|
Post by Hector Attwater on Jan 13, 2015 19:13:55 GMT 1
London var overvældende for troldmanden der lige var dukket op i en af Camdens gyder, men mængden af mennesker var også en positiv ting, selvom han hele tiden kom til at gå ind i folk eller var ved at blive kørt ned af en bil. Det var længe siden han havde befundet sig i mugglernes verden og hans hjerte bankede voldsomt da han endelig nåede hen til den dør han mente måtte være Matthews. Han bankede på et par gange uden held, indtil en tilfældig ung dame kom gående med et par indkøbsposer og kiggede spørgende på ham, inden hun lukkede sig selv ind og han fulgte med. Til sidst nåede han op til den rigtige dør og tøvede et øjeblik inden han bankede på, han løb en risiko ved besøget, det var han klar over, men han vidste det kun var et spørgsmål om tid inden ministeriet fangede ham og han havde tænkt sig at udnytte hvert øjeblik godt.
|
|
|
Post by Matthew Parker on Jan 15, 2015 20:47:30 GMT 1
Der var nok med arbejde i at få et nyt tidsskrift op at køre. Lyden af en banken på døren fik derfor for første gang i dage hevet Matt ud af sit arbejde. En anelse forvirret stirrede han op, straks overrasket over synet af sollys gennem ruderne. Var natten virkelig allerede overstået? Den metalliske klikken fra skrivemaskinen havde smidt ham i dyb trance. Blikket fald på den halvtomme flaske whiskey på bordet og en følelse af kvalme blandet med dårlig samvittighed ramte ham. Med hans fars historie med alkohol, var det ikke det smarteste at kaste sig ud i.
De slanke fingre gned over de tørre øjne, før Matt kom i tanke om den banken på døren, der havde kaldt ham ud af den trancelignende tilstand. Sløvt kom han op at stå og traskede ud i gangen. Papirer var spredt ud over bordet, og der stod en kande kaffe med en sørgelig restsjat i ved siden af whiskeyflasken, men ellers var der ganske rent i lejligheden, hvilket vidnede om, at han ikke havde været helt god til at få lavet eller spist noget mad de sidste.. Ja, i hvert fald fireogtyve timer.
Matt fangede sit spejlbillede i spejlet i gangen. De mørke rande var tydelige under hans grå øjne og han sukkede træt, føt han trak døren op. Synet af skikkelsen, der stod og ventede på hans dørtrin ville nok have bragt stor overraskelse til ham, hvis ikke han havde været ved at gå omkuld af træthed. Istedet flyttedes øjenbrynene en anelse op i panden. "Hector." Der var en svag tone af undren under trætheden i hans stemme.
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 15, 2015 22:05:20 GMT 1
Hector så forbløffet på sin ven, der så ud til at have det meget værre end ham selv. Han smilede nervøst og gik indenfor, da det var farligt for ham at stå og hænge ud på dørtrinnet. "Undskyld jeg sådan kommer anmassende.. Men jeg er igang med at besøge alle mine gamle venner i tilfælde af de er interesseret i at have besøg af en eftersøgt varulv" Bemærkede han tørt og kløede sig overvejende i nakken med et skævt smil, mens han betragtede Matthew. "Du ser værre ud end mig.. og det siger en del.. hvad er der sket?" Spurgte han og så sig omkring med et undrende blik.
|
|
|
Post by Matthew Parker on Jan 16, 2015 9:17:12 GMT 1
Uden helt at være sikker på, hvad der foregik, trådte Matt til siden og lod den gamle ven træde ind i hans hjem. Hurtigt lukkede han døren efter Hector. Selvom han ikke var sikker på, hvorfor han var der, var troldmanden ikke helt dum. Det havde altid været farligt at være varulv - og især i disse tider.
Spørgsmålet fra Hector fik et træt smil over hans læber. "Jeg har sagt mit job som Oblivator op," der var en bitter undertone i hans ord. "Hvilket du nok kan regne ud, siden jeg bor i Camden." Matt fortsatte ind i stuen Hector efter sig og slog ud med en stol som en invitation. "Kaffe?" Uden at vente på svar luskede han ud i køkkenet og satte i gang med en kande. Kort efter kom han til syne i dørkarmen.
"Jeg prøver at starte en Ministerie-kritisk avis, men det har vist sig at være sværere end først antaget - hvis altså ikke jeg vil i Azkaban." Et kort øjeblik livede hans ansigt op i et smil. Så forsvandt det igen. "Men vi prøver at få første udgave op udgivet til på mandag."
