Lad os fortrænge i harmoni

[Sybil Attwater]

Kevin Maddox

Det havde været en ganske rolig dag på arbejdet for Sybil. Og utrolig kedelig. Den var nemlig blevet brugt foran skrivebordet, hvor det meste af tiden var gået med papirarbejde, og lukkede sager der lige skulle tjekkes efter en sidste gang.

Sybil løftede hovedet, og rettede blikket mod et af vinduerne, kun for at erfare at klokken var langt mere end hun havde regnet med. Sybil lod de blå øjne glide roligt rundt i lokalet. Det gik ikke forbi hende at et par stykker stadig skævede til hende uden at skjule det. Skandalen med hendes bror var en skandale de fleste her havde hørt om. Attwater-familien var ikke de mest velsete for tiden og det kunne mærkes.

Sybil rejste sig for at strække sine ben. Hun forlod sit skrivebord, for at gå ned af en af de gange der lå mere afsides, men måtte pludselig stoppe op, da hun mærkede et slag mod sin skulder.

[Kevin Maddox]

Kevin tog en dyb indånding og gned håndfladerne mod ansigtet et par gange. Han havde løbet mange ærinder for sin lærermester i dag og kunne efterhånden mærke hvordan det havde tæret på hans energi. Han havde dog også fået besked på at skulle læse en bog om fortidige aurorer, og selvom han havde nogle dage til det, kendte troldmanden sig selv godt nok til at vide, at han ville blive for stresset, hvis ikke han begyndte i aften.

Men først skulle han have en kop te. Noget kom dog i vejen, da han for nogle sekunder blokerede sit syn, og en overrasket lyd forlod ham. Forvirret snurrede han rundt og fik syn på noget lyst hår. "Det må du virkelig undskylde! Jeg-" Kevin så nu, hvis lyse hår det var. "Attwater," udbrød han og rømmede sig. Han mærkede en tung fornemmelse i mavepartiet. Hvorfor skulle han lige støde ind i hende?

[Sybil Attwater]

En overrasket lyd undslap de smalle læber. Hun væltede et par skridt bagud, indtil hun igen genvandt balancen, mens hun stirrede ligefrem på personen som hun straks genkendte. Hans toneleje gik heller ikke forbi hende. Sybil virkede langt mere fattet med det rolige udtryk der fandt vej over det lyse ansigt, selvom hvad hun stod og tænkte på egentlig var hvordan hun mest effektivt slap væk fra ham igen.

”Maddox”, hilste hun tilbage, nikkede en enkel gang, og sendte ham et venligt smil, mens hun lod som om de bare var to kollegaer der havde hilst på hinanden på gangen, inden hun forsatte videre hen mod køkkenet.

[Kevin Maddox]

Kevin havde åbnet munden, men lukkede det straks igen, da Sybil fortsatte med at gå. Lydløst sukkede han af lettelse, men da det gik op for ham, at han skulle samme vej, skar han en grimasse. Troldmanden overvejede kort at droppe koppen med te, men samtidig vidste han, at han ville blive for træt uden og derved for stresset.

Med hænderne i lommerne fulgte han derfor heksen trop uden at sige noget. Hvad skulle han sige? Sidste gang de havde mødt hinanden, havde han sent på aftenen stået grædende på korridoren, og der var Sybil selvfølgelig gået forbi. Nu var der gået uger, og de havde ikke snakket sammen siden da, hvilket bare havde gjort situationen meget mærkelig. Kevin himlede med øjnene af tanken og trådte ind i køkkenet.

[Sybil Attwater]

For hver skridt hun gik blev det nemmere at trække vejret regelmæssigt igen. Det var ikke fordi hun som sådan havde noget imod Kevin, tværtimod. Hun kendte ham jo sådan set næsten ikke. Hvad der plagede hende var deres sidste møde – hun var og havde aldrig været god til at håndtere sådanne situationer.

Sybil opdagede først Kevin da hun var nået helt ud til køkkenet og bevægede sig hen mod skabene. Hun tog fat i et krus og fyldte det med kogende vand. Så skævede hun mod Kevin, som stod så tæt på, at det var umuligt at ignorere hans tilstedeværelse. ”Skal du have et krus med?”, spurgte hun, og så lige mod ham, mens mundvigene automatisk krusede sig svagt opad.

[Kevin Maddox]

Kevin stoppede op et stykke fra Sybil for at vente på, at hun havde taget, hvad hun havde brug for. Da hun henvendte sig til ham, smilede han venligt - og en anelse tvungent - og nikkede en enkel gang.

"Ja," svarede han og vovede sig et skridt nærmere. "Jeg overlever ikke resten af dagen, hvis ikke jeg får en kop te eller to," tilføjede han i et forsøg på at starte en samtale og betragtede hende kort, før han så ned på kopperne på bordet.

[Sybil Attwater]

Hun så mod Kevin med et mindre smil. Så nikkede hun, og fandt endnu et krus frem, som hun fyldte med kogende vand. Derefter skubbede hun kruset hen mod ham, men han måtte stadig tættere på, for at kunne nå det helt.

”Nej, det er ikke nemt at have Manfred Malfoy som sin lærermester”, kommenterede hun, og der var det umuligt for hende at holde et muntert smil tilbage, for Sybil havde været i præcis hans sko for et par år siden.

[Kevin Maddox]

Kevin nikkede med løftede øjenbryn og tog endnu et par skridt, så han kunne nå tekoppen. "Nej, det ved du jo alt om," sagde han med et smil og fiskede en tepose op, som han puttede i det kogende vand. Han så op på Sybil igen og forsøgte ikke at tænke på den oplevelse, han havde haft med netop Manfred Malfoy.

