Forberedelser

[Geneva Greengate]

Aldrian Coppernan

Geneva brugte sin aften med sin skrædder og selvom hun egentlig havde troet at det kun ville tage en time, havde det vist sig at blive et længerevarende projekt. Hun så hele tiden mod uret der hang på væggen i stuen og forventede at Aldrian ville ringe på hvert sekund. Hun var derfor en smule irritabel, mest fordi skrædderen åbenlyst var ligeglad med at hun havde planer. Pludselig stak han hende med en nål og hun udbrød et lille hvin over den pludselig stikkende følelse. "Pas nu på" Bemærkede hun frustreret og tog en dyb indånding for ikke at blive for vred på ham. "Et øjeblik så er jeg færdig" Kommenterede skrædderen og hun så nysgerrigt ned af sig selv, mens hun betragtede det hvide stof, en farve hun aldrig gik i.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian havde valgt at gå hen til Geneva's hus og på vejen reflekterede han lidt over de seneste uger. Bryllupsdatoen var fastsat og Geneva havde kastet sig ind i forberedelserne, mens han kun havde deltaget, fordi han ikke mente, han kunne være andet bekendt. Han var efterhånden nået dertil, hvor han havde accepteret, at brylluppet ikke var noget, han kunne komme udenom og han havde også fundet fred med, at det blev Geneva, han skulle giftes med. For øjeblikket var det de to ting, han fokuserede på og han holdt alle tanker om fremtiden væk, fordi han vidste, at han simpelthen ikke ville kunne håndtere det hele på samme tid. [k]Lad os nu blive gift først, så kan du bekymre dig om det andet bagefter.[/k]

Han trådte de få trin op til hendes dør og bankede på, mens han arbejdede på at finde et smil frem.

[Geneva Greengate]

Geneva var færdig med skrædderen da Aldrian bankede på og havde sendt ham ud af bagdøren få minutter inden hendes kommende mand ankom. Hun forsøgte at skjule hele kjoleskabelsen for ham, hun var så nervøs for at han ville se den inden den blev færdig og det bragte jo kun uheld - og lige i deres situation, havde de brug for al det held de kunne få.

Hun strammede sin kåbe om sin krop og trådte derefter ud i entreen for at tage imod Aldrian. Hun tog en dyb vejrtrækning og åbnede døren for ham og lod ham gå helt ind, før hun hilste på ham.
"Aldrian" Bemærkede hun med et varmt blik og strakte sig for at give ham et flygtigt kys på hans læber.
"Jeg har lavet invitationerne færdige" Sagde hun mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt. Hun var bange for at han ville fortryde hver gang hun så ham.

[Aldrian Coppernan]

Da hun åbnede døren havde han heldigvis fået klaret et venskabeligt smil og han trådte ind over dørtærsklen med et "Godaften, Geneva." Han skulle netop til at tage sin kappe af - med et lille flashback til en aften for ikke så længe siden, hvor han havde gjort det samme - da hun kyssede ham. Fysisk stod han stille og lod det ske, men mentalt trak han sig flere meter bagud med bankende hjerte og sveden piblende frem på panden igen. Han havde aldrig kysset med kvinder i andre ærinder end forførelse og i den forbindelse var kysset helt anderledes fra det, Geneva lige havde givet ham. Normalt var kys flygtige og fulde af løfter. Geneva's kys havde været varmt og kærligt og i alle tilfælde, noget han havde rigtigt svært ved at håndtere.

Da hun talte til ham igen, rev han sig ud af sin tankerække og tvang sig ind i den samtale, de havde. "Virkelig? Må jeg se dem?" Han gik et par skridt hen imod stuen, så hun ikke længere var i stand til at holde fokus på hans ansigt. Han var bange for, det var for let at se, hvor panikslagen han stadig var.

[Geneva Greengate]

Geneva så undrende på ham over hans afmålte reaktion, men så forsvandt udtrykket fra hendes ansigt og blev erstattet af et mildt smil. Hun havde lovet ham at det skulle gå langsomt, så hun havde ikke tænkt sig at presse på. "Ja selvfølgelig, det er din fest ligeså meget som min" Bemærkede hun og blottede sine tænder i et smil, inden hun fulgte efter ham ind i stuen og gik hen til de sorte invitationer, med en skrift af sølv. Hun mente selv de var meget elegante og passede til Coppernan parret.
"Hvad synes du?" Spurgte hun og så afventende på ham, mens hendes hjerte bankede overraskende hurtigt. Han lignede stadig en der havde tænkt sig at løbe når de skulle sige deres løfter.

[Aldrian Coppernan]

Han smilede let ironisk over hendes kommentar og tænkte på, om han nogensinde ville komme til at tænke på brylluppet som 'hans'. Som det var lige nu, var det bare noget, som skulle overstås. Da han kom ind i stuen, tog han en af invitationerne op i sine hænder og fokuserede meget intenst på udsmykningen og ordlyden. Da han havde set nok, lagde han den fra sig og vendte sig imod hende - uden rigtigt at have bemærket før nu, at hun havde stillet ham et spørgsmål. "Jeg må indrømme, at jeg synes, de er perfekte." Han smilede let, mens hans hjerte endnu engang bankede vildt, ved tanken om, at han nu var et skridt tættere på brylluppet. Han kunne slet ikke fatte sin taknemmelighed over for Geneva, fordi hun havde påtaget sig at planlægge stort set det hele.

