Familiefødselsdag

[Kenna F. Kinnaird]

Isla Kinnaird

Kenna sad med en kop alt for sød te og vippede utålmodigt med den ene fod, imens hendes onkel plaprede lidt i øst og lidt i vest. Hun kedede sig og hun kunne ikke vente med at komme væk fra fødselsdagsfesten. Hun var i midlertidig alt for velopdragen til at blive væk eller tage for tidligt afsted og de havde knapt været der en halv time. Timers kedsomhed og tænderskærende akavet familiært selskab var i vente og det var lige før det var det bedste alternativ at vende sig imod sin mor og spørge:

"Hvordan fejrede du nytår i år, mor?" Hun stillede tekoppen fra sig og tog en chokolade i stedet. Et bedre alternativ, selvom de alle indeholdt en eller anden form for småsødlig likør eller anden spiritus. Det var nok til at blive helt fuld af at spise en håndfuld.

[Isla Kinnaird]

Isla var tydeligvis den der skilte sig mest ud i rummet med sit meget farverige tøj, selvom det anspændte forhold hun havde til stort set hver person i huset, gav hende lyst til at iklæde sig sort. Isla havde kort snakket med sin mor, indtil moren havde valgt at kommentere på, at Isla havde valgt at åbne whiskeyflasken før alle de andre. Derefter havde hun bevidst undgået sin mor. Tænk at sådan nogle ord skulle komme fra en kvinde der havde ligget fordrukken på sofaen i flere perioder af Islas barndom.

Isla drejede hovedet mod sin datter, og smilede lettet over endelig at stå sammen med en, der ikke gav hende lyst til at kaste alverdens forbandelser efter dem. ”Jeg sang til en nytårsfest i Godricdalen. Du skulle have været der. De var så begejstrede at de gav mig en god sum penge for at blive resten af aftenen”, svarede hun. En overdrivelse. Der havde ikke været den store forskel på pengene, men det havde været et bedre alternativ at blive, end at fejre nytår derhjemme alene. Isla så hurtigt ned af sin datter. ”Hvorfor har du ikke den røde kjole på jeg købte til dig, kære? Jeg er ret sikker på at jeg bad min assistent fortælle dig at den var ment til fødselsdagen når hun afleverede den?”

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna trak på smilebåndet og senere skuldrene. Hun skulle lige til rent faktisk at svare på den historie hendes mor havde fortalt, da selvsamme vendte på et øjeblik og gik direkte til den kritik, der altid lå og lurede i kølvandet - og Kennas underbevidsthed.

"Det var den forkerte pasform," løj hun elegant, selvom sandheden var, at hun aldrig i livet ville være krøbet i den kjole, som hendes mor havde fået leveret. Slet ikke til en familiefødselsdag. Måske dengang hun var i et forhold med en mand, der havde en kritisk sans på linje med hendes mødrende ophav. Men ikke mere.

"Jeg fejrede nytår med et par venner. Vi tog på Tarrentalegra om natten og der var helt fyldt. Du skulle have hørt det band, der spillede. Sindssygt dygtige."

[Isla Kinnaird]

”Javel”, sagde hun skeptisk, og så på sin datter med et skeptisk udtryk, men lod vær med at køre mere i det. Hun kendte skam sin datters pasform, men det var en kunst at lære at kæmpe sine kampe med omhu, og en forandring i sin datters tøjskab var tydeligvis en længere en af slagsen.

Isla lyste let op ved de næste ord. ”Et band, siger du? Hvad hedder de?”, spurgte hun nysgerrigt. Hun var trods alt agent, det var hendes job at interessere sig for den slags.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna havde, som helt lille, iklædt sig sin mors kjoler, sko og læbestift og paraderet rundt. Hun mistænkte, at det stadig var disse stunder, som Isla Kinnaird brugte som guide. Hun var dog siden blevet ældre og kun endnu mere stædig og hun havde sin egen smag, der i langt højere grad mindede om hendes fars, hvis det endelig skulle være. Moderens ekstravagance tiltalte ikke Kenna og den røde kjole var ikke den første, der levede en trist og tilværelse uden sollys i den bagerste del af hendes skab. En dag kunne hun uden tvivl sælge den eller give den til velgørenhed.