"Har du nogle gode tips?" spurgte han med et glimt i øjet og lænede sig op ad bordkanten. Indtil videre var det faktisk ikke så slemt at være i samme rum som den ældre heks.

[Sybil Attwater]

Sybil lagde sit ansigt i en tænkende grimasse over spørgsmålet. ”Hold dig på god fod med ham. Jo bedre han synes om dig, jo mere vil du få ud af ham”, Sybil gengældte glimtet i øjet ved at sende ham et kækt smil, inden hun selv fiskede en tepose op, og bevægede den rundt i kruset, for at få mere smag ud af posen.

Sybil førte forsigtigt kruset op mod sine læber for at tage en prøvende tår. Det brændte godt mod hendes læber, den varme lige inden lunken som hun foretrak sin te havde. ”Og går det helt galt, så giv ham et glas ildwhiskey. Det gør ham mere modtagelig overfor eventuelle fejl du har lavet”, hun sendte ham et skævt smil, og undgik at informere ham om at det måske kun havde hjulpet hende, fordi hun var hunkøn.

[Kevin Maddox]

Kevin bed sig tænkende i underlæben og kløede sig på den skægstubbede kind. Han brød sig overhovedet ikke om sin lærermester og havde endda mistænkt ham for at skade muggleren med vilje, hvilket ikke gjorde situationen meget nemmere. Det havde den unge troldmand dog ikke fortalt Sybil, og han nikkede derfor til heksens ord, som om han var enig.

Et roligt grin gled over Kevins læber og afslørede hans tænder. "Så må jeg hellere invistere mig i en flaske," sagde han ironisk og løftede koppen for at puste til teen, der ifølge ham stadig var for varm. "Jeg kan forestille mig, at der gik en del sølvsejl på det," tilføjede han, før det gik op for ham, at lige så godt kunne have sagt, at hun havde lavet mange fejl i sin tid som aurorlærling. Troldmandens blik faldt ned i bordpladen, og han tog en tår af teen, selvom den stadig var lidt for varm.

[Sybil Attwater]

I netop dette øjeblik føltes det ikke lige så akavet som ude på gangen. Det var faktisk muligt for dem at føre en samtale uden at Kevin græd eller hun følte sig ukomfortabel. Sybil stillede kruset fra sig på bordet igen, og hev posen op og ned i vandet, som hun havde ladet blive i.

Sybil løftede netop kruset for at tage en ny tår, da han kom med en tilføjelse, der fik hende til at løfte det ene øjenbryn skarpt. ”Hentyder du til at jeg er en dårlig auror, Maddox?”, spurgte hun ham direkte, mest ment i sjov, for hun regnede ikke med at han havde ment det sådan.

[Kevin Maddox]

Kevin krympede sig indvendigt over Sybils kommentar, og han brændte sig på tungen. Han tvang sit blik op på Sybil. "N-nej, selvfølgelig ikke," sagde han og rystede undskyldende på hovedet. Han opfattede ikke heksens forsøg på at være sjov, hvilket ellers ville have gjort situationen meget nemmere.

"Jeg tænkte bare, at Malfoy er en meget . . . krævende læremester," forklarede han, og hans blik flakkede en enkel gang. "Ikke at du er en dårlig auror," tilføjede han ned i tekoppen uden at se på hende. Det gik ellers lige så godt.

[Sybil Attwater]

”Nej, det var også det jeg tænkte du mente”, svarede hun med et glimt i øjet, og forsøgte at lette stemningen, da hun virkede til at være den mest fattede af de to. Til sidst blev det dog for meget for hende, og hun tog en lille tår af sin te, inden hun lagde kruset fra sig på bordet.

”Hør, Kevin”, startede hun ud, og så lige på ham, for at få hans opmærksomhed. ”Hvad der skete er kun akavet hvis vi gør det akavet, og eftersom vi støder på hinanden hyppigt, så vil jeg foretrække at det ikke er tilfældet. Er du ikke enig?”, spurgte hun, hvorefter den ene mundvig trak op i et skævt smil, inden hun løftede kruset igen, for at tage endnu en tår.

[Kevin Maddox]

Kevins ansigt vendte stadig ned mod koppen, der var blevet forfærdeligt spændende at se på lige pludselig. Mens han tog en tår, overvejede han at undskylde sig, men så lød Sybils stemme, og det var for sent.

Troldmanden så op. Han brød sig overhovedet ikke om taleemnet. "Jo. Selvfølgelig." Han stillede koppen fra sig og følte sig pludselig lidt for varm. "Men . . . det, der skete, er akavet. Vi kender knap nok hinanden, og . . . med det jeg sagde, kunne du lige så godt have været min søster." Han rømmede sig og undgik hendes blik. For pokker, han havde grædt sine øjne ud foran hende, hvordan kunne han bare lige glemme det?

[Sybil Attwater]

Sybil tog en dyb vejrtrækning og pustede langsomt luften ud gennem næseborene. En ting der var typisk for hende at gøre når det var nødvendigt for hende at bevare fatningen. ”Ja. Og jeg må også indrømme at jeg stadig ikke forstår at det netop var mig du valgte at dele alt det med”, i modsætning til ham var hun ikke bleg for at se direkte på ham, men nu var hun heller ikke den der havde krænget sit hjerte ud, mens tårerne havde væltet ned af hans kinder.

”.. Men du skal ikke slå dig oven i hovedet med det. Auror-uddannelsen er ikke en nem en. Du vil se ting du ikke bryder dig om, minder der vil holde dig vågen om natten. Det vigtigste er du ikke lader følelserne få kontrol over dig. Med tiden vil du lære at det er nemmest at lukke de følelser ude. Forstår du?”, hun så på ham i stilhed et par sekunder, så flyttede hun blikket over på teen, som hun tog endnu en tår af.