Sene studier

[Catherina Philips]

Miles Heeney

1. februar 2110

Catherina havde brugt det meste af weekenden hjemme hos Agnes, hendes undskyldning havde været at hun pludselig var blevet meget syg af en spøg og skæmt eliksir. Det var en ret lam undskyldning, siden hun havde brugt lignende til at forklare sine svage blå mærker på kæben. Egentlig ville hun helst være blevet i Hogsmeade, men hun havde jo også sin skole at passe og ville helst undgå at blive bortvist. Hun var dog kommet bagud med en del lektier og havde brugt mandag aften på at indhendte dem i biblioteket og nu skyndte hun sig tilbage mod sin opholdsstue, for at nå at komme op til sovesalene inden sengetid. Hun var ikke super glad for at gå på de mørke gange, hun var stadig ret ængstelig efter sidste onsdag og ville ønske hun havde fulgtes med nogle af de andre grævlinger i stedet. Forhåbentlig stødte hun ikke ind i Miles.

[Miles Heeney]

Gangene lå øde denne mandag aften. Udenfor stormede det, og som følge var Hogwarts gange kolde og ubehagelige at befærde sig på. Om end var det nødvendigt, når man skulle fra et sted til et andet, og lige nu var Miles på vej til fællesstuen for at hente en bog, han havde glemt.
Fordybet i tanker travede Miles hen ad gangen, forbi portrætter, vinduer og rustninge. Det var først da personen, som hans tanker nu engang drejede sig om, kom til syne gående mod ham, at han stoppede op. I et øjeblik gled en vred skygge over Miles' blik, men han anstrengte sig for at lægge sit ansigt i mildere folder. Alligevel tog Miles hænderne op ad lommen og forsøgte at sprede sig lidt i gangen, som tegn på, at det ikke nyttede Cathy noget at løbe væk.
'Cathy...', sagde Miles, halvt prøvende, halvt advarende.

[Catherina Philips]

Catherina gik næsten ind i Miles da han trådte ind foran hende og hun så op med et skræmt blik i sine øjne, mens hun bakkede lidt. Hun tog hårdt fat om remmen på sin taske, mens hendes blik langsomt ændrede sig fra panik til vrede. Hun havde egentlig troet at hendes kærlighed til ham aldrig ville forsvinde, men når hun så på ham nu, var det eneste hun følte en lyst til at kaste voldsomt op.
"Hvad vil du?" Spurgte hun og rynkede sine øjenbryn endnu mere, hun stolede ikke på ham længere, ikke efter det nummer han lavede sidst og hun var meget opmærksom på hvor hendes tryllestav lå i tasken.

[Miles Heeney]

Cathy lignede én mus, der var trængt op i en krog. Miles løftede hænderne overgivende i vejret for at vise, at han bestemt ikke havde tænkt sig at gøre noget ved hende denne gang. 'Slap af, Cathy. Jeg vil bare snakke', sagde han irriteret, og så ned på den yngre pige, der har været kilde til så meget frustration og irritation. Det gik op for ham, at de blå mærker der prydede Cathys hage var hans skyld. Havde han virkelig klemt så hårdt?
Miles var stille i lidt tid. Så tog han en dyb indånding. Det var med Magnolias ord in mente mere end det var fra bunden af hjertet, at han sagde, 'Først vil jeg gerne sige undskyld for... Hvad jeg gjorde sidst.. Det... Det var bestemt ikke okay'. Han trak vejret ind gennem næsen og  granskede Cathys ansigtsudtryk.

[Catherina Philips]

Catherina slappede ikke af, hendes blik blev ved med at være lynende vredt indtil han begyndte at undskylde og hendes egen dårlige samvittighed begyndte at tage over. Hun løftede dog øjenbrynene lidt over hans ord og så ud til at ville eksplodere i vrede et øjeblik, men så sukkede hun dybt og trak på skuldrene.
"Nej men.. det var heller ikke i orden det jeg gjorde.. " Sagde hun og så ned i jorden et øjeblik, inden hun så op med et undskyldende blik. "Det var ikke sandt det jeg sagde.. Jeg er ikke gravid.. Jeg ville bare have din opmærksomhed." Mumlede hun mens hendes blik flakkede hen over hans ansigt i frygt for at han ville blive vred på hende igen.

