I det gyldne snit

[Rosalina Barbary]

Eldridge Engleford

Rosalina stod et stykke uden for pladsen, med ryggen lænet op af det kolde bak, og de brune øjne vendt opad mod himlen. Hun havde stået der et stykke tid. Betragtet de puffede, hvide skyer som fik hende til at tænke på dunpuder, og måger når de slog dovne buer over vandet, og efterlod mønstre af sig selv i luften.

Nu var det ved at blive aften. Snart ville solen bøje sig over horisonten som en solid buegang i guld og slippe sine sidste blinkende stråler af lys. Der ville opstå et specielt øjeblik, hvor lyset ville bryde det mørke vand, og alt ville i en brøkdel af et sekund stråle af hvid, før det igen ville forsvinde, og trække det lyserøde, røde og lilla ud af himlen med sig, for kun at efterlade alt i mørke.

Det var ikke før nu hun pludselig opdagede at hun ikke længere tænkte og at hun ikke var sikker på hvor længe hun havde stirret ud over sine omgivelser. Rosalina tog godt fat om kameraet der hang om hendes hals, og løftede det op til ansigtet, inden hun med sin ene pegefinger trykkede ned på knappen øverst. Den mørke silhuet af en person, der stod længere fremme i det gyldne snit af hendes fotografier, var ikke noget hun tog sig af. Faktisk gjorde det kun hendes billeder bedre.

[Eldridge Engleford]

Eldridge var gået en tur. Det var en god tid til at organisere tanker og stykke små puslespil sammen, der udgjorde hele den efterforskning han lavede for ministeriet. Med hænderne i lommerne på den knælange kappe var han stoppet op og stod i et øjeblik blot og så mod horisonten, som solen var ved at gå ned.

Det var et nærmest saligt øjeblik og han nød det for sig selv, indtil han blev bevidst om en svag klikken bag sig. Rynkende lidt på brynene drejede han hovedet, for først nu at bemærke en ung kvinde, der gemte sig bag en kameralinse. Rettet direkte mod ham. Han rankede sig instinktivt lidt og rømmede sig. "Kan jeg hjælpe dig?"

[Rosalina Barbary]

Gennem linsen så hun fotografierne bevæge sig. Det var et smukt syn, og det tog pusten fra hende hver gang, selvom det langt fra var første gang hun stod lænet op af dette træ, og med blikket rettet mod det sted, hvor hun selv mente solen faldt flottest.

Der gik et par sekunder fra manden havde talt til hende til hun fjernede kameraet fra sit ansigt. Hendes blik var en anelse fraværende, stadig med sin fulde opmærksomhed på det øjeblik der snart ville forsvinde, men hun formåede alligevel at sende ham et let smil. ”Jo, hvis du kunne rykke to skridt til højre, så solen rammer dit ansigt, i stedet for at halvdelen af det skygger for den”. Rosalina løftede kameraet op til ansigtet og et sekund efter var hun i fuld gang med billederne igen.

[Eldridge Engleford]

Eldridges øjenbryn trak sig sammen og hans ansigtsudtryk var en god blanding af vantro og forbløffet. Den unge kvindes uforskammethed var en ting, men hendes tilsyneladende uvidenhed om selvsamme var en helt anden.

Han så på hende med begrundet mistro. Der skulle ikke så meget til, når man selv arbejdede for en hemmelig organisation. Øjnene blev knebet lidt mere sammen. "Og hvad i alverden, skulle dog overbevise mig om at gøre det? Hvad er dit formål?"

[Rosalina Barbary]

Øjeblikket var væk. Med et suk løsnede hun taget om sit kamera, og lod i stedet de brune øje glide en enkelt hurtig gang op og ned af hans ansigt, før de fastlåste sig i hans blik, med antydningen af et afslappet smil på læberne. ”Mit formål?”, gentog hun i vag overraskelse, men så begyndte øjnene at spille underholdt. ”Jeg tænkte at hvis jeg nu fik din opmærksomhed, og fik dig overtalt til at sige dit job op, så kunne vi danne et band, og lave en nyfortolkning af ’Kan du danse som en hippogriff?’”, en gnist af munterhed var slet skjult i de mørke øjne.

