Tab

[Wyat Whowood]

Shirley Felbrigg
16. december 2100

Det var sent på aftenen da Wyat var på vej tilbage fra sit overhoveds kontor, hvor han havde fået den dårlige nyhed. Det hele var stadig uvirkeligt for ham, da han gik igennem det mørke slot tilbage mod sin opholdsstue. Han havde mistet sin fader, sit eneste tilbageværende familiemedlem var væk og nu havde han kun sin stedmor, som dog trods alt havde været som en mor for ham. Da han befandt sig i Indgangshallen var han dog nået til et punkt, hvor tingene pludselig begyndte at synke ind og han måtte sætte sig på en af trappetrinene op fra indgangshallen til gangene, mens han hvilede panden mod sine hænder. Han havde ikke været parat til dette, han havde troet at der først ville gå lang tid før han skulle overtage efter sin fader og lige nu føltes det hele voldsomt uoverskueligt. Savnet var ikke så stærkt endnu, da faderen aldrig havde været særlig tilstede i Wyats liv og det føltes først og fremmest som om tæppet blev trukket væk under ham.

[Shirley Felbrigg]

Shirley var på vej tilbage til sin opholdsstue, efter at have siddet i fællesstuen og diskuteret en artikel fra Alt for Heksene med en veninde. Hun gik med det rullet sammen i den ene hånd og løftede lidt op i kappekanten med den anden, for ikke at komme til at snuble i den på vej ned af trappen.

Det nærmede sig efterhånden sengetid og de fleste var begyndt at trække tilbage til opholdsstuerne. Shirley var en af de sidste til at gå fra fællesstuen og hvis hun skulle være ærlig, så ville hun bare gerne tilbage nu. Slottet var et lidt dystert sted, når man var alene. Den følelse varede dog kun et øjeblik endnu, da hun fik øje på skikkelsen for enden af trappen.

Det var dog først da hun kom helt tæt på, at hun genkendte ham fra undervisningen. Wyat Whowood fra Slytherin. Hun rynkede lidt på de kraftige bryn og skubbede en taljelang hårlok om på ryggen. Shirley satte farten lidt ned. "Wyat? Hvorfor sidder du her?"

[Wyat Whowood]

Wyat hørte først at han ikke var alene da nogen talte til ham og han rettede sig lidt op, uden at glatte det ellers altid tilbagestrøgne hår. Han var stadig i sin skoleuniform og havde nået det meste af sin fulde højde, men restens af hans kropsbygning havde stadig en ranglet fremtoning.
"Jeg.. øhm.. Det ved jeg ikke.. Jeg havde brug for at sidde ned" Sagde han og så flygtigt på hende, en klassekammerat fra Hufflepuff, ikke just en han talte særlig ofte med. Han var dog lidt for chokeret til at tage dette i betragtning lige nu.
"Der var et uheld på Kimæren.. Min far er død" Sagde han og vendte ansigtet væk fra hende igen, mens han strøg fingrene gennem sit hår, uden at det gjorde hans frisure mindre rodet. Et svagt skær af panik var dukket op i hans øjne, han anede ikke hvad han skulle stille op.

[Shirley Felbrigg]

Shirleys øjenbryn trak sig lidt sammen og hun flyttede lidt usikkert bladet fra hånd til hånd. Det var tydeligt, at han ikke var helt var sig selv - og det var selv for en, der ikke rigtigt kendte ham. Hun havde netop løftet hånden og strøget håret om bag øret, før han talte igen og hun på ingen måde kunne skjule sin overraskelse.

"Åh," åndede hun næsten lydløst ud, uden at vide, hvad der var det rigtige at gøre i situationen. Hun var dog ikke typen der tøvede, men fulgte sit instinkt og satte sig forsigtigt ved siden af ham på trappen. "Det er jeg virkelig ked af at høre," sagde hun stilfærdigt og så oprigtigt på ham. Hun tyggede lidt på sin underlæbe, før hun smed magasinet lidt til side og impulsivt, men forsigtigt, rakte ud for at omfavne ham halvt.

[Wyat Whowood]

Den smule betænksomhed Shirley viste ham, var åbenbart dråben der fik bægeret til at flyde over og da hun lagde en arm om ham, begyndte han at ryste voldsomt. Han græd uden at der dukkede særlig mange tårer op på hans kinder og hans vejrtrækning var hivende og uregelmæssig.
"Han kan ikke efterlade mig alene.. Jeg er slet ikke klar til det her.. Hvorfor har han forladt mig?" Bemærkede han og så frustreret på hende, som om hun havde svaret på hans spørgsmål.

[Shirley Felbrigg]

Shirley tænkte ikke over det i to øjeblikke, før hun havde rakt ud og lukket armen om Wyat. Det var lige meget at de ikke rigtigt kendte hinanden. Han var tydeligvis oprevet og af god grund, så hun følte slet ikke, at hun havde noget valg. Hun rynkede kraftigt på brynene og tyssede beroligende på ham, uden egentlig at forvente at det havde nogen effekt.

