|
Post by Eldridge Engleford on Feb 2, 2015 1:00:02 GMT 1
Eldridge fnøs, tilsyneladende ikke overbevist, men heller ikke interesseret i at diskutere det yderligere. Egentlig kunne han godt se logikken i Terrances gæt, men han sydede alligevel svagt ved tanken om, at nogen mente at han var noget man skulle beskyttes fra. Så vidt han var klar over, var Kenna en voksen kvinde, der kunne tage sine egne beslutninger.
Han skubbede det dog fra sig og det værste af det sammenbidte ansigtsudtryk forsvandt med en lidt større tår af ildwhiskeyen end de forrige. "En mand på toppen af verden," kommenterede han, temmelig sarkastisk, men dog med en begyndende trækning i den ene mundvig. Han hævede et øjenbryn. "Det er nemt at være kålhøgen, når man har sit på det rene." Eldridge rystede på hovedet. Han talte udenom, men gjorde det - hvis han selv skulle sige det - ret hæderligt. "Siden december, siger du? Det var jeg ikke klar over."
|
|
|
Post by Terrance Tweedy on Feb 2, 2015 1:14:13 GMT 1
Terrance glemte ikke, men han lod det pænt ligge og lænede sig tilbage igen med blikket rettet fremad og en trækning i den ene mundvige. "Såmænd," svarede han roligt med tankerne vandrende til den kvikke skrædder, som fik ham til at føle sig som en knægt på seksten. "Jeg kan jo ikke lide at prale..."
At det var løgn, fremgik tydeligt af den selvtilfredse mine, som han løftede glasset til sine læber og drak.
|
|
|
Post by Eldridge Engleford on Feb 3, 2015 19:40:33 GMT 1
Eldridge fnøs muntert over Terrances konstatering, uden at behøve at påpege at det ikke var sandt. De var ens de to, i hvert fald på det område. Det var ikke altid nødvendigt at råbe højt og vidt, ikke så længe at andre vidste, hvad man havde...
"Jeg går ud fra, at hun ikke kan være helt til en side, så," rettede han sig selv, mest af alt i et forsøg på at trække lidt i land. Hans interesse i skrædderen var begrænset. Tværtimod cirkulerede hans tanker kraftigere om Kenna end for et øjeblik siden, men han havde ingen ambitioner om at skulle besvare flere spørgsmål eller have flere lektioner.
|
|
|
Post by Terrance Tweedy on Feb 3, 2015 20:21:05 GMT 1
Terrance fnøs dæmpet og accepterede det, der var så tæt på en undskyldning, som han nogensinde ville komme. Han tog endnu en tår af sin whiskey og sukkede dybt, før blikket flakkede let til scenen, hvor de var ved at tænde lys. "Endelig," udbrød han tilfredst. "Jeg lod mig fortælle, at det er en opvisning af to udenlandske dansere i denne uge." Han smilede antydningsvist. Selvom han sagtens kunne holde en samtale kørende med Eldridge, der ikke handlede om arbejde eller kvinder, var underholdningen et velkomment afbræk alligevel. Tråd afsluttet
|
|