|
|
Post by Eldridge Engleford on Mar 9, 2015 0:03:59 GMT 1
Eldridge var meget korrekt. Sådan havde han altid været. Tingene blev gjort på en bestemt måde og alting havde sin plads. Derfor var det meget mærkeligt, at han ikke nu lå og sov før endnu en arbejdsdag. Han var faldet for en fristelse. Eller måske snarere en udfordring. En mulighed for at bevise, at alle fordomme ikke var sande. Og nu betalte han prisen. Han følte sig temmelig idiotisk. Pigebarnet havde tydeligvis ikke ment det, da hun bad ham møde hende igen og se solopgangen. Han vidste heller ikke, hvad han havde forventet. Selvfølgelig var det ikke noget folk gjorde og i sin stædighed for at bevise, at han ikke var så forudsigelig, stod han nu og følte sig godt til grin. Alene. Irriteret stak han hænderne i lommerne og drejede sig for at gå. |
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Mar 9, 2015 13:57:17 GMT 1
Rosalina sad ved siden af sin seng og betragtede den stjerneplettede himmel gennem vinduet. Udenfor kunne hun høre den svage lyd af fårekyllinger fra sin baghave. Hun trak sine knæ længere op til sig i den bløde lænestol og trak et tæppe tættere sammen omkring sine skuldre. Så fandt hun sit kamera frem og begyndte at gå billederne igennem fra en ende af.
Uden helt at være klar over at hun var et par væsentlige minutter for sent på den, bevægede hun sig mod det sted, hvor hun havde aftalt at mødes med den ’fremmede bekendte’. Et smil dvælede over hendes læber da hun så at han var mødt op længere fremme, og hun skulle netop til at gå et større skridt mod ham, da han pludselig vendte sig om. ”Hvor er du på vej hen?”, spurgte hun i et bredt smil, mens hun forsatte sin gang hen mod ham.
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Mar 9, 2015 15:59:09 GMT 1
Eldridges øjenbryn gled op i tydelig overraskelse, da han vendte sig og fandt, at hun ikke var blevet væk alligevel. Han vidste ikke, hvad der overraskede ham mest. At det var ikke var tilfældet, eller at det var. Samtidig indså han, at han aldrig havde fået hendes navn. Det var så sandelig en besynderlig situation.
"Du er sent på den," svarede han blot, lettere brysk, men ment formelt. Hænderne var lukket bag rykken og han rettede sig lidt op. Punktlighed var ikke ligegyldigt.
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Mar 9, 2015 16:46:11 GMT 1
Rosalina rynkede sine bryn, og så også kort overrasket ud, inden ansigtet lagde sig i en tænkende grimasse. ”Er jeg? Jeg troede jeg sagde ved en 5-tiden.. Der omkring. Pyt. Nu er vi her jo begge”, Rosalina så undersøgende på ham og noterede sig hvordan han stod. Det fremkaldte et svagt muntert smil på de rosa læber.
”Kom”, sagde hun så, og begyndte langsomt at gå i forvejen, med forventningen om at han hurtigt ville nå op til hende. Hun ventede dog ikke på dette før hun stillede ham et spørgsmål. ”Mørket kan virke helt overvældende, synes du ikke?”
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Mar 9, 2015 23:17:52 GMT 1
Eldridge kunne nemt have diskuteret med hende, at klokken fem og omkring klokken fem absolut ikke var det samme, men han undlod. Han var dog til gengæld stadig lettere tilbageholdene og blev stående i et øjeblik, stadig med hænderne lukket bag ryggen.
Han tvivlede endnu engang på sin egen dømmekraft, før han resignerede og fulgte efter hende. Han knyttede hænderne lidt sammen, men hævede dog øjenbrynene lidt under den bredskyggede hat. I et øjeblik så han lettere undersøgende på hende, før han lod blikket glide ud over mørket. "Jeg har aldrig bemærket det før," konstaterede han.
Det var måske løgn. Da han var barn, havde han ikke brudt sig om mørke, men det havde han for længst fortrængt. Så meget som det var muligt. Han kom op på siden af hende og så lige frem for sig, selvom han ikke kunne stoppe sig selv fra at skæve til hende. "Tager du ofte på... Eventyr som dette?"
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Mar 11, 2015 20:38:32 GMT 1
”Virkelig?”, spurgte hun i oprigtig forundring, og stoppede brat op, mens hun fuldstændig overhørte hans spørgsmål. ”Har du aldrig bemærket hvordan mørket blødgøre de skarpe kanter af verden og toner ned for de alt for barske farver?”, hun så tænkende på ham, inden en svag trækning viste sig i mundvigen, inden hun vendte blikket udad igen.
"Prøv at se op. Mørket får universet til at virke langt større end om dagen. Kan du se det?"
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Mar 11, 2015 21:53:55 GMT 1
Eldridge rynkede på brynene, da kvinden ignorerede hans spørgsmål. Dårlige manerer, konstaterede han igen for sig selv, men han fandt, at han ikke ærligt kunne være forfærdeligt fornærmet over det. Kun en lille smule.
