Hogsmeadeweekend

[Louis Howe]

Louis nikkede, men man kunne ikke altid være glad. Livet var krævende, og det var hårdt at følge trit nogle gange. Han åbnede munden for at sige netop dette, da et spørgsmål fra den yngre heks kom helt bag på ham.

De mørke øjenbryn fløj op i panden, og der gik et øjeblik, før han rømmede sig. Hun var virkelig ikke sky. "Lykke kan være meget forskelligt fra individ til individ," sagde han undvigene og drejede lidt på tekoppen. "Selv den rigeste troldmand kan være ulykkelig," tilføjede han og tog en tår teen, før han fandt hende med blikket igen. Dette var ikke et taleemne, han brød sig om.

[Louisa Maddox]

Louisa mærkede hans uvilje til at diskutere emnet og spurgte derfor ikke yderligere ind til det, i stedet for smilede hun blot en anelse og nikkede. "Det er sandt, man er sjældent lykkelig særlig længe af gangen. Jeg var dog utrolig lykkelig da du lånte mig den bog" Bemærkede hun med et smil og lyste lidt op igen, inden hun drak lidt af sin te. "Havde slet ikke regnet med det.." Tilføjede hun og så smilende ned i sin tekop.

[Louis Howe]

Louis kunne ikke lade være med at smile over det, hun sagde. Han havde selv lige sagt det - lykke kunne være meget forskelligt fra individ til individ. Et eller andet sted misundte han hende lidt.

"Det er jeg glad for at høre," sagde han og granskede hendes ansigt, og først nu kom han i tanke om hendes wilie-evner igen. Uvilkårligt rykkede han sig lidt i stolen og så kortvarigt ned i skrivebordet. Det var ærgerligt - hun var nu sød. "Det er godt, at der stadig findes nogen til at værdsætte de små ting i livet," tilføjede han og fik høfligt øjenkontakt med hende igen.

[Louisa Maddox]

Louisa nikkede smilende og så ned i sin tekop, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige nu. I stedet endte hun med at føle at hun trængte sig lidt på og da hendes tekop alligevel var tom, satte hun den på bordet og bed sig overvejende i underlæben.
"Jeg vil ikke forstyrre dig mere.. det ser ud til du har meget at lave.." Sagde hun og rejste sig op, mens hun rettede lidt på sin kjole.

[Louis Howe]

"Har du ikke lyst til at blive lidt længere?" røg det ud af ham, og blodet steg ham til hovedet. Med blikket stift rettet nedad, rejste han sig og rettede sig op i fuld størrelse, som han havde tendens til, når han forsøgte at skabe overblik over situationen. Og denne gang var det hans egen skyld - endda uden nogle wilie-evner involveret.

Han rømmede sig diskret og glattede sin skjorte. "Hvis du ikke vil, skal du bare sige til. Jeg vil ikke tvinge dig til noget," fortsatte han, hvilket ikke hjalp ham på nogen måde. De grønlige øjne blev tvunget op fra gulvet og fandt den andens.

[Louisa Maddox]

Louisa måtte dreje hovedet lidt opad for at se på ham da han rejste sig og hun rynkede øjenbrynene en smule forbløffet over hans røde kinder. Hun kendte ham efterhånden nok til at vide, at det var sjældent hans følelser kom til udtryk på sådan en måde. Det fik hende til at smile kærligt og hun betragtede ham med ømhed i blikket, inden hun gik hen til ham og tog hans hånd mellem sine. "Jeg vil gerne blive." Sagde hun og gav hans hånd et klem, inden hun slog blikket ned og bed sig smilende i underlæben, mens hendes kinder blev røde ligesom hans.

[Louis Howe]

Louis forblev tavs, da den yngre heks greb hans hånd. Han så ned på den noget lavere skikkelse uden at vide, hvad han skulle gøre. Stilheden varede ved, og han stod bare der.

"Louisa," sagde han pludselig med en dyb stemme, stadig opmærksom på den prikkende fornemmelse i kinderne, der var uvant for ham. Det var ikke fordi, aldersforskellen var stor, men troldmanden kunne ikke lade være med at tænke over det. Han nåede dog ikke længere end at sige hendes navn, før tavsheden lammede hans tunge igen.

[Louisa Maddox]

Louisa så ham i øjnene med et ømt blik og smilede en anelse da han sagde hendes navn og så derefter en anelse spørgende på ham. Da han ikke sagde mere, forblev hun også tavs, hun havde ikke lyst til at ødelægge øjeblikket, selvom hun følte sig en anelse anspændt.
"Ja?" Hviskede hun med luft i stemmen og nussede hans hånd med sin tommelfinger, uden at slippe ham med blikket. Hun gjorde hvad hun kunne for at holde sine willie evner under kontrol, hun ville ikke have dette skete på grund af magi, selvom det var utrolig fristende at hjælpe ham lidt på vej.

[Louis Howe]

Ilden knitrede og fyldte det ellers stille rum. Louis' øjne hvilede i Louisas, og han forsøgte at vurdere, om han blev forført med magi. Men et eller andet sagde ham, at det ikke var tilfældet, og det var kun ham selv, der havde inflydelse på hans valg.

Og det var derfor troldmanden forsigtigt trak hånden til sig igen. Han mærkede en tung fornemmelse i maven, da han lænede sig frem og plantede et blidt kys på hendes pande - han havde ladet det gå for langt, og det var ikke retfærdigt for nogen. Især ikke Louisa.

