Frihed

[Hector Attwater]

Sybil Attwater
21. december 2109

Den lille celle Hector var placeret i befandt sig på auror kontorets etage og blev for det meste brugt til langt farligere troldmand end den unge mand der sad der lige nu. Han havde siddet der siden juleballet, altså to nætter og havde efterhånden mistet al fornemmelse for hvad tid på dagen det var. Der var ingen vinduer i cellen, da den som alt andet i ministeriet var under jorden og bortset fra et tæppe og et hul i gulvet var det ikke indrettet. Han havde brugt det meste af sin tid på at tælle ridserne i de sorte flade sten der omgav ham eller brugt tiden på at tænke over sit liv og hvordan han havde klaret de ting der var sket. Han savnede de resterende venner han havde ufattelig meget, men han havde spurgt flere gange om han måtte få lov til at skrive til dem, uden held. Derfor havde han sat sig til rette op ad muren ved tremmerne og betragtede den låste dør på den anden side af jerngitteret, der sørgede for at han blev hvor de havde placeret ham. Han havde ikke talt med et eneste menneske siden vagten kom med mad til ham og han havde ikke ligefrem haft et par venlige ord til overs. Nu sad han bare og ventede på at de ville finde ud af hvad der skulle ske med ham, han havde slet ikke tålmodigheden til det og forsøgte hele tiden at finde ud af en måde hvor han kunne ændre sin skæbnes drejning. Det var dog indtil videre, ganske umuligt.

[Sybil Attwater]

Sybil mærkede sit eget hjerte blive adskillige pund tungere, i det elevatordøren lukkede i, og kørte op mod niveau 2. De sekunder hun var inde i elevatoren var nok til at give hende en kvalmende fornemmelse. Sybil havde aldrig været glad for indelukkede rum; Det var en af hendes svagheder.

”Sybil”, hilste en mand da hun kom gående ind på hovedkontoret. ”Phoenix”, gengældte hun hilsnen, men selvom hun kendte manden godt, var hun ikke i det snaksaglige hjørne. Sammen bevægede de sig mod cellen uden flere ord, flere af dem de mødte på vejen sendte hende et venligt smil, men samtidig kunne det også tydeligt ses i deres øjne, at de vidste hvad hun skulle. De mistænkte det i hvert fald. Hendes forældre havde forsøgt at tale hende fra det. ”Han er ikke det værd. Ikke længere.”, havde de sagt. ”Måske”, havde hun svaret tilbage. ”Men han er stadig min bror”.

Phoenix stillede sig foran døren, og fandt sin tryllestav frem, inden han drejede øjnene tilbage på Sybil. ”Er du klar?”, spurgte han. Sybil nikkede bestemt. Phoenix nikkede tilbage og bankede så på døren. Tre hårde bank. ”Du har besøg. Du står allerede i problemer til halsen, så forsøg ikke på noget dumt, knægt. Jeg holder øje”, råbte han ind i cellen. Hans toneleje fortalte at han nok ikke havde været så høflig, havde Sybil ikke været nærværende. Så åbnede han døren, lige nok til at Sybil kunne komme ind.

Sybil gik ikke mere end et par skridt ind før hun stoppede. Så løsnede hun hatten om sit hoved, og tog den af, så hendes ansigt ikke længere var dækket. De blå øjne fandt hans med det samme i mørket. Hendes bror; en af hendes svagheder.

Så løftede hun hagen. ”Goddag, Hector”.

[Hector Attwater]

Hector for sammen da vagten bankede hårdt på døren og hans hjerte begyndte med det samme at banke hurtigere, af ren frygt for hvad der nu ville ske. Han skubbede sig en anelse væk fra tremmerne så lyset fra gangen ikke ramte ham, men stoppede op da han lagde mærke til hvem der havde besøgt ham. Han kunne næsten ikke genkende hende, det var så længe siden han havde set sin søster og de to havde aldrig været specielt gode venner selv da han var i Hogsmeade.

"Men dog, tænk at jeg ren faktisk får besøg af et medlem af min familie. Jeg troede i havde slået hånden af mig for længst." Han så bittert på hende og lænede sig op af muren med siden til, så han ikke behøvede at se på hende. "Er du kommet for at hovere søster?" Spurgte han men hans blå øjne betragtede stadig luften foran ham. Han var sunket langt ned i sin egen miserable tilværelse i løbet af tiden i cellen og hendes besøg gjorde ikke ligefrem hans humør bedre.

[Sybil Attwater]

Som øjnene vænnede sig til mørket fik hun mulighed for at se nærmere på sin bror. Han lignede langt fra den Hector hun huskede. Den ranke og selvtilfredse, blonde fyr havde forvandlet sig til en forfalden og ynkelig skikkelse. Han lignede en der havde fået lov til at sulte i dagevis.. Det var lige før man rent faktisk fik ondt af..

Tanken forduftede med det samme han begyndte at snakke, og igen var alt ved ham lige så irriterende, som det altid havde været. ”Du ser forfærdelig ud, Hector, og alligevel har du overskud til at være kæk. Ikke at du er i en situation hvor du har råd til det”, læberne krusede svagt, men nåede langt fra øjnene. ”Du har ret. Mor og far ønsker ikke at se dig. De skammer sig over dig.”, Sybil så lige mod sin bror, stadig med ryggen rank. Det var tydeligt at hun var en person med langt mere selvtillid end sidst de havde set hinanden. ”Ikke at man kan bebrejde dem. Du forsvandt uden et ord. I en periode troede de faktisk du var død, indtil de fik fortalt den rigtige årsag til din forsvinding. Og det var ikke engang fra dig selv. Det er egentlig lidt tragikomisk når man tænker over det. At de brugte så lang tid på at bekymre sig om dig, når du det meste af tiden var lige for næsen af dem”, ordene var hårde. Hun gjorde det ikke for at hovere. Nej, hun gav ham kun hvad han fortjente.

