|
|
Post by Magnolia Dearborn on Feb 26, 2015 21:25:16 GMT 1
Vinteren 2109
En sød og julet duft fyldte hjemmet i Godricdalen. Det var nær aftensmad at Magnolia sad på sit værelse, med døren lidt på klem, liggende i sin seng, med næsen begravet i en bog hun havde mellem hænderne. Det var en dagbog af en elev der havde været medlem af elevorganisationen D.A helt tilbage i 1995. Der var intet typisk over valget af litteratur, tog man de andre bøger hun havde stående på sin reol i betragtning, men den var så fængende, at hun hele dagen ikke havde kunne lægge den fra sig. Magnolia var så optaget af bogen at hun ikke rigtig ænsede hvad der foregik ude foran hendes dør. Flere gange stoppede hun op i teksten, og måtte bruge et par minutter til at tage ordene helt ind, inden hun kunne bladre videre. |
|
|
|
Post by Nicholas Dearborn on Feb 27, 2015 10:41:56 GMT 1
Nicholas havde hilst på Magnolias forældre, inden han havde begivet sig mod Magnolias værelse, i det hus han kendte så godt som sin egen bukselomme. Han bankede flygtigt på hendes dør, men ventede ikke på at hun sagde noget før han gik indenfor og satte sig på sin seng. Et venligt smil havde bredt sig på hans læber.
"Hvad læser du?" Spurgte han, mens han betragtede bogen med et nysgerrigt blik. Det var i hvert fald ikke en han kendte, på trods af at han var godt belæst.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 2, 2015 17:41:30 GMT 1
Magnolia så overrasket op da hendes fætters stemme pludselig lød i rummet. Det lignede hende ikke at være så uopmærksom og det fik hende til at glippe forvirret med øjnene et par gange. ”Bare noget skolerelateret”, mumlede hun, og formåede at trække ligeglad på skuldrende, inden hun gemte bogen væk under sin pude.
Hendes fars yndlingsret kunne duftes helt nede fra køkkenet af, hvilket måtte betyde at han kom hjem til aftensmad. Magnolia gengældte sin fætters venlige smil. ”Spiser du med i aften?”
|
|
|
|
Post by Nicholas Dearborn on Mar 2, 2015 20:02:35 GMT 1
Nicholas forstod ikke hvorfor hun lagde bogen ned under sin pude og derfor så han også lettere undersøgende på den, inden han drejede ansigtet mod sin kusine. "Det regner jeg med" Bemærkede han og blottede sine tænder en anelse.
"Hvordan går det så med skolen? Klarer du dig nogenlunde gennem dit syvende år?" Spurgte han og så spørgende på hende, mens han satte sig lettere akavet til rette på sengen.
|
|
|
|
Post by Magnolia Dearborn on Mar 4, 2015 19:48:10 GMT 1
Magnolias smil voksede lidt ud over det venlige hun havde sendt ham da han kom ind. Han næste spørgsmål fik hende til at trække på skuldrende. ”Det går fint. Jeg finder det slet ikke så krævende som far advarede mig imod”, det var ikke et forsøg på at blære sig overfor sin fætter. Det var blot sandheden, og de fleste fra familien vidste da også at det var sjældent hun stressede, da hun i løbet af sit skoleår altid havde sørget for at være et skridt foran.
Smilet blev skævt, inden hun forsatte. ”Jeg er til gengæld blevet lektiehjælper. Det er krævende..”
|
|
|
|
Post by Nicholas Dearborn on Mar 5, 2015 20:18:10 GMT 1
Nicholas løftede imponeret sine øjenbryn, han havde fundet alle skoleårene krævende, men han var heller ikke så intelligent som hun var. Han havde mest klaret sig igennem ved at give lærerne en ide om at han var en flittig elev.
"Det kan jeg forestille mig" Han blottede tænderne i et skævt smil. "Din far maler også altid så tykt på" En afdæmpet latter slap over hans læber. "Men han mener det godt"
|
|
