En flok quidditch-butts til Isabel

[Isabel Selene Swann]

Oliver Morecambe Young

Ca. kl. 16.45

Mh mmm, mhh hmm! Det her sted var uden tvivl det bedste sted man kunne befinde sig efter arbejdstid, hvis man var Isabel. Det slog endda ingeførsøllen på De Tre Koste, hvor hun havde været et utal af gange. Men idag var sagen altså en anden. Isabel havde netop fået fri fra en lang og hård dag på redaktionen, hvis hun selv skull sige det. De tvang hende til at skrive hele hendes artikel om i hånden, da hendes fjerpen, som altid fulgte hende og var klar på at flyve op og give sig til at nedskrive alt, pludselig havde udvist tegn på sygdom her til morgen. Den var begyndt at nyse blæk og til sidst var det så slemt, at den måtte sendes tilbage til butikken, kureres og forhåbentlig ende tilbage hos Isabel snarest. 

Med en mindre fjer i hånde, en isthe foran sig og en stykke blankt pergament, gik hun igang med at nedskrive. Detaljerne ved mødet huskede hun ikke og det blev da også sværere og sværere at holde koncentrationen. Hun var slet ikke vant til at skulle nedskrive alt selv. Ej heller, hjalp det på koncentrationen, at en flok quidditchfyre kom vandrende ind og stilte sig i kø oppe ved disken, hvor Isabel sad lige bagved. Hun fik noget af en udsigt til en flok yderst veltrænede bagdele, hvilket placerede et tilfreds smil i mundvigen og tvang hende til at lægge fjerpenne fra sig, læne sig bagud i stolen og bare nyde udsigten.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver væltede ind på caféen sammen med en flok af spillerne fra holdet. De fleste af dem var selvfølgelig ikke interesserede i de søde sager stedet havde at byde på, men de lavede til gengæld en djævelsk god kaffe. Og de var alle sammen frosne ind til knoglerne efter dagens træning.

Det tog lidt tid at komme gennem og Ollie var den sidste. De andre spillere slog sig ned ved et længere bord og Ollie var på vej samme retning, da han spottede en svagt bekendt kvinde ved et af bordene. Egentlig havde han ikke nogen grund til at ændre kurs, men han var stadig svagt høj på adrenalin fra træningen og i øvrigt i fremragende humør. Så før han vidste af det stod han ved siden af hende.

Han smilede skævt og kneb øjnene sammen, pegende halvt på hende. "Hey, du er hende journalisten, ikke? Det var dig, der skrev den fremragende artikel om mig."

[Isabel Selene Swann]

Det var en trance-lignende tilstand Isabel befandt sig i, for tænk at hun endda kunne glemme alt om den artikel og flytte fokus et helt andet sted hen. Det skete af og til lidt for tit, synes hun alligevel, men når hun først var kommet ind i det, så var hun stærkt optaget. Hun fulgte alle de velformede bagdele hele vejen hen til at de satte sig og blev mast ned i stolene. Én efter én.. og det stak lidt i hendes hjerte hver gang - men hvad søren? Nu kom der jo bare andre gode sager til syne.

Og midt i hendes meget fokuserede og opmærksomme blik på flokken af quidditch-gutter, fik hun et chok. En stemme lød ved siden af hende og rev hende ud af momentet. Meget koldt og hurtigt, føles det som. Hun pressede læberne sammen og slog blikket til siden, mod stemmen. Det var da ham søgeren, broren, gingeren... kært barn har mange navne. Isabels blik vandrede nedad. Minsandten om han ikke også var en del af de gode bagdele. Et lille lys tændtes igen i hende og hun fnisede nærmest tøset ved hans ord.
,, Ah fremragende og fremragende..", mumlede hun først ydmygt ud og flakkede lidt ligegyldigt med håndledet.
,, Alright! Det var mig!", endte Isabel med at indrømme i en højre og tilkendegivende stemme, skarpt efterfulgt af et svagt grin. Måske det ville tiltrække lidt positiv opmærksomhed til hende eller give hende en billet til butt-bordet.
,, Er du en del af flokken?", spurgte hun. Ironisk nok, mindre interesseret i dem end Oliver selv.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo lidt over hendes mere eller mindre ydmyge svar. "Jeg mener det seriøst," forsikrede han hende mildt og i et lettere muntert tonefald. "Jeg tror den fik de fleste til at tage godt imod mig, selvom de godt kunne lide den gamle søger." Ollie var ikke ligefrem selvfed af natur og han virkede overraskende oprigtig.

Han skottede mod flokken af holdkammerater. "Og ja, det kan man vist godt sige," lo han og besvarede et hævet øjenbryn fra en af de andre der tilfældigvis så i deres retning ved at gøre nøjagtigt det samme. Han så dog snart tilbage på... Hvad var det nu? Han kunne ikke huske det med det samme. "Er du her alene?"