”. . . Det var ikke for at køre en Rita Rivejern på dig, men du stod i mit spot”, tilføjede hun efter en kort pause, og pegede på et spot lige ved siden af ham, hvis magi dog var forsvundet for minutter siden, og som nu kun var at se på hendes fotografier.

[Eldridge Engleford]

Eldridge kneb øjnene lidt sammen over den unge kvindes svar og fnøs hørligt, tydeligvis ikke imponeret. Hans ansigtsudtryk formildedes dog svagt, da hun kom med noget der mindede om en beklagelse, skønt han ikke havde nogen anelse om, hvem denne Rita var.

Han var tavs i et øjeblik, før han resignerede halvt og trådte væk fra stedet, hvor han ellers lige havde nydt et øjebliks ro. "Det er uhøfligt," informerede han hende med svagt hævede øjenbryn. Han havde egentlig ikke nogen ambition om at blive hængende, men han havde lært sig at være nysgerrig. Ellers kunne man dårlige varetage det arbejde han gjorde. Blikket gled sigende mod kameraet. "Arbejder du for et magasin?"

[Rosalina Barbary]

Hendes smil der til start blot havde været en høflig trækning, trak sig nu en smule længere op i et fornøjet smil. ”Måske. . Det finder jeg ud af når jeg får set fotografierne igennem”, svarede hun ham i et afslappet stemmeleje, uden at vise tegn på skam. Som brændende fotograf lå det ikke til hende at holde sig tilbage for noget, hvis det forhindrede hende i at få et godt billede i kassen. 

”Nyansat på Søgeren. Ikke at mit speciale findes i at fotografere svedende sportsmænd på daglig basis, men det er et fint sted at starte”, endnu engang trak det op i hendes mundvige. ”Men hvad med dig? At du er den nye Josef Wronski kan vi i hvert fald godt udelukke”, spurgte hun i et skævt smil, inden noget gik op for hende, hvorefter hun hurtigt fik tilføjet; “. . Det er en gammel quidditchspiller” 

[Eldridge Engleford]

Ah. Et Quidditchblad. Eldridge nikkede og hævede i et enkelt øjeblik et øjenbryn, før pigebarnet forklarede og han fnøs lavmælt, næsten muntert. Han havde så godt som intet at gøre med sportsverdenen og var ærligt talt også mildt uinteresseret. Hans forældre havde altid forsøg at få ham til at holde af cricket da han var barn og interessen var ikke blevet større, bare fordi det var blevet udskiftet af en magikersport.

"Jeg arbejder for ministeriet," svarede han, uden at uddybe. Han vidste ikke, hvorfor han talte med hende. Måske fordi det ærligt talt ikke var så ofte, at han havde kontakt med nogen udenfor ministeriet, der ikke var hans husholderske. Derhjemme ventede kun stakkevis af papirarbejde, så på trods af manglen på en grund blev han stående lidt endnu. Han så lidt vurderende på hende, før han løftede hagen en anelse. "Hvor mener du, at dit speciale findes?"

[Rosalina Barbary]

Rosalinas blik dvælede ved ham, mens hovedet i et øjeblik faldt en anelse mere på skrå. Smilet voksede en tand da han gav sit erhverv til kende. Det svar overraskede hende ikke. Hun hævede begge bryn ved hans spørgsmål. Hun så tænkende på ham i et par sekunder før hun sagde ordene: ”Jeg kan godt lide din øjenfarve”, hun sendte ham et smalt smil gennem mørket. ”Den minder mig om en solopgang. Har du nogensinde været længe nok oppe til at se sådan en?”, hun ventede ikke på svar, men vendte i stedet sit blik op mod himlen. ”Lige før solen står op er der et tidspunkt, hvor hele himlen går over i en bleg farve. Ikke rigtig grå, men en slags, eller en slags hvid. Det øjeblik fylder mig altid med den følelse man får når man venter på noget godt skal til at ske"

Hun drejede ansigtet mod Eldridge igen. ”Dét er mit speciale. Men det er ikke den slags der er mest eftertragtet”, tænderne blev blottet i et skævt smil.

[Eldridge Engleford]

Eldridges øjenbryn trak sig sammen og han var ganske få øjeblikke fra at konkludere, at hun ganske enkelt måtte være tosset. Så lyttede han dog lidt nærmere til, hvad hun sagde og hans ansigtsudtryk formildedes lidt, på trods af at han ikke rigtigt var klar over det. På samme måde som at det trak svagt op i den ene side af hans læber.