Hendes spørgsmål gjorde ham dog en anelse ukomfortabel, som en svag barndomsfrygt rørte på sig. Han rankede sig dog og klemte fingrene lidt mere sammen bag rykken. "Måske," brummede han lettere afstumpet og rettede blikket frem foran sig. "Jeg er bange for, at jeg ikke har så levende en fantasi."
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Mar 14, 2015 19:29:41 GMT 1
Nysgerrigt hævede hun blikket, og så vurderende på ham et par sekunder, inden hun gav et lavmælt suk fra sig. I stedet for at stå med fødderne plantet solidt i græsset på det åbne areal, bevægede hun sig hen mod et af de få træer, og lænede sin ryg op ad det, præcis som tidligere på aften.
”Har du nogensinde hørt historien om frøen?”
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Mar 14, 2015 22:37:56 GMT 1
Eldridge fulgte fortsat med, stadig uden helt at vide hvorfor. Han stoppede et lille stykke fra træet, indenfor et par skridts rækkevidde. Blikket rettede sig mod horisonten, der stadig var sort som kul. Han tog lommeuret op af lommen og konstaterede, at der ikke kunne gå længe, før de første stråler blev tydelige.
Han drejede hovedet mod pigen, da han stak uret tilbage i lommen. "Ikke så vidt jeg husker," indrømmede han spørgende og evigt en anelse tilbageholdende. Hænderne lukkede sig bag ryggen igen.
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Mar 14, 2015 23:13:38 GMT 1
Rosalina smilede skævt over hans ord, hvorefter hun fjernede sit blik fra ham. I stedet hvilede hendes blik på omgivelserne omkring dem. ”Frøen var et imponerende dyr. Den kunne hoppe lige så elegant over landet, som den kunne svømme gennem søen. Og så kunne den fange fluer med sin tunge på et splitsekund.. Men den havde et problem”, Rosalina krydsede sine arme, mens endnu et skævt smil trak hendes læber op, og blottede hendes tænder.
”Hvor den boede var bunden dækket af døde fluer, men den gjorde ikke noget ved det. Frøen ville glo tomt ud i luften og spændt afvente en forbiflyende flue. Men der kom aldrig nogen og på et bjerg af mad døde den”, hun skubbede sig op fra træet og begyndte at gå hen mod Eldridge igen. ”Ser du, frøen døde fordi den kun kendte én vej til at fange fluer. Den havde brug for fantasien til at forestille sig at verden kunne være anderledes.”
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Mar 18, 2015 22:07:41 GMT 1
Eldridge lyttede lettere fascineret og ganske tavst til pigen. Han fangede selvfølgelig hurtigt pointen med historien og måtte ikke ligefrem stå og kæmpe med, hvad hun havde prøvet at sige.
"Og jeg er frøen," konstaterede han og hævede et øjenbryn i retning af hende. Han sukkede og så ligefrem for sig, før han tog en beslutning og tog sin kappe af. Det var koldt, men hans gevandter var tykke og lune. Desuden gjorde Eldridge sjældent noget impulsivt, så han havde ikke tænkt sig at fortryde halvvejs.
I stedet spredte han kappen ud på græsset og satte sig på den. Han gjorde tegn til at hun skulle gøre det samme. "Udmærket. Fortæl mig, hvordan du ser mørket. Måske kan det få mig til at se også."
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Mar 21, 2015 21:36:04 GMT 1
Hun betragtede ham med et mindre smil, og trådte automatisk lidt tættere på ham, inden hun tog imod hans opfordring, og satte sig ned på noget af hans kappe, som stak ud under ham.
”Kun i mørket kan du se stjernerne. I mørket er månen klarest. Den forlader os aldrig. Den er der i vores lyseste og mørkeste øjeblikke. Og den ændrer sig - præcis som vi gør. Til tider er den svag og bleg - andre gange stærk og fuld af lys. Den forstår hvordan det er at være os.”
Rosalina smilede for sig selv, inden hun drejede hovedet, og så op på manden ved siden af hende. ”Så hvem er du egentlig?”
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Mar 22, 2015 12:32:25 GMT 1
Eldridge kneb øjnene lidt sammen og så lettere uudgrundeligt på den unge kvinde. Han kunne ikke helt finde ud af, om han fandt hende fascinerende eller bare sær. Hvorom alting var, så var det sidste tydeligvis ikke så slemt, at han var gået sin vej endnu. I stedet trak det lidt i hans ene mundvig og han rakte en hånd over mod hende.
"Eldridge," præsenterede han sig og så fortsat lettere vurderende på hende. Hun så meget ung ud, nu hvor han så hende i skæret fra månen.
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Mar 29, 2015 19:23:02 GMT 1
Rosalina kunne ikke lade vær med at se undersøgende på ham i et lille øjeblik. Så fandt hun ham med blikket og sendte ham et venligt smil. ”Nu kender jeg dit navn. Men hvem er du?”, spurgte hun, måske lettere udfordrende, alt efter hvordan han havde det med spørgsmålet.
Rosalina lænede sig tilbage, og havde kort mistet tidsfornemmelsen, for da hun tilfældigt så ud blev øjnene store, i det hun opdagede at solen allerede var begyndt at stå op. Et varmt smil lyste med det samme hendes ansigt op.
|
|