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 16, 2015 17:03:44 GMT 1
Hector nikkede til tilbuddet om kaffe, han havde ikke fået det længe og tanken fik hans tænder til at løbe i vand. "Hvis du mangler emner kan jeg godt stille op til et interview. Jeg har en del kritisk at sige om ministeriet og de kan ikke rigtig gøre mig mere nu. Det mindste jeg kan gøre er at hjælpe dig inden de smider mig i fængsel." Bemærkedr han og kløede sig i nakken med et skævt smil.
|
|
|
Post by Matthew Parker on Jan 17, 2015 16:30:55 GMT 1
Igen var det som om det kom et kort træk af liv hen over Matthews ansigt. Så faldt det tilbage i de trætte folder. "Det kunne være virkelig fantastisk, Hector." svarede han oprigtigt med et noget udmattet smil om læberne. "Hvis du ville kunne fortælle om dine oplevelser, behandlingen af dig, raceforskellene og generelt Ministeriets misbrug af deres magt." Matt nikkede så ivrigt, det nu kunne lade sig gøre med de noget sløve bevægelser.
Lyden af kaffen, der erklærede sig færdig ude i køkkenet, nåede hans ører og Matt forsvandt hurtigt tilbage ud i køkkenet, før han kom tilbage med to kopper med den mørke væske i. Det var bare hans livs nektar. Han rakte den ene kop til Hector. "Værsgo." Han tog en slurk, før han vendte blikket tilbage mod skolekammeraten. "Fortæl så. Hvad bringer dig til min hoveddør?" Det var længe siden, de sidst havde snakket.
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 17, 2015 17:03:18 GMT 1
Hector nikkede med et skævt smil og et smule forbløffet blik, det var ikke ofte han stødte på folk der ikke havde brug for en lang forklaring på hans uskyld, men at Matt ligefrem sagde en række af de ting han havde oplevet, var højst usædvanlig. Han smilede lidt ved tanken, han havde ikke følt sig så tilpas i nogens selskab længe.
Han tog imod koppen med et flygtig smil og trak på skuldrene. "En flygtig tanke.. Jeg er træt af at gemme mig som en skræmt mus. Jeg bliver nødt til at gøre noget, kæmpe imod ministeriet.. Men det kan jeg ikke rigtig gøre alene. Jeg er glad for jeg ikke er den eneste der har det sådan" Bemærkede han og tog en tår af sin kaffe, selvom den var lidt for varm.
|
|
|
Post by Matthew Parker on Jan 17, 2015 17:27:18 GMT 1
Matthew nikkede opmærksomt til Hectors ord. Der var ikke rigtigt behov for at sige mere til det. Matt selv var overbevist om, at der var massere hekse og troldmænd rundt omkring, der delte deres overbevisning, men havde for meget at miste til at stå frem. Han sukkede og tog plads ved spisebordet, rykkede sin skrivemaskine og whiskeyflasken lidt væk, så der kunne blive plads til hans kaffekop.
"Så lader det til, at du er kommet til den helt rigtige hoveddør i den helt rigtige by." konstaterede han med et mat smil. "Normalt ville jeg byde dig velkommen og informere dig om de risici, du løber ved at være sammen med os, men lige i dit tilfælde tror jeg sgu ikke den kan blive meget værre." Tænderne blev blottet som smilet voksede i størrelse, men også i bitterhed.
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 17, 2015 18:06:46 GMT 1
Hector smilede anstrengt og rynkede sine øjenbryn. "Nej det tvivler jeg på, det er nok nærmere jer der løber en risiko" Svarede han og satte sig ned overfor ham ved bordet, mens han flyttede lidt på nogle papirer, dog uden at have nogle problemer med rodet generelt. "Coppernan, hovedassistenten for overvågning og regulering af magiske væsner, hader mig som pesten og jeg tror alle der er den mindste smule venlige overfor mig ender i samme kategori." Bemærkede han og blottede tænderne i et skævt smil. "Men det virker som en risiko du har overvejet allerede da du begyndte på dette blad" Tilføjede han og kastede et flygtigt blik på papirerne. Han var ret spændt på at se hvad det ville blive til.
|
|
|
Post by Matthew Parker on Jan 17, 2015 18:32:52 GMT 1
Matthew fnøs underholdt. Hele samfundet var næsten tragikomisk, men måske havde det også noget at gøre med hans søvnunderskud. Fingerspidserne gned kortvarigt over hans øjenbryn. Det var måske ikke den bedste ide at have tilbragt så mange nætter hos Kenna, så han pludseligt var i tidspres, men samtidig var hun en skøn distraktion, han ikke ville undvære.
