Røde masker og smukke kvinder

[Deleted]

Tag: Cerise Monet

Sebastian havde siddet den første time sammen med sine venner i en bås og hygget og larmet og drukket. Han var i et rigtigt godt humør denne aften og havde besluttet sig for, at det nok var tid at gå sig en runde og hilse på andre bekendte. Han var stoppet et par gange og havde vekslet nogle få ord med et par kollegaer og gamle skolebekendtskaber, men ingen af disse samtaler havde for alvor fanget hans interesse, hvorfor han hurtigt var gået videre.

Han gik op til baren for at få genopfyldt sin drink, da hans øjne faldt på en kvinde, som han ikke mente, at have set før. Det var hendes lyse hår, som fangede ham ind - han havde altid haft en ting for blondiner - og hun stod alene, tilsyneladende uden at vente på nogen. Han rettede let på sin maske, som var holdt i sort med sølvdekorationer, som konstant forandrede sig. Detaljerne i mønstrene var nøje udvalgt til at fremvise et subtilt mix af maskuline former og bløde kurver, som han selv mente, der gav et intuitivt indtryk af selvtillid og følsomhed, uden at man tænkte for meget over det.

Han trådte helt hen ved siden af kvinden med den nye drink i sin ene hånd og smilede venligt til hende. "Godaften."

[Cerise Monet]

Der havde været en del overvejelser, der spillede ind over Cerises tanker om Maskeballet. Mest af alt havde hun haft lyst til at pakke sig ind i sit nattøj og sætte sig med en god bog derhjemme, men eftersom hun ikke havde forladt det larmende tomme hus for andet end arbejde, var beslutningen endeligt faldet på at tage afsted. Alt havde alligevel også været klart til aftenen. Håret var derfor blev krøllet og sat, den hvide kjole taget på og den fjerbeklædte, hvide maske lagt over øjnene.

Noget rastløst havde Cerise kastet et blik mod uret. Det var kun lidt over en time siden, hun var ankommet og der var stadig længe til midnat, hvor hun følte det var passende at gå. De slanke fingre holdt om et glas med midnatsblåt indhold, men som hun endnu ikke havde skænket nok opmærksomhed til at få dannet sig et indtryk af, om hun overhovedet kunne lide den. Viseren havde flyttet sig igen.

En fremmet stemme bag hende. Langsomt vendte Cerise sig og mærkede hvordan ikke kun den perlebesatte kjole bevægede sig omkring hende, men også de fine englevinger, der var sat fast bag på kjolens lukning. Blikket strøg over den fremmede. "Godaften." Et tøvende smil strøg over hendes læber.

[Deleted]

Hun smilede til ham. Det var gode tegn og han så et øjeblik ind i hendes blå øjne bag den hvide maske, som virkede uskyldige og - af grunde han ikke kunne forstå - en anelse sørgmodige. "Jeg tror ikke, vi har truffet hinanden før?" Han rakte hånden frem i en venlig gestus, mens et stort selvsikkert smil gled ind over hans ansigt. "Sebastian.. Blake." Det sidste kom som en hurtigt tilføjelse til hans fornavn, hvilket indikerede at han mente, hun skulle bruge hans fornavn, hvis hun følte sig komfortabel hermed.

Han smilede til hende igen. "Hvorfor er en engel - og oven i købet en smuk en af slagsen - alene på sådan en dejlig aften?"

[Cerise Monet]

Selvom den fremmedes ord blev udformet som et spørgsmål, så heksen ingen grund til at spilde ord. Hun kunne immervæk kun tale ham efter munde og erklære sig enig, så hun forholdt sig tavs, mens de blå øjne nysgerrigt studerede ham. Stadig en anelse forsigtigt lagde hun sin hånd i hans. "Cerise." blev hendes svar. Selve delen med efternavnet ville lidt ruinere hele ideen med masker.

Sebastians hånd fik et blidt tryk, før Cerise igen trak sig tilbage. Ordene havde ramt hende, selvom det sikkert ikke havde været hans mening. "Jeg har hørt, det skulle være meget sundt." Hun tvang endnu et smil frem. "Og hvad med dig, Sebastian Blake? Hvorfor er du alene?"

