Mistede ting

[Louisa Maddox]

Adam Philips

Louisa havde taget en runde på slottet og forsøgt at finde de ting hun manglede. Hun mistænkte et par af de yngre Slytherin elever havde taget hendes taske og dermed hendes bøger og de opgaver hun havde skrevet. Hun havde dog ikke held med det og var derfor blevet nødt til at finde en med autoritet i håb om at denne person kunne hjælpe hende. Hun var nede i krypten lige efter aftensmad og stødte derfor tilfældigvis på Adam, som hun ellers kun talte med i timerne, når de blev sat til at lave eliksirer sammen. Han var en af dem hun fandt interessant fordi han havde noget mellem ørerne, men hun var ikke helt sikker på interessen var gengældt, derfor henvendte hun sig en smule tøvende.
"Adam? Undskyld, må jeg lige tale med dig?" Spurgte hun og vinkede lidt til ham inden hun løb hen til ham og stoppede foran ham med et smil på sine læber.

[Adam Philips]

Det var en dag på krigsstien for Adam. Han havde netop været nødsaget til at belære to elever om anstændig påklædning inden for dagstimerne på slottet. Ustrægede skjorter, sjuskede slipseknuder - var det et hjem for håbløse tilfælde eller egn uddannelsesinstitution? Adam fnøs utilfredst og lagde sine bøger ned i tasken, netop som en blond Ravn kom springende ind foran ham. Et splitsekund så det ud til hans ansigt rent faktisk skulle til at røbe følelser i form af overraskelse, før det igen blev glat.

"Miss Maddox." Adam nikkede og sænkede høfligt blikket. Selvom hun kun var ottendedelswillie havde hun stadig en form for effekt, og lige meget hvor smuk, hun var var det ikke passende på den måde at nidstirre en gudinde.

[Louisa Maddox]

Louisa rettede tøvende på sit hår og smilede undskyldende til ham. "Det ser ud til et par af tredje års slangerne er løbet væk med min taske og derfor har jeg mistet min eliksir opgave til på mandag" Forklarede hun og så tænksom ud et øjeblik. "Jeg tror det var Cooper der løb med den.. Jeg har forsøgt at finde dem men de er pist væk.. jeg tænkte de måske var rendt ind i opholdsstuen" Hun blottede tænderne i et håbefuldt smil og lagde armene om på sin ryg mens hun så spørgende på ham.

[Adam Philips]

Adam hævede forsigtigt blikket og så på hende, stadig med ansigtet i rolige folder, selvom det føltes som at se direkte mod solen - for smukt til at hans øjne virkeligt kunne indtage denne rene skønhed. Han nikkede langsomt og fugtede sine læber, før han talte. "Selvfølgelig vil jeg gøre alt i min magt for at undersøge det og bringe dine opgave sikkert tilbage." Adam fik vristet blikket blikket til sig igen. "Bare bliv her, så vender jeg tilbage." Uden videre omsvøb drejede han om på hælen og vandrede ind mod slangernes opholdsstue.

Der gik ikke mere end et par minutter, før Adam vendte tilbage med ravnens taske. "Miss Maddox." Hendes ansigt var smukt - rent og fint.

[Louisa Maddox]

Louisa lyste op i et smil da han accepterede at forsøge at løse hendes problem og lænede sig op af muren da han forsvandt.
Da han kom tilbage tog hun imod tasken og så ham i øjnene med et genert smil. "Efter du har hjulpet mig tror jeg godt du kan kalde mig for Louisa" Sagde hun og trak tasken over sin skulder, inden hun tjekkede om alt var i tasken.
"Det ser ud til det hele er her.." Hun smilede lettet. "Jeg havde skrevet 10 sider om Den Levende Dødsdrik, jeg var lige bange for at jeg skulle gøre det hele igen" Sagde hun og smilede til ham. "Har du lavet opgaven endnu?" Spurgte hun og løftede nysgerrigt sine øjenbryn.

[Adam Philips]

Blændet af hendes skønhed stirrede præfekten betaget på den jævnaldrende ravn, før han kom i tanke om sine manerer. Det var ikke passende at stirre på en kvinde, selv ikke en så underskøn en som hende. "Miss er ellers en passende tiltaleform på en ung, smuk kvinde som du." Under normale omstændigheder havde Adam ikke engang gidet bruge sin dyrebare tid på at forklare sin måde at tiltale folk på. "Men hvis du er mere tilpas med det, så kan vi godt sige det," Han tog forsigtigt hendes hånd, "Louisa."

Det gik lidt tid, før det gik op for ham, hvad Louisa havde sagt, før han trak blikket til sig igen. "Ja, selvfølgelig."

[Louisa Maddox]

Louisa burde være vant til præfektens opførsel, men følte sig alligevel en smule overvældet over hvor tydeligt det pludselig var hos Adam. Hun smilede genert over hans kompliment og rystede på hovedet, inden hun stivnede en smule da han tog hendes hånd. Det var svært ikke at føle sig rørt over hans opførsel, men hun fortalte stædigt sig selv at det ikke havde noget med hende som person at gøre.

