Adults having fun

[Marius Paine]

Lucy Loddington
Kl. 20.00

Af en eller anden grund, så havde Marius valgt at tage med til maskeballet. Og nu stod han oppe på balkonen med et glas whisky i hånden. Hans blik gled rundt på den store mængde af mennesker, der befandt sig under ham på nuværende tidspunkt. På flere forskellige måder. Han sukkede tungt, og overvejede, om det nu havde været en fejl af ham, at være her. På den anden side var han dog anonym, de fleste af gæsterne var ganske unge mennesker, som han stort set intet kendskab havde til. Han lænede sig afslappet op ad en af søjlerne, og tog en stor tår af sit glas, mens han betragtede de dansende.

[Lucy Loddington]

Lucy bevægede sig langsomt op ad trappen iklædt kjole og sjal i lillae farver, mens hendes blik gled søgende rundt i klubben. Det var ikke første gang, hun var på Tarantellegra, men det var heller ikke fordi, hun kunne prale med antallet af besøg. Størstedelen af gæsterne var yngre end hende - som i aften - og selvom hun ikke havde noget problem med at føre en samtale med dem, var det oftest den anden vej rundt, det ikke gik.

Opslugt af sine tanker gik heksen direkte ind i noget blødt. "Åh," gispede hun og virrede lidt med hovedet, før hun fandt offeret med blikket. "Det må du virkelig undskylde," sagde hun med et beklagende smil og lagde en blid hånd på den andens arm.

[Marius Paine]

Marius havde været optaget af det, der skete under ham, at han ikke lagde mærke til, at der kom en gående op ad trappen. Det var først, da denne gik ind i ham, at han opdagede hende. Han reagerede hurtigt, og lagde en arm om livet på hende, i det tilfælde, at hun skulle få overbalance. "Det gør ikke noget," sagde han, og antydningen af et smil kunne ses på hans læber. "Kom De noget til?" Spurgte han og så undersøgende på hende. Denne heks virkede ikke til, at være en af de letsindige damer, der befandt sig under ham.

[Lucy Loddington]

Lucy bemærkede først ikke armen om hendes liv, selvom hun blev grebet af en følelse af sikkerhed. Et varmt grin undslap hendes læber. "Overhovedet ikke," svarede hun og så på den fremmedes maskebeklædte ansigt.

"Og du? Nu var det jo mig, der var uopmærksom," kommenterede hun let uden at lyde særlig fortrydende. Andre ville måske finde det mere flovt at komme til at vade ind i en anden person, fordi man ikke så sig ordentligt for, men ikke Lucy. Der skulle langt mere til at farve hendes kinder rosa.

[Marius Paine]

Marius gengældte i et ort øjeblik hendes smil. Han var ikke den der smilede mest, normalt lå hans ansigt i alvorlige folder. "Det var godt," sagde han og slap sit greb om livet på hende.

"Jeg kom ikke noget til," svarede han og betragtede kvinden, der stod foran ham. Han havde gjort det til en lille leg, at gætte hvem der befandt sig under masken på de tilstedeværende. Men indtil videre fandt han, at han var dårlig til den leg. "Sikke mange unge hekse og troldmand, der er ankommet her til aften."

[Lucy Loddington]

Det var først, da manden gav slip på Lucy, at hun bemærkede, at han havde haft fat i hende. Kort så hun ned mod hans ham, før hun fandt ham med blikket igen. Det med nærkontakt var ikke noget, hun oplevede særlig ofte.

Hun smilede klædeligt ved troldmandens svar og nikkede. Elegant foldede hun hænderne bag ryggen med blikket fikseret på hans ansigt. "Ja, vi er i undertal," svarede hun med et glimt i øjet. "Sidste gang, jeg var til så stor en fest, var til juleballet på Hogwarts," tilføjede hun, og det var tydeligt på hende, at hun tænkte tilbage.

[Marius Paine]

Marius havde ikke bidt særlig meget mærke i, at han havde haft nærkontakt med heksen foran ham. Han lagde dog godt mærke til hendes vandrende blik, der endte ved hans arm, for så at vende tilbage til hans ansigt. Det fik ham til at rynke panden i et kort øjeblik.

"Det må man sige," sagde han og løftede sit whiskyglas op til sine læber for at tage en tår. "Det kan der være noget om. Hvor blev den tid af?"

