Horisonter

[Nora Whitebeam]

Erica Owens 

Det var endnu engang blevet Hogsmeadeweekend og Nora havde aftalt at mødes med sin veninde Erica, som også var hendes tidligere medkollegianer og medspiller. Hun glædede sig til at se hende, hvilket næppe var underligt da der var gået to måneders tid siden sidst de havde set hinanden og hun rent faktisk havde savnet hende.

Efter at være kommet ind af døren til De Tre Koste, hvor de mere specifikt havde aftalt at mødes, fik hun hevet sin kappe af og set sig omkring. Der vrimlede allerede med Hogwartselever på kroen, men hun satsede på at Erica ikke ville være svær at genkende da hun plejede at have nogle ret iøjnefaldende hårfarver.

[Erica Owens]

Okay. Så det der med at prøve noget nyt, som hun har startet med til maskeballet - det var sådan set fortsat lidt endnu. Det havde altid været gode samtalestartere, det der med at have enten grønt eller pink hår, men det var nu også meget interessant at prøve med noget lidt mere... Naturligt. Man kunne kalde det et igangværende eksperiment og Erica strøg fingrene en enkelt gang gennem det krøllede, nøddebrune hår med nogenlunde tilfredshed.

Om ikke andet, så holdt hun i hvert fald af overraskelsesmomentet, når folk bemærkede det. Hun glædede sig også til at vidne Noras reaktion og hun spejdede rundt efter veninden på den tætpakkede kro, smilende bredt da hun endelig fandt hende. Med sikre skridt krydsede hun rummet og dumpede ned på stolen overfor. "Har du savnet mig?"

[Nora Whitebeam]

Nora lyste op i et smil da Erica kom og placerede sig foran hende. Hun var ganske vidst vant til at veninden skiftede hårfarver men det overraskede hende at se den nøddebrune da den var noget mere neutral end hvad hun var vant til. "Du kan ikke forestille dig hvor meget," svarede hun grinende, med quidditch-nederlagene og diverse andre ting i baghovedet.

Kort efter lagde hun armene på bordet og lænede sig en anelse ind over det for bedre at kunne betragte den nye hårfarve. "Farven klæder dig," kommenterede hun ærligt. "Meget... anderledes. For dig, altså."

[Erica Owens]

Erica lo, himlede med øjnene og lænede sig så resolut ind over bordet, for at kramme sin veninde flygtigt. Øjeblikket efter dumpede hun ned på stolen igen og foldede det ene ben ind over det andet, purrende lidt op i håret. "Det er ikke for kedeligt?" spurgte hun med en let rynken på næsen.

"Jeg debaterer stadig med mig selv. Men de siger jo at forandring fryder og alt det der." Hun viftede lidt med en hånd og selvom Erica var god til at tale om sig selv, så var hun reelt interesseret i Nora. "Hvordan går det?" Hun rynkede på brynene, svagt sammenbidt. "Jeg kan forestille mig, at Heeney er ved at eksplodere."

[Nora Whitebeam]

Nora lagde sig også ind i det korte kram og kyssede Ericas kind da de gav slip på hinanden. Til spørgsmålet om hvorvidt det var for kedeligt rystede hun på hovedet. "Det er pænt," indskød hun, som om at kedelighed var fuldstændig irrelevant i lyset af det.

Hun sukkede til spørgsmålet om hvordan det gik, hvilket i sig selv afslørede en del. "Det er noget pixielort," indrømmede hun. "Han er ikke den mest festlige at være i nærheden af. At skulle spille sammen med Camille og Ophelia gør det heller ikke meget bedre..." Hun gjorde en utilfreds rynken på næsen over den irritation hun nærede for dem begge.

[Erica Owens]

Erica rynkede lidt på næsen igen. "Jeg misunder dig det ikke," svarede hun uimponeret. Efter hendes mening var Slytherins nuværende holdopstilling ikke noget at prale af. Det gik jo tydeligvis heller ikke særlig godt. "Selvom du selvfølgelig klarer det fremragende," tilføjede hun opmuntrende, men oprigtigt. Erica sagde sjældent ting hun ikke mente.

"Har du stadig ikke fundet ud af, hvad du vil bagefter?" spurgte hun nysgerrigt, før hun tilføjede: "Jeg har hørt, at der er spejdere ude til kampene."

[Nora Whitebeam]

"De driver mig til vanvid," hviskede Nora under sit åndedræt. Ved komplimentet kunne hun kunne lade være med at smile da hun rent faktisk tog komplimenter der kom fra Erica seriøst. Hun skubbede noget hår frem over sin skulder og pillede en smule ved det, inden hun stoppede for at svare på spørgsmålet.

"Jeg overvejer faktisk professionel quidditch," svarede hun med et halvskævt smil. "Men min far vil gerne have at jeg får en karriere i ministeriet." Hun trommede lidt på bordet med sine fingre imens hun så ned på dem. "Jeg kan altid få en karriere i ministeriet når jeg bliver gammel, men det forstår han åbenbart ikke." Hendes blik rettede sig op mod Erica, hendes fingre stoppede og hun trak på sine skuldre. "Nu ved jeg jo heller ikke om det overhovedet bliver relevant for mig."

