Uvante omgivelser

[Louis Howe]

Oliver Morecambe Young

Her sad Louis. I et stadion fyldt med jublende hekse og troldmænd. Stemningen var høj, og selvom han var overbevist om, at sport overhovedet ikke var hans ting, sneg den sig langsomt ind på ham, og han kunne ikke lade være med at vente spændt.

Troldmanden havde hoppet forskrækket, da fløjten satte kampen igang, og stadionet brølede. Han havde først svært ved at vænne sig til det, men det blev efterhånden nemmere at følge de velkendte ansigter ude på banen, og snart sad han selv og udbrød lyde og slog hænderne mod hinanden, når det blev lidt for spændende.

Da Oliver fangede lynet, fløj Louis op fra sædet sammen med de andre tilskuere, der heppede på Ballycastle Bats. Han havde overhovedet ikke tid til at tænke på, hvor langt fra hans normale opførsel det var, mens han var på vej ned fra tribunen for at finde vennen. Der gik noget tid, før Quidditchspilleren kom til syne, men adrenalinet nåede ikke at lægge sig på noget tidspunkt. "Oliver!" kaldte han, da vennen endelig kom til syne, og han løftede hånden med et stort smil.

[Oliver Morecambe Young]

Endnu en sejr til Ballycastle og Oliver afsluttede endnu en kamp. Man måtte sige at han var kommet fra en forrygende start efter han havde forladt reserveholdet og han var stadig fyldt med adrenalin og behageligt forpustet fra kampen, da han fik øje på Louis.

Et grin spredte sig fra øre til øre og han klappede sin storebror på skulderen, før han halvløb det korte stykke over til den anden. Han havde stadig kosten i den ene hånd og lynet i den anden, men det hindrede ham ikke at slå bredt ud med armene. "Hvad siger du så?"

[Louis Howe]

Det gav et sug i Louis' mave, da han så den anden løbe ham i møde, og smilet voksede. "Det var helt vildt!" udbrød han begejstret og så rundt i stadionet. "Stemningen, spillet, dig!" sagde han med ansigtet vendt op mod den åbne himmel, før han så tilbage på den anden, der stadig holdt lynet i hånden.

"Jeg troede ikke, at man kunne flyve så hurtigt," tilføjede han en anelse forpustet, som om han selv lige havde siddet på en kost.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo hjerteligt og dybt fra mellemgulvet, smilende med velfortjent tilfredshed over Louis' reaktion. "Jeg lovede jo, at der var noget jeg var bedre til end skak," grinede han og var for en gangs skyld ikke præget af en ellers bemærkelsesværdig ydmyghed. Han kunne ikke lade være med at være godt tilfreds med sig selv, som han knugede den gyldne bold.

Han kunne i hvert fald ikke stoppe med at smile. "Det bliver to sejre på en dag, hvis du siger at jeg har konverteret dig til en Quidditchfan."

[Louis Howe]

Louis lo muntert og betragtede den anden smile. "Jeg vil ikke sige noget for tidligt," sagde han med en mærkelig følelse af at blive besejret. Han ville dog ikke lade den anden vinde så nemt. "Men jeg er positivt overrasket. Meget!"

Troldmanden tog et lille skridt nærmere den anden og så fra hans ansigt ned til hans hånd, der knugede den bevingede kuglelignende bold. "Så det er lynet," konstaterede han uden at løfte blikket. "Må jeg se den?"

[Oliver Morecambe Young]

Oliver var overrasket over, at han reelt håbede på et ja fra Louis. Hvorfor han gerne ville imponere den ældre troldmand, det var han ikke hundrede procent sikker på, men måske havde det noget at gøre med, at den anden ikke var nogen udpræget Quidditchfan. Han kunne godt lide tanken om at ændre på det.

Han så ned på lynet i sin hånd, stadig med adrenalinen bankende i kroppen. Han åbnede hånden, så den anden kunne se den - men rakte den ikke over. Det ville se lidt mærkeligt ud, med mængden af fotografer over det hele og desuden var der noget lidt helligt over det for Oliver. Han var stadig forpustet og det var umiddelbart lidt svært for ham at stå stille. Desuden rørte holdet på sig bag ham. Han så sig flygtigt over skulderen. "Vi skal samles i omklædningsrummet, men vi kan mødes her om en halv time?" Han bakkede et enkelt skridt og blottede tænderne. "Så har du lige et stykke tid mere til at lade dig overbevise."

[Louis Howe]

Louis betragtede den lille bold nøje, men så op da Oliver talte. Han smilede. "Ja," svarede han blot og tog selv et enkelt skridt bagud. "Vi ses," tilføjede han, da den anden satte efter holder og forsvandt ind i omklædningsrummet.

Selv slentrede han formålsløst frem og tilbage, mens han ventede. Han væbnede sig selv med tålmodighed og begyndte at gengive kampen i sit hoved, mens et skævt smil spillede på hans læber.

