Kontraster

[Louis Howe]

Daniel Owens

Louis kom gående med en tyk mappe under den ene arm, og den anden hånd fast plantet på hovedet for at undgå, at hans hat fløj af i blæsten, der havde tiltaget over formiddagen. Hans skridt var målbevidste, men da hans blik gled over et skilt, tøvede han et øjeblik. En ingefærøl, inden han tog tilbage til Hogsmeade, hjem skadede vel ikke nogen.

Varmen omsluttede troldmanden behageligt, da han trådte ind på Den Tørstige Hat, og som han bevægede sig op mod baren, gled de grønlige øjne overfladisk rundt i rummet, mens han tog hatten af.

[Daniel Owens]

Daniel fløjtede lidt, som han serverede et par dampende hede smørøl for to midaldrende hekse og gav dem et smil med på vejen. Han stoppede op på sin vej til baren, da en ny gæst dukkede op. Det var lige før han gav den sædvanlige velkomsthilsen, før han lagde mærke til hvem det var og lyste lidt op.

"Louis," udbrød han, før han vippede bakken vertikalt og gik over imod vennen. "God aften, du." Han fik et overfladisk kram med den ene arm, før Dan trådte væk igen. "Skal du have et bord eller sidde ved baren?" Han nikkede imod sidstnævnte og smilede skævt.

[Louis Howe]

Louis så op, da nogen sagde hans navn, og han løftede øjenbrynene af ren overraskelse, da hans blik faldt på den pårørende. "Daniel," svarede han lige så forbløffet og besvarede krammet kejtet.

Troldmanden trak på smilebåndene, da han forstod, at dette var den andens arbejdsplads. "Jeg tager baren," sagde han og trak øjenbrynene let sammen. "Jeg havde ikke forventet at se dig her. Du arbejder simpelthen på Den Tørstige Hat?"

[Daniel Owens]

Dan skar en lille grimasse over det fulde navn, som kun hans mor kaldte ham det meste af tiden. Han smilede dog sekundet senere og slap en munter lyd, som han fulgte Louis over til baren.

"Ja?" Glimtet i hans øjne var drillende. "Jeg er min fars søn, du ved," konstaterede han muntert. Han var rimelig sikker på at Louis burde være klar over det, men det var der ingen grund til at rode rundt i. I stedet svingede han sig blot ind bag baren. "Hvad kan jeg skaffe dig?"

[Louis Howe]

Brikkerne faldt endelig på plads, og den unge troldmand skar en grimasse, og det var tydeligt, at han forstod. Med et svagt undskyldende smil så han på den anden, selvom det egentlig ikke gjorde ham så meget, at han havde glemt det.

Louis satte sig op på en stol og lagde hatten fra sig. "Bare en ingefærøl, tak," svarede han og sukkede veltilpas. "Hvordan går det ellers, Daniel? Det er lang tid siden," tilføjede han med et lille smil og betragtede den anden skænke op.

[Daniel Owens]

Dan smilede og rystede lidt på hovedet, før han rakte op og tog et glas fra hylden over baren. Han hældte op fra en af hanerne, imens han betragtede den jævnaldrende mand med hovedet lidt på skrå.

"Dan," rettede han ham venligt, før han blinkede med det ene øje. Han drejede hanen igen og strømmen standsede med glasset fyldt og en anelse skum på toppen. "Det går fremragende, min ven. Optrådte på Tarantallegra forleden. Stående bifald, men det giver selvfølgelig sig selv. Der er ikke så mange siddepladser." Han smilede skævt og sendte glasset over. "Fem knut," bad han. "Hvordan går det med dig?"

[Louis Howe]

Det var ikke første gang, at Daniel havde set sig nødsaget til at rette Louis, hvad angik hans navn. Han nikkede derfor med et venligt smil, selvom han sikkert havde glemt det til næste gang.

Den unge troldmand fnøs et grin over vittigheden - den var så dum, syntes han, at han ikke kunne lade være. Den ene hånd gled ned i hans bukselomme, mens den anden lagde sig om kruset. Han smed lige penge på disken, mens han svarede. "Det går skam fint. Jeg er stadig praktikant hos min far, men han har valgt at oplære både Oliver og jeg og ikke kun min bror," sagde han med et tilfreds smil, hvorefter han tog en tår af øllen. "Og forretningen kører fint, så der er ikke noget at klage over."

[Daniel Owens]

Dan snuppede pengene og de gled ned i bæltetasken, hvor andre lå og hyggede sig. "En vældig bunke fars drenge," konstaterede han tørt, men muntert. I virkeligheden havde han intet imod, at det var sandt. Han lignede den ældre Owens af både udseende og temperament.