[Erica Owens]

Erica fnøs. Ikke muntert, men et decideret spottende fnys. "Du skal ikke lade ham bestemme, hvad du skal," sagde hun bestemt og mente det tydeligvis. Selvom Ericas egen far ofte brokkede sig over, at hans unger ikke var hjemme nok, så var de alligevel frie til at forfølge den karriere de ville. Sådan skulle det være.

"I øvrigt tror jeg på, at man kan opnå hvad man vil," pointerede hun snusfornuftigt, men overbevisende. Nora havde talent. Havde hun ment at veninden var helt håbløs, ville hun have sagt det.

[Nora Whitebeam]

Nora grinede en smule over Ericas bestemte svar og lyttede til resten hun havde at sige imens hun hvilede sit hoved mod sin hånd. "Præcis! Tak!" sagde hun så, da hun var meget enig i det der var kommet ud af munden på hende.

"Hvordan går det med sangen?" spurgte hun så. Ganske vidst kunne hun godt lide at tale om sig selv men hun kunne egentlig også godt lide at tale om Erica, og så fandt hun også hendes karrierevalg ret interessant. Nora ønskede reelt at det gik hende godt, hvilket var let for hende at ønske når det ikke rigtig nærmede sig det hun selv ville.

[Erica Owens]

Erica så tilfreds ud i et øjeblik, da Nora gav hende ret, før hendes øjenbryn trak sig en anelse sammen og øjnene også blev knebet lidt i. Læberne var dog adskilt i et underholdt smil.

"Sangen?" svarede hun lettere spottende, men med en munter undertone. "Jeg tror du har misforstået, hvad det er jeg laver, kæreste Nora." Hun så drillende på sin veninde. "Men det går godt hos Madam Kinnaird. Og Dan og jeg spiller mere sammen end nogensinde før."

[Nora Whitebeam]

Nora rettede sig en smule op i en lidt ubekvem trækning over at det virkede til at der var noget hun havde misforstået. Hun var godt klar over at det næppe betød noget, men hun havde det ikke godt med at tage fejl. Der bevægede sig dog også et smil over hendes ansigt da hun hørte at det gik godt.

"Jeg mente at jeg troede at du selv ville være sanger og at du sang med Dan," forklarede hun sig selv da hun følte et behov for at forsøge at rode sig ud af at tage fejl og vise at hun ikke havde glemt hvad Erica arbejdede med. Problemet med denne strategi var at den kunne gå en af to veje, hvor den ene var den hun ønskede og den anden var det stik modsatte. "Er du blevet mønsterassistenten over dem alle?" spurgte hun så, for ligesom at komme videre i livet.

[Erica Owens]

"Jeg er en musiker," rettede hun Nora lidt bestemt, men mente selv at der var en tydelig forskel. Ja, hende og Dan sang selvfølgelig også sammen, men de spillede instrumenter over det. Melodierne var det vigtige for hende. "Og desuden vil jeg ikke leve af det," pointerede hun snusfornuftigt, overbevist om at hun måtte have fortalt veninden dette hundrede gange før. I virkeligheden var det dog ikke sikkert.

"Men nu hvor du spørger, så ja, det er stadig mit indtryk at Madam Kinnaird er godt tilfreds." Hun sænkede stemmen let og lænede sig frem mod sin veninde. "Jeg håber bare, at det bliver ved så længe, at jeg en dag kan overtage efter hende."

[Nora Whitebeam]

Da Nora fandt ud af at hendes strategi havde givet bagslag satte hun sig lidt tilbage i sædet og tiede fuldstændig stille imens Erica fortsatte med at tale. Det virkede betydeligt mere logisk for hende end at begynde at træde sig selv, eller veninden, yderligere over tæerne. Nogle små nik indfandt sig indimellem til de ord der forlod den anden heks.

"Det er godt at høre at du stadig har styr på ambitionerne," sagde hun så med en smådrillende undertone, men hun mente det. Efter hendes overbevisning var ambitioner en vigtig ting at have og den blev kun forstærket af slangerne i hendes hverdag.

[Erica Owens]

Erica lo muntert over Nora og så konspiratorisk på hende. "Naturligvis. Hvordan skal en kvinde ellers klare sig i verden?" svarede hun drillende og lænede sig lidt tilbage i stolen, strygende fingrene en enkelt gang gennem håret.

"Men nok om det. Hvordan går det med dig?" Hun klemte øjnene lidt sammen og så på veninden. Det var underligt, hvor fjernt Hogwarts allerede virkede og hun havde svært ved at forstå, at der stadig var flere af hendes venner, der var der endnu. "Udover Quidditch, selvfølgelig. Lad os ikke snakke mere om det."

[Nora Whitebeam]

Nora smilede med et tilfreds blik over Ericas kommentar som i hendes øjne ramte plet. Ubevidst kopierede hun venindens bevægelse og fik også strøget sine fingre gennem sit hår.

Hendes hoved tiltede en anelse ved spørgsmålet, men hun fik hurtigt rettet det op igen, lige i tide til at slå en latter op over Quidditch-kommentaren og nikke som en form for tak. "Lektielæsningen intensiveres," rapporterede hun så. "Men det ved du jo, du var der selv for ikke så længe siden."