Lad os fortrænge i harmoni

[Kevin Maddox]

Kevin lukkede øjnene og skar en fortrydende grimasse mod gulvet ved Sybils ord. Havde han bare kunne holde facaden oppe to minutter mere, ville de ikke have stået og snakket om dette nu. Men Kevin var en følsom sjæl, og det var ikke første gang, han ønskede, at han var det modsatte.

Da Sybil havde talt færdig, tav han. Han bemærkede ikke stilheden denne gang, da hans tanker overdøvede den. På et tidspunkt falmede grimassen, og han åbnede øjnene. "Jeg forstår." Troldmanden var ikke overbevist om, at det nogensinde ville blive nemt, men han forstod, hvad den anden mente. Forsigtigt så han op. "Jeg beklager, at jeg sådan fik rodet dig ind i mine . . . personlige problemer," tilføjede han langsomt og fandt bukselommen med den ene hånd.

[Sybil Attwater]

”Du behøver ikke beklage dig mere, Kevin”, bad hun, med en klar forhåbning i stemmen om at han ville lade det være. Han var ikke som de fleste mænd. Han var ingen facadebygger. Han blottede sine følelser frit om han ville det eller ej. Det var ikke tit at Sybil stødte på sådanne mennesker.

”Hvad med du ser mig som en slags tutor fra nu af”, sagde hun pludselig, i det hun tog endnu en tår af sin te, men vandet var knap nok lunkent mere, og var af den grund ikke længere særlig smagfuld. Hun lagde kruset fra sig på bordet uden intentioner om at drikke mere. ”Hvis du igen føler noget der går dig på, så kom til mig, i stedet for at stoppe en fremmed på gangen. . Så skal jeg gøre mit bedste for at få dig på rette kurs igen”, sagde hun med et glimt i øjet, uden helt at kunne slette morskaben der lurede i mundvigen, selvom det var tydeligt at hun var seriøs. Så Sybil var ikke den bedste overhovedet til at snakke med folk om deres problemer – men på et professionelt plan var hun mere end egnet til at hjælpe.

[Kevin Maddox]

Kevin nikkede til hendes ord. Når hun sagde det på den måde, ville han lade være. Selvom fortrydelsen stadig prikkede til ham, måtte han acceptere, at det var sket. På et tidspunkt ville det nok også gå op for ham, at situationen var blevet blusset op til meget mere, end hvad den egentlig var.

Overraskelsen stod tydeligt malet i hans ansigt ved de efterfølgende ord, men langsomt formede han et lille smil. Det lød trods alt mere tiltrækkende end at finde sig selv i en lignende situation igen bare med en anden person. "Hvis du gerne vil, siger vi det," svarede han og rettede ryggene en anelse. Kevin havde ikke noget imod at få hjælp af andre. Visse følte et behov for at stå på egne ben og komme igennem uddannelsen på egen hånd, men han så ikke det at få hjælp som en svaghed - tværtimod.

Troldmanden bemærkede, hvordan den tunge stemning havde løftet sig lidt, og han tog en dyb indånding. "Nu er det vel på tide at vende tilbage til arbejdet."

Tråd afsluttet