Go, lions

[Jenna Owens]

Miles Heeney

Jennas hår var endnu fugtigt efter et langt, velfortjent bad, da hun nærmest dansede af sted med retning mod storsalen. Et stort, bredt smil var klistret på Jennas læber, og havde været det, lige siden Williams havde grebet lynet. Gryffindor havde vundet over Slytherin. Hendes hold havde vundet! Hun kunne ikke vente med at tvære det ud i hovedet på Erica, hvorefter hun ville spørge om Erica stadig bare lavede kaffe til Isla, eller om hun var blevet forfremmet, og nu fik lov til at sortere i hendes fanbreve også.

Det var lige før hun overså Miles på sin vej hen til storsalen. Heldigvis fik hun øje på ham i sidste øjeblik, og der gik ikke længe, før hun stod ved siden af ham. ”Miles”, hilste hun og så alt for selvtilfreds ud. ”Tak for kampen. Tillykke med din topscorer, Nora. Hun er virkelig blevet god. Så god man næsten skulle tro hun var en løve”, forsatte hun og bed sig underholdt i underlæben.

[Miles Heeney]

De havde tabt. Med mange point. Da fløjte havde lydt havde Miles kastede sin kost ned i jorden og marcheret bort.
Det var en skandale, tabet, og Miles var blevet stiktossede på sit hold i omklædningsrummet efter kampen. Han råbte til højre og venstre, og skød skylden i alle retninger, på trods af, at holdet faktisk havde spillet ganske godt. Bestemt ikke retfærdigt, men det slukkede Slytherinhold kendte deres anfører godt nok til ikke at tage det alt for personligt. 
Nu, efter et bad og omklædning, var Miles humør ikke meget bedre. Som den enormt dårlige taber han var, voksede irritationen derfor stødt da Gryffindors anfører, Jenna Owens, pludselig nåede op på siden af ham, på vej op mod slottet. Hendes ansigtsudtryk var så selvtilfreds, at han havde lyst til at hente en smasher og kyle den lige i fjæset på hende. Det irriterede ham endnu mere, at hun rent faktisk lykkeønskede ham, selvom der ikke var en skid at lykønske. 'Owens', hvislede han mellem sammenbidte tænder, uden at se på hende. Hånden strammede sig om kostens greb. 

[Jenna Owens]

Jenna var en lige så dårlig taber som hun var en vinder. Tabte hun ville hun komme med alverdens argumenter for hvorfor det ikke var deres skyld. Vandt de tøvede hun ikke, hvis hun havde muligheden for at tvære sejren ud i hovedet på sine konkurrenter.

Jenna lod sin fingre køre igennem det korte hår, som for en gangs skyld havde sin naturlige hårfarve. Miles reaktion til hendes ord gjorde kun det brede smil bredere og øjnene fik lov til at lyse af kongelig morskab. ”Jeg er overrasket over at se at din kost overlevede din dramatiske afsked på banen”, sagde hun med et drillende smil i mundvigen. ”Men måske er i baskere slet ikke så stærke som i plejede at være”, forsatte hun, og gav hans overarm et klem, tydeligt underholdt.

[Miles Heeney]

Da Miles rettede blikket mod Jenna og opdagede, at hun morede sig herligt, voksede vreden så han ikke kunne holde det inde mere. Så da Jenna provokerende tog fat i hans overarm stoppede han op og greb hurtigt fat i hendes hånd. Han strammede grebet med øjne, der skød lyn.
'Don't push it, Owens' hvæsede han sammenbidt. 'Du ved udemærket godt at vi havde banket jer i gulvet hvis ikke Williams havde fanget lynet ET sekund før Thomas. I spillede elendigt'. Miles havde lyst til at vride hendes arm rundt så hendes provokerende kommentarer blev til smertefulde hulk. I stedet gav han slip og kastede hendes hånd fra sig med afsky.
De to unge mennesker fungerede ellers ganske godt i Ikke-Quidditch sammenhænge, men før og efter Quidditch, var de som bål og benzin sammen. Primært fordi de begge var ekstremt dårlige tabere.

[Jenna Owens]

Jenna stoppede brat op da han tog fat om hendes håndled. Først så hun med overraskende øjne mod hans greb, kort slået tilbage af hans pludselige greb, men da han slap hende var der et tilfreds smil om læberne igen, i det hun lænede sig ind mod væggen, og lod sit hoved hvile op af den hånd, hvis håndled han netop havde grebet fast i.

Hans ord fik hende til at le tørt. ”Kan du virkelig ikke komme op med en bedre undskyldning for jeres pinlige nederlag?”, spurgte hun med en stemme der dryppede af spydigheder. Hun rettede hovedet op igen, og trådte et skridt tættere mod ham, med et smil der lyste af sejr. ”Williams havde Thomas lige hvor hun ville have hende. Det var næsten for nemt. Men det er selvfølgelig heller ikke nemt for et hold at præstere når deres anfører forholder sig så passivt. Var du overhovedet på banen, Miles? Eller så du med fra sidelinjen?”, spurgte hun spydigt, med et smil hvilende i mundvigen.

[Miles Heeney]

Det var ufatteligt sådan som Owen-søstrene kunne gå på Miles' never. At skulle være leder for Erica i sin tid havde været et sandt mareridt. Jenna var i høj grad så irriterende som sin søster. 
'Jeg behøver ingen undskyldning', svarede Miles hidsigt. 'Du ved ligeså vel som jeg at vi førte hele vejen igennem indtil Williams fangede lynet. Og det var rent held'. Okay, det var ikke rent held, men Thomas havde været så tæt på...  
Miles så rasende på Jenna. 'Du så ikke så kæphøj ud da jeg smadrede en smasher i fjæset på McOlean og Duncan'. Den kommentar gik ham ikke så meget på, eftersom Miles faktisk havde spillet ganske fint. Men at være overlegne i så lang tid, og så miste lynet LIGE foran Gryffindor... Det var pinefuldt. Miles kopierede Jenna og stillede sig et skridt tættere på, så han kunne se ned på hende med et mørkt blik. 

[Jenna Owens]

Jenna ville have været lige så hidsig hvis hun havde stået i Miles sko. Sejren gjorde dog at hun så situationen fra en meget mere behagelig side, og gav hende overskud til at reagere langt mere muntert, hvilket hun fornemmede var det der kunne irritere ham mest.

”Måske. Men det ændrer ikke på det faktum at vi vandt og i tabte, Miles Heeney”, sagde hun med ekstra tryk på hans navn, inden hun med et tilfreds smil lod blikket glide ned af ham en enkelt gang. Jenna var overhovedet ikke påvirket af at han trådte tættere på hende. Tværtimod provokerede hun afstanden ved at løfte hagen, der kun minimerede den mere. Jenna sukkede let. ”Det er okay at være trist over jeres nederlag”, sagde hun i en lidt for sød tone, og aede hans kind med sin ene pegefinger, stadig med tænderne blottet i et smil. ”Det er bare ikke alle der er egnet til at være anfører”