Krydring

[Finn Kestrel]

Liliana Lowell 

Finn havde bevæget sig ind på markedspladsen for at købe nogle krydderier, eftersom han var ved at løbe tør. Bare et eller andet til at gøre maden mere spændende, egentlig. Han havde stort set lige fået fri og var en smule udkørt i hovedet, så det krævede en tanke eller to at lokalisere den rette stand.

Det lykkede ham dog på en eller anden måde og kursen blev sat igennem mængden af mennesker der også havde fået fri for ikke så lang tid siden. Han manøvrede sig dog forholdsvist smertefrit igennem til han kom til standen og fik købt sine manglende krydderier. Tilfreds med sit køb bevægede han sig videre igennem mængden, og tog sig lidt tid til bare at kigge lidt på de mange forskellige ting der blev solgt. Man kunne jo være heldig.

[Liliana Lowell]

Efter en halv nattevagt som var startet et par timer før end forventet var Liliana utrolig træt. Hun havde svært ved at fokusere og alle de mange mennesker gjorde det blot endnu mere besværligt. Dog havde hun aftalt med sin mor at hun ville tage nogle ting med hjem fra market. Hun gik rundt og kiggede og lagde slet ikke mærke til da hun meget tydeligt stødte ind i en fyr.
"uhmp" lød det fra Liliana da hun endte hårdt på sin bagdel på jorden. Hun var glad for at hun ikke havde fået stoppet sin tryllestav i baglommen, men at den i dagens anledning var røget ned i hendes taske som hun havde på ryggen. Hvorfor den lå der var hun egentligt ikke helt klar over, men nok noget at gøre med at hun havde været lidt distrat da hun pakkede for at gå hjem fra arbejdet.

[Finn Kestrel]

Da Finn mærkede nogen der ramte ham og rettede straks blikket imod pigen, der nu var endt på jorden. Lidt forvirret var han hurtig til at række hende en hånd for at hjælpe hende op, og ikke mindst undskylde. Hvem var havde ramt hvem var han ikke sikker på. Han var bare lettet over at det ikke var egenhændigt hans skyld, som det nogle gange var.

Han sendte pigen et kort men venligt smil, og var sikker på at de havde gået på Hogwarts samtidig. Igen var hans hukommelse ikke til megen mere hjælp end det, men han var nu ret god til ansigter. At han nogle gange glemte navnene på selv sine nærmeste, var nok ret sigende om den anden del.

[Liliana Lowell]

Det var ikke før at Liliana var havnet på jorden og fyren i alt hast havde vendt sig at Liliana vågnede op. Hun kiggede op og mærkede rødmen stige op i kinderne på sig. Hun syntes at dette var yderst pinligt. Hvorfor havde hun ikke kigget hvor hun gik. Hvorfor havde hun ikke sagt til sin mor at hun nok ville være nød til at tage hjem og sove et par timer før hun tog ned til marked. Men det havde hn ikke gjort. Hun så på fyren og genkendte ham. Han var en del ældre end hende men de havde gået på hogwarts sammen, det var hun ikke i tvivl om.
"Kestel??" hun så undersøgende på fyren "Nej, sådan udtales det ikke, det jeg sikker på, men jeg kan altså genkende dig" hun så smilende på fyren og håbede for alt i verden at hun ikke havde trådt over mere end blot nogle få grænser.

[Finn Kestrel]

Han så undersøgende på hende og morede sig lidt over hvor pinligt berørt hun så ud. Ikke på en ondsindet baggrund, og hvis nogen spurgte ville han nok heller ikke helt kunne forklare hvorfor det egentlig var at han syntes at det var sjovt. Af samme grund kunne han heller ikke skjule et konstant, trods afdæmpet, smil. "Kestrel," rettede han hende roligt, selvom hun nu ikke havde været langt fra.

Pludselig faldt det på plads. "Lowell?" lød det spørgende fra Finn. Han var ret sikker på at hun var en af Lowell søskende, som der mildest talt var en del af. Hans hjerne begyndte at søge efter hendes fornavn, men var helt lost. Han mente at de plejede at starte med L, men det var alt han kunne komme i tanke om på det tidspunkt. "Hvad var det nu du hed? Og er du okay?" spurgte han så, med en venlig og oprigtigt interesseret tone.

[Liliana Lowell]

Da han rettede hende blev hun smilende og børstede sin bagdel en smule af. Ikke at det ændrede på hvordan hun så ud. Hun havde fået et par bump af forskellige årsager i dag på Skt. Mungos, så hendes bagdel var en smule øm og med garanti den havde fået lidt farve. Ikke at selve bagdelen havde fået farve men hendes tøj var blevet en smule snavset og hun havde vidst også fået sat sig i noget tidligere, men det var ikke noget der var unormalt for hende.
"Åh ja Kestrel" sagde hun med et stort smil.

