Ord

[Finn Kestrel]

Sybil Attwater

Det var sent på eftermiddagen, eller tidligt på aftenen, og Finn befandt sig ved Sybils dør. Efter ikke at have kunnet undgå at høre om hendes brors situation havde han tænkt at hun måske gerne ville tale om det. Og selv hvis hun ikke ville det, kunne det jo godt være at hun godt kunne bruge lidt selskab. Det var i hvert fald de tanker der havde ført ham til der hvor han stod nu.

Han bankede på døren, et par afmålte slag med næven. Hånden sænkede han i samme bevægelse og dernæst flyttede han lidt på sin fod imens han ventede, ganske tålmodigt. Han havde på ingen måde travlt, men håbede derimod blot på at hun var hjemme.

[Sybil Attwater]

Der var intet smil at finde i Sybils ansigt, som hun sad på en stol foran sit vindue, og bladrede igennem en af de få bøger hun aldrig havde fået læst til ende. Skygger af træthed var at finde under øjnene. Hendes tanker var plaget. Plaget af sin brors seneste handlinger og de konsekvenser det havde for hende.

Sybil var netop ved at lave en kop te da der blev banket på døren. Hun bevægede sig hen for at åbne, en smule forvirret over hvem der mon dukkede op på dette tidspunkt uden en aftale. ”Finn”, trætheden var tydelig at høre i hendes stemme. ”Kom ind”, Hun sendte ham et smil, inden hun åbnede døren helt, så der var plads til at han kunne træde indenfor. ”Vil du have en kop te? Jeg har lige sat vand over”, spurgte hun, mens hun bevægede sig hen mod køkkenet igen.

[Finn Kestrel]

Finn smilede idet døren blev åbnet og han kunne spotte Sybils ansigt igennem sprækken. "Tak," sagde han og bevægede sig indenfor da der var blevet gjort plads til ham. Han så op på hende, for selvom det ikke var forfærdeligt meget hun var højere end ham mente han alligevel at det var nok til at han lige kunne se det. "Meget gerne," svarede han til det med teen.

Han fulgte med hende ud til køkkenet, hvor han lænede sig op ad køkkenbordet. "Jeg kom egentlig for at høre hvordan du har det," forklarede han så at han pludselig befandt sig ved hendes dør. Et bekymret blik lå i hans øjne blandt andet på baggrund af at hun ikke lignede verdens mest oplagte menneske. Det kunne naturligvis komme af mange ting, men der var trods alt også en vis sandsynlighed for at det skyldtes situationen.

[Sybil Attwater]

Sybil fandt to kopper frem og hældte det kogende vand op i dem begge. Så skubbede hun æsken med te hen mod Finn, så han selv kunne vælge den smag han foretrak, inden hun selv fiskede en rødlig pakke op.

Spørgsmålet kom ikke bag på hende. Hun var blevet spurgt om det før og hver gang havde hun stilfærdigt undveget at give et svar. Overfor Finn var ærlighed dog den nemmeste mulighed. ”Jeg har det vel så godt som man kan have det når nu ens bror har plettet ens navn”, sagde hun i et bittert toneleje. Selv lænede hun ryggen mod køkkenbordet, og tog koppen op fra bordet, der stadig var for varm til at drikke af. ”Tænk. Selv bag tremmer formår han at ødelægge mit liv”, forsatte hun, og tog så en første tår af teen, selvom det tydeligt brændte på tungen.

[Finn Kestrel]

Da æsken blev skubbet hen imod ham sad han og brugte lidt tid på at bladre tebrevene igennem inden han besluttede sig. Han endte med at tage noget så ordinært som earl grey frem og så på Sybil idet han skubbede æsken tilbage til hende.

Hendes ord fik Finn til at beskæftige sig med at få teen i vandet, hvilket dog ikke tog lang tid, og hurtigt måtte han rette blikket imod hende igen. Han lyttede til det hun havde at sige og kunne ikke stoppe sig selv i at smile lidt, selvom det måske var lidt upassende. Men det sidste hun sagde havde han alligevel fundet lidt morsomt. Det var nok tonen. "Får du da meget at høre for det?" spurgte han så. Personligt ville han i hvert fald selv ikke bryde sig om konstant at skulle høre for noget han ikke rigtig havde noget at gøre med.

[Sybil Attwater]

Smagen var endnu ikke så fremtrædende, så hun stillede koppen ned på bordet igen, mens hun kørte tebrevet rundt i det varme vand. Hun trak på skuldrende, og lagde tebrevet i skraldespanden, hvorefter hun tog koppen op i hænderne igen. ”Jeg blev afvist på Tarantallegra forleden”, selvom vreden boblede i hende ved mindet, kunne hun sagtens se det komiske ved det, hvilket fik hende til at trække på smilebåndet. ”Ejeren trak mig med ind ved siden af og fortalte mig at min tilstedeværelse ville få hans kunder til skride”, hun løftede et øjenbryn, og ansigtet viste tydeligt hvor latterlig hun havde fundet situationen.

