Beaten Serpents

[Miles Heeney]

Så tæt på. SÅ tæt på. Så fucking, fandens, forfærdeligt tæt på. 
Slytherin havde tabt. Endnu engang. Det havde gået ganske fint, stået ret lige, indtil det modsatte hold ENDNU engang havde snuppet lynet lige for næsen af dem. 230-70. Fandens.
'Fucking lort. Pis. Satans'. Miles var som altid stiktosset over at have tabt, da han marcherede med kosten over skulderen, mumlende alskens bandeord, og musklerne spændt hårdt af vrede, hen mod omkædningsrummet. Kæben var stram og ansigtet en sort sky da han åbnede døren og ventede på, at hele holdet var kommet ind. Så smækkede han den i og tog sig frustreret til hovedet. Kiggede skiftevis rundt på deres ansigter og prøvede at beherske sit forfærdelige temperament. Blikket landede på Cam. 
'CAM! Hvad i helvede... Det er fucking anden gang du lader modstanderens søger nakke lynet for snuden af dig! Er du fuldstændig blind?', råbte han rasende. Han havde lyst til at fyre de værste fornærmelser af men var for vred. Istedet så han afventende på hende.

[Camille Thomas]

Det var ild i blikket, at Camille stormede ud af banen. De havde tabt. Igen. Hun havde været så tæt på, men ikke tæt nok. Da modstanderholdets søger havde fået fingrene i Lynet, havde hun skreget eder højt for sig selv. Og ikke nok med, at de havde tabt, så skulle hun også høre på Miles den næste halve time.

Camille så hidsigt op, da han råbte efter hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige - han havde jo ret. "Jeg er ikke blind!" udbrød hun af ren frustration og slog ud med armene. "Jeg ved ikke, hvad der skete, jeg- for helvede!" Heksens sparkede til den nærmeste hjelm, der fløj over gulvet og knyttede næverne.

[Nora Whitebeam]

Ligesom sine medspillere var Nora også rasende over spillets resultat og hun var igang med at flå noget af quidditch-udstyret af da bølgerne begyndte at gå højt i omklædningsrummet. Det overraskede hende på ingen måde da Miles begyndte at råbe og i stedet for at sige noget til det rettede hun bare blikket imod dem.

Hun prøvede at skjule et smil over at det var Camille det gik ud over, for hun var godt klar over at det i hvilket som helst øjeblik kunne ende med at gå ud over hende selv. Men det lykkedes ikke rigtig for hende, for smilet viste sig kort inden det forsvandt væk i bitterheden over nederlaget.

[Tempest Ophelia Paine]

Ophelia var åbenbart den eneste på sit hold, der havde en eller anden form for værdighed. Hun smilede indtil døren var lukket efter kampen og gav sig i ro og mag til at tage sit udstyr af, som anføreren - og hvilken anfører - råbte af Camille.

Nu var hun relativt ligeglad med om Camille fik skældt huden fuld, men det var relativt kedsommeligt at lytte til, at Miles så bagud og hun rømmede sig let. "Camille var tættere på denne gang. Hvis hun nu fik lov til at træne intensivt på sit sigte og sin fart uden at et reelt lyn altid var til stede, så kunne det være, at hun fik en mulighed for ikke at gøre sig selv helt til grin." Hun spændte sine benskinner af med overmåde ro.

[Miles Heeney]

Miles ænsede ikke hjelmen, der fløj tværs gennem rummet. Han vant til Camilles, og de fleste holdkammeraters, hidsige temperament. I stedet fastholdt han blikket, som var fuld af afsky og bitterhed. Han lukkede en rasende lyd som svar til hendes manglende forklaring på, hvad der gik galt, og kiggede op i loftet som for at bede gud om hjælp til at beherske sig.
Ophelias stemme fik ham til at dreje hovedet mod hende, og han hvislede ondt, ’tættere på, Paine? Hvad helvede hjælper tættere på? Camille har haft hele sæsonen til at træne! Jeg tror ikke hun ville kunne fange lynet om så den fløj direkte ind i fjæset på hende’.
Ophelias evindelige fattethed frustrerede ham altid, for den gav ham følelsen, at hun var ligeglad med at vinde, og dermed ikke gjorde sig nok umage. Og hvis der var noget, Miles forlagte, så var det at alle gav sig 110%.
'Og hvor var du, Paine? Jeg så kun Whitebeam score mål', kastede han spydigt, og dybt uretfærdigt, efter hende. 

