne godt lide at blive kaldt sød. Bare ikke lille. Han lavede et lille spjæt, og hoppede det sidste stykke ind på tæppet. I et kort øjeblik overvejede han, om han skulle forvandle sig, men han fandt det her lidt for morsomt. Han lugtede nysgerrig til tæppet, inden han kiggede op på Cathy og stak tungen ud af munden, mens han igen forsøgte at smile på hermelin-manér.

[Catherina Philips]

Catherina var efterhånden en smule skeptisk overfor det lille kræ og da det ligefrem rakte tunge af hende, rynkede hun tænksomt sine øjenbryn. Hun kunne bare ikke helt tro på at det var en animagus, men alligevel var dyret så tryg ved hendes tilstedeværelse at det var en smule besynderligt. Til sidst besluttede hun sig at teste det, ved at tage forsigtig fat om dyret og placere det i sit skød mens hun grinede en smule.

[Raphael Gairden]

Raphael havde ikke lige forventet, at Cathy ville løfte ham op. Og han reagerede ved at begynde at sprælle, for at slippe ud af hendes greb. Han nåede dog ikke at forsvinde ud af hendes greb, for han fandt sig selv i hendes skød. Det var en uvant situation, og lidt fortvivlet, begyndte den brune hermelin at gå rundt i en ring. Tilsidst lagde den sig til rette i hendes skød, og besluttede sig for, at forvandle sig. På ganske få øjeblikke skiftede den brune hermelin form fra dyr til en ganske frejdig Raphael med et drillende smil på læberne. Hans hoved befandt sig stadigvæk i hendes skød, og han kiggede op på hende med et drillende blik.

[Catherina Philips]

Catherina var tæt på at skrige af forskrækkelse da dyret pludselig blev til en skoleelev og hun stirrede vantro på ham, mens han lå med hovedet i hendes skød. I mellemtiden havde hun løftet sine hænder op over sin mund, men da hun var ved at komme sig over chokket, sænkede hun dem og så forundret på ham.
"Er du en animagus?" Spurgte hun selvom det var åbenlyst og kiggede på ham med store øjne, mens hendes kinder brændte over den intime situation.

[Raphael Gairden]

Raphael forberedte sig på det værste, da han forvandlede sig fra dyr til menneske. Han gjorde det så sjældent foran andre mennesker, at han ikke helt vidste, hvilken reaktion han kunne forvente af folk. Heldigvis lod Cathy til at tage det forholdsvist roligt. Taget i betragtning af hendes hånd, der forhindrede hende i at skrige. "Ja, det er jeg," svarede han med et smil på læberne, for at bløde situationen lidt op.

[Catherina Philips]

Catherina vidste stadig ikke helt hvad hun skulle sige, han lå der og så helt afslappet ud og hun havde det som om hendes verden var blevet vendt på hovedet. Hun forsøgte dog virkelig at virke rolig, hvorfor tiltrak hun altid så meget drama?
"Jamen.. hvor længe har du været det? Jeg mener.. det er da stort.. hvordan kan du bare sige 'Ja det er jeg'.. Som om det slet ikke er noget specielt" Hun så overrasket på ham og modstå fristelsen til at stryge fingrene gennem hans hår for at være sikker på det rent faktisk var ham.

[Raphael Gairden]

Raphael tænkte sig længe om, hvornår var det, at han rent faktisk forvandlede sig fuldkommen for første gang? Han gjorde imellem tiden overhovedet ikke mine til at flytte sig nogen som helst steder hen. Han lå godt i den yngre grævlings skød. "Det må efterhånden være fire år. Og så stort er det heller ikke, jeg har bare gået og holdt det ret hemmeligt de sidste mange år," sagde han og lo ganske let. Mest fordi han kunne se, at hun var en anelse overrasket.

[Catherina Philips]

Catherina betragtede ham mens han talte, stadig med overraskelse i blikket, men hun var dog efterhånden ved at falde lidt ned. "Åh det er godt nok længe at holde på en hemmelighed" Bemærkede hun og bed sig overvejende i underlæben, mens hun tænkte på alle de hemmeligheder hun ikke havde været i stand til at holde på.
"Det må være ret sjovt.. at kunne forvandle sig til et dyr.. " Sagde hun og blottede tænderne i et venligt smil. Hun havde aldrig selv været dygtig nok til at kunne gøre sådan noget, hun var bare flittig i skolen, intet naturtalent.

[Raphael Gairden]

Raphael trak på skuldrene, han havde ikke holdt på den med vilje. Til sidst var det bare blevet et princip for ham, at han ikke havde fortalt det til nogen. "Det har aldrig været et samtale emne, så det har været okay nemt," sagde han med et smil og kunne godt lide den stille og rolige samtale de havde. "Det er ret sjovt. Men det at lære animagi var svært. Min mor piskede mig igennem, for at få mig til at fuldføre det," forklarede han, og lavede en grimasse der helt klart fortalte, at han ikke havde været lige glad for hjælpen hver gang.

[Catherina Philips]

Catherina så undersøgende på Rahpael mens han fortalte og hun rynkede sine øjenbryn lidt over hans ord. "Åh.. men i det mindste har du fået meget ud af det.. " Sagde hun og smilede en anelse, hun ville ønske at hendes forældre havde kunnet gøre noget lignende, men det var jo ikke noget de kunne finde ud af.
"Glæder du dig til sommerferien?" Spurgte hun og strøg sit røde hår bag ørene, mens hun så ham i øjnene.