[Finn Kestrel]

Finn hævede øjenbrynene og så på hende med lidt store øjne. "Det lyder lidt drastisk," indrømmede han. Han tog koppen op til munden og smagte på teen som lige præcis havde fået nok - der var han heldig. Han fulgte Sybils eksempel og det brugte tebrev røg i skraldespanden. Derefter lænede han sig op ad køkkenbordet igen og pustede til sin te imens han så mod hende.

"Sikke en nar," kommenterede han så - og mente det. Han havde meget blandede følelser omkring den slags situationer, for han syntes det var så langt ud at det var komisk, samtidig med at han reelt ikke syntes at det var i orden.

[Sybil Attwater]

Finns valg af ord fik hende faktisk til at le. Hun trak på den ene skulder. ”De færreste ønsker at blive set som en varulvesympatisør”, svarede hun ham, og vendte de brune øjne mod sin ven, der heldigvis stadig behandlede hende ens. ”Så kan det være lige meget hvilke bedrifter jeg har formået at præstere”, nu kom bitterheden frem i stemmen igen. Hun fnøs og tog endnu en tår af teen.

”Jeg mundhugger igen, gør jeg ikke? Beklager, Finn. Skal vi gå ind i stuen?”, spurgte hun, og rettede sig op fra den afslappede position hun havde været i.

[Finn Kestrel]

Han nikkede en smule til hendes spørgsmål om hvorvidt hun mundhuggede og smilede, næsen grinede, da hun beklagede det. Det gjorde ham ikke rigtig noget, hvis han skulle være ærlig. Hvis det var sådan hun havde lyst til at udtrykke sig skulle hun være mere end velkommen. Indholdet var oftest vigtigere end formen.

Endnu engang gjorde Finn et nik, men denne gang kun et kort et, rettede sig ligeledes op og begyndte at bevæge sig ind i hendes stue. "Men Sybil, der er stadig noget galt i logikken. Det er jo ikke dig der er varulv." Idet han havde sagt det følte han sig lidt som Captain Obvious, men det gik vel.

[Sybil Attwater]

”Nej og det tror jeg også de fleste er klar over”, hun fugtede læberne med tungespidsen. Hun stoppede foran et rundt bord hun havde stående op ad et vindue i stuen, inden hun vendte sig mod ham i en langsom bevægelse. ”Men derfor er det stadig ministeriets holdning at jeg ikke længere passer ind i selskabet”, et sørgmodigt udtryk kom kort over de brune øjne, især efter det gik op for hende at hun havde sagt Eldridges egne ord højt.

Sybil satte sig ned på en stol. ”Jeg må indfinde mig med at det kommer til at tage tid før jeg bliver lukket ind i varmen igen”, hun fulgte sin ven med blikket, og puffede forsigtigt til stolen overfor sig med foden, som tegn til at han burde slå sig ned.

[Finn Kestrel]

Finn havde placeret sig stående lidt inde i stuen og drak af sin te imens han lyttede. Hans øjenbryn rynkede sig en smule sammen ved hende ord, efterfulgt af et lavmælt suk ved udtrykket i hendes øjne. Det var ikke et syn han brød sig om, hvilket nok var meget naturligt. Det bekymrede ham en smule, men umiddelbart var denne bekymring ikke noget han sagde højt.

Han så på stolen Sybil henviste til med sin fod og bevægede sig hen imod den for at sætte sig. Han nikkede idet han fik sat sig. "Du har garanteret ret... du har nok bedre styr på ministeriets veje." Finns baggrund var ikke nær så præget af ministeriet som hendes. Desuden var der noget der sagde ham at det ikke var det han helst ville sige til hende, men det var de ord han kunne finde.

[Sybil Attwater]

Hun betragtede ham indgående et øjeblik inden et lavmælt suk forlod hende. Hun sendte ham et træt smil. Den sidste uge havde været udmattende på mange punkter. Lige siden Hectors anholdelse havde alt været utrolig hektisk, og for et kontrolmenneske, var det ikke ligefrem det man ønskede i sin hverdag.

”Hvordan går det med din aurortræning?”, spurgte hun og ønskede at føre samtalen over på noget andet. ”Er din lærer hård ved dig?”, spurgte hun med antydningen af et smil i mundvigen.

[Finn Kestrel]

Finn sendte hende et halvt smil der var noget beklagende. Han ville gerne kunne hjælpe hende, men vidste ikke helt om det overhovedet kunne lade sig gøre med den situation. Så istedet strejfede han oversiden af sin næse i en ubevidst bevægelse inden han tog en tår af teen og stillede koppen fra sig på bordet.

"Af og til, men det er vel ikke til at undgå." Han så imod hendes øjne, måske i et forsøg på at få bekræftet sin påstand. "Ellers går det fint, tror jeg," fortsatte han og trak en smule på sine skuldre.