Sprængfarligt

[Erica Owens]

Miles Heeney

Erica stod og beundrede en kjole i vinduet hos Madam Malkins, hvor hun var gået i stå efter at have mødtes med flere af sine venner fra Hogwarts, der stadig boede på slottet og endelig var kommet på besøg. Til sidst havde hun dog været nødt til at tage på kontoret for at hente noget for Madam Kinnaird og det havde trukket hende nu. Først nu, en times tid senere, var hun på vej tilbage, men var altså gået i stå.

Hun overvejede om det ikke snart var på tide med et nyt hekseskrud og stod i sine egne tanker i nogle øjeblikke endnu, før hun tvang sig selv videre og vendte sig - blot for at se direkte ind i et velkendt ansigt.

[Miles Heeney]

Miles var som de andre ældre Hogwartselever trukket i det varme tøj og havde begivet sig til Hogsmeade på denne kolde vinterdag. Gråt sne lå i dynger langs vejkanten, efterhånden slidt og nedtrådt af mange fødder. Al jule- og nytårspynt var for længst fjernet, men nye varer til Hogsmeades beboer prydede som altid vinduerne. Miles blik gled overfladisk forbi ruderne uden egentlig at bide sig mærke i det fremviste. Istedet blev blikket naturligt tiltrukket af en lillahåret starut, der stod foran Madam Malkins. Erica. Miles stoppede op bag hende og så fra hende til kjolen i vinduet. Først efter noget tid vendte Erica sig om. Miles hævede øjenbrynet og rystede på hovedet. 'Nej, nej, nej. Den kjole er slet ikke dig. Overhovedet ikke nedringet nok', sagde han slesk og nikkede sigende mod Erica med et bredt smil på læberne.

[Erica Owens]

I et ganske kort øjeblik så Erica overrasket ud, før hun fnøs og himlede med øjnene. "Det er kun nødvendigt for at tiltrække så primitive mænd som dig, Heeney," svarede hun igen med et sukkersødt smil, men med et blik der var evigt provokerende. Hun skød underlæben lidt frem. "Og det er vist ikke, så interessant vel?"

Endnu et fnys undslap hende og hun trådte et enkelt skridt væk fra sin tidligere anfører, uden at tage blikket fra ham. Til gengæld smilede hun drillende og foldede armene let over kors.

[Miles Heeney]

'Alle mænd er primitive', understregede Miles. 'Men det gør os ikke mindre interessante'. Han smilede bredt, selvom det ikke ligefrem var et godt comeback. Istedet granskede han Ericas skikkelse, der idag var udstyret med et festligt lilla hår. Atter noterede han sig, at der var et eller andet interessant ved kvinden, han ikke helt kunne sætte fingeren på... Noget, han havde lyst til at kradse i og finde ud af, hvad var.
'Sååh.. Er du kommet dig over tømmermændene?', spurgte Miles og kørte en hånd gennem håret. Han hentydede til deres møde på kroen for få måneder siden, hvor begge var endt temmelig berusede.

[Erica Owens]

Erica fandt at hendes læber trak op i et smil og hun måtte fnyse muntert. Det var væsentlig nemmere at være i nærheden af Miles, nu hvor han ikke længere var hendes anfører og hun ikke i nogen grad behøvede at gøre det mindste af hvad han bad hende om. Hendes øjenbryn gled op og hun blottede tænderne helt i et sigende smil. "Jeg er vokset op i en krostue. Jeg foretrækker at tro, at jeg er hævet over konceptet tømmermænd," svarede hun muntert. Det havde næppe nogen sammenhæng, men det var nu rigtigt nok at Erica sjældent var hårdt ramt.

Hun gav Miles et tydeligt elevatorblik og spidsede læberne svagt provokerende. "Men man kan vist ikke sige det samme om dig. Du ligner en, der stadig prøver at komme over det," drillede hun, før hun rankede sig med et henkastet smil. "Eller er det bare mig, du ikke kan glemme og ligger søvnløs over?"

[Miles Heeney]

Miles lo som svar til Ericas bemærkning om at være hævet over tømmermænd. 'Det tror jeg på. Du var også ved at drikke mig under bordet. Det sker ellers ikke så tit', bemærkede han med et hævet øjenbryn. Godt nok kunne Miles tage for sig, men det kunne Erica i høj grad også. Og det var bemærkelsesværdigt tiltrækkende.
Smilet forsvandt og blev til en tør hosten da Erica bemærkede hans udseende. Det var sandt, at han ikke havde sovet godt på det sidste, primært på grund af tabet i Quidditch. Og dette minde var stadig for nært, til at han kunne svare tilbage med en slesk kommentar. En rynke tegnede sig mellem øjenbrynene. 'Hmm', brummede han og skævede til hende.

[Erica Owens]

Erica blottede tænderne i et næsten ulveagtigt grin over Miles' konstatering og så temmelig godt tilfreds ud over det. Selvtilfredsheden falmede dog en anelse, da Miles ikke rigtigt svarede hende igen. Det var temmelig skuffende, sådan som Miles ellers altid gav hende modspil.

Det var svagt irriterende, så den næste halvprovokerende kommentar røg ud af hende, før hun nåede at overveje konsekvenserne af det. "Eller også er det fordi, dit Quidditchhold åbenbart er helt faldet fra hinanden."