Han rømmede sig en enkelt gang. "Jeg må indrømme, at jeg aldrig har tænkt over det på den måde," svarede han. Hun var meget atypisk fra de personer han normalt talte med og måske var det der, der fik ham til at blive stående. Han rankede sig lidt og et næsten høfligt smil viste sig på hans ansigt. Det var temmelig overraskende, men virkede stadig formelt, eftersom han stod med hænderne samlet bag ryggen. "Jeg vil sørge for at bide mærke i det, næste gang jeg overværer en solopgang."

[Rosalina Barbary]

Et svagt smil spillede over hendes læber. Igen var hun ikke overrasket. Der var ikke mange der så det fra de vinkler hun selv så det fra. Det var vel derfor hendes fotografier endnu ikke var blevet taget så godt imod som hun havde håbet.

”Hvorfor vente? Vi har os en smuk solopgang i vente om ikke så længe igen.”, sagde hun, inden det trak tydeligere i smilebåndet. ”Hvis du lover ikke at lave en Pettigrew på mig, kan vi jo se den sammen?”, nu så hun lettere drillende på ham, men med en oprigtighed, der stadig var tydelig malet i ansigtet på den unge heks.

[Eldridge Engleford]

Der skulle generelt meget til at forbløffe Eldridge, men det var alligevel den følelse han i et øjeblik stod med. Øjenbrynene trak sig let sammen og i nogle øjeblikke så han blot på hende, før han selvfølgelig måtte ryste på hovedet. "Jeg er bange for, at du tager fejl af mig," svarede han, en anelse mere brysk end for et øjeblik siden. Hvorfor han egentlig afviste det, vidste han ikke. Det var ikke fordi, han havde noget sted at være.

Han ledte efter ord til at uddybe, men fandt ikke lige umiddelbart nogen. Endnu engang var han ikke helt med på hendes reference, men han kommenterede heller ikke på det denne gang. "Og hvorfor skulle du ville tilbringe natten med en fremmed?"

[Rosalina Barbary]

Et muntert glimt fandt vej til de brune øjne. Blidt pressede hun sin pegefinger mod revnen mellem sine læber, inden et muntert fnys forlod dem. ”Du har ret. Man bør vist ikke give sådan et tilbud til komplet fremmede. Men nu har vi stået og snakket i et par minutter, og selvom her er mørkt har jeg set nok af dit ansigt til at jeg ville kunne genkende dig næste gang, skulle vi tilfældigt støde på hinanden igen. Så teknisk set er vi vel tættere på bekendte end vi er på fremmede..”, tænderne blottede sig i et skævt smil.

[Eldridge Engleford]

Eldridge fnøs næsten muntert over kvindens svar og kløede sig lidt på halsen, med et blik der gled lidt formålsløst rundt på et ligegyldigt sted. Han vidste ikke helt, hvad i alverden han skulle sige til det. Hun virkede komplet irrationel, men på samme tid så gav det hele overraskende... Mening.

"Detaljerne sat til side," svarede han endelig, næsten utålmodigt, men alligevel uden helt at være det. Det var den kant, han ofte benyttede overfor folk, som der gentlig ikke var nogen grund til. "Du svarede ikke på mit spørgsmål."

[Rosalina Barbary]

Rosalina måtte sukke lettere muntert over den fremmede (dog halvbekendte) magiker. ”Gjorde jeg ikke?”, spurgte hun og synes da selv at hun lige før havde forklaret sig fint. Hun lo svagt. ”Jeg fik bare lyst til at give dig tilbuddet. Kald det . . en følelse. Dem handler jeg tit ud efter”, hun blottede tænderne i et skævt smil, og tænkte at det nok ikke var sådan hans egen tankegang fungerede. Sådan plejede det ikke at være med ministerfolk.

Hun gik et par skridt bagud, stadig med sit blik mod ham. ”Men du har sikkert andre ting at tage dig til. Sådan plejer det at være med ministeriefolk, gør det ikke? Altid på farten.. Igen, det var bare et tilbud”, hun smilede igen, nu lettere drillende, inden endnu et skridt blev taget bagud.