Senere på aftenen

[Eldridge Engleford]

Kenna F. Kinnaird

Det var ikke længere tidligt på aftenen og det kunne ses på den voksende menneskemængde på dansestedet. Der emmede nu af beruset, men festligt liv og klokken var over midnat, men dog stadig for tidligt til de fleste at gå hjem. Det gjaldt også Eldridge Engleford, der midlertidigt måtte se sig forladt af sit selskab, men ikke lod til at have synderligt imod det.

Han havde skam også selv danset et par ganske anstændige danse med de få der havde haft modet til selv at opsøge ham, men som det var, fandt han det mindst lige så interessant at sætte sig i en af balkonens lænestole med et glas whiskey og lade blikket glide ud over de mange, farvestrålende mennesker. En lille eftertænksom rynke var synlig mellem hans øjenbryn, men hans generelle holdning virkede afslappet.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna havde danset, drukket, danset lidt mere og var forpustet atter engang, da hun slap en jævnaldrende mands skulder og leende trådte tilbage fra ham. Hendes viltre hår prøvede at rive sig løs af den nydeligt opsatte frisure, men hun rettede på to hårnåle og undgik kaos, imens hun så sig rundt efter Agnes.

Da hun ikke umiddelbart fandt hende, søgte hun i stedet mod baren, hvor hun udbad sig et glas vand. Hun havde fået nok at drikke og hun kendte sin grænse. Munter var fint, direkte fuld var bare unødvendigt. Munter var dog ikke det hun blev, da hendes blik gled hen på balkonen og hun fangede en velkendt profil. Hendes mellemgulv trak sig sammen og hun besluttede sig impulsivt for at konfrontere ubehaget lige på og hårdt.

Hvor meget beslutningen var fornuft og hvor meget den var beruselse var ikke godt at vide. Med vandglasset i hånden, besteg hun trappen og gik over imod Eldridge. Havde han ikke siddet alene, ville hun næppe have optænkt sin konfrontation. Nu satte hun sig ned direkte overfor ham med et stålsat blik og en mave, der protesterede imod beslutningen.

[Eldridge Engleford]

Eldridges blik var rettet mod dansegulvet og han fangede først en bevægelse ud af øjenkrogen, da Kenna satte sig i stolen overfor ham. Han drejede hovedet og så på hende med mild overraskelse, ladende blikket vandre en enkelt gang over den evigt imponerende figur hun gjorde sig.

"Kenna," hilste han med et antydningsvist smil og rettede sig den mindste smule op i stolen. "Jeg troede at du var opsat på fortsat at ignorere min eksistens." Øjenbrynene gled svagt op.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna sad rankt i stolen og tillod sig ikke at slappe af, hvis ellers hun overhovedet var i stand til det i det selskab. Det var tvivlsomt. Hendes opmærksomhed på detaljen var vagt, et par drinks til trods, og hendes blik fæstnede sig ved smilet, der prikkede til den retfærdige harme fra tidligere på aftenen.

Hun tog en tår vand og fik tid til at samle sig, inden hun slet og ret kom til at kaste indholdet i hovedet på ham. Det ville ikke være så godt. Fokuseret kneb hun øjnene den mindste smule sammen og så direkte ind i hans. "Det ville være vidunderligt, hvis det var en reel mulighed," konstaterede hun simpelt. "Men nu hvor din eksistens er et faktum..." Hun så beklagende ud og tog sig endnu en tår vand, før hun fortsatte.

"... Hvad har vi at tale om, der ikke allerede er blevet sagt? Hvorfor eksisterer der det mindste behov for nogensinde at tales ved?"

[Eldridge Engleford]

Elridge sukkede svagt, som han satte sit glas fra sig på en bordskåner og foldede hænderne foran sig. "Jeg er ked af, at du har det på den måde," svarede han alvorligt og uden tegn på, at han ikke mente det. Han blev siddende hvor han var, uden nogen umiddelbar antydning af at have ambition om at gøre sig yderligere tilnærmelser.

"Men behovet vil altid eksistere. Jeg er klar over, at vi ikke skiltes på de bedste vilkår, men det gør ikke din betydning for mig mindre. Det håber jeg, at du vil prøve at forstå. Uoverensstemmelser kan være ubehagelige, men er det virkelig værd at smide alting væk over?" Han så indtrængende på hende.

