En alvorlig samtale

[Zebediah Thwaite]

tag: Alana Maverick-Bones
d. 19/12-2109

Zebediah løb en hånd over sin blank-slebne isse og sukkede. Han havde fægtet med minotaurer på sydhavsøer, men han følte sig stadig en lille smule usikker når det angik eleverne. Han var blevet hevet væk fra festen og en yngre kvinde der havde virket interesseret i hans historier, eller i hvert fald god nok til at efterligne det til at han havde bekymret sig. Netop som han skulle til at fyre op for sine legendariske moves fik han at vide at han at vide at en af hans elever havde rodet sig ud i noget.
Og nu stod han her med hende..
"Så, frøken Gardner.." Sagde han og hostede hult, "Drengeproblemer?"

[Alana Maverick-Bones]

Et slankt bryn søgte opad i Alanas glatte pande, da overhovedet endnu engang konsekvent tiltalte hende ved forkert navn. "Maverick-Bones" rettede hun, uden egentlig at havde så meget som en brøkdel håb om, at han en dag rent faktisk ville benytte sig af det. De slanke fingre rystede svagt, som de gled udglattende over kjolens blonder.

"Nej, professor." svarede hun forsigtigt og sænkede ærbødigt blikket. "Ikke som sådan. Det var taget ganske ude af kontekst." Hun hævede prøvende blikket. "De ved, jeg ikke er stridslysten af natur."

[Zebediah Thwaite]

"Jaja, det var også det jeg sagde." Svarede Zebediah automatisk. Eleverne havde alle sammen så mange forskellige navne, det orkede han altså ikke lige tage stilling til.
"Jeg tror meget få væsner er stridslystne af natur.." Svarede han pseudofilosofisk, "..Basilisker, doxyer, trolde.. Visse drager.. Skotter, naturligvis og.."
Han indså at det ville blive en længere opremsning og at hans pointe lidt var modbevidst så det hele degenererede hurtigt til en lav hosten.
"Hvorfor fortæller du mig ikke hvad du oplevede?" Spurgte han pædagogisk.

[Alana Maverick-Bones]

Alana måtte virkelig give den hele armen på selvkontrol for ikke at sukke teatralsk i bedste diva-stil (inspireret af sin mor). Det var så typisk Professor Thwaite at blive så opslugt af sine monologer, at sagens kerne gik tabt. Spørgsmålet bragte dem dog nogenlunde tilbage til emnet.

"Jeg oplevede en situation, hvor Miles Heeney overskred op til flere af mine personlige grænser, chikanerede mit væsen og min fremtræden og afslutningsvist truede mig." Alana så skamløst op. Hun vidste godt, at hendes ord stod højest i en diskussion om værd mod Miles Heeneys.

[Zebediah Thwaite]

Zebediah vidste ikke hvem denne Heeney var, men han kendte ganske vist typen. Chicago havde været fuld af dem, troede de var så hårde men bukkede under for presset når bjergtroldens fæle ånde stod dem i ansigtet.
Han kiggede ned på den unge løve og tog sig god tid til at finde sin pibe frem og bankede den roligt mod en søjle.
"Hmm.." Sagde han blot og gav sig til at stoppe piben med en surtlugtende, bourdeaux tobak, "hmm."
Han stak piben i munden med et meget højtideligt udtryk, og den blussede straks op.
"Gik du efter struben, Hughes?"

[Alana Maverick-Bones]

Alanas blik forlod kortvarigt professorens ansigt for at skifte over til piben, der gav en hul lyd, som den blev banket mod søjlen. Hendes blik fandt hvile igen på de slanke hænder, der lå fint foldet i hendes skød. Den sure lugt af hans tobak, der var så fjernt fra den rare, sødlige duft af faderens pibetobak, fyldte lokalet og fik det til at vende sig i hendes indre. Så blev tavsheden brudt af et spørgsmål, der fik løvinden til at se op.

"Undskyld?" Forvirringen stod klart malet i den unge piges ansigt og hun glemte for et kort øjeblik helt at rette ham. Selvfølgelig kun for et øjeblik, så var hun på pletten igen. "Og det er Maverick-Bones."

[Zebediah Thwaite]

"Så siger vi det, Hughes-Gardner.." svarede han blot. Det var lidt en leg han kunne fortsætte hele dagen og han nød at betragte sine elever overveje præcis hvor alvorligt han mente det - især fordi han ikke rigtig vidste det selv. Han kastede en anelse forvirret med sit lange hår. Hvor havde han været? Nå ja.
"Det er min erfaring med hannerne af arten at de elsker at fremføre sig, men mister hurtigt modet hvis man blot går efter struben - ligesom de fleste andre dyr." Forklarede han og blinkede lidt. Det var naturligvis en metafor for det komplicerede sociale spil som teenagere kaldte flirten, men han var ikke helt sikker på at hun fangede den.
"Du kommer til at få en række eftersidninger" Skiftede han emne.

[Alana Maverick-Bones]

"Maverick-Bones." gentog hun træt uden egentlig selv at bemærke det. Sådan var det altid i samtaler med professoren. Den første gang irriterede det, men efter det blev det bare en vane - et lille ritual, de skulle igennem med hver påbegyndt sætning.

"Gå efter struben? Opfordrer De rent faktisk til en sådan adfærd?" Alanas bryn skød i vejret og et kort sekund havde hun hævet blikket i overraskelse mod sin lærer. Hun havde selvfølgelig godt efterhånden forstået, at han ikke var helt som de andre professorer på skolen, men direkte at opfordre til vold var en helt anden sag. Hurtigt trak hun blikket til sig igen. Måske gav det efterhånden mere mening at hendes forældre ikke rigtig stolede på ham som underviser. I baghovedet bemærkede hun, hvordan emnet bevægede sig over på eftersidninger. Svaret var et langsomt nik. Den var hun klar på.

"Og mine forældre?" Hendes stemme var spinkel.

[Zebediah Thwaite]

Nej. Pigebarnet forstod tydeligvis ikke metaforik og det, indså Zebediah, lovede ikke specielt godt hverken for samtalen eller hendes kommende eksamener, fordi metaforer var nu engang en væsentlig del af hans undervisning.
"Dine forældre får ikke eftersidning, Jones.." Hvis Zebediah havde forstået hvad hun mente, fremstod det bestemt ikke af hans blanke udtryk og små stirrende øjne, "Det ville være fjollet.."
Han lo lidt, en munter klukken, ved tanken om forældre der skulle sidde efter sammen med deres børn. Så skulle de også til at passe blævre orme og alt muligt, teenagere og deres fantasi.
"..Og dog."

[Alana Maverick-Bones]

Det var efterhånden ikke længere viljestyrke, men ren og skær frygt for yderligere problemer, der afholdt Alana fra at udstøde et dybt, teatralsk suk. Hvordan var manden egentlig nogensinde blevet underviser? "Maverick-Bones." Løvinden bemærkede det ikke engang længere. Nu var det bare et spørgsmål om stolthed og stædighed.

"Og spørgsmålet drejede sig mere om mængden af information om episoden, der vil blive delt med mine forældre," Alana havde hævet blikket og mødte nu professorens.