|
|
Post by Matthew Parker on Feb 14, 2015 17:10:38 GMT 1
Det var efterhånden noget tid siden, Kenna sidst havde givet lyd fra sig, havde Matt bemærket for.. Hvad - var det en eller to dage siden? Det var efterhånden nemmere at tælle i kaffekander (syv) eller whiskeyflasker (lidt over to) eller artikler færdiggjort (fem). Måske endda paranoide blikke ud af vinduet, hvis det kunne tælles på ti hænder. Resten af den whiskeyflaske, der ville lade tallet vippe fra to til tre havde derfor været klemt fast ind mod hans bryst, som skribenten for første gang havde forladt lejligheden i hvad der føltes som år og begivet sig mod Kennas hjem. Nu måtte det være tid til svar. Flasken stod svajende som et minibillede af Matthew på brostenene et par meter derfra. Skægget var halvlangt og den mørkeblå, strikkede trøje en anelse kaffeplettet. " Kenna!" Aurorens navn kom ud som en tyk brægen. At han på ingen måde havde noget, der mindede om tidsfornemmelse og at der muligvis var nogen, der sov, faldt ham ikke ind. Nu ville ham have nogle svar. |
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 14, 2015 18:53:14 GMT 1
Det var fire dage siden Kenna og Eldridges mildest talt underlige sammenstød. Efter at have tilbragt lørdag nat med at blive frustreret og til sidst falde i søvn på hans sofa, var Kenna stadig mildt forvirret over hvor de var endt henne. Hun var ikke i tvivl om at hun havde følelser for ham, men intet i hendes hoved var afklaret og det nemmeste var absolut at kaste sig ud i arbejdet og lade privatlivet hvile lidt. Med den slags timer hun lagde, var det dog også nemt bare at falde i søvn når hun kom hjem og onsdag var ikke anderledes.
Da der opstod larm udenfor, var hun derfor for længst i drømmeland. Hun blev dog vækket af råberi og sit eget navn og satte sig brat op i sengen, da hun indså hvem stemmen tilhørte. Lettere hvid i ansigtet, stod hun hurtigt op, trak en lang cardigan over natkjolen og skyndte sig ned af trappen med tryllestaven klar. Hendes bare fødder pilede gennem gangen, hvor hendes nabo havde stukket hovedet ud og bad hende stikke manden en lammer før han gjorde. Hun skyndte sig ud uden at få sko op og stod pludselig mere eller mindre ansigt til ansigt med Matthew i en temmelig sølle tilstand. "Hvad laver du?" Irritation overvandt hendes underlige sindstilstand.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Feb 14, 2015 19:24:32 GMT 1
"Kenna," Matt trak spidst vejret ind gennem næsen. Det krævede alligevel lidt at mønstre luft nok til at bræge hendes navn i den lydstyrke. "Kenna, kom ud!" Han svajede en smule, før et længselsfuldt blik blev kastet mod flasken et par meter derfra. Det ville dog ikke virke så godt, hvis han tilføjede en halvtom flaske til sit i forvejen noget sølle udtryk.
Så dukkede hun op. Øjnene gled over hende og det var svært at holde et snert af længsel fra sit blik. Han blev grebet af en instinktiv lyst - eller nok nærmere trang til at gribe fat om hende, men hans hænder hang blot tomt ned langs siderne på hans ranglede skikkelse. "Hvor har du været?" Matt havde egentlig forberedt en længere tale, men nu han så hende, var det som om ordene havde forladt ham.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 14, 2015 20:09:50 GMT 1
Kennas mine var ikke videre tilgivende, selvom hun snildt kunne siges at være den, der havde trådt i spinaten. Eller trådt helt forbi målet. Hun greb hårdt fast i hans arm og halede ham uceremonielt indenfor med et vrissende; "kom her, din fulde idiot."
Hun hev ham med sig hele vejen og op af trappen, uden at give slip og uden den store bekymring for hans velbefindende. Hun havde ikke lyst til at stå og skændes med ham på gaden.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Feb 14, 2015 20:33:19 GMT 1
Matts hjerte og mod sank betydeligt, da alle hans håb rendte ind i den hårde mur af Kennas irriterede mine. Selvom berøringen var ublid fortrak han ikke en mine, som ham blev hevet med ind i bygningen. Det betød at hun trods alt havde i sinde at tale med ham, hvilket var alt, han krævede. En forklaring på hvorfor deres fantastiske nætter og morgener pludselig var endt så brat og hvorfor han ikke havde haft noget at skulle have sagt.
"Kenna." Matt lagde hænderne om hendes overarme og forsøgte at fange hendes blik.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 14, 2015 23:20:01 GMT 1
Kenna lukkede døren til sin lejlighed hårdt i, da først hun mere eller mindre havde slæbt Matthew op af trappen. Hun gjorde sig dog væsentligt mere blidt fri af hans greb og trådte et skridt bagud. "Stop," svarede hun bestemt, før hun kneb øjnene lidt sammen. "Sæt dig ned, dit fugleskræmsel."
