Sammenstød

[Shirley Felbrigg]

Finn Kestrel
22:00

Hvis man var kommet til maskeballet for at tale med bekendte, så var man blevet slemt skuffet. Shirley blev nærmest betalt for sin evne til at genkende folk, men selv ikke hun kunne finde nogen her. Hun var dog fortrøstningsfuld. På et tidspunkt ville maskerne falde og det betød ikke nødvendigvis at aftenen sluttede. Desuden var hun vild med anonymiteten og det faktum at det betød, at ingen havde nogen forventninger.

Shirley vippede lidt rundt blandt menneskemængden med et glas boblende vin i den ene hånd og et antydningsvist smil på læberne, der var synlige under halvmasken. Der var tæt pakket og det var næsten umuligt at undgå at strejfe folk. Hun kom dog til lidt mere end det, da hun fik et puf fra den ene side og ramte en mand til den anden. Hun formåede at lade være med at spilde, men måtte til gengæld lige hvile en hånd mod den andens skulder, for ikke at tackle ham helt. Hun smilede beklagende. "Undskyld."

[Finn Kestrel]

Finn havde, efter endelig at have fundet ud af at han ville tage til maskeballet, glædet sig over at han havde gemt nogle af sine festgevandter. De var de mørke og klassiske af slagsen, som han havde købt primært for ikke at skulle ud og skaffe sig nye hvis moden besluttede sig for at ændre sig; ret praktisk anlagt, når det kom til tøj. At skulle finde en maske havde dog plaget ham noget mere og havde været ham en noget kedelig affære, men til hans lettelse lod det sig på en eller anden måde rent faktisk gøre.

Da han sådan blev bumpet ind i vendte han blikket imod kvinden og følte sig en smule forvirret over hele situationen og at han rent faktisk befandt sig til maskeballet. "Det gør intet. Er du okay?" spurgte han hende og så overvejende på hende, som for at sikre sig at det ikke havde forårsaget en revne i hende eller noget lignende. Han syntes at de fleste mennesker til denne fest lignede noget der ville gå i stykker hvis man tabte dem på gulvet.

[Shirley Felbrigg]

Shirley slap manden så snart hun havde balancen igen og smilede mildt. "Jeg er helt okay," forsikrede hun ham og lukkede begge hænders fingre let om det delikate champagneglas.

"Jeg havde vist ikke været så heldig, hvis jeg ikke havde støttet mig til dig, dog," pointerede hun, igen med et beklagende smil, der var synligt under halvmasken. "Det her er ikke lige stedet, man har lyst til at gå på næsen." Med alt held ville man bare blive trampet ned.

[Finn Kestrel]

Der bevægede sig et smil over Finns ansigt da hun kunne forsikre ham om at hun var okay. Det kom altid som en lettelse for ham at han ikke havde ødelagt nogen uden intentioner om at gøre det. "Det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, eh?" sagde han, med en jokende undertone.

Han så sig en smule omkring og rystede så på hovedet. "Det ser ud til at man skal passe ekstra godt på sin klodsethed i dag." I virkeligheden kunne han ligeså godt have sagt 'jeg', men gik samtidig ud fra at han ikke var den eneste der skulle være varsom.

[Shirley Felbrigg]

Shirley lo lavmælt og pressede læberne lidt sammen om et efterfølgende smil, som hun nikkede en enkelt gang. "Helt bestemt," gav hun ham ret og blottede alligevel tænderne igen, snurrende glasset mellem fingrene.

"Jeg har i øvrigt allerede set mange være uheldige. Rummet er vist ikke helt stort nok," konkluderede hun. Shirley var vant til at tale med folk hun ikke kendte, men denne aften var det blot mere normalt. Ingen kunne alligevel genkende hinanden og det gjorde det nemmere at finde spontant sammen på kryds og tværs.

[Finn Kestrel]

Finn smilede en smule ved hendes ord, men som sædvanligt var hans smil ikke af den brede, kæmpe slags. Og han havde vitterlig heller ikke fået nok indenbords til det, måske var det også derfor at han stadig følte sig en smule malplaceret.

"Du har ret," sagde han og samtidig tog hans blik endnu en rundtur, denne gang dog betydeligt kortere. Han var faktisk ikke rigtig klar over hvad han havde forventet da han kom her. "Måske er det en del af charmen, hvad ved jeg." Han trak en smule på skuldrene og indikerede at han faktisk ikke vidste særlig meget om denne slags.