"Du er sød Adam, men selvom jeg sætter pris på det ved jeg det bare er på grund af mine willie evner" Sagde hun og gav hans hånd et klem inden hun gav slip på ham. "Tak for hjælpen dog, det sætter jeg pris på" Bemærkede hun og blottede tænderne i et smil.

[Adam Philips]

Adams smil stivnede straks, da Louisa så ud til at reagere lettere anstrengt på hans kompliment. Han ønskede sådan at se smilet tilbage i hendes markante og fortryllende ansigtstræk. Som et maleri, der på ingen måde kunne mætte hans øjne tryllebandt hun ham med sin overjordiske skønhed. Opdraget som han var, vidste han at han ikk burde stirre, men som en ildflue lokkedes han mod flammen.

"Vi ved jo begge det ikk er tilfældet, Miss.. Louisa, mener jeg." En flygtig trækning gled over hans mundvige, før hans ansigt igen blev glat. "Er det ikke tyndt i dit blod?" Det var en underlig ting at diskutere så offentligt. Det var immervæk ikke noget at prale af, selvom det kunne have sine fordele. Men sådan var det jo med alle ting. Intet var så skidt, at det ikke var godt for noget - og det var vel tilfældet med hendes dyriske gener.

[Louisa Maddox]

Louisa smilede og nikkede. "Jo, det er ikke særlig meget jeg har tilbage.. Heldigvis.. " Sagde hun og hendes smil forsvandt en anelse inden hun så sig flygtig omkring. "Det er ikke ligefrem fordi jeg ønsker at have evner der kan få folk til at gøre ting de ikke vil.." Hun smilede mildt til ham og så ham i øjnene. "Men det behøver vi ikke snakke om" Louisa havde det selv akavet med at komme ind på dette emne og forsøgte derfor hurtigt at skifte over til noget andet, hun kunne dog ikke komme på noget bedre at tale om, så derfor smilede hun bare genert til ham og rettede lidt på sit hår.

[Adam Philips]

Adam nikkede uden at have mere at tilføje til sagen. Det var immervæk ikke et videre behageligt emne, når man havde blandet blodet fra laverestående væsener ind i det magiske. En flygtig sitren i venstre mundvige gav hans udtryk et mildt præg, før ansigtet igen blev glat.

"Skal du videre til time, Louisa?" spurgte præfekten derfor, måske blot for at redde den fine stemning, de havde haft, før spændingerne havde indtaget øjeblikket. Øjnene hvilede afventende på det kønne ansigt. Adam havde altid sat pris på skønhed og den jævnaldrende Ravn var bestemt ikke hård mod øjnene.

[Louisa Maddox]

Louisa smilede genert til ham, mens hun overvejede om hun havde forstyrret ham længe nok men så stillede han hende et spørgsmål og hun blottede tænderne i et strålende smil. "Jeg var egentlig på vej til biblioteket.. mit andet hjem.." Sagde hun og hankede lidt op i sin taske, mens hendes blik gled nysgerrigt hen over hans ansigt.
"Hvad med dig?" Spurgte hun og havde næsten lyst til at spørge om han ville med op og læse lektier, det virkede dog en smule fjollet.

[Adam Philips]

Adam nikkede, før et sjældent set facetteret smil indtog hans læber for et kort øjeblik. Indgående betragtede han ravnen. "Det lyder fornuftigt." Slangen rettede lidt på tasken, der tungt hang fra hans skulder. Sådan var det at være belæst.

Uden at fjerne blikket fra Louisa lod han sig mentalt hensvælge i den søde symfoni af lydklange det lille spørgsmål havde. Det tog ham kun et sekund at mønstre tankekraft nok til at formulere et svar, vurdere situationen og tale ordene, der havde ligget i hans tanker. "Jeg overvejede, hvilken fornøjelse det kunne være at akkompagnere dig dertil." Smilet var igen forsvundet fra hans læber, men var at finde i de mørke øjne, der indgående betragtede hende.

[Louisa Maddox]

Louisa lagde hovedet lidt på skrå over hans ord, mens hun betragtede ham med et forbløffet blik i sine øjne. Hun var ikke sikker på hvad der overraskede hende mest, hans forslag eller måden han sagde det på. Der var ikke mange af deres klassekammerater der brugte ordet 'akkompagnere'. Til sidst trillede en genert latter over hendes læber, hvorefter hun bed smilende ned i sine læber.

"Så kom" Svarede hun og mødte flygtigt hans blik, inden hun hankede op i sin taske og strøg forbi ham med små skridt. Hun regnede med at han ville følge med, men stoppede ikke op for at tjekke, hun havde travlt med at betragte sine fødder for at skjule sine varme kinder.

[Adam Philips]

Adam fulgte Louisa med blikket, som hun strøg forbi ham. Hun var nu en yndig lille sag, denne ravn. Hele situationen med hende blod var selvfølgelig ærgerlig, men hvis han huskede rigtigt var hendes familie egentlig nogenlunde respektabel. En yndig, lille pyntedukke var hun. Slangen rettede lidt på tasken, før han satte i bevægelse efter hende og var takket være sine lange ben oppe på siden af hende i løbet af ingen tid.

closed