|
Post by Ewan Froggenhall on Jan 18, 2015 0:43:03 GMT 1
Ewan var ude med nogle gamle kollegaer fra Profettidende, som nu stod og diskuterede hvorvidt nisseoprøret var i 1610 eller 1612 og Ewan kedede sig utrolig meget i deres selskab, da de havde gentaget de samme argumenter den sidste halve time. Han var træt efter de lange dage hvor han havde forsøgt at få færdiggjort nogle artikler til Obliviatoren, det var næsten lykkedes, men han var selvfølgelig ikke tilfreds. Det var dog ikke noget nyt, det var han jo aldrig. Det var også grunden til at alle andre ting var faldet lidt i baggrunden, kaffedaten med Erin havde ikke just været vellykket, men han havde også skøjtet hen over den som enhver anden klovn. Han troede ikke rigtig at hun kunne være interesseret længere. Da han så alligevel fik øje på hende ved baren, havde hans ben pludselig båret ham hen til hende og han stoppede op ved siden af hende, med sit glas med ildwhiskey i hånden. "Hej Erin" Hilste han og overvejede hvordan han skulle følge op på det, siden han ikke rigtig havde kontaktet hende siden sidst. "Undskyld jeg.. jeg har haft travlt.. har du det godt?" Han smilede en anelse mens hans blik flakkede hen over hendes ansigt og han forsøgte at finde ud af hvor han stod. Han havde været en kegle, så meget var han klar over.
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Jan 18, 2015 4:55:47 GMT 1
Erin sad med sin temmelig varme te og ventede på, at hendes veninde ville ankomme, så de kunne tage afsted sammen til Godricdalen. Da en mand stoppede ved siden af hende, gibbede det mærkbart i hende og hun havde nær spildt indholdet i koppen ud over det hele. Rødkindet og mumlende beklagelser, gik der et øjeblik før hun sansede, at det var Ewan. Hendes øjenbryn røg atter er stykke op og et overrasket "oh," røg ud af hende.
Hun rømmede sig og fattede sig hurtigt, selvom han gjorde hende usædvanligt ufattet. "Jeg har det fint," fik hun, lidt forvirret, frem. "Undskyld?" Det spørgende blik gled lidt over hans ansigt. Hvad havde han at sige undskyld for?
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Jan 18, 2015 20:57:29 GMT 1
Ewan så beklagende på hende da hun nær spildte sin te og kløede sig overvejende på hagen, mens han grublede over hvad han skulle sige. "Ehm.. jeg ville have skrevet til dig.. eller noget i den stil.. der har bare været så meget at se til, med mit nye arbejde" Forklarede han og skævede mod den tomme stol, som han overvejede at sætte sig på, men han ville ikke være anmassende i tilfælde af hun ventede på nogen. "Men godt jeg lige stødte ind i dig nu så.. jeg har tænkt på hvordan du mon havde det.. " Sagde han med et varmt blik i sine øjne og smilede nervøst, ude at ane hvor han ville hen med den samtale.
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Jan 19, 2015 14:49:10 GMT 1
Erin fik den der følelse igen, der gjorde hende helt forvirret, men også en anelse stødt. Hun rynkede panden og drak af sin te, i stedet for at sige noget uhøfligt. Hun hadede at være uhøflig, men hun forstod ikke hvordan en enkelt, akavet time nødvendigvis indebar en forpligtelse til at skrive eller på anden måde opsøge hende igen. Ewan var ganske rar, men også temmelig påtrængende.
Hun rømmede sig og smilede vagt. "Jeg har det godt," svarede hun simpelt. "Travlt. Nu nærmer vi os eksamensperioden..." Et skuldertræk senere, faldt hun hen i tavshed og så undersøgende på ham.
"Du virker energisk?"
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Jan 19, 2015 15:18:15 GMT 1
Ewan noterede for sig selv at han allerede havde stillet hende det spørgsmål en gang og ville gerne sørge for at det ikke skete en tredje gang også. Han lyste op i et smil over hendes spørgsmål og nikkede. "Ja, jeg har forladt Proffettidende for at starte mit eget blad" Sagde han med et begejstret blik. "Resten må jeg fortælle dig om på et andet tidspunkt" Han skævede rundt i lokalet med et hemmelighedsfuldt blik. "Det bliver en smule usædvanligt" Bemærkede han og mødte hendes blik igen med et varmt smil.
|
|
|
Post by Erin Bathilda Murray on Jan 19, 2015 22:03:13 GMT 1
Erin hævede begge øjenbryn uforstående. Han havde ganske vidst sagt noget i den stil, men hendes alarmklokker gik så småt over hemmelighedskræmmeriet. At han smilede, fortalte dog en anden historie. Hun trak også selv høfligt på smilebåndet.
"Undskyld, men..." En rynke voksede frem på hendes pande. "Jeg tror ikke du skal fortælle mig den slags, hvis det er hvad jeg tror det er."
|
|
|
Post by Ewan Froggenhall on Jan 19, 2015 22:50:45 GMT 1
Ewan havde været alt for opslugt af sin ivrighed efter at fortælle hende det og hans smil forduftede fra hans ansigt over hendes ord. "Årh.. det er ganske uskyldigt" Bemærkede han og trak på skuldrene, en virkelig dårlig redning, de vidste åbenbart begge to at det langt fra var uproblematisk, hans nye blad. Derefter så han akavet på hende og trak på smilebåndet, men da han ikke kunne finde på mere at sige endte han med at tage sin afsked. "Jeg vil ikke forstyrre dig mere.." Bemærkede han og blottede tænderne i et smil. "Vi ses nok en anden gang Erin" Derefter traskede han tilbage til sine venner og forsøgte at fokusere på den samtale de havde kørende, der ikke havde bevæget sig meget længere.
Lukket
|
|