"Ja Lowell, Liliana Lowell, Lee gik året over dig og Lyra gik året under dig" ja de var en rimelig stor søskene folk. De holdt sammen og var glade for hinanden. eller sådan næsten alle sammen. Men sådan var det jo altid i en søskene folk. Der var altid små ballade og uenigheder.

[Finn Kestrel]

Finn nikkede til hendes påstand som et tegn på at han godt kunne huske dem. "Hvor mange er det nu I er?" spurgte han så og tilføjede et grin. Hendes gode humør smittede noget af på ham. Og så havde han jo hverken travlt eller... noget andet, så det passede ham nu meget godt at kunne have en lille samtale med pigen, Liliana.

[Liliana Lowell]

Liliana så på Krestel med et stort smil "Vi er seks i alt" hun lagde hoved let på skrå "Logan som den sidste går på 6. år" hun mærkede at trætheden havde forladt hende. Det var rart, ikke at hun følte at hendes hoved var meget mere overskuds agtig, eller at hun kunne forkursere på så meget andet end ham, men hun følte ike at hun var ved at falde i søvn mens hun stod og snakkede med ham. Hun undrede sig dog ikke over at han spurgte til hendes familie. Han var ikke den første. De var en stor folk søskene, men de passede på hinanden, nogle mere end andre, men det var fint.

[Finn Kestrel]

Finn nikkede, endnu engang, en smule da hun virkede til at hun var færdig med at tale. "Men hvad, du gik ud af Hogwarts i..." Han skulle lige forsøge at placere hende på en årgang, inden han gættede. "Sommers?" kom det rimelig prompte. "Eller går du der stadig?" Pludselig blev han i tvivl - hans evne til at aldersvurdere folk var ikke rigtig hans stærke side. Han vidste jo kun at det måtte være i sommers eller på syvende årgang, i hvert fald ud fra det hun havde sagt.

[Liliana Lowell]

"Jeg gik ud i sommers" sagde Liliana med et stort smil. Hun havde forladt skolen med gode karakterer, ikke med end sin storebror der gik der fra som perfekt, men hun havde ikke skuffet nogle. Faktisk var det gået over forventet ville hun selv mene.

[Finn Kestrel]

"Jamen dog!" udbrød han og det gik først op for ham bagefter hvor underligt de to ord kunne lyde sammen. Det lød nok også mere sarkastisk end det egentlig var ment; for det var slet ikke ment sådan. "Hvad laver du så nu?" spurgte Finn.

Han syntes altid at det var spændende at høre hvad folk have fundet på. Om det så var spændende at høre på mere om det, tja, det kom jo an på hvad det så viste sig at være.

[Liliana Lowell]

Da Kestrel sådan udbrød de to ord kiggede Liliana nysgerrigt og en smule overrasket på ham. Det ændrede sig dog hurtigt da han spurgte til hvad hun lavede nu. Det var tydeligt at se at der var noget i hende der lyste op. "Jeg er praktikant på Skt. Mungos" det var tydeligt at hører på hende at hun var stolt af dette arbejde. Hun glædede sig til det hver eneste dag. Også selvom dagene var lange, og fyldt med en masse blandet følelser.
"hvad med dig?" Liliana kiggede på Kestrel og lagde hoved spørgende en smule på siden.

[Finn Kestrel]

Finn nikkede, stadigvæk oprigtigt interesseret i hvad det var hun foretog sig. Ved hendes spørgsmål lød det blot en smule henkastet fra ham: "Jeg er i aurortræning." Lidt for at undvige at tale for meget om sig selv, og også for at høre mere om det hun lavede. "Det lyder spændende. Er der noget du beskæftiger dig særligt med?"

[Liliana Lowell]

Da Liliana hørte hvor henkastet han fortalte omkring hvad han lavede kiggede hun et kort øjeblik undersøgende på ham. Hun lagde hoved let på skrå og sendte ham så et stort smil.
"Det lyder da utroligt awesome at du er i aurortræning" Hendes smil var stadig stort, og på ingen måde påklistret. Det var oprigtigt og ærligt. Hun var glad for dem som kunne gå den vej. Det var og ville nok aldrig være en mulighed for hende. Hun kunne ikke sidde stille så længe og lærer så meget. Det var i det hele taget et vidunder at hun havde klaret sig igennem skolen.
"Uhm ja, altså lige for tiden er det magiske infektioner, men håber på at komme rundt på flere af afdelingerne inden min tid er slut" hun smile stadig stort.

[Finn Kestrel]

Finn trak lidt på skuldrene, men lyttede derefter interesseret til hendes ord. Han havde altid haft respekt for dem der valgte at gå ind i fag som krævede så meget omsorg som det gjorde at have med hekse og troldmænd at gøre på netop den måde.

"Ja? Hvis jeg ender der kan det jo være at jeg støder på dig," sagde han. Det kunne jo sagtens være at han pludselig befandt sig på Skt. Mungos. Det var jo heller ikke den mest sikre karrierevej han havde begivet sig ind på.