[Camille Thomas]

Camille var taknemlig for Ophelias konstruktive kritik, selvom hun skar en lille grimasse ved det sidste i sætningen. Nej, hun havde så sandelig ikke lyst til at gøre sig selv mere til grin. Miles' ord rev hende ud af sine tanker, og hun vendte skarpt hovede mod anførern og kneb øjnene sammen. Hvis ikke det var fordi, han havde fortsat med at tale, havde hun slynget en kold kommmentar i hans fjæs, også selvom resten af holdet var til stede.

Slangen fnyste. "Så du ikke Ophelias geniale afleveringer? Hvis det ikke havde været for dem, havde vi sikkert fået nul point," sagde hun og kom vist lige til at fornærme den anden angriber. Bevidst om det lille smil, Nora har lavet kort forinden, skævede Camille hen til hende.

[Nora Whitebeam]

Umiddelbart nød Nora egentlig bare at høre på de andre give hinanden en sviner, men så over mod Camille da det pludselig vendte sig imod hende selv. Irritationen var stadig tydelig i hendes kropssprog og ved kommentaren blussede den lidt op i form af knyttede næver og et ekstra irriteret blik.

"Der er brug for mere end en til angrebsspil, Camille. Måske skulle du koncentrere dig om din egen position istedet, det gik jo ikke så godt," svarede hun bidsk og med alle intentioner om at fornærme hende.

[Tempest Ophelia Paine]

Ophelia var, modsat tilsyneladende alle andre, ikke ude af stand til at beholde hovedet på. Det ville jo ende med, at de rodede rundt i slåskamp, hvis ikke nogen kunne styre børnehaven. Heldigvis var det ikke hendes opgave.

Hun fnøs muntert af sin anfører. "Nej, Heeney. Men du havde tilsyneladende også mere travlt med at se efter kønne piger end at holde øje med spillet." Hun smilede glædesløst. "Jeg fik to mål. Nora scorede kun tre fordi jeg afleverede til hende i stedet for bare at tage dem selv."

[Miles Heeney]

Miles var ikke så velbevandret indenfor kvindelig list, og han lagde slet ikke mærke til de fine nuancer pigerne fornærmede hinanden med. Til gengæld forstod han Ophelias kommentar men undlod at kommentere, eftersom den havde ligeså lidt belæg som hans forsøg på at fornærme hende. Men Miles var vred og fortabt, og havde brug for at skyde skylden på nogen, hvor usportsligt det end var.
'Whatever. Faktum er, at vi har tabt. Endnu engang', sagde han, mere fortabt end vred, og gned sine tændinger. 'Hvis der var nogle scouts derude...' han lod sætningen hænge i luften, da en klump i halsen forhindrede ham i at fortsætte. 
En pludselig modløshed havde overtaget ham, og han satte sig på bænken for at få en form for støtte.

[Camille Thomas]

Camille rev sine armbeskyttere af og gloede surt på Nora. Hun undlod at svare, da de trods alt var nødt til at komme frem til et eller andet konstruktivt, selvom hun mest af alt havde lyst til at jorde angriberen.

