En faderlig samtale [Solopost]

[Aldrian Coppernan]

23. januar 2110

Aldrian var virkelig ikke tilpas med at blive kaldt hjem til sin far med så kort betænkningstid. Det betød som oftest, at han havde foretaget sig noget, som virkelig havde vagt faderens mishag og at han skulle hjem og stå skoleret, hvilket han virkelig ikke var i humør til. Han havde haft en date planlagt i aften med en køn lille sag nede fra auror-afdelingen, som han nu havde været nødt til at ringe og aflyse. 

Da han var blevet lukket ind, blev han vist til faderens hjemmekontor, hvilket virkelig satte gang i de bange anelser. Faderen rejste sig ikke op, men indikerede bare, at Aldrian skulle sætte sig, hvilket han gjorde uden nogen kommentarer. Det var altid bedst bare at sætte sig og holde mund, så faderen kunne komme af med sine frustrationer hurtigst muligt, og han selv kunne komme af sted igen. 

"Jeg har haft en samtale med Geneva Greengate." Aldrian sad pludselig som ramt af lynet. Dette var overhovedet ikke, hvad han havde ventet at høre og en masse tanker for igennem hovedet på ham. Var hun seriøst gået til hans far og havde sladret om, at han ikke havde kontaktet hende, siden de var sammen sidst? Det kunne da ikke passe. Så barnlig var Geneva på ingen måde. Et kraftigt sug gik igennem hans mave, da han tænkte, at hun måske kunne være gravid. Men hvorfor i alverden skulle hun gå til hans far og ikke til ham med sådan en oplysning? Han nåede ikke at tænke mere, før faderen fortsatte.

"Som du ved, har jeg længe ønsket, at du skulle finde dig en god kone og slå dig ned, give mig nogle børnebørn og i det hele taget indtage den plads i familien, som det forventes af dig." Aldrian sad med tilbageholdt åndedræt og kunne ikke samle en selvstændig tanke. "Geneva er ikke imod en sådan forbindelse imellem jer to. Og jeg ville gerne høre, hvad du selv har at sige, om den mulighed."

Mens faderen havde talt, havde alle Aldrian's indvolde snoet sig sammen til en fast klump, så han nærmest ikke kunne få vejret. Så da faderen udbedte sig et svar, glemte han alt, hvad han havde lært om manipulation og undvigelse og et panisk "Nej!" var det eneste, der undslap ham. Han kunne ikke rumme det. Havde brug for luft, men vidste også, at faderen ikke ville tillade, at han gik endnu. Små svedperler begyndte at forme sig på hans pande og hans så bedende på sin far. "Det kan jeg ikke."

Faderen så på ham med et strengt blik, som fik luften til at gå endnu mere ud af ham. "Synes du virkelig ikke, at det er på tide, at du bliver voksen? Du er den ældste Aldrian. Det er din pligt at videreføre familiens navn og ikke smudse det til, som du har gjort de sidste femten år!" Faderens stemme syntes at komme både tæt på og meget langt væk fra på én og samme gang og Aldrian kunne ikke engang overveje at gøre, som han blev bedt om. "Nej, far. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Ikke endnu." Forhåbentlig ville faderen forbarme sig over ham og give ham et par år mere, selvom Aldrian tvivlede på, at det ville gøre en forskel.

Håbet sank dog i ham, da han så faderen ryste på hovedet. "Desværre, min søn. Aftalen er på plads. Geneva har indviljet. Jeg vil ikke finde mig i din skandaløse opførsel mere. Sådan bliver det." Faderen havde set på ham et øjeblik og havde derefter gjort en afværgende bevægelse med hånden. "Du kan gå." 

Aldrian vaklede ud af værelset og direkte ud på det nærmeste badeværelse, hvor han kastede højlydt op i toilettet. Han var gennemvåd af sved og rystede på hænderne. Han vidste udmærket, at han ikke havde et valg i dette. Faderen kunne tage alt fra ham. ALT. Hvis han ikke gjorde, som der blev forlangt af ham. Det tog ham en rum tid, inden han var kommet så meget til sig selv igen, at han kunne skubbe alle sine følelser ind under facaden igen og gå hjem til sig selv, som om intet var sket.