[Geneva Greengate]

På trods af hans venlige ord blev hendes hjerte igen fyldt med tvivl og hendes blik flakkede undersøgende hen over hans ansigt, mens hun smilede en anelse. Alting føltes så usikkert og skrøbeligt, hun var vant ting at hun havde styr på tingene og selvom bryllupsplanerne gik fint, havde hun det som om hun var på gyngende grund.
"Aldrian" Hviskede hun tøvende og så ham i øjnene. "Jeg ved godt du er ked af det hele.. men jeg håber.. vi kan finde ud af det.. på en eller anden måde" Hun smilede tøvende og samlede invitationerne sammen og lagde dem ned i en mappe, så han ikke behøvede at se på dem.

[Aldrian Coppernan]

Han så hendes flakkende øjne og vidste, at han ikke spillede komedien godt nok. Det var virkelig heller ikke mere end lige, at han kunne skjule sine virkelige følelser, men han måtte forsøge at gøre det bedre. Geneva havde sagt ja til et kærlighedsforladt ægteskab. Med ham. Og langt hen af vejen forstod han godt, hvorfor hun gjorde det. Og netop derfor, måtte han ikke gøre dette værre for hende, end det allerede var. Derfor vendte han sig helt imod hende og lagde en hånd på hendes kind. "Når først brylluppet er overstået, får vi forhåbentlig tid til at finde ud af.. Det hele."

[Geneva Greengate]

Geneva så afventende på ham, hun ventede på et svar, men det eneste hun fik var et kærtegn og en udskydelse af problemet. Alligevel smilede hun varmt til ham og så ham i øjnene mens hun nikkede langsomt. Da hun så væk var hendes blik dog en anelse sørgmodigt og hun kæmpede en brav kamp for ikke at lade tårer dukke op i sine øjne. Hun ville egentlig bare gerne blive gift så hurtig som muligt, han var tydeligvis ikke til at snakke med før det og hun havde en lidt naiv forhåbning om at ægteskabet ville løse det.
"Jeg er træt af bryllupsplaner.. vil du ikke have et glas whiskey?" Spurgte hun og formåede at smile skævt til ham, inden hun gik hen til barskabet for at finde glas og en flaske.

[Aldrian Coppernan]

Aldrian var glad for, at hun uden videre accepterede hans svar og satte sig ned i sofaen, mens han tog en dyb indånding. "Ja tak." En whiskey var faktisk lige, hvad han havde brug for. Han sad og ventede tålmodigt på, at hun bragte ham et glas, mens han vred sin hjerne for noget at snakke om. Hans plan havde været at spørge hende ind til planlægningen af brylluppet, men det lod ikke til, at hun ville bryde sig om det. Da hun satte sig ved siden af ham, sagde han derfor blot; "Hvordan går det på arbejdet?"

[Geneva Greengate]

Geneva satte sig ned ved siden af ham og rakte ham det ene glas, mens hun smilede venligt. Hun ville gerne lette stemningen lidt ved at tale om noget andet. Bryllupsplanerne virkede som om de tyngede ham en anelse.
"Glimrende, det ville være nemmere hvis vi havde flere afhentere" Bemærkede hun og tog en tår af sin whiskey, med et anstrengt smil.
"På en eller anden måde har det fået et lidt dårligt ry.." Tilføjede hun og løftede sine øjenbryn. "Jeg forstår det ikke, man giver de stakkels børn en chance"

[Aldrian Coppernan]

Han mærkede med det samme, hvordan hans anspændthed forsvandt, da hun gav sig til at snakke om arbejdet. Her følte han sig på sikker grund og han nikkede enigt med, efterhånden som hun talte. "Jeg er bange for, at det er misforstået venlighed, der er problemet. De ser kun ser faktum, at barnet bliver fjernet fra forældrene. Alt for mange kan ikke se, at det netop er barnets forældre, som ødelægger de unges muligheder for at skabe sig en tilværelse i magikerverden." Han nippede til sin drink og mærkede dens varme brede sig i kroppen. Han klarede sågar et rigtigt smil i hendes retning.

[Geneva Greengate]

Geneva nikkede smilende og rystede på hovedet. "Ja.. jeg ved det egentlig godt.." Sagde hun og så ham i øjnene, inden hun lagde en hånd på hans lår. "Jeg er glad for at du i hvert fald forstår" Bemærkede hun og så på ham med et drillende smil på sine læber mens hendes øjne skinnede en anelse.
"Sig mig.. " Hviskede hun tøvende og lænede sig frem mod ham og plantede et kys ved siden af hans øre. "Skal vi vente helt til brylluppet med at tilbringe en nat sammen?" Hun trak sig lidt væk og blottede tænderne i et drillende smil. Hun havde egentlig ikke tænkt sig der skulle ske noget i aften, men det var stadig sjovt at tirre ham.

[Aldrian Coppernan]

Da hun lagde hånden på hans knæ, mærkede han en mærkelig varme brede sig i hans bryst og et øjeblik tillod han sig at håbe, at de kunne blive ligeværdige partnere i det ægteskab, som ventede dem. Da hun lænede sig frem imod ham, slog han dog overrasket øjnene op. "Mener du.. Øhh.." Hans overraskelse varede ved, længere end man burde forvente og det gik langsomt op for ham, at fra det øjeblik, deres ægteskab var blevet arrangeret, var han holdt op med at tænke på hende som et sensuelt væsen. Hun var kommet i "kone"-kategorien og han havde vanvittigt svært ved at tænke hendes forslag til ende.

[Geneva Greengate]

Geneva kunne ikke holde et smil tilbage over hans reaktion og trak hånden til sig, inden hun lænede sig tilbage mod sofaens ryglæn. Hun havde forsøgt lidt af hvert nu og intet så ud til at virke. Det var lidt af et ægteskab hun havde valgt, men hun havde ikke opgivet endnu - hun håbede stadig at han med tiden kunne komme til at holde af hende. Til sidst sukkede hun dybt og lagde hovedet på hans skulder, mens hun lod stilheden sejre et øjeblik.