Hun så fra Ophelia til Miles igang med at pille sine benskinner af. Da anføreren satte sig, hævede hun let øjenbrynene og tøvede, da hun lagde den ene skinne fra sig. Hvorfor råbte og skreg han ikke mere? Camille dumpede ned på en af bænkene og lod blikket glide rundt på sine holdkammerater. "Vi må ikke lade de andre hold mærke på os, at vi har tabt to gange," sagde hun og begyndte at pille den anden skinne af. "Hvis vi både skal koncentrere os om at forbedre vores spil og, at folk tror, vi er blevet svage, bliver det meget krævende," fortsatte hun og så afventende på de andre.

[Nora Whitebeam]

Nora frydede sig lidt over at hun var gået Camille så meget på nerverne at hun fik det blik fra hende. Hun så dog bare bittert tilbage på hende og dernæst på Ophelia med samme bitterhed for at have fornærmet hende igen. Hendes arme havde lagt sig over kors, men da Miles nævnte scouts gled de ned langs hendes sider i et suk.

"Hvis de tror at vi er blevet svage skal vi gøre det til vores fordel," kommenterede hun imens hun igen gav sig til at tage sit udstyr af. Uanset hvor lidt hun brød sig om Camille så havde hun fat i noget, og holdet var trods alt vigtigere for hende end hendes uenigheder med den yngre heks.

[Tempest Ophelia Paine]

Ophelia smilede svagt, men uden det nåede hendes mørke øjne. Hun havde fået sine benskinner og armbeskyttere af, da først hun vendte sig om imod de andre. "Inden I begynder at synge slagsange og holde hinanden i hænderne, vil jeg minde jer om, at der kun er ét hold tilbage at slå. Og det er Hufflepuff."

Hun hævede begge øjenbryn og havde nær himlet med øjnene. "Ja, deres søger var heldig mod Ravenclaw, men de spiller usikkert og det burde ikke kræve andet end Miles' fulde opmærksomhed på søgeren at få dem til at føle, hvem der er bedst."

[Miles Heeney]

Camilles og Noras fine ord om ikke at vise svaghed prellede mere eller mindre af på Miles i hans momentære breakdown. Sådan var det altid. En unges tids bitterhed, og så hårdere træning end nogensinde.
Miles stirrede ud i luften uden at gøre mine til at klæde sig af. 'Hufflepuff', gentog han bittert, som var det navnet på et slimet klat, der havde sat sig på skoen og ikke ville af. Men i næste øjeblik vendte han blikket mod Ophelia med sammenknebne øjne uden at lade sig gå på af hendes dame-kommentar. I stedet sagde han, 'det er teamwork, darling. Men ja, vi må bare træne hårdere end nogensinde... Og Camille må tage sig lidt sammen'. Han sendte hende et ondt blik, men rejste sig op og begyndte at fjerne udstyr. 'Så vi kan tørre de smil af holdkaptajnerne'. 

[Camille Thomas]

Camille lagde den anden benskinne fra sig. Begge angribere havde sådan set ret, og hun erklærede sig enig i tavshed.

Men Miles' kommentar hidsede hende op, og hun fik lyst til at smække ham en. Med en dyb og langtrukken indånding rettede hun ryggen og nøjedes med at gribe sin ene handske, som hun tyrede efter anføreren. "Vå må alle tage os sammen," sagde hun med påtaget ro og løftede hagen. Selvom hun havde et fyrigt temperament, kunne hun godt styre sig til tider, men skuffelsen over to nederlag og spydige kommentarer steg hende til hovedet, og hun holdt sig kun akkurat fra ikke at hoppe på den anden.

[Nora Whitebeam]

Nora formåede at få himmelvendt øjnene et par gange over de kommende kommentarer fra hendes medspillere. Det bundede i hendes irritation og var ikke altid placeret på de mest velfortjente tidspunkter.

Hun satte sig hen på bænken ved siden af de andre for at give sig til at tage sine sko af. "Tydeligvis," fnøs hun dæmpet til Camilles kommentar. Det handlede trods alt om at spille sammen, det var hun godt klar over, selvom det ikke altid nødvendigvis føltes sådan.