[Hector Attwater]

Hector havde ingen vilje til at kæmpe imod hendes strøm af ord og det eneste han gjorde var at stirre ud i luften indtil hun var færdig. Det forbløffede ham ikke at det var sådan det stod til i familien, men det overraskede ham at han ikke var ked af at have mistet sine forældres gunst. Den havde aldrig været det værd i sidste ende, de elskede ham tilsyneladende ikke når det kom til stykket. Til sidst holdt han dog op med at lytte til hvad hun sagde men forsatte med at betragte luften foran sig. Han overvejede flere gange at sige noget, men han fandt hele tiden frem til at det var bedst at forblive tavs, måske ville hun få sin vrede overstået på den måde. Han forstod hende godt. Han havde ikke været nogen god storebror og på trods af de ting hun sagde, følte han at han skyldte hende en undskyldning.

[Sybil Attwater]

Sybil undrede sig over om Hector mon nu tænkte at den succes han havde været så desperat efter gennem sin barndom havde været det værd. Se hvor den havde bragt ham nu. I en kold celle i ministeriet, foragtet af de fleste. Sybil var ikke følelsesløs. Hun følte selvfølgelig med sin bror. Samtidig delte hun foragten, for Hector havde gjort deres efternavn til skam, og han havde skabt en skandale, der kunne skade det gode rygte hun havde fået opbygget. Hvordan bar han sig ad med konstant at ødelægge hendes liv? Selv i en ildelugtende celle som denne.

Hun så afventende på ham, men det tydede ikke på at han ville sige noget. Kort overvejede hun bare at gå. Det kunne hun alligevel ikke helt få sig til. ”Er du uskyldig, Hector?”, spurgte hun så endelig. Hvad tænkte hun selv? Ærligtalt var hun i tvivl. Førhen ville hun ikke tænke han kunne finde på sådan noget. Men nu? Hun var ikke sikker på om hun overhovedet kendte sin bror længere. Hvis hun da nogensinde havde gjort det.

[Hector Attwater]

Hector så først på hende da hun stillede ham et spørgsmål og hans blik var overraskende kærligt da han så ud til at se rigtig på hende for første gang siden hun var kommet ind af døren. "Det er jeg. Min eneste forbrydelse er at jeg er varulv Sybil. Det var ikke noget jeg valgte selv." Sagde han roligt og så på hende i lang tid. Han havde voldsomt ondt af sin søster, mest fordi hun stadig ikke havde frigjort sig fra deres forældres lænker.
"Jeg var vist aldrig en ordentlig storebror for dig var jeg?" Sagde han afdæmpet og smilede halvhjertet til hende, inden han vendte ansigtet væk og så eftertænksomt ud i luften.

[Sybil Attwater]

Sybil så skeptisk mod ham. Hector der altid havde tænkt på sig selv. Hector der altid havde stræbet efter at blive den bedste. Hector der aldrig havde givet plads til andre. Nej, han havde ikke været en ordentlig storebror i hendes optik, men måske skyldtes det blot at hun havde haft for store forhåbninger til et billede af en bror, han aldrig havde formået at leve op til.

”Det bliver svært for dig at overbevise ministeriet om din uskyld”, sagde hun og undgik at svare på hans ord. Det var ikke en samtale hun hverken gad eller kunne klare at komme ind på. ”De mener allerede at du er skyldig i dine handlinger, og når ministeriet først har besluttet sig, så er det svært at overbevise dem om andet”, forsatte hun, og hvem vidste, måske var han? At være varulv var vel skyld nok i sig selv. Hun sukkede.

[Hector Attwater]

Hector trak på skuldrene og smilede til hende. "Ja, jeg ved alt om ministeriets bevisførelse. Jeg har givet op Sybil, jeg får dem aldrig overtalt om min uskyld. De har besluttet sig for at jeg er skyldig, eller i hvert fald virker det som om de fleste har den mening" Sagde han med et opgivende suk og var egentlig ikke specielt interesseret i at snakke om det.
"Mine venner ved jeg ikke har gjort noget, du ved jeg ikke har gjort noget. Det må være nok." Han kløede sig i nakken og strakte sig en anelse. Det var ikke ligefrem rart at sidde på et stengulv i flere timer, så han rejste sig op og gik hen til tremmerne, så lyset ramte hans ansigt og viste hvor tilredt han i virkeligheden var.

[Sybil Attwater]

Sybil så bare på ham. Hvad skulle hun sige til det? Hun var ikke typen der gav falske forhåbninger. Det så sort ud for ham. Rigtig sort. Hun forstod godt at han havde givet op.

”Måske, men selv dine venner kan ikke give dig din frihed tilbage”, svarede hun, lige før et bank mod døren lød udefra, hvilket fik hende til at rømme sig. ”Min tid er ved at løbe ud”, hun så på ham i det han rejste sig og noterede at han så lige så forfærdelig ud oprejst. Cellen gjorde ikke noget godt for ham. ”Farvel, Hector”, sagde hun så og gjorde klar til afsked.