Spilling the beans

[Caleigh Fionnaoch]

Raphael Gairden

Opholdsstuen var øde, som den oftest var omkring frokost. Det var da med undtagelse af Caleigh, der sad i en af de bløde lænestole med benene trukket op under sig, og stirrede fjernt ind i kaminen, hvor ilden brændte lystigt. I hendes skød lå hendes kat Bean-Nighe og spandt højlydt mens Caleigh fraværende strøg den over ryggen.
Det var ikke første gang Caleigh havde misset et måltid siden hun var kommet tilbage efter juleferien, og selv når hun var der, havde hun næsten ingen appetit. Det skete at hendes venner sneg lidt mad med ud til hende, som hun så skyldigt tvang ned, for at de ikke skulle bekymre sig for meget. Hun viste godt hun blev nød til at spise, men det at vide det, gav hendes stadig ikke nogen appetit.

Caleigh havde grædt igen. Det var en anden ting hun havde gjort en del siden juleferien. Hun prøvede at skjule det, men viste bedre end at tro det var en hemmelighed. Hun havde sågar overhørt nogen sprede et rygte om at det var fordi hun havde en muggelerkæreste derhjemme der havde slået op. En latterlig tanke, men Caleigh havde ikke gjort noget for at modsige den. Hun orkede det ikke. Folk måtte tro hvad de ville, så længe de lod hende i fred.

[Raphael Gairden]

Da Raphael under frokosten igen ikke kunne få øje på Caleigh, havde han fået gemt en bolle i en lomme i kappen. Han blev nød til at sørge for, at hun fik noget at spise, når nu hun valgte ikke at møde op. Det bekymrede ham.
Ved slutningen på måltidet, fulgte hans med sine klassekammerater tilbage til opholdsstuen. Han havde en fornemmelse af, at han nok ville finde Caleigh der. Og ganske rigtigt, da gruppen kom ind i stuen, så han den rødhårede skikkelse sidde foran kaminen. Han undskyldte sig overfor sine venner, og gik hen til Caleigh. En leopard lignende kat smøg sig op ad hans ben, og han løftede sin elskede Isla op fra gulvet, og satte sig i en stol ved siden af Caleigh.
"Cal..." Mumlede han, og tog bollen frem fra sin kappe. "Du må altså spise noget." Der var ingen tvivl om, at hans stemme var dybt bekymret. Hans blik afspejlede det også. Det var først, da han nåede at kigge ordentlig på hende, at han kunne se, at hun havde grædt. "Åh Cal..."

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh skænkede ikke de andre elever megen opmærksomhed da de kom tilbage fra frokosten. Det var ikke før hun fornemmede Raphael i kanten af sit synsfelt, og hørte ham mumle hendes navn, at hun blev trukket ud af sin egen verden, og tilbage til virkeligheden.
Caleigh tog imod bollen og fremtvang et lille smil for Raphaels skyld "Hvis jeg spiser, vil du så holde op med at bekymre dig så meget?". Det havde været ment som en spøg, men hun havde ikke kunne holde den bedende tone fra sin stemme. Hun hadede den bekymrede tone i hans stemme, fordi hun var skylde i den bekymring, især når det var så svært at fortælle ham hvad der var galt! Men på den anden side, var det alligevel rart at han bekymrede sig..

"Åh Cal..."

Caleigh slog blikket ned "Undskyld Raph.." mumlede hun svagt, brækkede et stykke af bollen, og stak det i munden. Hun viste ikke hvad hun ellers skulle sige, hvad hun kunne sige! Hun havde gjort hvad hun kunne for ikke at blande andre folk ind i det. Der var alligevel ikke noget de kunne gøre.

[Raphael Gairden]

Raphael trak hånden til sig, da Caleigh havde taget bollen fra hans hånd. Ved hendes spørgsmål rystede han svagt på hovedet. "Nej. Jeg vil aldrig stoppe med at bekymre mig." Svarede han lavmælt. Det gjorde ondt på ham, at hun gik rundt og havde det dårligt. Og det hjalp bestemt ikke, når der gik rygter på skolen. Han havde sat sin egen lilledøster på sagen, for at mane dem i horden. Caleigh lod ikke til at tahe sig af dem selv.
Ved hendes lavmælte undskyldning, kunne den unge mand mærke hvordan hans hjerte hræd lidt. Det gjorde ondt på ham. "Kom her" Sagde han og rakte ud efter hende, det var ikke en forespørgsel, det var mere en ordre. Og han håbede sandelig, at hun ville følge den.