Hun gestikulerede imod køkkenet og endte selv med at gå derud for temmelig skramlende og vrissent at sætte kaffe over. Det var tydeligvis hvad han havde brug for.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Feb 15, 2015 1:01:00 GMT 1
Matts pande lagde sig i udmattede folder, som Kenna gjorde sig fri af hans greb. Hun forsvandt mellem fingrene på ham - som han havde følt, det var sket lige så langsomt over de sidste par uger. En anelse tom i kroppen slog han sig ned og fulgte hende med blikket, da hun skridtede ud mod køkkenet. Albuerne fandt hvile på lårene, hvorefter han begravede sit uplejede ansigt i hænderne. Pludselig havde han ikke den fjerneste anelse om, hvad han lavede her i en sådan tilstand og hvorfor han, nu han i forvejen var så sølle, havde efterladt whiskeyflasken udenfor.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 15, 2015 2:13:16 GMT 1
Kenna skramlede lidt med kedlen, før hun fik sat vand over og dumpede ned på stolen overfor Matt. Hun strammede sin cardigan lidt og rømmede sig, før hun så på Matthew, den stakkels mand. Hendes samvittighed gnavede - på trods af at han på en måde havde startet lavinen. På en måde. Lige nu var han dog bare fuld og ret ynkelig.
"Jeg forstår dig godt," sagde hun, overraskende rolig, selvom hun var utilpas. "Jeg har også drukket mig lettere tåbelig. Men det hjælper ikke noget at råbe." Hvor hyklerisk var det at sige? Hun kløede sig på halsen og sank lidt sammen. "Matthew." Hun sukkede. "Undskyld."
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Feb 15, 2015 3:06:40 GMT 1
Matthews opmærksomhed fulgte svagt Kenna, som hun noget larmende fik sat kedlen over og tog plads over for ham. Langsomt trak han hovedet op fra dets skjul i hænderne. Aldrig i sit liv havde han følt sig så ude af kontrol, men kvinden havde på meget kort tid gjort et temmelig stort indtryk på hans liv. Han betragtede hende taskefulds. Som om der stadig var noget tilbage at diskutere. Som om paraderne ikke allerede var sænket. Som om hun ikke allerede havde sagt touché på hans hjerte.
"Hvad undskylder du for?" Pludseligt følte han sig uendeligt træt. Kenna var den ild, der kunne brænde i ham og han mærkede, hvordan hun vendte og drejede hans hjerte - siddende på en kæp, ristede det som skumfiduser over ilden.
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 15, 2015 13:52:45 GMT 1
Det var Kennas tur til at begrave ansigtet i hænderne, men dog kun kortvarigt. Hun gnubbede sine tindinger og endte med at stirre ud i luften. Hvor i alverden startede man?
I sidste ende valgte hun begyndelsen. "Du husede en eftersøgt mand," konstaterede hun dæmpet, som hendes blik faldt på Matthew, svagt bebrejdende. Hun havde været vred, men det var fordampet siden. "Hvorfor?"
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Feb 17, 2015 22:35:35 GMT 1
Hver fiber i Matthews krop hadede situationen. Han hadede så inderligt at se Kenna skjule sit kønne ansigt bag hænderne. Han hadede ordene, der endnu ikke var blevet vekslet mellem dem, men som kun manglede at blive talt fordi de i realiteten allerede var trådt i kraft. Han hadede at det var slut.
Det var ikke som sådan fordi det kom bag på ham, da Kenna røbede sit kendskab til situationen med Hector. Det havde ikke krævet meget tid eller energi at lægge to og to sammen, da først det blev klart for ham, at Hector nok ikke kom tilbage. Alligevel stak det på en underlig måde at høre hende sige det. "Vi er frem for alt mennesker." Matt tav kort og fugtede læberne. "Personer. Denne person var en af mine meget gamle og meget tætte venner. Jeg synes, jeg skyldte ham retten til at give mig den forklaring, han skyldte."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 18, 2015 0:25:00 GMT 1
Kenna rynkede lidt på næsen, men nikkede langsomt. Måske ville hun have gjort det samme. Ville hun ikke? Hvis det var Agnes, der stod i samme situation? Hun rystede tanken af sig.
"Og fik du forklaringen?" Hun vendte ansigtet imod ham og så ham i øjnene. Måske var det uretfærdigt at starte der, men det var det hun kunne overskue. Hvordan skulle hun nogensinde kunne forklare situationen med Eldridge? Hun vidste ikke engang selv hvad der foregik.
|
|
|
|
Post by Matthew Parker on Feb 22, 2015 13:03:45 GMT 1
Matthews bryn samlede på midten. Spørgsmålet havde vendt samtalen væk fra den oprindelige problemstilling, og det irriterede ham. Alligevel lod ærlighed til at være et eneste, der kunne få dem videre.
"Delvist." Troldmanden havde sådan lyst til at gribe fat i hende, trække den kønne heks ind mod sit bryst og holde om hende, men hans hænder og favn forblev tom. Nu var ikke tiden til den slags. "Men det var det, jeg skulle undskylde for. Jeg beklager, jeg har været uærlig. Men det er stadig ikke en forklaring."
|
|
|
|
Post by Kenna F. Kinnaird on Feb 23, 2015 19:45:10 GMT 1
Kenna så alvorligt på den fulde mand foran hende og kom først på benene, da kedlen fløjtede. Hun beskæftigede sig med at få hældt varmt vand på de knuste bønner og betragtede vandet sive igennem dem og dryppe ned i de to krus. Hendes blik var lettere fjernt, som hun stod ovre ved køkkenbordet med ryggen til Matthew. "Det synes jeg det er," svarede hun tamt. "Jeg synes det er en god forklaring på hvorfor jeg ikke har opsøgt dig. Spørgsmålet er hvorfor det har taget dig så lang tid at opsøge mig." Hun vendte sig rundt og betragtede ham alvorligt. Hun krydsede armene over hinanden. "Måske fordi du har indset hvor rodet det er? At selvom det var godt, er det ikke al rodet værd?" Hun forholdt sig rolig, imens hun talte. Tråd død
|
|