[Miles Heeney]

Miles vidste ikke hvad han havde regnet med. Måske at Cathy blev vred, endda rasende, eller at hun løb sin vej med tårer ned af kinderne. Eller måske endda accepterede hans undskyldning.
Men han havde ikke regnet med, at hun havde løjet om hele graviditeten.
Lamslået stirrede Miles på Cathy. Det var ikke lettelse der skyllede ind over ham da ordene efterhånden sank ind, men harme over at være blevet så uretfærdigt behandlet.
'Du har løjet om det hele?', gentog Miles vantro, stemmen rystende af forbitrelse. Han lod hende ikke svare, men knyttede hænderne for at beherske sig selv og sagde, 'Er du klar over, hvad du har gjort? Hvad du har været skyld i? Hvad foregår der op i dit hoved?' Miles satte en finger aggressivt op mod sin tænding for at illustrere hvad han mente.
Hun var var jo skingrende sindsyg. At sige sådan noget for at få opmærksomhed.

[Catherina Philips]

Catherina blev rød i hovedet af skam og så ned på gulvet mens han svinede hende til, først til sidst så hun tøvende op og rynkede sine øjenbryn i et sørgmodig blik. "Undskyld.. " Hviskede hun og blinkede med øjnene for ikke at komme til at græde.
"Men det er altså ikke helt min skyld.. jeg kan ikke gøre for den.. uheldige måde du reagerede på" Sagde hun i et ynkeligt forsøg på at forsvare sig selv, måske havde det været forkert af hende at tilbageholde sandheden, men det var langt fra normalt at reagere som han havde gjort.
"Jeg var alt for bange for at sige sandheden da du.. efter du.. " Hun så væk fra hans blik og forsøgte at finde de rette ord, men hun anede ikke hvordan hun skulle beskrive det der var sket, så derfor endte hun bare med at falde hen i tavshed mens hun så ud af vinduet.

[Miles Heeney]

Endnu engang i en konfrontation med Catherine fandt Miles at han måtte anstrenge sig dybt for ikke at gå amok på den lille dame. Hænderne var stadig knyttede sammen, fast besluttet på ikke at vise samme svaghed som sidst og rent faktisk gøre noget ved hende. Han havde lyst til at slå i væggen. Råbe af hende. Få løb for sin agressivitet, for harmen var gået hen i vrede. 
Det var ikke fordi Miles rent faktisk havde glædet sig til at få barnet at han var så vred, men følelserne ovenpå fremtidssynerne havde trukket ham ned i et sort hul, som han ikke kunne komme op ad. Og alt det kunne være undgået, havde det ikke været for Catherinas løgn.
'Du løj FØR jeg reagerede på nogle måde!', buldrede Miles vredt. 'Fandens, Cathy, du gør mig sindssyg!' Han knyttede en næve hårdt ind i væggen med et grynt, uden at fjerne det hårde blik fra Cathys ansigt, og smerten gav ham et fokuspunkt i vreden.

[Catherina Philips]

Catherina ville aldrig komme til at forstå hvad det var der gjorde at han altid blev så vred på hende, hans ord var så aggressive at hun følte sig endnu mindre end hun i forvejen var og selvom det logiske ville være at gå sin vej, var hun som fastfrossen til gulvet. Alligevel spjættede hun en anelse da han slog hånden ind i væggen.
"Lad være med at gøre skade på dig selv.. Det hjælper ikke.. " Hviskede hun og så nu på ham med bekymring i blikket. Hvad ville han ellers kunne finde på? Hun ville nødigt have mere på samvittigheden og havde egentlig et håb om at de denne gang kunne skilles i fred og ro. De måtte da kunne tale med hinanden om det.

