|
|
Post by Isla Kinnaird on Jan 18, 2015 17:17:32 GMT 1
Det kunne irritere Isla grænseløst at han opførte sig som et femårigt barn hun lige havde taget et stykke legetøj fra. Hvordan han havde formået at leve op til farrollen overfor Kenna havde altid været hende en stor gåde.
”Er der noget at være bekymret for, Fergus?”, spurgte hun ham, og rykkede sig et skridt tættere på ham, kun fordi hun vidste at det ville irritere ham. De isblå øjne veg ikke fra hans et stykke tid, før hun rakte ud efter sit glas, og tog endnu en tår.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Jan 18, 2015 21:31:35 GMT 1
Fergus ignorerede blankt, at Isla flyttede på sig. I stedet tog han en tår af whiskeyen og skyndte sig ikke ligefrem med at svare hende. I stedet tog han sig et øjeblik til at nyde den brændende følelse i svælget, før han rystede på hovedet. "Nej." Svaret var kortfattet, men til gengæld også sandt.
Hans skuldre var stadig anspændte og selvom de fleste ville mene at det kun var ham der opførte sig uvorent, så var han klog af skade. Han vidste at Isla ikke altid var så sukkersød som hun virkede til. Alligevel sukkede han lavmælt, bandede mentalt og skævede mod hende. "Kenna siger, at det går godt med forretningen."
|
|
|
|
Post by Isla Kinnaird on Jan 19, 2015 19:08:40 GMT 1
Fergus stædige opførsel, der nægtede hende så meget som et lille smil, fik det til at trække afslørende i mundvigen hos hende. Det generede ikke den kendte sangerinde, for det var trods alt bedre, end slet ingen følelse.
”Det gør det også. Så godt det nu kan gå når man også har en sangkarriere ved siden af der skal passes”, hun lagde hovedet på sned, stadig med et smil der lurede i mundvigen. ”Hvad med dig, Fergus? Ingen fortrydelse omkring at skifte gravkamrene ud med en flok hormonfyldte børn?”, spurgte hun, med en stemme der dryppede af drillerier.
|
|
|
|
Post by Fergus Froggenhall on Jan 22, 2015 15:22:35 GMT 1
Fergus fnøs muntert, men alligevel med skuldre der faldt en anelse. Han skottede lidt til Isla, før han rystede lidt på hovedet og tog en solid tår af sin whiskey. "Spændingskurven er omtrent den samme," brummede han, mere eller mindre seriøst. Man skulle mene at der var det var langt større farer ved at bryde gennem ældgamle forbandelser, men Fergus var ikke så sikker, efter han havde måttet bryde mere end et enkelt pigeslagsmål op.
Han vidste i hvert fald godt, hvad han foretrak. "Selvom det virker som om, at det var roligere tider den gang," spøgte han, i et øjeblik uden at tænke over, at han normalt ikke var på talefod med Isla. Tankerne havde opslugt ham sådan i et øjeblik, at han havde glemt det.
|
|
