Vintervågenat

[Oliver Howe]

Setting: Mandag d. 19. januar, aften, Philippa Blythe

De mørke rober fejede hviskende om Olivers ankler, da han drejede ned ad hovedgaden. Han var for lidt siden ankommet med tog fra London, hvor han havde været henover weekenden. Hjemkomsten var dog ikke lig med, at arbejdet var slut endnu, så på trods af det sene tidspunkt havde han kurs mod hovedkontoret. Det var ulig Oliver at arbejde over på denne måde, men selvom hans interesse generelt kom til kort for virksomheden, så kunne han ikke ignorere de nuværende omstændigheder. Howes Husremedier tabte stødt marked, en tendens der havde taget fart siden juletid, og Oliver var blevet sendt rundt til den ene samarbejdspartner efter den anden for at reparere forholdet, dog tilsyneladende uden det store held. Stemningen i familien var trykket, og selvom alle havde sine mistanker om, hvad det skyldtes, var der ingen, der talte om det.

Olivers tanker cirkulerede endnu engang tilbage til julefesten på Hogwarts, hvor stemningen ligeledes havde været trykket det meste af aftenen, men af helt andre årsager. Og dog, tænkte han, der var det også arbejdet, der havde været i fokus - og det at han ledsagede Philippa til ballet var blot blevet betragtet som en bekvem løsning, så han var fri til at diskutere arbejdsrelaterede emner uden at træde nogen over tæerne. Det hele havde ellers virket lovende, og billedet af Philippa i den blå kjole stod klart i hans hukommelse. For 117. gang skar Olivers en ærgerlig grimasse over, hvordan aftenen var forløbet. Det værste var, at han ikke havde haft chancen for at fortælle hende dette, og hvor smuk hun havde set ud.

Butikken var lukket for et par timer siden, så Oliver måtte have tryllestaven frem for at komme ind. Døren åbnede lydigt for ham med en klingende lyd, og han trådte ind i det dunkle lokale. Det eneste lys, der nåede ham, var det fra vinduesudstillingerne, og han stoppede kortvarigt op og betragtede de farvestrålende varer, der stod i kontrast til mørket udenfor vinduet, mens døren klappede i bag ham. Nu hvor han endelig var her havde han slet ikke motivationen til at skrive rapporten om sit London-besøg. Der var dog ikke rigtig nogen udvej, så han fremmanede noget lys og gik hen til disken, hvor han satte sin taske fra sig, så han kunne få sin vinterkappe af.

[Philippa Blythe]

En ulykke kom sjældent alene. Det var derfor hun de seneste dage havde arbejdet over, så hun kunne tænke på noget andet, og ikke lade sit humør blive påvirket for meget af rumsterende tanker. Hun var dog stadig i et trist humør, som hun sad foroverbøjet over en stak papirer ved sin disk, halvt gemt væk i mørke, fordi hun havde glemt at tænde sin bordlampe.

Philippa skjulte et gab bag håndryggen, og gned søvnigt sine øjne, da lyden af en dør der åbnede nedenunder straks fik hende til at rette sig op. Med det samme greb hun ud efter sin stav, og rejste sig usikkert op, mens hun mærkede en klump af bekymring samle sig i maven på hende. Howe havde da ikke sagt at nogen ville komme forbi, havde han?

Med følelsen af at hendes hjerte sad oppe i halsen bevægede hun sig hen mod trappen, og begyndte forsigtigt at gå ned, mens hun fik fremmanet lidt lys, så hun ikke faldt over sine egne fødder. Hun nåede ned for foden af trappen før hun trådte et skridt frem, og i det hun løftede sin tryllestav fik hun øje på et lys og en skikkelse der fik hende til at skrige, hvorefter en chokbølge blev sendt igennem hende, så kraftig at hun gled ned langs væggen.

[Oliver Howe]

Bygningen var så gammel og knirkede og knagede så meget, at Oliver ikke engang hørte nogen komme ned ad trappen, selvom der var helt stille. Det var først, da han svingede kappen af sig, at han bemærkede en bevægelse ovre ved trappen, og det gav et kraftigt sæt i ham, hvorefter han instinktivt rettede staven mod det, han havde identificeret som en skikkelse. Hans handling udløste tilsyneladende et skrig, og han spærrede øjnene op, da han sekundet efter indså, hvem det var. Chokket fik lyset i hans tryllestav til at gå ud, men lyden af noget - eller nogen - der faldt ned af trappen var ikke til at tage fejl af, og han susede hen til foden af den med tre lange skridt og greb ud efter Philippa. I samme øjeblik svigtede hans fod ham, og han snublede ind over trappen, ude af stand til at bære vægten af en anden person og samtidig holde sig selv på benene. En smerte skar i gennem hans knæ, da det kolliderede med et trin, men det lykkedes ham at genvinde balancen ved at støtte knæet mod det og holde det andet ben solidt plantet på gulvet.

Det hele skete i løbet af et par sekunder, og han stod nu med Philippa i armene. Smerten i hans knæ var insisterende, men han var mere optaget af hendes velbefindende end sit eget. "Philippa, er du uskadt?" spurgte han lettere forpustet og støttede hende fortsat, så hun kunne komme op at stå igen.

