Knækket

[Miles Heeney]

Magnolia Dearborn

Botaniktimen var slut, og eleverne pakkede sludrende deres ting sammen, og myldrede i et jævnt tempo ud af drivhuset for komme op til Hogwarts. Det var fredag og sidste time, så friheden og den løsslupne stemning havde sat sig i Slytherin og Hufflepuffs syvendeårselever. 
Bortset fra Miles.
Han sad bøjet, næsten forstenet, over sin bog, der var slået op på en side om en kvælende plante, og ikke havde flyttet sig siden timens start. Det var lidt sådan, han følte det lige nu: at alting forsøgte at kvæle ham. Miles' liv var i smadder lige nu, og han skiftevis tordnede rundt som en mørk sky og svømmede i selvmedlidenhed. Han havde stadig ikke fået snakket med Cathy.
Fuck.

[Magnolia Dearborn]

Da timen var slut bevægede Magnolia sig roligt op mod professoren for at løbe et par noter igennem med ham angående en elev hun hjalp i netop dette fag. Hun var derfor en af de sidste der var tilbage, og mens hun pakkede sine ting sammen skævede hun hen mod Miles, der ikke så ud til overhovedet at være klar over hendes tilstedeværelse.

Magnolia lagde sin taske fra sig, og trak en stol hen overfor ham, som hun satte sig på. ”Miles”, sagde hun, og rørte forsigtigt ved hans arm, i et forsøg på at få ham til at møde hendes blik. ”Du ligner ærlig talt en forslået hundehvalp og det gør mig bekymret – hvad foregår der?”, spurgte hun, blidt, men stadig i en tone der krævede et svar.

[Miles Heeney]

Miles kom til sig selv ved en velkendt stemme: Magnolia Dearborn, en af Miles gamle veninder, og én, han stolede fuldstændig på. 
Blikket gled sløvt fra hendes hånd på hans arm op til Magnolias ansigt. Som bekræftelse på hendes ord så han bedrøvede på hende inden han gemte hovedet i sine hænder. Der var ikke nogen tårer, men stemmen var hul da han sagde, muffled gennem hænderne, 'Jeg har gjort noget forfærdeligt...'. Der var stille et øjeblik. Så kiggede ham frem på hende og sagde kortfattet, 'Cathy er gravid'. Det var forfærdeligt at sige det højt. Det gjorde tingene mere virkeligt.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia fjernede forsigtigt sin hånd igen da han løftede sit ansigt. Hun havde før lyttet til Miles utilfredsheder, men det var først da han gemte sit hoved væk i sine hænder, at det gik op for hende at hun havde undervurderet årsagen til den skygge der havde lagt sig over ham. Nu rørte uroligheden på sig.

Magnolia sank engang under stilheden. Så vædede hun læberne for at spørge ind til hvad han havde gjort, men han kom hende i forkøbet, og straks blev hendes mund tør. ”Men i er jo ikke engang i et forhold”, røg det ud af hende, selvom hun godt vidste at det ikke holdt Miles fra noget. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at bevare fatningen. ”Har du snakket med hende om det?”, spurgte hun alvorligt.

[Miles Heeney]

Bragt en smule tilbage til virkeligheden af Magnolias dumme kommentar, lavede han en grimasse og sagde spydigt og dybt sarkastisk, 'Jojo, vi skal giftes og flytte sammen, så det passer perfekt at hun bliver gravid. Hun er jo også femten år, og jeg er sytten'. Men der gik ikke lang tid efter Magnolias næste kommentar før den hårde facon krøllede sammen.
'Du kommer til at hade mig...', svarrede Miles fortrydeligt og holdte øjnene lukkede nogle sekunder. Den tanke var langt mere foruroligende, end at Cathy hadede ham, over det han havde gjort.
'Da hun fortalte det blev jeg... Temmelig vred. Jeg råbte vist af hende og... Og gjorde hende ondt'. Stemmen rystede. Det var som om mindet var en anelse slørret. Som om han havde set det hele gennem et filter af blindt raseri. En slags ud-af-kroppen-oplevelse. 

[Magnolia Dearborn]

”Miles”, sagde hun i en faretruende lav stemme der vidnede om at hun ikke var i humør til sarkasme. Alvorlige folder lagde sig over det unge ansigt ved det næste han sagde. Miles havde lavet virkelig meget lort i løbet af deres skoletid, og selvom hun halvdelen af tiden synes han opførte sig som en klovn, så vidste han at der skulle meget til for at hun ligefrem hadede ham.

Hun reagerede ikke straks med ord over det han fortalte hende. I stedet tog hun sig selv i – fra sin foroverbøjet position – at læne sig bagud i stolen. ”Hvordan, helt præcist, gjorde du hende ondt?”, spurgte hun, og så direkte frem mod ham, mens hun mærkede hvordan angsten i hendes krop rørte på sig.