Undsætning

[Alastair Ó Catháin]

Tag: Chrysanta Ó Catháin

Alastair havde ikke set Rys i et stykke tid. Dette var i sig selv ikke specielt bekymrende, de havde begge en masse aktiviteter der fyldte deres liv, men lige i denne her situation følte han at der var grund til at reagere. Sidst han havde set hende havde hun nemlig været alt andet end lykkelig og han havde besluttet sig for at det måtte være op til ham at gøre noget ved det - selvom han var fuldkommen fortabt hvad angik det væsentlige 'hvordan'.
Alastair rettede en anelse nervøst på sit gule slips. Han brød generelt ikke regler medmindre det ikke kunne undgås, men hvis Rys havde tænkt sig at bruge alt sin tid på sin opholdsstue/værelse (Det troede han i hvert fald hun gjorde), så måtte være der han tog hen.
Planen var egentlig ganske enkel, han havde forklædt sig som en grævling og ville infiltrere kollegiet og finde sin kusine. Der var dog grund til bekymring, fordi modsat eksempelvis Ravenclaw, havde folk fra hufflepuff en tendens til at huske hinandens navne. Men noget måtte gøres.
Desværre viste sig at modstanden ikke var overstået, fordi hvor han vidste hvilket rum døren var i.. Var der ligesom flere valgmuligheder - og efter sigende var der en straf hvis man valgte forkert.
Han sjoskede frem og tilbage foran de store tønder, men kunne ikke få sig selv til at banke på en af dem.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrysanta havde aldrig været personen, der som sådan gik helt ned i kulkælderen. Det var i hvert fald, hvad hun selv troede indtil dagen, hvor hun pludseligt prøvede det. Ikke fordi hun ikke kom op af sengen og passede sin undervisning, men når undervisningen var slut, blev hun ikke ude med sine venner. Så søgte hun helst sin seng. Det var derfor en anelse modstræbende, at hun satte ned mod biblioteket for at hente en bog.

Lidt i sin egen verden trådte hun ud af opholdsstuen, nikkede med et træt smil til den krølhårede dreng i det gule slips på vejen. Så stivnede hun. Langsomt vendte Rys sig om. Havde det seriøst været Casimir?

[Alastair Ó Catháin]

Alastair stivnede da en af de store tønder åbnede sig, især fordi det havde været den han havde været mindst sikker på. Han forsøgte at gå lidt i et med baggrunden, men nåede næppe at få skruet op for sine ærlig talt ikke imponerende kamuflage-færdigheder før han var opdaget.
Heldigvis lod det ikke til at hun bemærkede noget og det var først da han stirrede på det viltre baghovedet at det gik op for ham hvem det var.
"Hey Splint.." Sagde han med et lidt dumt grin.

[Chrysanta Ó Catháin]

Det var først da Alastair talte, at det gik op for Rys, hun havde holdt vejret. Hun havde aldrig i sit liv følt sig skuffet eller trist over at se fætteren, snarere tværtimod, men der var en første gang for alt og dette var hendes.

Udmattet trak hun på smilebandet. "Hey Al, hvad så?" Hendes stemme var en anelse ru, da hun talte og hun rømmede sig, selvom hæsheden efterhånden havde været der et par dage. Han lignede virkelig Casimir, bemærkede hun for sig selv, som hun studerede ham. Især med det gule slips, der. Det gule slips? "Vil jeg overhovedet høre historien om, hvorfor du står ude foran Hufflepuffs opholdsstue iført vores farver?" Normalt elskede hun historie-tid. Det var hende og Alastairs øjeblikke, hvor han lukkede hende ind i sine eventyr, men nu var hun bare træt.

[Alastair Ó Catháin]

"Historie.." Himlede Alastair, som om at han var typen der kom med lange, indviklede forklaringer på hvorfor han gjorde de underlige ting han gjorde. Han tog demonstrativt sin tryllestav op af lommen og slog et slag på sit slips så det forvandlede sig tilbage til sin sædvanelige smaragd. Så stak han staven i lommen og rettede meget højtideligt på slipseknuden.
"..Bare et væddemål." Sagde han og trak på skuldrene. Men desværre kendte Rys ham alt for godt til at han kunne slippe væk fra den slags umotiverede løgne.. Hans blik veg til venstre og vendte så retur til kusinens ansigt.
"Er du ellers okay?" Spurgte han, lidt for hurtigt til at det virkede som smalltalk.

[Chrysanta Ó Catháin]

Rys kunne ikke tilbageholde et tandsmil, selvom det var præget af udmattelse. Alastairs himlen var så karakteristisk, som om han ikke selv havde bemærket, hvor meget han kunne plapre løs om sine bedrifter. Hendes smil stivnede dog, da hun opdagede løgnen. Det var ikke tit, fætteren stak hende en lodret plade. Så måtte det altså være fecking seriøst.

Det iscenesatte tilfældige spørgsmål bekræftede den ubehagelige, gnavende anelse i hendes maveæ. Lettere tøvende trak hun på skuldrene. "Ja, der sker ikke så meget i en røvlings liv." Hun tvang et smil frem for fætterens skyld.

[Alastair Ó Catháin]

Letgennemskueligheden gik dog begge veje og derfor så Alastair alt andet end imponeret ud over den uoverbevisende Rys.
"Du er fuld af fecking lort, Rys.." svarede han med en mild stemme i kontrast til hans hårde ord, med kun et lille snert der var frustration mere end noget andet. Han kunne jo se at der var noget galt og det irriterede ham at der ikke var noget han umiddelbart kunne gøre ved det - hun ville lade ham gøre ved det, "Jeg har slet ikke set dig på det seneste.."