Den langt mere fælles interesse, fik dog stikket irritation til at forsvinde. Moren var ikke svær at distrahere. "Åh, det kan jeg ikke huske," blev hun tvunget til at indrømme. "Men jeg er sikker på, at jeg har et kort et sted. Der var en på violin. Han var virkelig lækker. De er den slags, der ville sælge som varmt brød."

[Isla Kinnaird]

Et smil spredte sig på Islas farvede læber, sådan et typisk morsmil, når ens børn begyndte at snakke om det modsatte køn. ”Jaså, det er selvfølgelig altid en fordel at have et udseende der vækker positiv opsigt, men i musikkens verden er talent nu det vigtigste værktøj”, svarede hun sin datter, og tænkte lidt, før hun tilføjede. ”Men hvis du kan finde det kort, så vil det gøre skade”, sagde hun og krusede læberne op i et smil.

”Ser du stadig noget til Eldridge? Nu i ikke er sammen længere?”, spurgte hun. Ja, det var jo ikke meget datteren delte med hende, så nu hvor hun endelig havde datteren i et forum hvor det ikke var nemt at snige sig udenom, så havde hun tænkt sig at få alt det ud af hende det var hende muligt.

[Kenna F. Kinnaird]

Der havde lige været et øjeblik, hvor Kenna slappede af og smilede reelt. Men det øjeblik var brat overstået, da Isla nævnte Eldridge og hendes datters kæbe spændtes. Hun samlede den oversødede te op igen og fortrød, at hun havde skiftet samtalepartner. En tår af det søde stads senere, rystede hun simpelt på hovedet.

"Jeg skal nok se, om jeg kan finde kortet," svarede hun spidst. "Hvordan går det med din nye assistent?"

[Isla Kinnaird]

Isla så straks misfornøjet ud da hun undveg spørgsmålet, og så mellem fingrene at hun vel havde lært kunsten fra hende selv, i det hun selv løftede sit glas, og tog en god mundfuld af væsken der brændte godt i munden. ”Det går”, svarede hun, og havde ikke spor lyst til at snakke om sin assistent, også selvom hun indtil videre havde overrasket hende positivt.

”Har du set meget til din far på det sidste?”, spurgte hun, afslappet, selvom det ikke var den følelse der lurede under overfladen. Det havde vel altid været en konkurrence mellem hende og Fergus, hvem Kenna opsøgte mest, i hvert fald fra Islas side. Og svaret ville derfor ikke være uden effekt.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna sank lidt sammen i sofaen og følte sig i stigende grad sat tilbage til sine teenageår. Hun kunne lige så godt have holdningen som en sekstenårig også. I hvert fald faldt hendes skuldre, som hun bed et dybt suk i sig og tvang et smil frem.

"Ikke mere end jeg plejer," svarede hun vagt, før hun trak på skuldrene. "Erica, det er det hun hedder, ikke? Er hendes hår altid så farverigt?"

[Isla Kinnaird]

Isla nikkede tænkende, og nævnede ikke, at det stadig var væsentlig mere tid end hun brød sig om. Isla sendte hende et uinteresseret blik ved det næste spørgsmål. ”Ja, det er svært at undgå når man er metamorphmagus, kære”, svarede hun sin datter med et tålmodigt smil. Isla havde været ganske imponeret over sin fornyligt ansatte assistent, men det betød ikke at hun foretrak at tale om sine ansatte i privaten.

Isla skævede svagt til Kennas drikkelse og opdagede nu at det var det der havde fået hende til at rynke på næsen et par gange under deres samtale. ”Er det ikke lige lovligt sødt, det du drikker, kære? Du skal passe på. Man bliver ikke ved med at opretholde din figur hvis du behandler din krop på den måde”, sagde hun med et let smil, og klappede sin datter på skulderen, inden hun rakte en kande hen til hende. ”Her, hæld noget urtete op i stedet. Det er godt for dig”

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna sank yderligere sammen i sofaen og stirrede ud i luften, da hendes mor gav sig til at kommentere på teen. Hun rankede sig dog lettere brat op ved tilbuddet og stillede koppen fra sig. "Ellers tak. Medmindre det er whiskey du har der i kanden," svarede hun, på tværs og tilfreds med det.

"Far kommenterer aldrig på behovet for at opretholde en figur. Men han kender jo selvfølgelig også bedre til hvordan os med en aktiv karriere har brug for mere mad end de mere passive erhverv." Hun vendte blikket imod sin mor og smilede, uden at det nåede hendes øjne.