[Kenna F. Kinnaird]

Kennas mellemgulv trak sig hårdt og nådesløst sammen over Eldridges verbale angreb på hendes følelser. Hun stivnede og stirrede på ham, halvt fristet til alligevel at lade resten af vandet ryge i ansigtet på ham. Om ikke andet, ville det i det mindste være handling.

I stedet sank hun en tydelig klump og knyttede den frie hånd sammen. "Ja," svarede hun hæst, inden hun rømmede sig. "Alting er smidt væk. Kapitlet er lukket."

[Eldridge Engleford]

Eldridges øjenbryn trak sig svagt sammen og han så kortvarigt ned på sine hænder, nøje overvejende. "Hvorfor er du så her?" bad han endelig, ikke i noget angribende tonefald, men reelt spørgende.

Han rettede sig op og lænede sig den mindste smule frem. "Jeg er en tålmodig mand og jeg kan endda gå så vidt som til at sige, at jeg forstår, hvorfor du ønskede afstand. En afstand som du, mig bekendt, har fået. Men jeg tror ikke på, at kapitlet er lukket og jeg ønsker, at du kommer tilbage. Om det er om en måned eller et halvt år..."

Han så indtrængende på hende, før han lænede sig tilbage igen. Blikket var fortsat alvorligt. "Jeg savner dig, Kenna. Og jeg kan se på dig, at du i hvert fald ikke har glemt mig."

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna havde åbnet munden for at svare, da Eldridge fortsatte og fik hende til at spærre øjnene lidt op. Hun indså fejlen i at have opsøgt ham, da hammeren ramte hende i venstre side af brystkassen. Det var dog for sent. Hun sad komplet tavs og betragtede ham, imens konflikten gav hende mild kvalme. Klog af skade, men ikke helt sammenlimet endnu. Hendes hånd rystede, da hun tog en tår vand.

"Det er slut." Hun rettede sig op. "Jeg ønsker ikke afstand, jeg ønsker afslutning og din accept af, at det ikke handler om, at jeg skal blive klogere eller have tid. Det handler om, at du lider af den misforståelse, at jeg er noget, der kan ejes eller besiddes og behandles efter forgodtbefindende."

[Eldridge Engleford]

Eldridge sukkede. Han havde ikke forventet meget mere, men han var ikke overbevist. Han ønskede ikke at se Kenna ende i en anden mands arme, men han vidste at tvinge hende, ikke var den rigtige løsning. Tid var derimod og som han netop havde sagt, så havde han resigneret sig til at vente.

"Nuvel," konkluderede han og bøjede nakken svagt, før han rakte ud efter sit glas og tog en tår af whiskeyen. Han så ikke på hende, men lod blikket vandre ud over rummet. "Du kan ikke bede mig om at stoppe med at elske dig, men jeg accepterer dine vilkår." Hans kæbe var spændt og noget i hans bortvendte blik svagt forpint, men hans holdning udstrålede ro og værdighed.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna rynkede panden hårdt og endte bed at bide sig selv i underlæben, før hun rystede på hovedet. "Lad være med at gøre det der," sagde hun, lige så meget til sig selv som til ham. "Hvis du accepterer mine vilkår, så lad være med at gøre det der."

Hun mindede sig selv om hvordan det havde været og hvor ondt det havde gjort, imens hun skubbede den familiære tiltrækningskraft fra sig.

[Eldridge Engleford]

Eldridge fnøs, men så ikke tilbage på Kenna med det samme. "Jeg kan acceptere, at du ikke ønsker at se mig, men jeg kan ikke lade som om, at jeg er ligeglad," svarede han, en anelse brysk og rakte ud efter sit glas. Det var dog ikke for at drikke af det, men i stedet for at rejse sig fra stolen. Han så på Kenna.

"Og jeg kan ikke lade være med at håbe, men jeg kan lade dig være, hvis det er, hvad du ønsker. Godaften, Kenna." Han nikkede, men smilede ikke just, som han forlod hende i lænestolen. Til gengæld spillede en muskel sammenbidt i hans kæbe, da først han var på vej væk.

[Kenna F. Kinnaird]

"Godaften," fik hun dæmpet svaret, usikker på om han overhovedet hørte det. Hun sad tilbage med en underlig følelse i maven og stirrede efter Eldridge. Hans erklæringer efterlod hende chokeret og hun vidste ikke hvad hun skulle forestille sig at gøre, som hun sad der, mutters alene med et glas vand og sine tanker.

Hun havde brugt et halvt år på at komme sig over bruddet og han havde vadet direkte ind og på fem minutter smadret stumperne til uigenkendelighed igen.

Tråd afsluttet