Man skal vel spise

[Erica Owens]

Erica blinkede en enkelt, hurtig gang over det drillende smil han sendte hende og kunne ikke helt skjule sin overraskelse over det. Det virkede så uventet fra en mand på flugt, der burde være kuet eller sammenbidt, at det tog hende et øjeblik at bearbejde det. Hun var ikke ligefrem blufærdig, men hun tog sig alligevel i næsten at blive forlegen, da Hector begyndte at trække tøjet af.

Det var måske nærmere følelsen af at være påtrængende og hun fik hurtigt lukket døren og mumlet en lavmælt besværgelse udenfor døren, der forhåbentlig holdt lyden af rindende vand på afstand. Nervøs over at blive opdaget, men med et begyndende, uforstående skævt smil på læberne over varulves afslappede attitude, forsvandt hun tilbage ned i køkkenet for at finde den lovede mad frem. Det var pakket i en skål og stod stadig på bordet, da hun vendte tilbage til overetagen og bankede så lydløst på som muligt. "Er du færdig?"

[Hector Attwater]

Der var virkelig intet som et varmt bad der kunne vaske sorgerne væk og han var en del mere tilpas da han trådte ud på bademåtten igen for at tørre sig. Han følte sig dog pludselig utrolig træt og sulten nu han rent faktisk følte sig som et menneske igen og overvejede hvordan han havde haft energi til alt det der lige var sket. Han samlede dog sine sidste resterende kræfter og fik sit tøj på igen og rensede det så godt han kunne med et par besværgelser. Til sidst så han sig selv i spejlet og skar en grimasse, men han kunne ikke rigtig gøre mere.

"Ja.." Svarede han afdæmpet mens han tørrede sit hår endnu en gang med håndklædet, inden han strøg fingrene igennem de halvlange lokker. Han smilede til hende da hun åbnede døren, selvom han følte sig virkelig sulten og udmattet, var hendes uventede tillid en konstant grund til at han ikke kunne lade være med at smile.
"Jeg plejer ikke at ligne noget katten har slæbt ind.. ehm.. men nu lugter jeg i det mindste ikke længere" Hviskede han med et overvejende smil og løftede sine øjenbryn.

[Erica Owens]

Da Hector åbnede døren igen, lignede Erica lidt mere sig selv. Håret var godt nok ikke grønt igen, men god blanding af lyserøde og lilla toner, men at hun gik helt uden farve - som for et øjeblik siden - var ganske atypisk. Hun følte sig mere fattet, da hun ventede uden for badeværelset, men da døren gik op, hævede hendes øjenbryn sig alligevel en anelse.

Han udgjorde en ganske anden figur i sin noget renere og langt mere velduftende tilstand og det trak lidt i hendes mundvige. "Det var en klar forbedring," svarede hun, før hun nåede at tænke meget over det eller det elevatorblik hun gav ham. Øjeblikket efter rømmede hun sig lavmælt og rankede sig lidt, før hun nikkede sigende i retning af underetagen igen og selv lydløst satte vejen tilbage.

[Hector Attwater]

Hector så forbløffet på hendes nye hårfarve og betragtede hende derefter nysgerrigt, han havde lyst til at spørge ind til hendes humørskift, men han havde ikke lyst til at friste skæbnen. Det måltid mad der ventede på ham fik ham til at skære ned på de kække bemærkninger. I stedet sørgede han for at han fulgte så stille efter hende som muligt.

Da de nåede køkkenet blev han stående et kort øjeblik, inden han blinkede et par gange med øjnene og tog sig til hovedet. Han satte sig derefter ned uden at vente på hendes tilladelse. Nu han befandt sig i sikkerhed og snart skulle have mad, nåede han sit lavpunkt. Han var så sulten at han ikke engang følte det længere.

[Erica Owens]

Det var først, da de kom ned i køkkenet at Erica rigtigt tænkte over, at hele hans udstråling havde ændret sig. Selvom han var blevet mere tiltalende at være i rum med, så syntes vandet at have vasket den kække attitude væk og hun fandt, at hun var en anelse ærgerlig over det. Det fik dog også hendes eget smil til at falme og det var nok alt i alt meget godt.

Hun så tavst på ham i nogle lange øjeblikke efter at have nikket opfordrende mod skålen med mad og foldede armene over kors. Hendes ansigtsudtryk var alvorligt igen, men knapt så varsomt. "Du kan ikke komme her længere."