[Philippa Blythe]

Indbrud. Der var nogen der havde brudt ind og Philippa var helt alene. ”Hold dig væk!”, råbte hun ud i mørket, og rettede sin tryllestav frem for sig der ikke længere lyste, dog uden at være i stand til at gøre noget, hvis hun stod i en situation hvor hun skulle forsvare sig selv. Hun kunne ikke skade nogen, selv ikke i forsvar. 

Philippa forsøgte at skubbe sig selv op af trappen da hun hørte en komme tættere på, men nåede ikke længere da skikkelsen faldt over hende, og i det øjeblik kunne hun tydeligt se overskrifterne i Profettidende for sig. Philippa vred sig i et halvt gisp, men så sig så op, og så nu hvem personen var. Straks holdte hun op med at kæmpe imod. ”Oliver”, stemmen var lille, men lettet, og hendes ene hånd strejfede hans skulder, stadig med blikket vendt op mod ham. Så hjalp han hende på benene, og hun glippede et par gange med øjnene, før hun kunne fokusere ordentligt igen. ”Ja, min ankel gør lidt ondt, men jeg har det fint”, hun så videre på ham, inden hun fik sluppet sit tag om hans ene skulder. ”Hvad laver du her?”, spurgte hun så, et malplaceret spørgsmål for han arbejdede her jo, men hun havde ikke regnet med at se ham her i aften af den grund. 

[Oliver Howe]

Olivers indledningsvis adrætte redningsaktion var ikke til megen hjælp, når det kom til stykket, og han var bange for, at han havde gjort mere skade end gavn. Det var lang tid siden, han havde befundet sig i en situation, hvor hans handicap kom til udtryk, og han følte sig lettere flov over optrinnet. Udover det havde han tydeligvis skræmt hende, og han så undskyldende på hende, en mine der forsvandt i mørket. Nu hvor de stod op var Philippas ansigt svagt oplyst af lyset fra vinduesudstillingerne, og han prøvede at aflæse hendes ansigtsudtryk, mens hun forklarede, hvordan hun havde det.

Forsigtigt slap han hende, som om hun ville gå i stykker, hvis han ikke holdt om hende længere. "Jeg er lige kommet tilbage fra forhandlingerne i London," forklarede han lavmælt. Det mørke lokale nærmest advarede om at tale fo højt. Så bemærkede han, at tryllestaven vibrerede mildt i hans ene hånd, og hans løsnede grebet om den, så der ikke lige pludselig stod fyrværkerier op i ansigtet på dem begge. "Jeg ville gerne have rapporten overstået." Han tøvede. "Men hvorfor er du her? Du er vel ikke blevet sat til at arbejde over?" Hans pande var foldet i bekymrede rynker, og han skyldte allerede mentalt skylden på sin far.

[Philippa Blythe]

Som Philippas øjne vænnede sig til mørket, var det muligt for hende at finde ham med et blik, der ikke længere lyste af frygt. Påmindelsen om hans tur til London fik hendes mave til at knuge sig sammen. Hun vidste ikke meget, men hun vidste at det ikke gik lige så godt for forretningen som det plejede, og det var nok til at bekymre sig, mente Philippa.

”Nej, slet ikke! Det er af .. egen fri vilje at jeg er her”, svarede hun ham hurtigt, og lød helt undskyldende, i det blikket hurtigt blev rettet mod gulvet, inden hun løftede hagen igen. ”Du må være træt. Skal jeg ikke lave en kop te eller kaffe til dig?”, spurgte hun så og sendte ham et varmt smil.

[Oliver Howe]

Selvfølgelig var hun her af egen vilje, tænkte han. Hendes loyalitet varmede, og da han mødte hendes blik igen var det med et mildt smil på læberne. "Te er nok en god ide. Men lad mig gøre det," svarede han og lavede en gestus mod trappen og lod hende lede vejen derop.

Første sal var langt mere indbydende. Der var varmere, lyset var tændt, og der var tydelige spor efter, at nogen havde været der, modsat nede i butikken. Oliver havde bedt Philippa om at tage plads - hvorefter han havde insisteret - og ledte nu en kedel frem. "Der har vi den," småsnakkede han og trak en kobberkedel og te ud af skabet. Så lukkede han lågen i og vendte sig mod Philippa. "Går det bedre med foden?" spurgte han og bevægede sig hen til skrivebordet, bag hvilket hun sad, for at sætte tingene fra sig på det.

[Philippa Blythe]

Philippa startede ud med at protestere. Han måtte være udmattet og hun ville hellere end gerne lave noget te til ham. I stedet endte hun med at sætte sig ned, og lod Oliver få sin vilje, mens hun selv rullede det ene bukseben op, så hun kunne tjekke sin ankel.

”Ja. Den er vist bare lidt hævet. Det skal nok gå over”, svarede hun, og så på ham med et varmt blik, mens hun blidt lod sine fingre strejfe langs der hvor der var ømt. ”Hvordan gik.. forhandlingerne?”, spurgte hun så, med en vis forsigtighed, da hun ikke vidste om det var et følsomt emne.