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh sukkede let og overgav sig til Raphaels omfavnelse. Selv hvis hun havde haft viljen til at sige ham imod, havde hun ikke energien. Bean-Nighe hoppede ned på gulvet som Caleigh flyttede på sig, og stak utilfreds op af trappen til pigernes sovesal, mens Caleigh begravede sit ansigt i Raphaels skulder. Der gik ikke mange sekunder efter han havde lukket armene omkring hende, før hun skælvede svagt. "Undskyld.." mumlede hun igen, næsten uhørligt ned i hans skulder, og snøftede kort "Jeg.. jeg vil ikke have du bekymre dig for.. for der er alligevel ikke noget at gøre ved det... Jeg skal bare.. bare acceptere det" fik hun fremstammet, selvom halvdelen druknede i hans skulder.

[Raphael Gairden]

Raphael strøg den yngre løvinde over håret, mens hans skulder tog imod hendes ansigt. Han plantede et broderligt kys på hendes hovede, og gav hendes lille krop et klem. Han ville så gerne påtage sig alle hendes bekymringer, hvis han fik chancen. "Cal, du må altså fortælle mig, hvad det er du må acceptere." Sagde han, mens han strøg en hånd ned ad hendes ryg. "Du har næsten ikke talt til mig, siden du kom tilbage fra juleferien." Hans stemme var lav, og han kunne ikke undgå, at han lød en smule såret. "Fortæl mig det nu, Cal.." Hviskede han ned i hendes hår.

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh prøvede at holde et hulk tilbage. Hun viste godt det ikke var fair overfor Raphael, han var hendes ven! Der gik en rum tid hvor hun intet sagde, inden hun endelig fik samlet sig. Hun løftede hoved en anelse fra hans skulder. Hun viste ikke hvordan hun skulle fortælle ham dem, men hun måtte fortælle ham noget. "Raphael jeg... jeg kommer aldrig til at se mine forældre igen" bare at snakke om det fik hendes næsten til at græde, men hun holdt det tilbage. Nu hvor hun endelig havde fået prikket hul på den byld der havde naget hende siden ferien, væltede ordene ud. "De.. de ville have os hjem og sende os i almindelig skole igen, muggelerskole, men Ministeriet havde vedtaget en eller anden lov der gav dem ret til at fjerne os og bare Oblivirere vores forældre så de ikke ved vi nogensinde har eksisteret og så flyttede de alle vores ting til et eller andet børnhjem i Hogsmeade og satte os af her som om intet var hent.." hendes stemme var fuld af frustration og magtesløshed. Da talestrømmen endelig ebbede ud lukkede hun øjnene og lod hoved hvile let på hans skulder igen. Det var rart endelig at få det fortalt, at komme ud med den byrde hun havde boret på. "Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.." tilføjede hun stille.

[Raphael Gairden]

Den unge troldmand blev noget overrasket, da Caleigh ende fortalte ham, hvad hun havde gået og gemt på de sidste mange uger. Og det var lige før, at han ikke troede sine egne ører. Havde Ministeriet virkelig vedtaget en lov, der gjorde dem i stand til at hente børn og bare slette forældrenes hulommelse. Der gled et forfærdet udtryk han over hans ansigt, og hans tag omkring Caleigh blev blot strammere. "du skal overhovedet ikke bo på et børnehjem! Jeg er sikker på, at når jeg har snakket med mine forældre, så er du velkommen til at bo hos os i ferierne." Sagde han med et trøstende smil til den lille heks. "Et børnehjem. Ved Merlins skæg!" Mumlede han med en hovedrysten. Han selv var ikke migglerfødt, hans mor var fuldblodsheks og af en gammel slægt, så hun kunne nok få Caleigh anbragt hos dem i stedet.

[Caleigh Fionnaoch]

Et taknemmelig smil sneg sig langsomt ind på heksens læber. "Tak Raphael, jeg.. tak. Og undskyld igen for at jeg ikke fortalte dig det noget før!" sagde hun, overvældet af lettelse. Det var ikke kun tanken om at slippe for det forfærdelige sted, men også det håb han havde givet hende, et håb om at der kunne være lysere tider et sted derude. Hun sukkede "Du ved jeg ikke kan tage imod det, men jeg er virkelig, virkelig glad for tilbudet" hun trak sig en anelse væk så hun kunne se ham i øjnene igen "Men jeg kan ikke bare efterlade Eoin selv.. Han er tros alt min bror".
Eoin var Caleighs tvilling, men gik to årgange over hende på Ravenclaw. De talte sjældent sammen, og der lå en mærkelig, kølig luft mellem dem. De var kun gledet længere fra hinanden som årene var gået, og selvom Caleigh ofte følte sig nærmere Raphael end sin egen bror, så han han stadig hendes kød og blod. Det aller sidste familie hun havde tilbage.