Han lod sine læber hvile mod hendes lyse hud et øjeblik, før han igen rettede sig op og tog et skridt tilbage, så afstanden mellem dem var mere passende. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, og forblev derfor tavs. Han ville ikke have, at hun skulle gå, men i sidste endte var, hvad hun ville, det afgørende, og det kunne han jo ikke gøre noget ved.

[Louisa Maddox]

Louisa betragtede ham uforstående da han kyssede hendes pande og da han trådte tilbage rynkede hun sine øjenbryn fortvivlet. Hun var så forvirret, hvad ville han egentlig? Bare kysse hende på panden? Det gav jo ingen mening. "Men.. Jeg forstår ikke.. Hvorfor.. " Hun følte sig næsten en anelse vred nu og de blå øjne skinnede pludseligt grønt, mens hun forsøgte at holde sin vrede nede. Fugleøjne havde aldrig været ligefremt klædeligt. "Kan du ikke lide mig?" Spurgte hun til sidst og mødte hans blik.

[Louis Howe]

Louis rettede ryggen en anelse nervøst, da Louisas øjne skinnede grønt. Han forstod, at hun ikke var særlig glad for ham lige nu. Diskret tog han en dyb indånding, mens han overvejede, hvordan han kunne forklare sig på den bedst mulige måde.

"Jo, jeg kan godt lide dig, Louisa," sagde han og rømmede sig lavmælt, "men ikke på den måde." Han forsøgte at fange hendes blik, selvom hendes wilie-evner skræmte ham en smule, og vovede ikke at nærme sig. "Jeg er ked af, hvis jeg har givet udtryk for andet. Det var ikke min mening."

Troldmanden tvang sig selv til ikke at skære en fortrydende grimasse. Han havde ikke just taget hensyn til den yngre heks, og det havde han været klar over lige fra start af, men nu, hvor hun stod med så fortvivlet og ømt et udtryk, fik han en knude af dårlig samvittighed i maven. Bare hun ville gå og aldrig komme igen og det for sin egen skyld.

[Louisa Maddox]

Louisas øjne var ikke længere grønne, men helt gule nu hun stirrede vredt på ham. Hvad havde alt det andet så været? Hun havde ikke brugt sine willie evner på ham overhovedet og alligevel havde han reageret som om hun havde. Intet gav mening for hende længere og hun følte sig dybt såret.
"Du lyver" Sagde hun, mens den gule farve i hendes øjne langsomt forsvandt og blev erstattet af den klare blå farve, da hendes blik igen blev trist. "Farvel" Sagde hun og tog et skridt tilbage og gik ud af døren uden at tage sin vinterkappe med. Hun havde bare brug for at komme væk fra ham nu. Han var tydeligvis ikke særlig sød.

[Louis Howe]

Men da Louisa begyndte at gå, ville han overhovedet ikke have, at det skulle være sådan. Hun påstod, at han løj, men det gjorde han ikke. Gjorde han? Nej. Det var han sikker på, at han ikke gjorde. Men hvorfor havde han så bedt hende om at blive? Fordi han kunne lide hendes selskab. Hendes ligefremhed og hendes smittende grin. Hun var et frirum for ham - hverdagen bestod pludselig ikke kun af travlhed og tykke papirstakke. Men mere var der ikke. Han var ikke engang sikker på, at det kun handlede om aldersforskel mere. Men hvad, det var han for forvirret til at sætte ord på.

Døren stod pludselig åben, og Louisa var ikke i rummet mere. "Louisa!" kaldte han - det var nærmest blevet en vane - og satte efter hende. Han nåede at indhente den yngre heks med lange skridt, inden hun nåede ud i butikken igen, og greb hendes arm. "Vent, og lad mig forklare," forsøgte han og bemærkede ikke, at hans greb var fast - ikke hårdt, men fast.

[Louisa Maddox]

Louisa vendte sig frustreret om da han kaldte og overvejede et øjeblik om hun skulle blive, men begyndte så at gå igen, blot for at mærke hans hånd stramme sig om hendes arm igen. Hun vendte sig mod ham med et frustreret udtryk i sine øjne.
"Nej, lad mig gå. Du er den mest forvirrende mand jeg kender og jeg gider ikke tale med dig mere" Bemærkede hun og så på ham med en anelse afsky i blikket. Hun havde dog ikke lyst til at forsøge at rive sig løs, så derfor blev hun stående, mens hun træk vejret hurtigt og så ham i øjnene. Til sidst var hendes blik dog en smule mildere, hun var ikke god til at være vred på ham.

[Louis Howe]

Heksens ord påvirkede Louis mere, end hvad han havde forventet, da han bemærkede det afskyende glimt i hendes blå øjne. Af ren forvirring tøvede han, men da det gik op for ham, at hun ikke gik nogen stedet, slap han hendes spinkle arm og tog en dyb indånding.

"Undskyld. Jeg ved, at jeg burde have sagt det tidligere - at jeg overhovedet ikke skulle havde ladet det ske - men jeg vil gerne undskylde for at have såret dine følelser. Du er et godt menneske, du fortjener det ikke. Jeg forstår godt, at du er forvirret - og det hele er min skyld. Fra første gang vi mødtes i boghandleren har jeg været en smule fascineret af dig - uden nogle wilie-evner involveret." Han slog ud med hænderne uden at lade blikket vige fra hendes én eneste gang. "Og det var tarveligt af mig at holde dig hen på den måde. Meget tarveligt."

Louis trak vejret dybt, som om han var forpustet. Hans blik faldt ned i gulvet. "Hvis du vil gå, skal du gøre det. Nu har jeg i hvert fald fået sagt, hvad jeg ville."