"Jeg har ingen søskende, har ikke stiftet familie." Matt trak på skuldrene. "Nogen skal kæmpe kampen. Men modsat fædrene i stuerne og mødrene, der synger sange for deres børn, før de bliver hevet ud af armene på dem af Ministeriets Mænd, har jeg intet at tabe, men alt at vinde."
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 17, 2015 18:56:25 GMT 1
Hector smilede en anelse over vennens ord og betragtede ham tænksomt. Han havde virkelig en evne til at vende en sætning, det måtte man give ham, tænkte han og rynkede så derefter sine øjenbryn i en alvorlig mine, inden han skiftede emne. "Når dette er sagt har jeg besluttet mig for at melde mig selv, når jeg har forvandlet mig ved næste fuldmåne. Jeg håber på at finde flere der er trætte af ministeriet i Azkaban. Forhåbentlig sender de mig ikke afsted for livet" Bemærkede han og så ud i luften et øjeblik. "Jeg tror dog ikke jeg kan tage tilbage til Godricdalen foreløbig, jeg må nok blive her i Camden og lege hjemløs bums" Bemærkede han og smilede skævt til Matthew.
|
|
|
Post by Matthew Parker on Jan 17, 2015 19:21:15 GMT 1
Matthews øjenbryn fløj sig en tur op i hans pande ved Hectors ord. Melde sig selv? Tænksomt nikkede han. Selvom der var fornuft bag ordene, var han ikke nødvendigvis enig. Det ville nok heller ikke vare længe, før han selv blev hentet eller fik en lodret ordre, men så gå ned med en kamp til det sidste og i dette tilfælde var hans pen virkelig skarpere end hans stav - hvilket ikke sagde så lidt.
"Jeg har en sofa." konstaterede Matt med apatisk træk på skuldrene. "Du skal være velkommen til at være der. Bare sørg for, det eneste, der får dem til at opsøge mig her, er avisen." Der var alvor at se i hans trætte blik, som han sendte Hector.
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 17, 2015 19:43:38 GMT 1
Hector bemærkede Matthews overraskede mine, han kunne godt forstå det, det var ikke ligefrem den måde han havde ønsket at gøre det på. Han havde dog intet valg, ikke rigtig. "Tak Matthew. Ministeriet ved ikke vi er venner, det er en fordel.. og jeg har skjult mig for dem indtil videre." Svarede han og faldt tilbage i det tidligere emne for en kort bemærkning. "Jeg kan ikke længere få min eliksir fra Lily Abbey, uden den er jeg en fare for mine omgivelser og fængsel er ikke en dårlig løsning" Sagde han med et svagt mørkt blik. Han var bekymret for næste fuldmåne, han kunne ikke få fat i stormhateliksiren og uden den var der en chance for at han ville forvandle sig til et monster der i værste fald kunne slå nogen ihjel. Det var en ubehagelig tanke, men det var nu engang realiteterne og der var intet at gøre ved det.
|
|
|
Post by Matthew Parker on Jan 17, 2015 21:31:15 GMT 1
Matthew nikkede langsomt ved Hectors ord. Det gav selvfølgelig mere mening nu. Et spørgsmål stod dog stadig ubesvaret. "Hvorfor har du ikke længere adgang til stormhateliksiren?" spurgte han bekymret. Han vidste, at Lily Abbey kendte hans mors familie på et eller andet punkt - var hun kommet noget til?
Til taksigelsen viftede han hurtigt med hånden. "Du er et menneske, der har behov for hjælp grundet et korrupt system. Det er det, jeg er her for." Endnu et træt smil. Han nåede lige akkurat at hæve hånden for at skjule et gab. "Så længe, du ikke går i vejen, er du egentlig bare til gavn for mig." Der var noget drenget selvtilfredshed over det smil, han sendte til varulven. Længselsfuldt tog han en tår kaffe mere.
|
|
|
Post by Hector Attwater on Jan 17, 2015 21:46:06 GMT 1
Hector blottede tænderne i et skævt smil og strøg fingrene gennem sit hår. "Godt så" Bemærkede han og skar derefter en grimasse, mens hans smil forsvandt. "De ved at Lily Abbey laver eliksir til mig og hendes datter var jo min kæreste på et tidspunkt for længe siden, jeg kan ikke forestille mig andet end at de holder øje med deres hus i tilfælde af jeg dukker op der. Under alle omstændigheder kan jeg ikke risikere at få dem i problemer" Forklarede han og kløede sig tænksomt på hagen. "Og jeg tvivler på at jeg kan få overtalt en eliksirmester til at brygge en til mig. Jeg er jo en farlig forbryder, ved du nok" Bemærkede han og løftede sine øjenbryn med et sigende blik, mens han drak af sin kaffe.
|
|