"Hvad med kærlighedslivet? Stadig ingen Louisa til at holde dig beskæftiget?"

[Louis Howe]

Louis nikkede istemmende til den andens kommentar, selvom han ikke havde noget imod det. Han beskæftigede sig med det, han ville, og takket være sin far, havde han fået foden ordentligt ind i miljøet.

Den unge troldmand stivnede ufrivilligt ved det efterfølgende spørgsmål. Han kunne da umuligt kende til Louisa Maddox? Det var måske ikke umuligt, at han havde mødt den yngre heks, men at Louis havde? "Nej," svarede han og formede et venligt smil, mens hans pillede ved krusets kant. "Jeg har ikke tid til kærlighed," svarede han, selvom det egentlig ikke passede. Han arbejdede meget, men ikke konstant, og selvom han påstod ikke at være interesseret, kunne han ikke undgå at blive ramt af en længselsfølelse til tider. Louis tog endnu en tår af øllen, mens hans blik undgik Daniel.

[Daniel Owens]

Dan smilede afslappet og trak på skuldrene. Han gav sig til at hænge glas op fra en bakke med nyvaskede og tilkastede Louis et par nysgerrige blikke. "Du skulle tage at hænge ud her noget mere. En køn ung mand som dig... Du finder hurtigt en."

Hans tænder var kortvarigt synlige. "Hvis du er åben overfor muligheden, selvfølgelig."

[Louis Howe]

Louis trak på skuldrene uden at sige noget. Det ville være løgn at sige, at han ikke var åben for muligheden - han overvejede faktisk også, om han mon skulle komme her mere. Den tanke blev dog skubbet væk igen.

"Når nu vi er inde på emnet," sagde han og fandt den anden med blikket, "så synes jeg at hekse og troldmænd i vores alder udnytter kærligheden. Forhold, der kun varer måneder, burde ikke være blevet til et forhold overhovedet," fortsatte han fornuftigt og løftede kruset op til sine læber.

[Daniel Owens]

Daniel fnøs muntert og trak på skuldrene. "Er det ikke op til folk selv at bedømme, om deres forhold er tiden værd?" Han hang det sidste glas op og hang lidt imod baren. "Jeg vil i hvert fald ikke gøre mig dommer om hvad der er rigtigt eller forkert for andre. Det burde du såmænd heller ikke."

Et smil fulgte bemærkningen, men han hævede alligevel et enkelt øjenbryn. "Specielt ikke, hvis du ikke selv indlader dig på noget med hverken tøser eller knægte."

[Louis Howe]

Louis tog en tår af øllen uden at tage Dans ord særlig tungt. Han havde en mening om det meste, og det var ikke første gang, han blev mødt med modstand.

Troldmanden så på den anden. "Hvis det var tiden værd, hvorfor endte forholdet så i det hele taget? Det har ikke været ægte kærlighed, hvis man på et tidspunkt mister interessen for den anden," sagde han med den ene finger tappende mod ølkrusets kant. De mørke øjenbryn trak sig derefter en smule sammen. "Og hvorfor skulle jeg interessere mig for mænd?" tilføjede han ned mod kruset uden at forvente et reelt svar.

[Daniel Owens]

Dan fnøs. "Så ægte kærlighed er lyserøde skyer og for evig og altid?" Han himlede med øjnene. "Merlin, det er naivt, Louis. Kærlighed kan sagtens være kortvarig. Siger du til mig, at du aldrig har haft en affære med en eller anden dejlig tøs, der var god så længe det varede, men ikke var for altid? I så fald, er det på tide."

Han hældte et glas vand op til sig selv og smilede blot sigende til spørgsmålet om mænd. Man kunne have sine mistanker.

[Louis Howe]

"Kærlighed er ikke nødvendigvis 'lyserøde skyer', men den er evig," sagde han roligt, men en anelse irriteret over de himlende øjne. "Jeg siger ikke, at alle finder ægte kærlighed, men når de gør - ja, jeg gider ikke gentage mig selv," tilføjede han halvt mumlende og løftede kruset halv op til læberne.

"Og det er min egen sag, hvad jeg har haft af sådanne oplevelser, men jeg smider ikke rundt med mine følelser," sagde han og ønskede ikke, at Dan vadede mere rundt i det. Hver ting til sin tid, havde han lyst til at tilføje, men lod være, da det ville gå mest ud over ham selv, og han løftede kruset helt op i stedet for.