[Deleted]

"Cerise?" Sebastian nikkede let for sig selv. "Et smukt navn, til en smuk kvinde." Han vidste udmærket, at det var kliche, men det var nu engang sandt. Og hvorfor skulle hun ikke have det at vide, når nu, det var sådan, det var? Han smilede til hende og tog et nip af sin drink.

Han grinede let af hendes affejende svar. Det var altså ikke et emne, hun havde tænkt sig at diskutere med ham. Han trak mentalt på skuldrene. Fred være med det. "Det er jeg såmænd heller ikke." Han vendte sig lidt og pegede hen imod en bås. "Kan du se den bås derhenne? Der sidder de venner, jeg er kommet her med." Han vendte sig væk fra dem igen og så i stedet på hende. "Men da jeg så dig, var jeg nødt til at kommer herhen og hilse på dig."

[Cerise Monet]

Cerise mærkede en varme i ansigtet. Var det mon drinken? Måske varmen og de mange mennesker? Det kunne da ikke vær denne fremmede med de platte komplimenter. Kunne det? Cerise prøvede at styre sin nysgerrighed mod denne charmør, men den lå stadig i de blå øjne, der vagtsomt betragtede ham gennem maskens huller.

"Jamen nu har du hilst." Heksens ansigt lyste op i et facetteret smil, da hun bemærkede sin egen afvisende fremtoning. Denne Sebastian Blake havde immervæk ikke knust hendes hjerte og behøvede ved ikke at lide under Theodores handlinger. Hendes blik blev mildere, som hun kortvarigt så ud mod dansegulvet. "Så er vi vel kommet til punktet, hvor du nådigst anmoder om min hånd i en dans?"

[Deleted]

Sebastian måtte indse, at kvinden foran ham forvirrede ham en smule. Den måde, hun så på ham på, gav ham en idé om, at hun ikke var helt så uinteresseret, som hendes øvrige fremtoning ellers foreslog. Da hun afviste ham blankt, var han næsten rede til at gå, men hun trak hurtigt i land, hvilket blot øgede til mysteriet omkring hende. Hvorfor opførte hun sig sådan? Hans første fornemmelse af hende var umiddelbart, at hun var en venlig og måske lidt sky personlighed, men det var på ingen måde sådan hun opførte sig. Ikke hele tiden i hvert fald.

"Kun hvis frøkenen har lyst." Hans stemme spillede nu af morskab over den fornemme komedie, han var hoppet med på og et bredt smil formedes på hans læber, som han rakte hånden frem i en indbydelse, som hun kunne tage imod eller lade være.

[Cerise Monet]

Cerises blik gled overvejende ned mod den fremstrakte hånd. Selvom hun selv havde lagt muligheden på bordet, virkede det endnu en gang som en fristende mulighed bare at trække i land. Tankefuldt tyggede hun lidt sammen om indersiden på sin kind, før modet endelig blev rystet op.

Bevægelsen var langsom og yndefuld, da hun endelig lagde sin hånd i Sebastians. Så fandt hendes blik atter tilbage til hans. "Gerne." Cerise smilede forsigtigt til ham. Måske en enkelt dans ikke var så slem igen.

[Deleted]

Endnu engang fik Sebastian denne følelse af, at kvinden foran ham var sørgmodig, selvom han ikke anede, hvordan han kom til den konklusion og han følte sig overhovedet ikke sikker på, at hun ville tage imod tilbuddet om en dans - på trods af, at det havde været hendes eget forslag. Pludselig var der noget i ham, som faldt på plads og han var næsten sikker på, at han vidste, hvad der var i vejen. Den lette tøven på trods af hendes venlighed, sorgen i hendes øjne. Denne kvinde havde fået knust sit hjerte.

Med denne realisation i frisk erindring, tog han villigt imod hendes hånd og førte hende forsigtigt ud på dansegulvet, som var hun lavet af glas. Da han lagde armen omkring hende, var den stærk og fast, men uden at klemme hende - som var han nervøs for, at hun skulle kunne gå i stykker. Og så dansede de.