Grib til våben [Åben tråd]

[Casimir Ó Catháin]

Casimir havde ventet og vægtet sin tid, efter han vendte tilbage til skolen. I aften skulle det ske og han var klar. Han havde fået tilladelse til at recitere sit digt om ungdommens tåbeligheder efter det var blevet nøje gennemlæst og han havde den rigtige tekst - skrevet uden nogen professors viden - i lommen på sin skolekappe.

Højtideligt og med en værdig mine, trådte han frem på gulvet foran sine medelever og skolens ansatte. Måltidet var ved at være overstået og stilheden sænkede sig så småt, da det blev klart, at der var en, der havde noget at sige. Det var trods alt ikke første gang, at et medlem af kunstforeningen fik tilladelse til at læse op.

"Der findes en slags optimister
som burde slås langsomt ihjel -:
dem der sætter sig ned og tror,
det altsammen går af sig selv.

Der findes en slags pessimister,
som bør udryddes tand for tand -:
dem der tror, at det dog ikke går,
selv om man gør hvad man kan" *

Han fornemmede den larmende tavshed. Mange elever fattede uden tvivl ikke hvad han lige havde sagt. "Synes I virkelig, at man kan bortføre et barn fra dets forældre, blot fordi de ikke forstår en verden, der betragter dem som mindreværdige? Spørg jer selv, hvorfor mugglerne er bange for os! Tag stilling!"

* To Passivister, af Piet Hein

[Catherina Philips]

Catherina spiste som altid utrolig langsomt og var stadig igang med sit måltid da Casimir rejste sig fra Hufflepuffs bord for at læse et digt op. Hun var kun interesseret fordi han var hendes ven, egentlig havde hun travlt med at tænke på hvad hun skulle stille op med den stil til magiens historie hun skulle have lavet færdig. Hun forsøgte dog at fokusere på sin kollegiekammerats oplæsning, selvom hun ikke rigtig fattede hvad han mente. Hun havde allerede vendt sig mod sin mad da han talte videre, hvilket fik hende til at spærre øjnene op og se måbende på ham. Derefter skævede hun op mod lærerbordet og havde pludselig mistet sin appetit. Hvad fanden havde Rysses bror gang i? Tænkte hun og mødte sin venindes blik med et spørgende udtryk i øjnene.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrysanta smilede varmt over til Cathy, der sad over for hende ved Hufflepuffs langbord. Hendes hår sad virkelig godt i dag, bemærkede hun, da Casimir pludselig rejste sig fra sin plads lidt længere nede af bordet. Nysgerrigt fulgte grævlingens blik sin ældre bror, som han gik op foran alle eleverne og lærere i storsalen. Der var da ikke blevet nævnt noget om digtoplæsning idag, var der?

Forvirringen stod malet i fjæset på hende, som hun fik skubbet sig op på sine knæ på bænken for bedre at kunne se. Så begyndte han at tale. Straks var det som om noget i hende bevægede sig opad, og hun bemærkede, at det var hendes hjerte, der langsomt var på vej op i halsen på hende.

Så var der ikke mere digt. Rys bemærkede tavsheden og forvirringen omkring sig, men var ikke i stand til at rive blikket fra sin bror. Ved Merlins fecking underbukser. Casimir talte videre og Rysse blev grebet af en underlig trang til at løbe op og hive ham ned at sidde igen. Endelig fik hun revet blikket fra broren og hen mod lærernes bord. Det var først, da hun bemærkede manglen på hoveder, der var i vejen, at det gik op for hende, at hun stod op. Hvornår hun havde hævet bagdelen fra bænken vidste hun dog ikke.

[Magnolia Dearborn]

Lyden af snakkende elever rungede højt i storsalen, der alle var ved at have deres maver fyldt op, på nær de selvfølgelig, der aldrig synes at kunne få nok.

Magnolia sad foroverbøjet ved sit eget bord, og stak uinteresseret til en grønsag med sin gaffel, mens hun halvt var til stede i den ensidede diskussion hendes sidekammerat sad og havde med hende. Mikael var god nok. Når han bare ikke sad og anklagede Gryffindor for snyd, fordi han var tøsefornærmet over at de havde tabt i Quidditch.

Pludselig stoppede alt småsnak, hvilket fik Magnolia til at løsrive blikket fra sin tallerken, og drejede hovedet i den retning, hvor alle pludselig synes at kigge hen. Casimir. Først hævede hun sine bryn i en spørgende grimasse. Så fik hun øje på papiret og hun vidste hvad han skulle. Magnolia lænede sig nysgerrigt tilbage – uvidende om hvad han faktisk havde i tankerne.

Han var ikke langt inde i digtet før Magnolias ansigt låste sig fast i alvorlige folder. Hun stirrede på ham med store øjne. Hvad havde han gang i? Hun mærkede hvordan en knude formede sig i maven på hende. En knude hun først fejlfortolkede som vrede, men som lidt efter gik op for hende nok mere skyldtes bekymring.

Magnolia rykkede sig uroligt i stolen.

[Louisa Maddox]

Louisa blev helt fanget af Casimirs digt og hun glemte alt om sin mad, mens hendes tanker spandt videre på den jævnaldrende drengs ord. De var utroligt inspirerende for den unge heks og hun blev en smule trist da det viste sig at digtet var slut. Hun så håbefuldt på grævlingen i tilfælde af at der var mere og da han tilføjede et spørgsmål, lagde hun sin gaffel på bordet.

Et øjeblik efter fandt hun sig selv stående ved siden af Casimir og betragtede ham med et nysgerrigt blik, uden at tage sig særlig meget af alle de andre. Hun var blot ret interesseret i hvad den unge troldmand havde på hjerte.

