Venner kan tale om alt

[Kenna F. Kinnaird]

Agnes Tweedy

Kenna krøb lidt sammen i sin tykke, polstrede lænestol og stirrede lidt ud af vinduet på den uinspirerende udsigt til huset på den anden side af strædet. Det var begyndt at være varmere, men i dag regnede det og det var det perfekte vejr til at gemme sig i en tyk trøje med en kop varm te og overveje verdenssituationen. Hun havde pludselig fået hemmeligheder af en noget anden art end tidligere og det tog lidt tid at bearbejde hvad hun nu var en del af og hvad det kunne komme til at betyde i fremtiden.

Hun troede fuldt og helt på ministeriets ønsker om en separeret verden, men hun var ikke noget facist. Hun ønskede det fælles bedste, men hun havde venner, der havde andre idéer og det kunne potentielt blive svært at navigere imellem at være deres ven og loyal overfor sin arbejdsplads. Nu mere end nogensinde. Hun havde allerede set hvordan det ødelagde en god ting med Matthew, at hun havde sine loyaliteter et andet sted.

For nu, tog hun en tår af teen og satte koppen fra sig, før hendes tæer forsvandt under tæppet.

[Agnes Tweedy]

Agnes havde adskillige ting på hjerte. En stor del af det kunne hun ikke sige højt til andre end to, unge mennesker, men noget der fyldte lige så meget, kunne hun fortælle til så mange hun ville. Alligevel havde hun ikke spredt nyheden for vinden, ikke fordi hun ville, men fordi hun stadig var usikker på fremtiden, på trods af alle Terrances forsikringer.

Men hun var også glad. Det kunne hun ikke komme udenom og selvom hun ikke gik fra dør til dør og fortalte de glædelige nyheder, så var der i hvert fald en person, som hun havde lyst til at tale om det med. Næsten mere end nogen anden. Agnes bankede på døren ind til Kennas lejlighed - med en følelse af ikke at have set veninden i evigheder.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna så op, da det bankede på døren. Hun rejste sig og efterlod tæppet i lænestolen, før hun trådte ned i sine hjemmesko og smuttede over gulvet og ud i gangen. Fornuftig og vandt med, at arbejdet som auror også gav fjender, tog hun luskometeret frem fra et lille hjørneskab og holdt den op foran døren, før hun betrygget lod den magiske lås klikke og åbnede døren.

Synet udenfor var en smule overraskende, men også velkendt. På trods af sine mange overvejelser, kunne Kenna ikke lade være med at smile, da hun så veninden. "Agnes," udbrød hun, før en munter lyd forlod hende. "Uberørt af vind og vejr som altid." Hun trådte til side, så krøltoppen kunne komme ind.

[Agnes Tweedy]

Agnes lo over Kennas hilsen og tøvede ikke længe med at omfavne sin veninde, da først hun var på den anden side af døren. "Det er forfærdeligt udmattende," svarede hun drillende, som om hun ikke nød at bruge tid på at sørge for at alting sad som det skulle. Men det vidste Kenna selvfølgelig godt.

Hun gav slip og gav sig til at løsne sin kappe. "Jeg syntes ikke, at jeg havde set dig i evigheder, så jeg besluttede at nu måtte være tidspunktet til at aflægge min travle veninde et besøg. Hvordan har du det?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna gengældte krammet, før hun trådte tilbage og sørgede for at låse døren med et lille slag med sin tryllestav. En dæmpet, munter lyd forlod hende og hun nikkede. "Det er længe siden," bekræftede hun tænksomt. "Jeg har bare haft så travlt, at jeg næsten ikke har tænkt over det."

Hun tog en dyb indånding og smilede til veninden. "Te? Jeg har en hel kande fuld. Måske havde jeg alligevel forudset, at du kom." Hendes blik spillede en anelse. Hun havde ikke taget spådom på Hogwarts og selv hvis hun havde, tvivlede hun på, at hun ville have været god til det.

[Agnes Tweedy]

"Meget gerne," svarede hun og hang sit overtøj fra sig. Agnes glattede kjolen lidt med fingerspidserne og fulgte naturligt med Kenna ud i køkkenet. Hun satte sig dog ikke ned, i stærk forventning om at de ville fortsætte ind i stuen lige om lidt.

"Faktisk har jeg nyheder," konstaterede hun, uden skrupler over at springe direkte til sagen. Agnes løftede hånden og kløede sig lidt på halsen, mens et smil truede med at bryde over hendes læber. Hun betragtede Kenna hælde te op, før hun rømmede sig og vippede fingrene lidt i luften, ringen skinnende på den ene af dem. "Terrance friede til mig."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna var lige ved at hælde te ved siden af, da hun skævede op og fangede noget glitrende, der blev viftet frem og tilbage i luften. Hun satte kanden fra sig med et forbløffet smil og gjorde intet for at skjule sin overraskelse.