[Oliver Morecambe Young]

Da Ollie kom tilbage var der måske gået lidt mere end en halv time, men til gengæld var han ude af sin spilleruniform og havde været i bad. Han slyngede sin taske over skulderen og råbte grinende til holdkammeraterne, at han nok skulle dukke op til efterfesten (der trods alt blev holdt i hans eget hus), men at han lige havde en aftale først.

Adrenalinen var begyndt at tage af, men han var stadig spændt og i godt humør. Hans skridt var nærmest fjedrende, da han inden længe stod foran Louis med det bredt smil. "Overbevist endnu?"

[Louis Howe]

Louis så op, da holdet vendte tilbage. Han havde ikke lagt mærke til, at der var gået over en halv time, men hvis det var tilfældet, havde han sikkert følt sig en lille smule irriteret.

De grønlige øjne fulgte Oliver, som han nærmede sig. Hans begejstring havde lagt sig under ventetiden, men den andens gode humør smittede af, og et tandafslørende smil bredte sig på hans læber. "Du giver ikke op så nemt, hva'?" Med blikket på den anden stoppede han hænderne i bukselommerne og vippede lidt frem og tilbage på fødderne.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver blottede tænderne i et grin og rystede på hovedet. "Ikke på vilkår," konstaterede han selvsikkert og stak hænderne i lommerne. "Ellers har jeg jo fejlet," pointerede han snusfornuftigt og vippede let på hælene. Han havde efterhånden et temmelig stort behov for en øl og var ikke god til at stå stille.

"Vi tager hjem til os, hele holdet og fejrer sejren. Vil du med?" Han hævede øjenbrynene opfordrende. Howl var der jo også, så det var jo ikke helt skræmmende.

[Louis Howe]

"Man kan ikke altid vinde," sagde Louis og vippede en gang med øjenbrynene, selvom det ikke ville overraske ham, hvis Oliver gjorde, efter at have set dennes evner på en kost.

Den unge troldmand havde håbet, at det efterfølgende spørgsmål ikke ville blive stillet, men det skete, og hans smil falmede en anelse. "Nej," svarede han tøvende og så kortvarigt ned i jorden. "Jeg har noget papirarbejde i butikken, jeg stadig mangler at få ordnet. Men tak for tilbuddet," tilføjede han af ren høflighed, smilede og lagde an til et 'vi-ses-jo-nok-på-et-tidspunkt'.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie fnøs højlydt og købte tydeligvis ikke Louis' undskyldning. Han var allerede ved at ryste på hovedet, da Louis gik i gang med at forklare sig. "Du må virkelig finde på noget bedre end det," konstaterede han og sendte ham et temmelig blændende smil.

"Hvis jeg skal leve med ikke at have gjort en inkarneret Quidditchfan ud af dig endnu, så må du i det mindste være til stede til at lade mig drikke sorgerne bort." Han lignede ikke en, der ville tage imod et nej.

[Louis Howe]

Louis fugtede langsomt læberne, da Oliver talte og tydeligvis ikke lod ham slippe. "Til din indformation taler jeg faktisk sandt - jeg har dage gammelt arbejde, der ligger og venter," sagde troldmanden og trak hænderne ud af bukselommerne for at flette dem mod lænden.

Oliver så dog ikke ud til at skifte mening, og han sukkede svagt. "Fint. Bare jeg ikke får lige så slem en hovedpine i morgen som sidste gang, jeg var med dig," sagde han dømmende, men kunne ikke lade være med at smile lidt alligevel.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo glædeligt og sejrrigt. Han så temmelig godt tilfreds ud og slog ud med den ene arm for at indfange Louis' skuldre. "Du kommer ikke til at fortryde det," konstaterede han, allerede godt på vej med at trække den anden med sig. Han var ikke sikker på at han havde nok fokus til at transferere sig og hans krop pumpede stadig adrenalin rundt. Der var da heller ikke langt at gå og Ollie hoppede nærmest stadig som havde han fjedre under skoene.

"Jeg kan ikke gøre for, at du ikke kan holde dit alkohol," konstaterede han i øvrigt og så drillende på den ældre troldmand og slap hans skuldre, for i stedet at gribe fat om remmen på sin egen taske og slynge den helt over hovedet, så vægten hvilede på tværs af brystkassen.

[Louis Howe]

Louis lod sig ind indfange, men måtte slippe grebet bag sin ryg og endte derfor i en akavet, nedbøjet stilling. "Det må vi se," mumlede han mest for sig selv, men det pirrede stadig i hele hans krop efter kampen, og han ville ærlig talt hellere dette end at arbejde.

Troldmanden rettede sig op igen, da han blev sluppet, og fnøs lavmælt. "Jeg holdt bare trit, hvilket siger noget om, at dit alkoholforbrug er lidt for stort, Oliver," sagde han med blikket rettet forud og antydningen af et drillende smil på læberne. "Men det er selvfølgelig dit eget ansvar," tilføjede han og skævede til den anden.