[Miles Heeney]

Miles lavede en ondskabsfuld grimasse mod Cathy som svar. ’Det bliver jeg nødt til, ellers ender knytnæven i dit ansigt’, bemærkede han vredt og hårdt, men det var som om raseriet ebbede hen i den velkendte frustration. Han tog sig til hovedet og ønskede at de sidste måneder aldrig var sket. At han aldrig havde lagt øjne på Adams lillesøster og følt sin forfærdelige trang til at ødelægge. Så havde han ikke forført hende, været i seng med hende og vækket en latterlig, falsk forelskelse i Cathy. Konsekvenserne havde været fatale.
Miles følte kun et stik af skyldfølelse over, hvad han havde gjort mod hende. Granted, han havde haft en finger med i spillet, men Cathy var sandelig også udenom det meste.
Det var mere harme over, hvad det havde ført til af løgne, følelser og spind.
’Cathy, for helvede…’, mumlede han og rystede på hovedet.

[Catherina Philips]

Catherina betragtede ham vride sig i frustration, hun havde flygtigt ondt af ham, men så huskede hun den måde han havde behandlet hende på og hendes medfølelse forsvandt endnu engang. Hendes blik var såret mens det hvilede på ham, men da han talte igen dukkede et sjældent skær af vrede op i hendes øjne. Det var ikke retfærdigt at det nu var hende der havde dårlig samvittighed.
"Som om du er meget bedre! Du løj for mig gang på gang og nu synes du jeg er sindssyg? Hvad er der galt med dig måske?.. Jeg HAR sagt undskyld.. Det er mere end du har gjort" Sagde hun mens hun træt vejret hurtigere, tydeligt ophidset over hans opførsel.

[Miles Heeney]

Blikket fór op til Cathy da hun pludselig svarede igen - det kom helt bag på ham, at hun turde. Han rynkede brynene med et mørkt blik, og prøvede at huske tilbage på, hvornår han havde løjet. Nåja, om at være forelsket i hende.
En smule undvigende pustede han sig op og sagde, 'jeg HAR jo lige sagt undskyld'. Der var stille et øjeblik. Så sagde han opgivende, 'Men du har ret... Jeg tager en del af skylden... Såh.. Du er virkelig ikke gravid?' Et skær af håb var begyndt at erstatte de ophidsede, stramme ansigtstræk, og den første bølge af lettelse væltede over ham.

[Catherina Philips]

Catherina himlede lidt med øjnene over hans påstand og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun viftede med hånden. "Ja ja.." Bemærkede hun og strøg sit løse hår om bag skuldrene. Hans næste ord fik hende til at smile drillende, mens hun løftede det ene øjenbryn.
"Du ærgrer dig måske?" Kommenterede hun kortfattet inden hendes smil mildnedes en smule og hun rystede på hovedet. "Nej jeg er ikke, heldigvis. Vi ville have været nogle skrækkelige forældre" Hun grinede lidt ved tanken, mens hun strøg en lok af sit hår bag øret og betragtede ham overraskende afslappet.

[Miles Heeney]

Miles himlede med øjnene som svar til at ægre sig. Han havde stadig ikke tilgivet hende fuldkommen, men det var som om han langsomt var ved at blive trukket op ad sit sorte hul. Lettelsen lå så bredt og behageligt i kroppen, at han ikke kunne udvise samme vrede som før. Ja, de ville have været forfærdelige forældre. Han undlod og bemærke, at det aldrig ville være kommet så vidt. Det ville Miles have sat en effektiv stopper for på en eller anden måde. 'Jeg ville i hvert fald', brummede han, ubevidst om at det faktisk var et kompliment til Cathy.

[Catherina Philips]

Catherina rynkede sine øjenbryn over hans ord og så sørgmodigt på ham, inden hun gik over til ham med et mildt smil på sine læber. "Miles, jeg er sikker på at du kan være en glimrende far.. og menneske.. hvis du virkelig vil." Sagde hun og så ham i øjnene med et optimistisk blik.
"Jeg ved godt du ikke selv tror på det, men det gør jeg. Jeg er sikker på du er et virkelig rart menneske dybt nede under alt det du kæmper med." Sagde hun og lyste op i et smil, mens hun tog hans hånd.