[Lucy Loddington]

Lucy fik igen et klart blik og lo lavmælt af den andens ord. "Ja, det er gået hurtigt," sukkede hun let og granskede den andens ansigt. For hende havde livet efter skolen bestået af arbejde, og det havde været så krævende, at årene fløj forbi. Til sidst var hun ikke overrasket, da det pludselig gik op for hende, at hun havde fødselsdag på dagen.

"Men livet har ikke slået os ud endnu. Ellers ville vi ikke være her," tilføjede hun og blottede tænderne i et smil. Hun tøvede et øjeblik. "Nu vil jeg ikke ødelægge stemningen og spørge om dit navn, så - hvad foretager du dig til hverdag?"

[Marius Paine]

Marius nikkede samtykkende. Han kunne stadigvæk huske, det sidste julebal han havde deltaget i. Hvilken fest det havde været, selv om der havde været en del uro på skolen i de år han havde gået der.

"Heldigvis ikke", troldmanden var en kontrolleret mand, der sjældent afslørede følelser. Mest sjældent var det på offentlige steder, derfor var smil ikke det han gjorde mest brug af. "Jeg er obliviator, og håndhæver den nye lov," svarede han, og så igen direkte på heksen overfor ham. "Hvad med dig?"

[Lucy Loddington]

Lucy løftede åbenlyst øjenbrynene i forbløffelse ved mandens svar. Så måtte han kende Geneva. Hun forstod kun halvdelen af det, men nåede ikke at åbne munden, før han havde gengældt spørsmålet. Hendes ansigt lagde sig i naturlige folder, så hurtigt som det forbløffede udtryk var kommet.

"Jeg er healer på Skt. Mungos," svarede hun med smilet genfundet. "Indenfor plantegifte og skadelige eliksirer," tilføjede hun og så på den anden. Hun bemærkede ikke det lettere alvorlige ansigtsudtryk hos den anden, dels fordi han bar en maske, dels fordi hun havde tendens til at omgås med mænd, der sparede på udtrykkene, og derfor var vant til det.

[Marius Paine]

Marius havde ingen interesse i planter, gifte eller eliksirer. Men han var høfligt opdraget, og vidste at hvis samtalen skulle fortsætte, så måtte han åbne munden. "Det må være et spændende arbejde, hvis man har evnerne til det," sagde han og kunne mærke det sitrede i den ene mundvige. Han havde ikke evnerne, eller tålmodigheden til at være healer. "Jeg har dog også i tidernes morgen været auror."

[Lucy Loddington]

Lucy lo varmt og så på den andens ansigt. Hun havde aldrig tænkt, at hun havde nogle ekstraordinære evner - hvis man arbejdede hårdt nok, kunne alle opnå et højt niveau. Det var hun overbevist om, for det var, hvad hun selv havde gjort.

"Spændende! Det er jo noget af et fysisk aktivt erhverv," sagde hun interesseret og granskede hans skægbeklædte ansigt. "Men sig mig," fortsatte hun og trak tænkende øjenbrynene sammen. "Hvad indebærer det at være Obliviator? Det har jeg aldrig hørt om før."

[Marius Paine]

Marius fik et lille smil frem på sine læber, da heksen overfor ham lå varmt. Han tænkte på, at han befandt sig i bedre selskab, end han havde gjort hele aftenen. Og det gjorde ham ikke noget, hvis selskabet blev hængende lidt endnu.

"Det er fysisk ja, men efter seks år fandt jeg nye udfordringer," forklarede han og tømte glasset med whisky. "Det er lidt den samme træning som auror, bare mere psykisk træning. Det er ikke nemt, at slette folks hukommelser," svarede han med en trist stemme.

[Lucy Loddington]

Lucy løftede hagen en smule ved mandens svar. "Slette folks hukommelser?" gentog hun undrende og slap grebet bag sin ryg og lod armene hænge ned langs siderne. "Hvad går det ud på?"

Hendes tone var nærmere nysgerrig end afskrækket. En af Lucys kvaliteter var, at hun ikke var en særlig dømmende person. Til gengæld manglede hun at finde balancen mellem, hvornår det var nødvendigt eller ej.

[Marius Paine]

Marius nikkede samtykkende. Det var jo primært det, som hans job gik ud på. Han tænkte lidt over, hvordan han skulle svare hende. Det kunne godt lyde barskt, når man sagde, at man slettede folks hukommelse.

"Det er indviklet. Før i tiden handlede det om, at skjule vores verden for mugglerne, nu handler det om politik," svarede han og satte sit tomme glas, på et af de flyvende bakker, der tøffede rundt imellem de besøgende.