|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 26, 2015 22:06:43 GMT 1
Eldridge stoppede ikke sig selv i at fnyse lettere spottende af kvindens erklæring om, at handle ud fra følelser. Hun virkede til at have en meget naiv tilgang til verden og han gættede også umiddelbart på, at hun ikke var forfærdeligt gammel. Helt ny fra Hogwarts? Måske næsten.
Han var ikke i tvivl om, at hendes ord skulle virke provokerende på ham. Han var dog også ganske klar over, at det virkede. Endnu et fnys undslap ham. "Udmærket. Lad os sige, at jeg accepterer. Hvad følger så?"
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Feb 26, 2015 22:43:23 GMT 1
Rosalina kunne ikke lade vær med at smile lidt over hans reaktion – lige fra hans fnys, til glimtet i hans blik, som for hende tydede på at han var ved at blive overtalt. Hans spørgsmål fik en munter lyd til at forlade hendes læber. ”Planlægger du altid hvert eneste skridt du foretager dig?”, spurgte hun undrende, men også med et drillende glimt i øjnene.
Hun forsatte uden at lade ham svare, da det for hende var mere en konstatering, end et spørgsmål. ”Hvad med vi mødes her igen ved en fem-tiden?”
|
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 26, 2015 23:18:42 GMT 1
Eldridges læber trak en anelse op i et smil og han vendte kortvarigt ansigtet væk, rystende lidt på hovedet. "Der er intet i vejen med at være organiseret," bemærkede han med et sigende blik, men fandt lidt til sin egen overraskelse, at smilet ikke var forsvundet helt. Til gengæld kneb han øjnene lidt sammen i et forsøg på at læse hende.
Tilbuddet kom lidt bag på ham. Han havde ikke ærligt troet, at hun mente det og han hævede øjenbrynene lidt. Han havde allerede halvt en afvisning formuleret, før han igen kom til at tænke på hendes ord om, at ministeriefolk altid havde travlt. Han fnøs. "Klokken fem. Her." Han så afventende på hende. Ordene var tydeligt en accept.
|
|
|
|
Post by Rosalina Barbary on Feb 26, 2015 23:57:17 GMT 1
Det første han sagde trak et endnu bredere smil frem og dansede stadig på læberne ved det sidste. ”Ja, det ville være hvad jeg foreslog”, svarede hun ham og afslørede tænderne i et kort grin. ”Ses senere, Croaker”, hun undlod at sige mere (eller forklare sig), men nøjedes med at dreje rundt, og bevæge sig med retning mod sin lille lejlighed. På vejen drejede hun hovedet en smule, for at sende ham et sidste smil, inden mørket slugte hende helt. Lukket |
|