"Det skal nok gå," hviskede hun forsigtigt, med en følelse af at det ikke nødvendigvis var sandt. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan hun ville have det, hvis det var hendes far. Hun kunne dog kun trøste så godt som hun kunne og strøg ham blidt over ryggen. "Jeg er virkelig ked af det på dine vegne, Wyat. Er der noget jeg kan gøre for dig...?"

[Wyat Whowood]

Wyat begyndte at rokke lidt frem og tilbage mens hun talte og rystede på hovedet. Han kunne ikke se hvordan det skulle gå godt, han følte sig mere alene end han nogensinde havde gjort og hendes tilbud om hjælp hjalp ikke meget på denne følelse.
"Nej.. nej selvfølgelig er der ikke det" Bemærkede han frustreret og sad pludselig stille, mens han trak vejret dybt. "Hvorfor lytter du overhovedet til mig? Jeg har aldrig sagt mere end to ord til dig?" Spurgte han og så på hende med et undrende blik i sine øjne.

[Shirley Felbrigg]

Shirley rykkede lidt usikkert på sig, men trak ikke armen til sig. Til gengæld trak hun svagt på skuldrene. "Det er ligemeget," forsikrede hun ham med et forsøgende, mildt smil, der ikke skjulte bekymringen i hendes blik.

"Selvom jeg slet ikke kendte dig, ville jeg ikke have at du var alene," forsatte hun forsigtigt, svagt overtalende, som hun strøg ham blidt over ryggen igen. Hun lagde hovedet lidt på skrå og overvejede i et øjeblik, før hun løftede den frie hånd og gav hans et klem. "Jeg kan måske ikke gøre så meget for at hjælpe eller gøre det bedre, men jeg kan lytte."

[Wyat Whowood]

Wyat forsøgte at skubbe sig selv tilbage i sin almindelige nonchalante opførsel, men hendes omsorg skar lige igennem hans facader. Han sukkede dybt da hun gav hans hånd et klem og lænede sig en smule op ad hende og følte sig pludselig virkelig træt.
"Det er du ret god til.. " Bemærkede han og vendte ansigtet mod hende, mens han så på hende med et lettere træt smil og betragtede hende undersøgende. Han havde først rigtig set på hende nu, han havde været alt for optaget af sin fars død til at lægge mærke til hende.

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede mildt og bed lidt i sin underlæbe, før hun nikkede og denne gang, lettere prøvende og med et spørgende blik, lænede sig frem, for at omfavne ham helt. Så godt som det kunne lade sig gøre siddende i hvert fald. "Du må i hvert fald altid gerne tale med mig, hvis du mangler nogen," lovede hun ham forsigtigt og trak sig tilbage.

Hun kunne forestille sig at han havde venner han hellere ville tale med det om, men med den smule hun vidste om Wyats og Sebastians venskab, så var der alligevel et eller andet der modsagde hende. Resten af Wyat omgangskreds kendte hun ikke rigtigt noget til, men nu stod tilbuddet. Hun gav hans hånd endnu et klem, før hun forsigtigt gav slip. Hun følte hun burde sige mere, forsikre ham om igen at det hele nok skulle blive okay, men usikkerheden på om det var sandt holdt hende tilbage.

[Wyat Whowood]

Wyat lagde også armene om hende i et forsigtig kram og trak armene til sig til sidst, mens han betragtede hende med et undersøgende blik. Han havde været tæt på at gøre noget han ville fortryde, noget Sebastian ikke ville have brudt sig om, men han havde heldigvis ikke reageret på et øjebliks svaghed.
"Tak.. " Sagde han med et flakkende blik, han havde behov for at komme væk fra denne uvante situation, som han var en smule pinlig berørt over. "Vi må hellere se at komme tilbage til vores opholdsstuer.. " Mumlede han og rejste sig op, mens han rakte en hånd til hende for at hjælpe hende op at stå.

[Shirley Felbrigg]

Shirley nikkede og smilede forstående, selvom hun ikke kunne skjule bekymringen i sit blik. Den var da også ganske forståelig, men hun accepterede at Wyat ikke havde mere at sige nu. "Ja, en eftersidning er nok ikke lige, hvad vi mangler," svarede hun og bøjede nakken lidt, før hun samlede sit blad op og tog imod den fremstrakte hånd.

Hun blev stående et øjeblik endnu og så undersøgende op på ham, inden hun gentog: "Jeg er virkelig ked af det, Wyat." Mere var der ikke rigtigt at sige og hun tyggede lidt på sin underlæbe, som hun knugede bladet ind til brystet og så efter ham i et stykke tid, før hun gik mod sin egen opholdsstue.

Tråd afsluttet