[Isabel Selene Swann]

Oliver, som jo var fyren navn, det kunne Isabel godt huske, lo. En grin åbnede Isabel også op for, lystigt, men ikke alt for højt og opsigtvækkende. Hun grinede egentlig mere fordi at han også gjorde og hun følte lidt, at hvis hun ikke havde grin og siddet der med en alvorlig mine i ansigtet, så ville han finde hende underlig.
,, Er det rigtigt?", spurgte hun i en lille undren, stadig med et ganske kært smil i mundvigen. Om hun var smigret? Ja, helt sikkert! Og når Isabel var smigret, så blev hun ydmyg og kunne af og til få et friskt rosa skær i kinderne - og det skær var stærkt på vej. Man kunne lige ane det over rougen, der i forvejen var lys pink.
,, Det er jeg glad for, Oliver.", endte hun ud med at sige og lod et lille nik bekræfte hende ord. Alle skulle vel have en chance for at komme godt ind i en ny omgangskreds og at hun havde hjulpet til var perfekt. Det betød nemlig at hun kunne forvente enten en glad Oliver eller et eller andet retur. Det var ikke helt for sjov, at hun dengang var blevet placeret på Slytherin - sådan var hendes tankegang bare...

Da Oliver skottede imod flokken af dayyymn hotness, trak hun op i mundvigen, en kende mystisk, da en af fyrenes blikke ramte dem.
,, Ja. Penelope The Pen er blevet forkølet.. Hun har hostet blæk op hele morgenen...", lænte hun sig lidt frem i sædet og hviskede imod ham, som om at det var en stor hemmelighed. Hendes elskede fjerpen, som hun ikke ante om hun ville få tilbage igen. Atter lænte hun sig tilbage og afgav et lille irriteret suk.
,, Så korrekt. Mutters alene i dag...", hun var ikke meget for at indrømme det.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver blottede tænderne og bøjede nakken lidt i bekræftelse og så lidt på journalistlærlingen. Han hævede dog et svagt uforstående øjenbryn over hendes forklaring, før det dæmrede for ham hvad hun måtte mene. Han fnøs muntert. "Det lyder... Ubehageligt," svarede han, med et ansigtsudtryk der indikerede at han måske fandt det en anelse underligt at tale om en magisk genstand på den måde, men samtidig fandt det svagt morsomt.

Han trak lidt på skuldrene, stående med sin kaffekop hvilende på toppen af en tom stols ryglæn. "Men altså, jeg ser de røvhuller derovre hver eneste dag. Så hvis du vil have selskab..." Han så spørgende på hende.

[Isabel Selene Swann]

Ved hans smil, måtte hun jo være tilfreds. Det betød vel, at hun havde haft succes med den artikel, uden rigtig at vide det før nu. Feedback fik de ikke meget af med mindre de decideret gik ind til chefen, sparkede døren ind og spurgte.
,, Hun overlever nok..", trak den lille, solbrune brunette på skulderne og fniste kort ved tanken om at hun behandlede Penelope The Pen som sit kæledyr.
,, Penelope The Pen er mit kæreste eje. Min fjerpen... den jeg skrev artiklen om dig med.", måtte hun forklare, for Oliver så ikke helt afklaret ud.

Et bredt smil så ud til at have kvalt alt tristhed i hende, da han tilbød hende hans selskab og dermed også opmærksomhed. Det kunne hun altså ikke sige nej til, så derfor udtrykte hun igen ydmyg et par nik og rakte hånden frem imod en stol.
,, Journalist til berømthed eller ven til ven?", spurgte hun så med et skævt smil og greb lidt om pennen, trak pergamentet ind foran sig og så nysgerrigt imod quidditchspilleren, hvis bagdel heller ikke var helt dårlig, nu da hun så rigtig efter.

[Oliver Morecambe Young]

Alting blev lidt mere klart og Ollie understregede det med en 'ah'-lyd, før han så overvejende på Isabel og smilede skævt. "Ven til ven," konkluderede han. Ven var måske så meget sagt, men venskabelig var næsten det samme. Uanset ville han jo tydeligvis gerne tale lidt mere med hende.

Han søgte ikke yderligere bekræftelse, men gled ned på stolen han før havde lænet sig mod. Han så lidt ned på blokken hun havde lagt foran sig. "Medmindre du er uenig?" Han var ikke rigtigt i et humør til et interview.

[Isabel Selene Swann]

Nu måtte Oliver da forstå hvad hun mente og hvordan hun følte, da hendes elskede fjerpen sådan lå for døden. Lidt sympati ville have klædt ham, men ved at skænke ham et mere indgående blik, så hun hurtigt, at der ikke blev noget af den skuffe. Hun udtrykte et lille, optimistisk 'hm' og trak på skulderen, som om at alting nu var fint.

Isabel fulgte den unge rødhårede troldmand med øjnene, i det bevægelser han gjorde. Det var en vane - at observere nøje. Det var jo guf for sladderbladet, hvis hun fangede et øjeblik af ét eller andet interessant.
,, Det var mig er stillede dig spørgsmålet, så det er helt op tl dig. Jeg er enig i whatever du synes. Bekendt til bekendt, kunne vi også kalde det. ", hendes svage smil formede nu et bredere, mere venligt smil. Hun lagde sigende pennen ned ved siden af pergamentet og tog i stedet for om isthéen, for at løfte den op til læberne.
,, Er det din naturlige hårfarve?", hun tog en tår og tippede hovedet på skrå.

[Oliver Morecambe Young]

Han lo lavmælt. "Bekendt til bekendt," accepterede han og lænede sig lidt tilbage mod ryglænet. Ved spørgsmålet strøg han fingrene gennem håret og efterlod det kun mere viltert end ellers.

"Helt naturlig," svarede han og kløede sig lidt i nakken, før han smilede skævt. Han kneb øjnene lidt sammen. "Det var ikke et interview, vel?" Han holdt hænderne op. "Jeg skal bare være sikker."