[Raphael Gairden]

Raphael strøg hende over håret med en nænsom bevægelse. "Det må du nok sige! Det er altså bedre at snakke om det her med ens nærmeste. Selv om det er svært." Sagde han med et smil, og kunne se lettelsen i den lille heks' ansigt. Han blev dog lidt overrasket over, at hun ikke tog imod hans tilbud. Men hun kom med et svar, der gav mening. Eoin. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om den troldmand, og slet ikke efter, at han kom på quidditch-holdet. Han sukkede lydløst. "Hvis det kan få jer væk fra børnehjemmet, så er Eoin velkommen. Ingen burde bo på et børnehjem." Han var sikker på, at hans forældre ville tage godt i mod de to tvillinger. Og deres borg var stor nok til to ekstra. "Du vil elske vores borg."

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh stirrede forbløffet på den ældre troldmand et langt sekund. Hun viste udmærket godt at han ikke brød sig om hendes bror. Men han var alligevel villig til at lade dem begge to komme med, hvis børnehjemmet var alternativet?!
Et lille smil fandt igen vej til den unge heks læber mens hun lagde armene om hans hals og gav ham et tæt kram "Jeg vil snakke med ham om det, men jeg er sikker på han vil sige ja! Alt er bedre end det sted".
"Jeg glæder mig til at se den. Hvordan er det der?" spurgte hun og slap sin ven langsomt og en anelse modvilligt, for at glide tilbage i sin egen stol igen.

[Raphael Gairden]

Raphael nikkede, stadigvæk ikke vild med tanken om, at han blev nød til at invitere Eoin ind i sit hjem. Den dreg var blevet højrøvet, siden han var startet på quidditch-holdet. Og han tog sig tydeligvis ikke særlig godt af sin lillesøster. Men så måtte han jo selv klare skærene. "Gør du det. Så ska jeg nok snakke med mine forældre om det. Og min lillesøster. Hun vil bare blive glad for at få en klassekammerat med hjem." Hans egen lillesøster gik på Caleighs årgang, så de to kendte jo heldigvis lidt til hinanden. "Det er anderledes end Skotland. Men der er mange marker, og en lille landsby i nærheden. De ved godt, at vi er magikere, så de lader os være i fred." Han lod Caleigh glide ud af sit greb, og lænede sig tilbage i sin stol.

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh nikkede og tog en bid af bollen hun havde fået tidligere. Hun havde ikke så meget til fælles med Raphaels søster, udover Raphael selv selvfølgelig, men de snakkede ellers godt sammen når det var. Der var ikke megen tvivl om at de to hekse nok skulle komme godt ud af det med hinanden, også over en hel ferie.
"Det lyder fedt! Hvordan er borgen? Er den stor? Jeg har været ude og se ruiner og sådan, men jeg har aldrig set en borg hvor der faktisk stadig boede nogen" spurgte hun nysgerrigt og lænede sig tilbage i stolen. Det var en enorm byrde hun havde båret, og selvom den på ingen måde var væk, havde Raphael lettet den betydeligt, og hun viste han ville være der, klar til at løfte igen hvis hun fik brug for det.

[Raphael Gairden]

Raphael smilede let ved hendes hurtige vending. Det var godt, at han havde været i stand til at hjælpe hende med at komme af med den byrde, som hun havde båret på. "Den er stor. Det er en gammel borg. Den har været i min fars slægt længe." Fortalte han og rettede sit blik mod kaminen igen. Nu hvor hans skød var blevet ledigt, så hans kat Isla, sit snit til at hoppe derop igen. Hans familie var en blanding af en gammel og adelig muggler-slægt, mens hans mors familie var en gammel fuldblods-slægt. "Når der er ferie, plejer vi tage ture i skoven, og hen over markerne. Naturen er flot." Han elskede selv at løbe hen over markerne, når han var i sin hermelin-skikkelse.

[Caleigh Fionnaoch]

Caleigh nikkede interesseret mens den ældre troldmanden talte, og stak et lille stykke bolle mere i munden. Hun var stadig anspændt, men det var rart bare at sidde og lytte til Raphael fortælle om sit hjem, især fordi det var så tydeligt i hans stemme at det ikke bare var tomme ord. Det var rart at vide at der stadig fandtes dejlige ting i verden, og at det kun var hendes liv der var lort. Hun holdt fast i den følelse, og brugte den til at drunkne de snigende stik af jalousi.
"Jeg glæder mig til at opleve det selv. Det lyder-" startede Caleigh med et snært af et smil på læben, men blev afbrudt af et råb fra den anden ende af opholdstuen "OY Cal! Timerne starter snart igen og hvis vi ikke skynder os ender vi med at sidde oppe foran med professorens stink-ånde!" kom det fra en yngre 3. års heks.
Det fik endelig Caleighs mundvig til at krænge sig op i et rigtigt smil. Hun rettede sig op og kiggede bagud, over stoleryggen "Kommer!" kaldte hun tilbage og viklede sig ud af stolen. "Tak..Vi snakkes ved Raph" sagde hun til troldmanden, og gav ham endnu et tæt kram "snart" tilføjede hun lovende, inden hun hastede hen mod sine klassekammerater.