[Georgiana Gimpwinkle]

Der var en rungende stilhed i storsalen i ganske få sekunder efter at Hufflepuffelevens ord havde gjaldet ud over storsalen. Lærerbordet var præget af stivnede grimasser, de fleste af overraskelse eller chok. Kun ganske få virkede uberørte og en af dem var Georgiana Gimpwinkle, som rejste sig langsomt fra sin højryggede stol. Hun lænede sig ind over bordet og så på de to studerende foran højbordet med et gennemtrængende blik.

"Frøken Maddox, vær så venlig at finde tilbage på din plads i dette øjeblik," brød Hogwarts' rektor tavsheden. Der var ingen tvivl om, at det bestemt ikke var oppe til forhandling. Så så hun på en af lærerne ved bordet og talte roligt - måske for at undgå at smide mere brænde på et allerede brændende bål. "Hvis Mr. Ó Catháins overhoved venligst vil eksortere ham op på mit kontor. Med det samme."

Der var ikke megen tøven og snart havde en af skolens professorer Casimirs arm i et fast greb.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir havde forudset reaktionen, men nu havde han hele skolens opmærksomhed. Konsekvenserne var han klar til at håndtere. Han var ingen idiot. Han vidste, at han efter al sandsynlighed ville være på vej hjem indenfor få timer. I mellemtiden havde han endnu et par dyrebare sekunder.

"Spørg jer selv, hvorfor vi ikke kan leve side om side med mugglerne - hvorfor de fratager mugglerforældre deres rettigheder. Hvornår kommer tiden, hvor det samme sker med vores rettigheder?" Han forsøgte at trække armen til sig, da en professor greb fat i ham, men en besværgelse havde hurtigt overbevist ham om, at følge fredeligt med. "Diktaturstat!" - var det sidste han fik frem, før han var blevet trukket ud af storsalen.

[Louisa Maddox]

Louisa vendte ansigtet mod Gimpwinkle med et undrende blik og blev stående på trods af hun havde fået besked på at sætte sig. Hun betragtede hele scenariet med slående ro og besluttede sig først at finde tilbage til sin plads, da grævlingen blev trukket ud af storsalen. Hun ville have vist ham at han ikke var den eneste der havde det på den måde, men hun havde på fornemmelsen at en lille pige ikke helt var nok til det han forsøgte at få skabt. Hun ville ønske hun kunne gøre mere og derfor gav hun sig til at gruble over, hvad det mon kunne være, hans ord havde sat sine spor.

[Chrysanta Ó Catháin]

Det var først da Hogwarts' rektor talte, at det gik op for Chrysanta, hun havde holdt vejret. Der skete så meget omkring hende pludseligt og det var bestemt ikke en drejning af aftenen, hun brød sig om. De grå øjne rettedes straks mod deres kollegieoverhoved, da denne rejste sig og begyndte at gå hen mod hendes ældre bror. Det var som om noget i hende var blevet levende - som en sur slange, der var ved at vride sig ud af hendes indre. Opkast? Ord.

"Casimir!" Råbet var hysterisk; en lille piges angst. Snublende fik hun trukket sin krop over på den anden side af bænken og ud på gulvet, mens øjnene var låst fast på det sidste glimt af hendes storebrors krøller, før også de forsvandt ud fra storsalen. Hendes øjne var blanke.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair havde siddet i sine egne tanker indtil hans ellers ganske fredelig aften pludselig blev spoleret af en masse postyr. Han strakte sig lidt for at se om det indslag fra kunstforeningen som han indså han ubevidst havde tonet ud var overstået lige i tid til at se Casimir blive ført bort. Havde han gået glip af noget vigtigt?
Han overså dog ikke kusinens reaktion og modsat hans manglende entusiasme omkring 'Kunst', var han her hurtigt på benene og ovre ved siden af hende. Han tøvede et sekund, usikker på hvad hulen han skulle stille op med den ulykkelige Rys. Så hev han hende ind i en kort omfavnelse før han med armen om hendes skulder førte hende tilbage til hufflepuffbordet hvor hendes sympatiske medkollegianere gjorde plads til at de begge kunne sætte sig.

[Magnolia Dearborn]

Magnolia stirrede ligefrem for sig. Hun var ikke kendt for at udtrykke sine følelser tydeligt i et offentligt forum, men hjertet der hamrede i brystet, gjorde det ikke muligt for hende at skjule den følelse af ubehag der pludselig havde ramt hende. Stilheden lå tungt i rummet, virkeligheden var blevet en del koldere. 

Ordet diktaturstat fik hendes øjne til at flakke. Hun fulgte Casimir med blikket helt indtil man ikke kunne se ham mere, desperat efter at få øjenkontakt med ham. Da han var ude blev stilheden brudt af forskellige stemmer med et virvar af følelser. 

Magnolia deltog ikke i snakken. I stedet rejste hun sig op, og bevægede sig ud af storsalen, uden at lade sig stoppe af noget. 

Forlader tråd 

[Georgiana Gimpwinkle]

Der blev ikke givet mange chancer på Hogwarts disse dage. Båndet mellem den magiske skole og Ministeriet for Magi var tættere end det nogensinde havde været og der var ikke plads til elever, der søgte at skabe åbenlys splittelse. Eleverne var ikke tilladt at blande sig i politik og det blev bedst understreget af et eksempel.

For unge, rebelske Casimir Ó Catháin betød det en bortvisning fra Hogwarts' Skole for Heksekunster og Troldmandsskab og den efterfølgende dag ville eleverne få en lang og alvorlig påmindelse fra rektor om, netop hvad der var sket sidst politik havde fået lov til at spille en aktiv rolle i hverdagen på Hogwarts. Alt sammen leveret med et ønske om forståelse.

Tråd afsluttet