[Shirley Felbrigg]

Shirley tog en tår af sin vin og så lettere undersøgende på den anden, uden at kunne vurdere det mindste. Man fandt virkelig ud af hvor meget ansigtsmimik betød.

"Du lyder ikke overbevist?" gættede hun og så undersøgende på ham ud under masken. Personligt var hun vild med maskeballet.

[Finn Kestrel]

"Hva'?" sagde Finn en smule forvirret over hendes spørgsmål. Det var jo ikke fordi at han var imod konceptet.

"Jeg ved det ikke. Jeg tror bare ikke at jeg ved hvordan sådan nogle her arrangementer bør udføres," forklarede han sig så og forvirring var sandsynligvis stadig at spotte i hans stemme.

[Shirley Felbrigg]

Det var heldigt at masken ikke afslørede Shirleys lettere forvirrede ansigtsudtryk. Den anden slog hende ærligt talt som en anelse... Pudsig? Måske mere som om han ikke helt var ved sine fulde fem.

"Er der da en bestemt måde?" spurgte hun og så nysgerrigt på ham. Måske mere eller mindre i et forsøg på at forstå ham. Hun rakte op og strøg en kort hårlok om bag øret.

[Finn Kestrel]

"Det skal du ikke spørge mig om, jeg ved ingenting om alt det her," sagde Finn, med en følelse af at han allerede har sagt noget lignende. Det begyndte at være en meget underlig samtale, syntes han.

"Så længe folk har det sjovt er det vel en success... Hygger du dig?" forsøgte han. Han rettede blikket imod hendes øjne og forestillede sig at hun godt kunne finde på at sige 'ikke lige nu' og storme væk derfra. De bar trods alt masker, så det ville være et smertefrit træk.

[Shirley Felbrigg]

Shirley lo lavmælt og kunne kun give ham ret. "Det er en meget god pointe," kommenterede hun og vippede lidt overvejende med hovedet. "Jeg hygger mig," bekræftede hun. "Så det må i hvert fald være en nogenlunde succes."

På en eller anden måde var han lidt mere forståelig nu. I hvert fald mere end for et øjeblik siden. "Er der nogen der har tvunget dig med eller prøver du bare nyt territorie af? Jeg håber ikke det lyder uhøfligt, men det virker ikke til at et bal som dette lige er din kop te."

[Finn Kestrel]

En smule lettet over at hun ikke tog benene på nakken og istedet svarede på hans spørgsmål som om det var mere eller mindre normalt fik Finn smilet en smule til hende. Det glædede ham at høre at hun da hyggede sig.

Ved hendes spørgsmål grinede han ganske kort. "Det gør ikke noget, du har ret i at jeg ikke rigtig er på hjemmebane," svarede han. "Jeg ville måske nærmere sige at jeg er blevet overtalt. Uanset hvad er jeg her i hvert fald."

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede med pludselig forståelse. Overtalelse kunne hun forholde sig til. "Er det så helt forfærdeligt?" spurgte hun og spidsede læberne lidt i et muntert smil.

"Eller har det været en nogenlunde succes og du hygger dig? - Når du ikke lige er ved at blive væltet." Hun lo lavmælt og lod hovedet falde lidt på skrå.

[Finn Kestrel]

Finn smilede over hendes ord og pillede lidt ved håret i sit baghoved. "Nej, det er faktisk okay. Jeg lever stadig og jeg kan gå når det passer mig."

Han anså hende en smule selvom det naturligvis var sværere når man ikke kunne se øjnenes omgivelser. "Så slemt var det nu heller ikke. Måske ender jeg endda med at gå herfra med næsten at blive væltet som et højdepunkt," tilføjede han så, ret tørt, uden selv at vide hvad fanden han mente med det.

[Shirley Felbrigg]

Shirley lo lettere overrasket over hans konstatering. Han kunne selvfølgelig ikke se hendes skeptiske ansigtsudtryk, men Shirley tog sig ikke så meget af det. Til gengæld overvejede hun i et øjeblik.

"Det går ikke," konstaterede hun simpelt, som om det var det mest åbenlyse i verden. Hun så sig beslutsomt rundt, før hun spottede en af de svævende bakker, der bare glassene rundt. Hun så tilbage på ham og blottede tænderne. "Kom. Få en drink med mig."