[Chrysanta Ó Catháin]

Havde Rysse haft så leget kontrol over sit ansigt at hun kunne hæve det ene bryn, havde dette nok været en situation, hvor hun havde gjort det. Istedet blev underlæben skudt demonstrativt frem. Fætteren havde kraftedme ingen ret til at stå der og påpege hendes lortefyld, når han selv var lige så rådden.

"Du har også haft meget andet at se til." mumlede grævlingen undvigende og kløede sig på den tætfregnede arm, før hun med påtaget skødesløshed trak på skulderen endnu engang inden for kort tid.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair betragtede Rys indgående og hans frustration prægede hans øjenbryn. Desværre var det ved at udvikle sig til en stædighedskamp hvor hans temperament typisk overvandt kusinens. I dette tilfælde dog kunne han på forhånd se at der ikke ville komme noget godt ud af det, så han opgav på forhånd. Hvis hun partout ikke ville hjælpes, kunne han næppe tvinge hende.
"Det kan du have ret i.." Sukkede han og skuede ubevidst i retning af et vist hjørne af kælderen, "..Jeg er næsten færdig med mit kort."
Han løsnede sit slips en anelse og forsøgte med et smil.

[Chrysanta Ó Catháin]

Rys lyste op i et nogenlunde oprigtigt, lettet smil, da emnet skiftedes til noget mere håndgribeligt end hendes velbefindende. For hvorfor var det egentlig hun havde det så fecking nederen? Hun tilbragte jo nærmest hver nat med armene om sit livs kærlighed. Burde det ikke være nok? Burde det ikke på en eller anden måde kunne opveje det faktum at hendes storebror, der alligevel var så meget imod skolen ikke længere gik der.

Hurtigt greb hun emnet. "Cool mand." Fingrene påbegyndte en vandring gennem hårdt, men endte med at sidde ubehjælpeligt fast i en krøllet tot, der var ved at udvikle sig til dreadlocks. "Har du fået hjælp af hende der.. Al.. An..?" Hun så spørgende på fætteren.

[Alastair Ó Catháin]

"Nej," svarede Alastair med et grin og kørte nærmest synkront en hånd igennem sine egne krøller, dog med lidt mindre besvær, "Alana er ikke så interesseret i udforskningen.. Det er snavset og småfarligt og sådan.."
Det skulle ikke forstås som at Alastair nød det element, for ham var det bare ubehageligheder der skulle overstås og indtil da følte han ikke rigtig noget behov for at involvere Alana.
"Men det kan være hun vil hjælpe mig når jeg skal til at lave den magiske programmering og den slags.." Alastair himlede lidt med øjnene for at demonstrere præcist hvor overfladisk hans viden om det var.

[Chrysanta Ó Catháin]

"Ah, hun er en pige." Tænderne blottedes i et skævt, underholdt smil. Det var præcis det samme med Cathy. Rys kunne heller i sine vildeste fantasier se Cathy på nogen af de få udflugter, Rys og Alastair havde været på. Nej, sådan at vælte sig i snavs. Det var svært ikke at more sig ved tanken.

"Skal vi ned af mod storsalen?" Da hendes fokus igen faldt på mad, gav hendes mave en rumlende klage. Hun gned fingrene over sin småbuttede mave, før hun nikkede mod storsalen og satte i bevægelse igen. "Er hun sej til det, da?"

[Alastair Ó Catháin]

"Det får vi at se.." svarede Alastair med et grin, "Hun er i hvert fald god nok i timerne.." Teoretisk viden oversatte dog ikke altid nødvendigvis til praktisk nyttighed, havde Alastair måtte indse, men selvom at han og Alana endnu ikke havde set på projektet sammen, var han ikke et øjeblik i tvivl om at hun sagtens ville kunne hjælpe ham. Hans grin nåede sin naturlige ophørsel, men blev hængende som et lille smil i hans mundvig der matchede hans ligeledes fjerne blik.
Han virrede lidt med hovedet og satte selv kurs mod storsalen. "Hvad med dig oooog.." Men han havde ikke lyttet nok efter rygterne til at høre efter det andet involverede navn så i stedet måtte han bare fiske lidt efter det.

[Chrysanta Ó Catháin]

Alastairs tydelige forelskelse bragte et solidt smil på Rysses læber. Familie fyldte meget i hendes liv og det at vide at både hun selv og Alastair var lykkelige bragte alligevel en form for tilfredshed ind i den noget mørke tilstand, der havde været i hendes sind de sidste par dage. Det var godt, han var glad.

Rys satte ud på gangen og gav sig til at vikle sine dreads ud. "Cathy" Hun smilede bredt, stolt over sin bedrift. Catherina Philips var en smuk pige, og det at ligge i ske med hende om natten var et fantastisk privilegium. Ikke kun grundet kollegianerens kønne ydre, men fordi skønheden gik hele vejen ind til grævlingens sjæl. "Hun er intet mindre end fantastisk."

[Alastair Ó Catháin]

Alastair kendte ikke navnet; han havde lært hele sin egen årgang men havde opgivet allerede næste år. Nu var de eneste han kendte fra de andre klassetrin, folk der havde været involverede i hans projekt. Rys smil alene beroligede ham mere end nogen af hendes uoverbevisende forsikringer og han puffede lidt til hende med et drenget grin.
"Fortæl.." opfordrede han og rakte op for kærligt at modarbejde hendes hårprojekt ved at pjuske det.