|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 9, 2015 14:40:25 GMT 1
28. februar
Efter mødet fik Magnolia sagt ordentligt farvel til Agnes Atterberry – et navn hun ville huske fremover. Derefter fik hun fat i sit overtøj, og fik kappen trukket over sine skuldre, mens hatten forblev under armen. Udenfor var vejret stadig godt. Hun var ikke foruden at kunne mærke en knude af nervøsitet og spænding i sit mellemgulv. Det var ikke kun deres fremtid der afhang af hvordan dette kom til at gå, men også andres. En følelse der fik det til at vende sig svagt i hende.
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Mar 9, 2015 15:44:12 GMT 1
Casimir burde ikke være gået samtidig med Magnolia, men han havde brug for at være alene med hende. Bare et øjeblik. Han tog hendes arm, da han havde slået hætten op, og førte hende med sig ned af en sti uden et ord. Hogsmeade var vokset eksplosivt de sidste par år og der var dannet gyder mellem de små huse, der dannede rammen for tusinder af familieliv.
Han fandt en krog mellem to huse, hvor ingen kunne se dem ude fra gaden og trak hende blidt med sig derind, før han skubbede sin hætte ned og betragtede hende alvorligt i mørket. "Du ved hvad det betyder, hvis vi bliver opdaget, ikke?"
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 9, 2015 16:27:46 GMT 1
Samtalen mellem de tre magikere havde været alvorlig nok til at hendes tanker havde været fokuseret på netop det. Nu stod hun alene med Casimir igen og det gav hende et let sug i maven ved synet af ham. Hun fulgte med ham da han trak af sted med hende, lettet over at få noget alenetid med ham, men samtidig velvidende om at det nok ikke var det mest smarte.
”Jeg har en god ide om hvad konsekvenserne vil blive . . jo”, hun studerede hans ansigt undersøgende i mørket. Så lod hun sit hoved hvile ind mod muren, mens et lille smil blev sendt op mod ham. ”Stoler du på mig nu?”
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Mar 9, 2015 18:09:48 GMT 1
Casimir betragtede Magnolia med et alvorligt blik og besvarede ikke hendes smil. Til gengæld løftede han begge hænder for at trække hendes hætte ned, så han kunne se hende ordentligt. Han tøvede kort, før han strøg hende forsigtigt over kinden og nikkede langsomt.
"Det bliver jeg nødt til," svarede han dæmpet, imens hans fingre gled over hendes hals og hans egen snørede sig lidt til. Han tog en dyb indånding og smilede ganske svagt. "Du ville kunne sende mig i fængsel med få ord til din far, en professor..."
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 9, 2015 18:30:25 GMT 1
Magnolia smilede ikke længere. I stedet følte hun sig varm i både mave, ansigt og helt ud til sine fingerspidser. Hendes blik veg ikke fra hans et øjeblik, selvom hun var tæt på da hun bemærkede hans berøring ved hendes hals, og frygtede at han kunne mærke at hendes hjerterytme steg en smule.
Magnolia ville ønske at han stolede helt på hende, men hun kunne ikke bære nag over at han havde sine tvivl. Ikke med hendes baggrund. ”Jeg er glad for du stolede nok på mig i dag”, sagde hun uden at gå for meget i detaljer. Hun gengældte det svage smil, inden hun tøvende placerede sin ene hånd på hans skulder.
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Mar 9, 2015 18:46:38 GMT 1
Casimir tog en dyb indånding og nikkede igen. Han tøvede et langt øjeblik, strøg sine fingre over hendes hals i et blidt kærtegn og sænkede blikket til dem imens. "Jeg tror på dig, Magnolia," svarede han dæmpet og en anelse hæst.
Hans mund føltes tør. Da han så ind i de mørke øjne, flakkede hans blik lidt. Han vidste hvad han havde lyst til at gøre, men ikke hvordan det ville blive modtaget. "Du husker koden, hvis vi er klar inden næste Hogsmeadeweekend?"