[Hector Attwater]

Hector nåede at spise et par hurtige mundfulde inden hun talte, men på trods af at han allerede følte en vis tilfredsstillelse ved måltidet, sved hendes ord en anelse, selvom det gav mening at hun ikke ville have han opsøgte hende længere. "Jeg troede ellers eftersøgte varulve var jeres fortrukne kunder" Bemærkede han og smilede skævt til hende, men det nåede ikke rigtig hans øjne. "Jeg skal nok lade være med at trække længere på din gæstfrihed" Svarede han uden tøven, men blottede derefter tænderne i et drillende smil.
"Men hvis du tør besøge mig i mit telt i skoven skal du være meget velkommen.. bortset fra mit selskab er det hyggeligt nok.. der er både et ildsted og en rest af ildwhiskey.." Han tog derefter en mundfuld mad og så afventende på hende, mens farven dukkede op i hans kinder igen og livet vendte tilbage i hans øjne.

[Erica Owens]

Erica smilede ikke rigtigt af vittigheden. Det var situationen for alvorlig til og hun var ikke helt sikker på at den svagt anspændte følelse ville forlade hende, før varulven havde forladt huset igen. Det kunne få hende i alle slags problemer at have ham der og hun var stadig ikke engang sikker på, hvorfor hun havde ladet det gå så vidt.

Hun blev afbrudt i sine tanker af Hectors tilbud og øjenbrynene gled lidt op. Det skeptiske ansigtsudtryk vendte tilbage og hendes blik var tilbageholdende. "Lad mig gætte. Så du har nogen, der kan blive ved med at bringe dig gratis mad?"

Hun kunne ikke se, hvorfor han ellers ville have hende ud til sit skjulested.

[Hector Attwater]

Hector kunne godt forstå hendes logik og han havde lidt af et forklaringsproblem. Alligevel svarede han ikke med det samme, men vendte sig mod skålen med mad og grublede mens han tyggede sig af munden.
"Egentlig ikke. Jeg kan godt lide dit selskab, er det så underligt?" Spurgte han og blottede tænderne i et drillende smil. Han blev nødt til at finde mad på en anden måde, måske London var en mulighed. Masser af mennesker og butikker.
"Jeg kan vise dig hvordan man skjuler sig ved hjælp af magi. Det er ikke en dårlig ting at vide" Foreslog han og så afventende på hende. Han var skam klar over situationens alvor, men han havde befundet sig i den så længe at han havde en ny standard for hvornår noget var farligt.

[Erica Owens]

Erica kunne ikke helt skjule sin overraskelse. Hun kunne forstå, at han kunne lide hendes hjælp, men at han også kunne lide hendes selskab, føltes en anelse absurd. Hun var udmærket klar over, at hun ikke ligefrem havde været høflig - og det med god grund, også. Men på den anden side, så kunne hun kun svagt forestille sig, hvor ensomt det måtte være at være på flugt fra loven og hele det aspekt gjorde hende en kende... Nysgerrig.

"Kamouflage er ikke just noget, jeg brænder for at lære," pointerede hun lettere tørt. Det kom temmelig naturligt, når man var metamorphmagus. "Men jeg går ud fra, at det kunne være nyttigt at lære at skjule sig helt. "I virkeligheden havde hun måske ikke så meget grund til det, men det virkede som et godt kompromis. Det ville også give hende muligheden for at få stillet sin nysgerrighed og se, hvordan en lovløs levede. Hun måtte dog huske at tage sine forholdsregler. "Okay. Fint. Ikke at jeg forstår, hvorfor jeg siger ja til det..."

[Hector Attwater]

Hector kunne heller ikke svare på hvorfor hun sagde ja til det, men han var glad for at hun gjorde, selvom det selvfølgelig stadig kunne vise sig at hun aldrig ville dukke op. Han fortalte hende derefter hemmeligheden om hvor hans telt befandt sig og hvordan hun kunne finde derud. Naturligvis, var han den eneste der kunne overlevere denne besked. Derefter tilføjede han at han plejede at sende sin patronus afsted ud efter folk for at være sikker på de kunne komme frem. Da han havde spist resten af sin mad, takkede han hende endnu engang og forsvandt ud i mørket uden at være helt sikker på om hun rent faktisk ville møde op på det aftalte tidspunkt.

Lukket