"Hold da... Tillykke!" Et tøvende smil fandt langsomt frem på hendes læber. Det var meget tidligt, men Agnes virkede frygtelig glad. Selvfølgelig var hun også det på hendes vegne. I hvert fald da hun lige havde sunket det.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede varmt over Kennas reaktion, men hun havde aldrig ligefrem været typen der hoppede ekstatisk op og ned. Tværtimod var hun faktisk ganske fornuftig, hvis hun selv skulle sige det. Hun lod armen falde igen. "Det er hurtigt," konstaterede hun, klar over at Kenna måtte tænke det samme.

"Men ingen ved, hvordan verden ser ud om en måned eller bare en uge." Hun gik over ved siden af Kenna og tog koppen. Det trak i hendes mundvig og hun så drillende på veninden. "Og jeg har ikke haft nogle panikanfald endnu, så helt ved siden af kan det ikke være."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna trak på smilebåndet over Agnes' konstatering, før hendes ansigt faldt i alvorlige folder. Hun rynkede panden og satte kanden fra sig. Hun betragtede veninden en anelse bekymret. "Sig ikke det," bad hun, alt for klar over, at det var sandt. Tanken huede hende absolut ikke. Hun vidste ikke om hun altid kunne være den veninde for Agnes, som hun havde været siden skoletiden.

"Tillykke. Det mener jeg." Hun tvang et smil frem og gav den jævnaldrende kvinde et overfladisk kram, før hun gestikulerede lidt hen imod stuen. "Han virker som en sød mand," fik hun sagt på vejen, udmærket klar over hvor tamt det kom til at lyde. Af samme grund skar hun en lille, munter grimasse. Hun forstod ikke rigtig hvad Agnes så i ham.

[Agnes Tweedy]

Agnes hævede øjenbrynene lidt over Kennas ord og kunne ikke lade være med at fnyse muntert. "Ken, vi har været bedste veninder i hvad... Tretten år? Og "han virker som en sød mand" er det eneste du har at sige?" Hun så sigende på veninden og gled afslappet ned i sofaen.

"Jeg er næsten skuffet. Du plejer ellers at sige din mening." Agnes smilede mildt og en anelse drillende, men det var nu alvorligt nok, at hun absolut ikke mente, at det var noget tidspunkt at begyndte at underholde hinanden med tomme floskler. De var trods alt ikke bare bekendte.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna så skyldbevidst på Agnes og dumpede ned i lænestolen, krybende under tæppet igen. Hun snuppede sit eget krus med te og rømmede sig.

"Jamen det gør han altså," konstaterede hun med antydningen af et smil, før hun slog lidt ud med den frie hånd. "Jeg kender ham ikke. Han slår mig som lidt kedelig, men det er sikkert bare fordi jeg ikke rigtig har talt med ham." Hun hævede begge øjenbryn lidt. "Bedre?"

[Agnes Tweedy]

Agnes læber gled tilbage over tænderne i et smil og hun fnøs muntert. "Meget bedre," konstaterede hun og strakte benene lidt. "Jeg forventede ikke ligefrem, at I nåede at blive perlevenner i løbet af min fødselsdagsfest," pointerede hun og pustede let på teen, med et sigende blik på Kenna hen over koppen.

Hun behøvede ikke at understrege, at hun bestemt ikke synes at Terrance var kedelig. Det var ganske åbenlyst i sig selv. Desuden havde hun intet behov for at grille Kenna yderligere. I stedet så hun undersøgende på sin veninde. "Hvordan har du det?"

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna fnøs dæmpet ned i teen og rystede diskret på hovedet. Hun så op på veninden og smilede antydningsvis, før hun trak lidt på skuldrene. "Det går," svarede hun, en anelse tøvende. "Jeg er ikke ligefrem ved at blive forlovet..." Hun hævede begge øjenbryn en anelse.

"Jeg trænger tværtimod virkelig til at drikke mig fuld og slippe tøjlerne... Du ved? Miste hæmningerne... Jeg keder mig." Den sidste del var løgn, men det lød meget passende.

[Agnes Tweedy]

Agnes lo muntert og sendte Kenna et overbærende, svagt drillende smil. Hendes ansigt lyste dog op øjeblikket efter og den unge skrædder rettede sig lidt. "Så er vi to," konstaterede hun uden megen tøven og så sigende på sin veninde.

Hun slog lidt ud med armene og lænede sig tilbage igen. "Vi burde samle slænget igen, nu hvor vi ikke alle var sammen til nytår og Tom og Kelly ikke kunne komme til min fødselsdag. Vælte Tarantallegra. Vi risikerer jo bare, at de har glemt os."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna lyste en anelse op i et skævt smil og tog en tår af teen, før hun nikkede. "Det lyder som en plan," svarede hun, en anelse mere afslappet. Hun var glad for sit arbejde, men hun var ærlig talt begyndt at føle sig lidt for voksen og fornuftig. Der skulle ske noget.

"Vi risikerer også at Tarantallegra glemmer os... Eller måske ikke dig." Hun hævede begge øjenbryn lidt. Alle kunne ikke være med i danseklubben.

"Kender du nogen pæne mænd du ikke har præsenteret mig for endnu?" Hendes blik spillede lidt.