På kanten

[Daniel Owens]

Daniel kunne se ud over det meste af byen fra hvor han stod. Helt ude på kanten af bygningen var det dog ikke så meget solnedgangen eller udsigten han tænkte over, men hvor hårdt faldet ville være og hvordan han ville se ud, nå han lå dernede, knækket i tusind stykker. Han tog fat i hegnet og løftede det ene ben for at træde over på den anden side.

Hvem ville forstå hvorfor han gjorde som han gjorde?

Så løftede han det andet ben og drejede sig forsigtigt rundt. Hvorfor forsigtigt? Nåja. Man skulle jo ikke falde før man besluttede sig for at springe. Han holdt fast i hegnet på den anden side og sænkede blikket, så han kunne se ned i sit eget endeligt.

Hvordan var han endt her? Skulle det være her det sluttede?

[Siobhán O'Malley]

Siobhán glod blikket glide over horisonten. Hun havde aldrig set byen på denne måde før - badet i de varme stråler fra den nedgående sol. Det var smukt. Og beroligende. Hvis hun kunne slide blikket fra udsigten, havde hun lagt sig ned og faldet i en dyb søvn.

En lyd fangede hendes opmærksomhed. Med let sammenknebne øjne kastede hun et blik over skulderen, og der gik et øjeblik, før hun opfattede, at der var en anden person på taget. Hvad lavede han? Siobhán fik store øjne, da det gik op for hende, at han stod på den anden side af hegnet. Med den smukke solnedgang bag sig sprang hun op fra sin udsigtsplads og luntede hen mod skikkelsen. "Hey!" kaldte hun og mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere.

[Daniel Owens]

Daniel stirrede ned på gaden og det gav et sæt i ham, da en stemme lød bag ham. Han var ved at snuble og falde i overraskelse, men fik strammet grebet om det tynde rækværk og med nød og næppe holdt sig oppe. Til gengæld drejede han hovedet imod lyden og så direkte på en ung kvinde.

"Bare gå din vej," kaldte han. "Det her er mit tag."

[Siobhán O'Malley]

Siobhán stoppede op af ren forskrækkelse, da hendes udråb gav et sæt i den anden. Med den ene hånd halvt oppe for munden stod hun nogle meter væk fra hegnet og fik øjenkontakt med den unge mand.

"Undskyld, det vidste jeg ikke," svarede hun og lagde armene om sig selv. Forvirret, men mest bekymret trak hun øjenbrynene sammen og vovede sig et enkelt skridt nærmere. "Kan vi ikke deles om det?" tilføjede hun og bed sig hårdt og kortvarigt i underlæben.

[Daniel Owens]

Daniel blev så overrasket over kvindens reaktion, at han bare så dumt på hende i et langt øjeblik. Til sidst endte han med at måtte trække på skuldrene. "Jeg har lige gang i noget her," svarede han, nærmest beklagende.

"Du har ikke lyst til at se det..."

[Siobhán O'Malley]

Siobhán forstod nu. Hun forstod, hvad han lavede på den anden side af hegnet, og hvad det var, hun ikke måtte se. Det vendte sig i hende, og hun frøs på stedet.

"Du går glip af solnedgangen," sagde hun og betragtede ham. Det var overhovedet ikke, hvad hun ville sige, men det var det, der slap ud. Afventende spændte hun alle musklerne uden at turde gøre meget mere.

[Daniel Owens]

Daniel fnøs ufrivilligt. Han vendte blikket imod solnedgangen og stirrede. "Er det dit bedste forsøg? Jeg står her og er ved at springe og dit bedste forsøg på at overtale mig til at lade være er, at jeg går glip af solnedgangen?"

Hans træk var stive. "Jeg vil ikke have, at du ser det."

[Siobhán O'Malley]

Siobhán skar en grimasse ved mandens ord. Hvad fanden skulle hun gøre? Ved hans afsluttende kommentar rystede hun på hovedet. "Jeg går ikke nogen steder," sagde hun bestemt uden at lyde nervøs, som hun ellers følte sig.

Uden tøven tog hun et par skridt frem, så hun både nærmede sig ham og hegnet. "Du må ikke gøre det. Du må ikke springe. Jeg bliver her - vi kan se den sammen!" Hendes hals snørrede sig sammen, og hun formåede lige at afslutte sin sætning, uden at stemmen knækkede. De blå øjne hvilede bedende på ham.

[Daniel Owens]

Daniel vendte hovedet og stirrede på kvinden. "Det her er mit tag," gentog han åndeløst. "Hvad skulle en solnedgang gøre af forskel? Der er ikke noget at komme tilbage. De har taget det alt sammen."

Han stirrede på hende, men det var som om han ikke rigtig så hende, før han blinkede og en tåre faldt ned over hans kind.

[Siobhán O'Malley]

Siobhán fortrak ansigtet i dyb bekymring. "Hvem?" fik hun frem med skælvende stemme og måtte beherske sig meget for ikke at løbe frem og slå armene om ham. Hun frygtede, at det ville udløse et eller andet uønsket.

I stedet blev hun stående og følte et stik i hjertet, da der faldt en tåre ned af hans kind. Hvad havde han dog oplevet? Hvad var han blevet udsat for, der gjorde, at han var endt heroppe på tagkanten? Siobhan knyttede nævede ned langs siderne og så afventende på den anden med tilbageholdt åndredræt.

[Daniel Owens]

Daniel lukkede øjnene. Da han åbnede dem igen, løftede han forsigtigt det ene ben og trådte hen på den anden side af hegnet. Han fik også det andet ben med sig og endte med at kollapse og sætte sig lidt kluntet ned hvor han var.

"Vil du virkelig vide det?"

[Siobhán O'Malley]

Siobhán holdt vejret, da manden begyndte at klatre om på den anden side af hegnet. Først da han igen talte, turde hun bevæge sig, og det var med langsomme skridt, hun nærmede sig.

"Ja. Fortæl mig," bad hun næsten og satte sig på knæ ved siden af ham. Han var en komplet fremmed, men alligevel havde hun lyst til at omfavne ham og sige, at hun var lige her.

[Daniel Owens]

Daniel sank helt sammen. Han vidste, at han gav sig til at tale om kroen, men hans tale var sløret og det var underligt, at hun ikke afbrød ham, som han forklarede en masse, der var forkert. Eller i hvert fald ikke helt rigtigt.

Han stoppede op, men blev ved med at tale. Vent. Hvad foregik der her? Pludselig gik det op for ham, at han sov. Og i det øjeblik, vågnede han.

Tråd afsluttet