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 9, 2015 19:02:57 GMT 1
Hendes blik dvælede ved hans ansigt – det af det hun kunne se i den mørke gyde, hvor meget lidt lys fik lov til at trænge igennem. At de stod her alene, så tæt på hinanden, satte gang i visse følelser som hun havde holdt indespærret siden deres sidste møde, men som nu løb frit rundt i kroppen på hende.
”Godt”, hun sendte ham et smil, før hendes blik flakkede fra hans øjne til hans læber, hvilket fik hende til at bide sig tøvende i underlæben. Øjnene fandt hurtigt op til hans da han igen snakkede. Hun nikkede til hans spørgsmål. ”Ja”
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Mar 9, 2015 20:06:47 GMT 1
Casimirs blik faldt kort til Magnolias læber og hans mellemgulv vred sig lidt over tænderne, der bed ned i den nederste. Han trak vejret dybt og betragtede hende i tavshed i et langt, tøvende øjeblik. Stemningen imellem dem var så tyk, at man kunne skære i den med en kniv.
"Godt," fik han endelig frem. "Så er alt vist på plads..."
Han indså, at hans fingre stadig hvilede imod hendes hals og rømmede sig lavmælt, før han trak hånden til sig.
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 9, 2015 20:30:28 GMT 1
Hans fingre mod hendes hals fik det til at gyse behageligt ned af hendes ryg. Lige så roligt flyttede hun sin hånd fra hans skulder op til hans hals. Hvad der fik hende til at gøre det næste vidste hun ikke, men i det han flyttede sin hånd, lænede hun sig ind mod ham for at mindske afstanden mellem dem, til at deres læber til sidst mødtes i et kys. Det eneste hun kunne samle sine tanker omkring i et langt øjeblik var den følelse der ramte hende.
Hun brød kysset før hun ønskede det, og trak sit hoved tilbage, og betragtede ham let. ”Så er vi vist lige”, sagde hun i et smil, uden at give væk at hun var en smule overvældet over sig selv.
|
|
|
Post by Casimir Ó Catháin on Mar 9, 2015 20:53:12 GMT 1
Casimir så Magnolia nærme sig, imens hans mellemgulv blev vredet som en gulvklud. Han mistede tankevirksomheden midlertidigt, da hun først kyssede ham og fandt sig selv med fingrene begravet i hendes hår og en lettere anstrengt vejrtrækning, da han kom op til overfladen igen. Blikket flakkede mellem hendes brune øjne og han kom til at grine lettere overvældet. "Ja," svarede han åndeløst. "Mere eller mindre." Han så tøvende ned på hende, åndeløs og med en varm følelse i maven. I et langt øjeblik var det lidt som om tiden stod stille, før han lænede sig lidt frem og trykkede sine læber imod hendes igen. Han krummede sine fingre sammen i hendes røde lokker og lagde forsigtigt sin frie hånd imod hendes side, før han trak sig langsomt tilbage igen. "Nu er vi," svarede han dæmpet. "Vi ses, Magnolia." Han trak sine hænder til sig, slog hætten op og trak sin tryllestav frem. Med en skarp lyd, forsvandt han i den klare luft. Forlader tråd
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 9, 2015 21:14:04 GMT 1
Et smil fløj over læberne ved hans reaktion, og en lavmælt latter undslap også hendes læber, mens hun fortabte sig i hans øjne. Hendes vejrtrækning var tung, og hele hendes krop sitrede, mens hun svagt fortrød at hun havde sluppet hans læber så hurtigt. Magnolia lænede sig medvilligt ind mod ham da han gjorde. Kysset gjorde hende ør i hovedet, mens hans duft og varme fik hende til at føle sig helt rundtosset. En dæmpet lyd forlod hende i det hun mærkede hans hånd mod sin side. Hun smilede ind mod hans læber, mens hun blidt hev i hans kappe, i et forsøg på at få ham tættere på sig. Så trak han sig væk og Magnolia var komplet stakåndet. ”.. snart”, fik hun ud. Hun så på ham i det han forsvandt i luften. Hun sukkede let. Pludselig synes der at være alt for lang tid til næste Hogsweekend. Tråd lukket
|
|